Det amerikanske tidsskrift Bulletin of the Atomic Scientists (se kilder sidst i artiklen) udarbejder og justerer løbende et “dommedagsur”, der anskueliggør, hvor tæt vi er på en altødelæggende global katastrofe. I første række gælder advarslen atomkrig, i næste række klimaet, derpå biologiske risici og risikable teknologier som kunstig intelligens. Uret står nu på 90 sekunder i 12, tættere på end under Den Kolde Krigs værste faser.
Den gruppe, der udmelder den årlige værdi af dommedagsuret, er helt overvejende amerikanske eksperter med flere. Men selv om de gerne lægger hovedskylden for den forværrede situation på Ruslands militære operation mod Ukraine, er der rigtig god grund til at tage selve meldingen på 90 sekunder alvorligt.
Hvis det ikke er tid for omtanke og handling nu, hvornår så?
Desværre støder vi på det problem, at atomtruslen er blevet så meget hverdag, at denne advarsel ikke medfører dertil svarende reaktioner, og da slet ikke fra vore hjemlige politikere. Hvis det ikke er tid for omtanke og handling nu, hvornår så? Et bidrag hertil kan forhåbentlig være at kaste lys på de strategier, der har været og er for anvendelsen af atomvåben hos de to centrale aktører, USA og Sovjetunionen/Rusland (1).
Med krigen i Ukraine er der nemlig mere i spil end 155 millimeter-granater og kampfly, som hele vores Folketing fra højre til venstre er så optagede af at fremskaffe. Krigen er ganske vist konventionel, men føres under, hvad man kan kalde, et “atomloft”. Hvis ingen af parterne vil give sig, vil krigen uundgåeligt eskalere op mod dette loft.
Ruslands aktuelle fremmarch langs fronten besvares nu med levering af avancerede missiler, der kan nå langt ind i Rusland. NATO-teknikere er i Ukraine og assisterer. F-16 fly er på vej. Macron rasler med muligheden af direkte indsats af NATO-enheder. Det har USA hidtil afvist, idet det ifølge Bidens egne ord ville føre til tredje verdenskrig. Men i maj 2024 har USA’s øverste stabschef Charles Q. Brown erklæret til The New York Times, at der nødvendigvis må sendes regulære NATO-styrker til Ukraine, før eller siden (2). En dybt foruroligende erklæring som ikke har vakt synderlig (om nogen) genklang i pressen. Rusland udvider hærstyrker og våbenproduktion kraftigt. Med eskalationsspiralen kørende nærmer vi os betænkeligt atomloftet.
Det må gøres klart for enhver, der vil se, at det er tid at råbe op om den truende fare, en fare der har globalt omfang. Heri støtter jeg mig til den amerikanske marxist John Bellamy Foster, som har skrevet om den amerikanske atomstrategi i tidsskriftet Monthly Review (3). Tilsvarende har jeg fået hjælp af to artikler (4, 5) i det russiske tidsskrift Russia in Global Affairs. Skulle der indsnige sig fejl eller misforståelser, hilser jeg modindlæg velkommen. Kunne emnet blive genstand for fornyet og helst hed diskussion og overvejelse, så meget desto bedre.
USA’s dominans med hensyn til kernevåben efter Anden Verdenskrig holdt kun lidt under et årti. I den periode udviklede Sovjetunionen sine egne kernevåben og fremføringsmidler og nåede paritet med USA.
USA’s strategi måtte tilpasse sig og nu basere sig på Mutual Assured Destruction (MAD) – oversat til: Sikret Gensidig Ødelæggelse. Her opretholdes en tilstand, hvor ingen af de to supermagter får andet ud af en krig end nærved total ødelæggelse. Atomoprustningen kom til at ligge på et ganske vist højt, men groft set afbalanceret niveau. I konfrontationerne mellem øst og vest udvistes et vist mådehold for ikke at udløse dommedagsmaskinen. Siden 1970’erne og indtil Trump og siden Putin begyndte at ophæve dem igen, indgik de to parter en række traktater, der lagde låg på og førte kontrol med atomvåbenlagre med mere. Hertil kom en rød telefon mellem de to statsledere.
