Hvor demokratisk er EU's parlament egentligt
Nancy Pelosi, formand for det amerikanske Repræsentanternes Hus, besøgte den 2. august i år Taiwan, hvilket vakte vrede i Beijing. Hvorfor er dette besøg så kontroversielt? Hvilke er forbindelserne mellem Folkerepublikken Kina og Taiwan? Hvad er det for et spil, USA spiller?
For bedre at forstå, hvad der står på spil i Pelosis provokation, bragte den belgiske hjemmeside Investig’Action den 5. august et uddrag af bogen “USA vs China: Asia’s New Cold War”, som udkom 2017. I bogen dedikerer historikeren Jude Woodward et kapitel til Taiwan, som Magasinet Arbejderen bringer her i en dansk oversættelse. Det er nyttigt til forståelsen af, hvorfor denne ø har en så stor strategisk betydning.
Et “usænkeligt hangarskib”
For hovedaktørerne – USA, Folkerepublikken Kina og Japan – er det Taiwans strategiske position, der først og fremmest bestemmer deres holdning til øen. Geografisk og militært set er øen et vigtigt led i USA’s “forsvarsperimeter” fra Korea til Filippinerne og har været afgørende for USA’s Stillehavsstrategi siden 1945. For Folkerepublikken er øen faretruende tæt på en del af landets kystlinje, som er vanskelig at forsvare, og det afslutter en fjendtlig væbnet cirkel omkring landets østkyst. Japan havde røvet Taiwan fra Qing-dynastiet i 1895, blandt andet for at skabe en buffer mellem Japan og det kinesiske territorium mod syd; Taiwan ligger næsten inden for synsvidde af den sydlige forlængelse af det japanske øhav. Ikke overraskende var det Taiwan, der bragte Folkerepublikken Kina og USA næsten på randen af krig efter 1949, og øen er fortsat en central strategisk faktor i alle parters militære planlægning og forberedelser.
Det var under Carter, at USA endelig formelt anerkendte Folkerepublikken Kina som “den eneste lovlige regering i Kina”, og USA’s forsvarsaftale med Taiwan blev ophævet.
Taiwan spiller en central rolle i USA’s strategier over for Kina. Hvis målet med Obamas “pivot” (omsving, o.a.) var at bevare USA’s position som den førende magt i regionen, er det af største betydning at sikre USA’s afgørende rolle i Taiwans fremtid. Hvis USA opgiver Taiwan, vil det give Folkerepublikken kontrol over Taiwanstrædet og fri adgang til Stillehavet og sende et signal til sine andre allierede om, at USA’s magt i regionen er en utroværdig og usikker garanti [1].
Taiwans militære afhængighed af USA kom til at bestemme udviklingen. Uden USA’s indgriben – og Folkerepublikkens involvering i Koreakrigen – ville den kinesiske hær utvivlsomt have fortsat kampen mod Guomindang (det regerende parti i Kina inden revolutionen, o.a.) i 1950 og drevet Chiang Kai-shek væk fra øen. Folkerepublikkens holdning til Taiwan har været uændret siden 1949: Guomindang har beslaglagt en del af Kinas internationalt anerkendte territorium, og Folkerepublikken vil i sidste ende få det tilbage [2]. Frygten for, at Folkerepublikken militært kunne generobre provinsen, bidrog til, at USA fik indflydelse på Taiwan og holdt det fast inden for det amerikanske system af uformelle alliancer i det nordlige Stillehav.
I 1949 udviklede det besejrede Guomindang, der var begrænset til Taiwan, den opfattelse, at dets Republikken Kina (RK) var den sande regering for hele Kina, der ulovligt var blevet væltet af et “kommunistisk oprør”. Dets krav på at regere over hele Kina (og Mongoliet) passede Vesten godt i den kolde krigs tidlige fase, især da det betød, at det pro-vestlige RK besatte Kinas plads i FN og sad i Sikkerhedsrådet i stedet for Folkerepublikken. USA overvejede endda at støtte et forsøg fra Guomindang på at “overtage” Kina. Men udviklingen var ikke på Chiang Kai-sheks side, og efter 1950’erne blev det ikke længere seriøst overvejet.
USA’s tilgang til Taiwan blev fastlagt af den amerikanske general MacArthur i 1950, som stod bag flytningen af den amerikanske 7. flåde for at forhindre, at Taiwan blev overtaget af Maos sejrrige styrker. Han hævdede, at øen i “uvenlige” hænder ville være et fjendtligt element i USA’s “defensive perimeter” i Stillehavet. Et kinesisk kontrolleret Taiwan, fortsatte han, “kunne sammenlignes med et usænkeligt hangarskib og et forsyningsskib for ubåde, ideelt placeret for at gennemføre en offensiv strategi og samtidig sætte defensive eller offensive operationer (mod øen, o.a.) skakmat ved hjælp af venligtsindede styrker baseret i Okinawa og Filippinerne” [4].
Den amerikanske forsvarspolitiske ekspert Michael Mazza har tildelt Taiwan samme strategiske betydning i dag:
“Selv uden amerikanske tropper stationeret i Taiwan er den faktiske opretholdelse af øens uafhængighed afgørende for USA’s fremskudte forsvarsperimeter, som siden Anden Verdenskrig har haft til hensigt at forhindre potentielle aggressorer i at nærme sig USA via Stillehavet. Desuden ville USA, hvis Taiwan faldt i fjendtlige hænder, få stadig vanskeligere ved at forsvare sine allierede i Asien, herunder Japan og Filippinerne”.
Taiwan er således den “stopklods”, der forhindrer kinesiske sø- og luftstyrker i at få adgang til det, som Kina kalder ”den første ø-kæde” – en række øer, der strækker sig fra Japan i nord, via den japanske ø