I USA var der løbende kritik af MAD-strategien fra høge som Kahn og Kissinger. De var fortalere for en anden doktrin, ifølge hvilken USA skulle opbygge en “maximum deterrence” – maksimal afskrækkelseskapacitet. Nærmere betegnet er dette en førsteslagskapacitet, en evne til i et dræbende nævestød at sætte modstanderens evne til at svare igen ud af kraft. I førsteslaget skal stort set alle russiske affyringssteder således sættes ud af spillet på en gang.
Førsteslagsopbygningen må nødvendigvis suppleres med et antimissilforsvar, der kan uskadeliggøre eventuelle atomraketter, der alligevel nåede af sted. Førsteslagsevnen forudsætter således en enorm a-våbenkapacitet samt en finmasket efterretningsvirksomhed, som kan lokalisere både stationære og flytbare afskydningsfaciliteter (i ubåde eller på hjul).
Hvor MAD-strategien indebar, at USA og Sovjet undgik krig, gav maksimum afskrækkelsesstrategien USA mulighed for at føre og vinde en krig eller vigtigst: på troværdig måde true med den.
Med svækkelsen af og siden kontrarevolutionen i Sovjetunionen i 1991 ændredes betingelserne drastisk. Mulighederne for en anden verdensorden uden en atomøkse hængende over hovedet var til stede, men utænkelig for et land på kapitalismens højeste imperialistiske stade. USA kunne nu opnå positionen som verdens ubestridte leder, og her var den nukleare overlegenhed et afgørende led.
MAD-strategien blev forladt til fordel for maksimum afskrækkelsesstrategien, og det er der ikke ændret på siden. Skønt stærkt svækket var Rusland fortsat en atommagt og var en potentiel konkurrent i kraft af sine enorme ressourcer. Det måtte hindres i at komme tilbage på scenen, og svækkelsen skulle udnyttes. Der blev ingen virkelig nedrustning, heller ikke på atomområdet.
Rusland fik ingen forhandling om en sikkerhedspolitisk ordning for de tidligere socialistiske lande og republikker omkring Rusland. Tværtimod satte man gang i en optagelse af disse områder i NATO, der hermed rykkede frem til den russiske grænse. Hermed kunne antimissilsystemer og missiler mod russiske affyringsramper placeres meget mere fordelagtigt. Et kig på landkortet giver én forståelse af, hvorfor specielt en indlemmelse af Ukraine i NATO kunne udløse en skarp reaktion fra Rusland.
I 2006 kunne en artikel i det halvofficielle tidsskrift Foreign Affairs (Udenrigspolitiske Spørgsmål) meddele, at USA nu havde opnået evnen til at rette et lammende førsteslag mod Kina og var nær ved at kunne det over for Rusland.
Udviklingen fik naturligvis alarmklokkerne til at ringe i Moskva og Beijing. Affyringssteder blev bedre armeret, nye, hurtigere, hypersoniske missiler blev udviklet med mere. Med Trump’s National Defence Strategy fra 2018 blev muligheden åbnet for, at USA kunne gennemføre et førsteslagsangreb på Kina i en konflikt om Taiwan.
Førsteslagsdoktrinens sejr i USA (og accept i NATO) viser med al ønskelig klarhed, at NATO’s påstand om at være en forsvarspagt i dag er totalt løgnagtig. Det burde medføre en intens offentlig debat. Den får vi ikke. At USA/NATO har forladt en ligevægtsbaseret strategi, samt at NATO indlemmede og fortsat agter at indlemme lande omkring Rusland, er efter min mening den egentlige og bagvedliggende årsag til Ukrainekrigen, og til at dommedagsuret er flyttet fra 17 minutter i 12 (1991) til nu 90 sekunder i.
Et andet væsentligt punkt er, at selv et vellykket førsteslag ikke automatisk afslutter en krig. Hvis det er fysisk muligt, gensvares angrebet antagelig med en omfattende konventionel krig. Et førsteslag kan umuligt ramme både atomare og konventionelle kampposter, da sidstnævnte kan opdeles og spredes ud over landet ad libitum.
Når jeg skriver “fysisk muligt” ligger deri, at et førsteslag uden tvivl vil kræve en stor del af USA’s atomsprænghoveder bragt i anvendelse. Detonering af kernevåben i stor skala vil kunne igangsætte omfattende fladebrande. Disse forurener stratosfæren med enorme mængder fine sodpartikler, som absorberer væsentlige dele af solens stråler, inden de når Jorden. Jordoverfladen afkøles, og det, der har fået navnet atomvinter, indtræder. År i træk vil der være misvækst. Døden rammer mennesker på grund af kulde og sult.
Alene detonering af én procent af det samlede antal sprænghoveder i verden vil ifølge ICAN (International Kampagne for Afskaffelse af Atomvåben – se kilder sidst i artiklen) forårsage hungerkatastrofe for skønsmæssigt to milliarder mennesker på grund af påvirkning af det globale klima. Om Elon Musk kan overleve i en passende indrettet bunkers, kan jo godt tænkes, men stor trøst er der næppe at hente heri for alle os andre.
JB Foster nævner en yderst påfaldende ting, nemlig at tilhængerne af førsteslagsstrategien gennemgående ikke inddrager atomvinteren som et muligt og sandsynligt resultat af deres strategi. Atomvinteren er bekræftet af forskernes modeller i både øst og vest.
En alvorlig diskussion om førsteslag ville jo også afdække strategiens totale negation af såvel humanitet som rationalitet. Strategien er udviklet i en lukket boble af strategiske hjerner, hævet over den menneskelige dagligdag og forblindet af magtspillet. Overgangen fra MAD til førsteslag er et dødsensfarligt spring fra gensidig ligevægt til håndhævelse af amerikansk overlegenhed, hvor USA forventer at kunne forfølge sine geopolitiske interesser, uden at modstanderen tør røre sig. Den holdt så ikke (Ukraine). Nu står vi tilbage med en indtil videre konventionel krig og 90 sekunder til dommedag.
Artiklerne i det russiske Global Affairs (4, 5) giver et vist indtryk af, hvilke ideer og strategier vedrørende krig russerne har udviklet i tidens løb.
Sovjet trådte ud af Anden Verdenskrig som en stormagt. Inden da kunne landet med god ret betegne sig som en “belejret fæstning”. Unionen blev hurtigt efter krigen i stand til at fremstille atomvåben og kom i gang med at opbygge et betydeligt arsenal. Men faktisk anså Stalin ikke atombomben som det altafgørende våben, der afgjorde en eventuel krig.
Sovjets strategiske tænkning var fortsat fikseret på at undgå en gentagelse af 1941 (Hitlers invasion i Sovjet). I USA måtte man samtidig sande, at Sovjet ikke var så tilbagestående, som man yndede at forestille sig. Dette blev yderligere bekræftet under Koreakrigen, hvor russerne ydede Nordkorea avanceret og effektiv, ganske vist konventionel, militær støtte. I stedet for en forventet sikker sejr måtte amerikanerne acceptere en skakmat. Indsigten medførte, at USA stærkt forøgede atomarsenalet for at fastholde sin militære overlegenhed over for Sovjet.
Men Sovjet fulgte med og opbyggede gennem perioden en atomar kapacitet, så gensidig sikret ødelæggelse kunne opretholdes. Egentlig mente de sovjetiske ledere ikke, at atomar ligevægt kunne være en stabil tilstand. Før eller senere ville en af magterne få overvægt. Med et BNP væsentligt mindre end USA’s havde Sovjet ringe mulighed for at vinde et sådant kapløb.
Under Brezhnev gik den strategiske tænkning i stå, mens Gorbachev forsøgte at skabe sikkerhed gennem defensive aftaler med USA (4). Svaret på, at USA allerede inden 1991 bevægede sig i retning af en omlægning fra MAD til en førsteslagsstrategi, var at følge med med hensyn til opbygning af kernevåbenkapaciteten og som nævnt sprede affyringsstederne geografisk og gøre en del af dem mobile.
At Sovjet med hensyn til atomar strategi var i defensiven i forhold til USA betød ikke, at man ikke havde mulighed for at påvirke udviklingen af mange konflikter i verden, herunder ikke mindst afkoloniseringen. I realiteten lagde eksistensen af atommagten Sovjet betydelige begrænsninger på, hvad USA kunne foretage sig på den internationale scene.
Efter kontrarevolutionens sejr var det Jeltsins mål, at “det nye, demokratiske Rusland” skulle overtage Sovjets stormagtsposition, nu som en ligeberettiget partner og i samarbejde med USA. Putin fulgte i starten samme kurs, men det blev mere og mere klart for russerne, at USA overhovedet ikke tænkte i samme baner.
Den opdeling af Europa i en vestlig og en østlig indflydelsessfære, der var resultatet af Anden Verdenskrig, anså Vesten nu som “forældet”. Vestens nye model betød i praksis farverevolutioner og gradvis optagelse af tidligere socialistiske lande og sovjetrepublikker i NATO. Russernes ønske om en sikkerhedsaftale med USA for området blev negligeret. Med proklamationerne om USA’s delvist opnåede førsteslagskapacitet (2006) og hensigten om at gøre Ukraine til medlem af NATO (2008) stod det helt klart, at man fra Vesten ikke så Rusland som en partner, uanset genetableringen som kapitalistisk land. Rusland var en konkurrent og modstander, som man ønskede at svække og isolere. Rusland måtte finde nye venner i øst og syd (Kina og BRIKS-landene). Det skal ikke uddybes her.
Putin har i forbindelse med krigen i Ukraine udtalt, at Rusland vil anvende atomvåben, hvis landets territorie angribes (formodentlig medregnet Krim og måske de tidligere østlige folkerepublikker). Det giver et fingerpeg om Ruslands nuværende strategiske retning. De to artikler (4) og (5) og deres mange referencer tyder på, at strategiske emner bearbejdes over en bred front i dagens Rusland.
Angrebet på Ukraine er et opgør med den tidligere resultatløse, defensive kurs i forhold til Vesten. Man kan sige, at Putin udnytter den “plads”, der formodes at være under atomloftet, til at markere russiske interesser gennem en konventionel krig. Her ses et udslag af, hvad der i ref. 4 kaldes det strategiske paradoks: ” – tilbageholdenheden med anvendelse af atomvåben kan få atommagterne til at markere deres position i de internationale magtrelationer gennem konventionelle krige uden for eget territorie”. Det er øjensynligt overordentlig vigtigt for Putin på en anderledes barsk måde end Jeltsin at markere, at Rusland er en stormagt, der ikke finder sig i hvad som helst.
Udnyttelsen af “pladsen” under atomloftet til konventionel krig tegner en risikabel strategi, når atommagter er involveret – jævnfør dommedagsurets aktuelle stilling. Sådanne krige kan som forventet eskalere, en udvikling som Vesten i Ukraine har bundet sig til med sloganet “Rusland må ikke vinde”. Hvor eskalationen ender, flyver i vinden.
Ved læsning af de to artikler i Global Affairs (4, 5) får man indtryk af, at russerne i praksis regner med, at de fortsat kan følge med, så at en effektiv afskrækkelse kan opretholdes i forhold til USA, altså en MAD-situation. En central russisk strategisk rådgiver Karaganovs forslag om, at Rusland skulle overveje at rette et slag med a-våben mod unavngivne europæiske lokaliteter (7), vakte opsigt. Formålet skulle være at genskabe den med tiden afsvækkede frygt for den globale atomkatastrofe og tvinge USA og vestlige allierede til tilbagetrækning i Ukraine og globalt. Forslaget var næppe en prøveballon fra officiel side, mere et udtryk for den overraskende åbenmundede diskussion om strategiske og politiske forhold i tidsskriftet Global Affairs. I parentes bemærket er Karaganovs artikel i realiteten ret kritisk over for Ruslands politik i Ukrainekrigen. (Se note til ref. 7).
Mit håb er, at ovenstående oversigt kan give nogle argumenter til brug for fredskræfterne. Disse er p.t. havnet i et vanskeligt dilemma. På den ene side har krigstruslen nået en enestående intensitet, på den anden side synes den almindelige befolknings ønske om at engagere sig i fredsbevægelsen eller bare lytte til den at ligge på lavpunktet. En falsk tryghedsfølelse eller lukken øjnene-trang hersker.
Israels afskyvækkende krigsførelse mod befolkningen i Gaza har imidlertid skabt sin egen fredsbevægelse af et betydeligt omfang og respektindgydende vedholdenhed. Måske kan det blive et vendepunkt også for den allerede eksisterende fredsbevægelse.
For over 60 år siden lykkedes det gennem atommarcherne at mobilisere mange i kampen mod atomoprustningen. I dag er behovet for en massebevægelse for fred endnu større. Tilstedeværelsen af atomvåben er nu parret sammen med en langt mere aggressiv og farlig strategi, end den var dengang, nemlig USA’s førsteslagsstrategi. Ironisk nok kan bearbejdelsen af befolkningens tilsyneladende tryghedsfølelse fremmes af, at regeringen og krigspartierne bearbejder samme følelse for at få os til at acceptere stærkt stigende krigs- og oprustningsudgifter.
En mulighed for at aktivere fredsbevægelsen, en mulighed som for eksempel Aarhus mod Krig og Terror har blikket rettet imod, er desuden familieskabet med vor tids anden globale krise, klimakrisen. Den har skabt stor bevægelse, især blandt unge. Begge kriser er i den grad knyttet til den måde, vores samfund er skruet sammen på, og kan begge ende i en ubeboelig klode. Skabelsen af en omfattende bevægelse for overlevelse er en nødvendighed.
Et vigtigt mål for fredsbevægelsen kunne være at få Danmark til at rejse kravet i NATO om i det mindste at skrotte den dødsensfarlige og aggressive førsteslagsstrategi og vende tilbage til den stadig stærkt afskrækkende, men langt mindre farlige MAD-strategi. Det ville i næste instans give muligheder for at gennemføre ligelige reduktioner af kernevåbenlagrene og andre nedrustningsinitiativer.
Kunne en stærk fredsbevægelse få lige så stor kraft til at ændre tingene, som klimabevægelsen trods alt har haft? Svaret er, at det er op ad bakke. Den grønne omstilling giver vigtige sektorer af kapitalen nye profitmuligheder. Den kan endog et stykke ad vejen forliges med den vestlige liberal-demokratiske kapitalistiske samfundsmodel.
Hvad med fred og nedrustning? Fred og nedrustning er en rigtig dårlig forretning. Våbensmedjerne vil lukke, recessionen truer, storkapitalen siger nej! Politikere og forskere vil tale alvorstungt om landets sikkerhed. Politiets relative flinkekurs over for fredsdemonstrationer stopper. Men fredskampen kan ikke kvæles. Den vedvarende skærpelse af kriserne må uundgåeligt rette blikket mod deres kilde, det profitstyrede samfund. Fredskampen vil flyde sammen med kampen for et andet samfund, baseret ikke på kapitalens, men på folkets magt – et socialistisk samfund. Det er den chance, vi har.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, juli 2024.
Bulletin of the Atomic Scientists
Er et amerikansk nettidsskrift, https://thebulletin.org/. Det udsprang af et panel nedsat i 1945 af forskere fra Manhattanprojektet, (det amerikanske projekt som førte til de første atombomber). Anledningen var betænkeligheder ved/afstandtagen fra bombernes anvendelse i Hiroshima og Nakasaki.
I panelet sad blandt andre Oppenheimer og Einstein. Et stort antal nobelpristagere har gennem tiden bakket op om tidsskriftet. Forskerne indså nødvendigheden af at rette kritiske øjne på, hvordan videnskab blev til praktisk anvendt teknologi (for eksempel bomber) og give politikere og offentlighed videnskabeligt begrundet oplysning om sammenhænge og konsekvenser. De har siden udvidet deres emnekreds med for eksempel klimakrisen og kunstig intelligens.
Dommedagsuret er, som de skriver, en “anerkendt indikator af verdens sårbarhed over for en global katastrofe forårsaget af menneskeskabte teknologier”.
Monthly Review
Er et amerikansk, marxistisk månedstidsskrift, www.monthlyreview.org, grundlagt i 1949 af blandt andre Paul M. Sweezy, som sammen med Paul A. Baran skrev “Monopoly Capital”. I redaktionen sidder nu blandt andre John Bellamy Foster.
Russia in Global Affairs
Россия в глобальной политике er et russisk, angiveligt ikke-ideologisk tidsskrift. Det udgives både på russisk og engelsk: https://eng.globalaffairs.ru. Det er udkommet hver anden måned siden 2002. Siden 2006 udgives det af Foreign Policy Research Foundation. I redaktionen sidder blandt andre omtalte Sergej Karaganov. Dets formål angives at være at fremme udveksling af videnskabelige resultater på tværs af discipliner og grænser.
ICAN
International Campain for Abolishing Nucear Weapons, International Kampagne for Afskaffelse af Atomvåben, er en global sammenslutning med 400 organisationer i over 100 lande. Den arbejder for at befri verden fra atomvåben. ICAN har i Danmark partneren “Forbyd Atomvåben”, https://www.atomvaabenforbud.nu/.
1. I spørgsmålet om udløsning af atomkrig bør også inddrages, at andre nationer har a-våben: England, Frankrig, Indien, Pakistan, Israel og Den Folkedemokratiske Republik Korea. At et land som Israel, der ikke viger tilbage for noget som helst, skulle kunne bruge atomvåben mod Iran i den konflikt, der udvikler sig i Mellemøsten, er sandsynligt. Det kunne i næste øjeblik inddrage stormagterne og deres a-våben.
3. https://monthlyreview.org/2024/02/01/the-u-s-quest-for-nuclear-primacy/
4. https://eng.globalaffairs.ru/articles/russian-strategic-culture/
5. https://eng.globalaffairs.ru/articles/warfare-in-a-new-epoch/
6. https://www.icanw.org/catastrophic_harm#
Efter at have læst Karaganovs artikel finder jeg Arbejderens gengivelse noget bombastisk. Der er ikke tale om et lynangreb ud af det blå. Forfatteren mener, at Rusland skal genskabe Vestens svækkede frygt for atomkrigens Armaggedon (hans udtryk) ved at tage initiativet i eskalationens dynamik. Det kan ske i flere led, blandt andet opfordring til beboere i vestlige lande, der er involveret i krigen i Ukraine, og med bopæl i nærheden af bestemte bombemål om at flytte væk. Først som sidste trin: Et begrænset angreb med kernevåben mod en eller flere af disse mål.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
CHILDHOOD’S END 🌹
There’ll be war, there’ll be peace
But everything one day will cease
All the iron turned to rust
All the proud men turned to dust
David Gilmour/Pink Floyd
~ ¤ ~
Log ind for at svareDet er der ikke meget trøst i ….
Log ind for at svarefolkets magt er en illusion, og forskellen på kapitalistiske og socialistiske lande består kun i at magthavernes fokus i kapitalistiske handler om pengemagt, og i socialistiske lande om politisk magt, og problemet er selve ideen om magt, i et ideelt samfund har alle indflydelse men INGEN har magt, og ja det ideelle samfund er en utopi, men det er stadig brugbart til at angive en retning imod en bedre verden, og vejen bør gå i retning af at vi alle stræber efter mindre grådighed og mindre egoisme, kun ændringer som kommer nedefra vil kunne gøre verden bedre vi kan jo ikke forvente at magthavere vil droppe deres egen stræben efter mere magt, og militarismen og dens krige og trusler er jo en følge af den stræben
Log ind for at svareJeg tror, du vill finde denne bog yderst interessant: “Gendered Species” af Tamas David-Barrett
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
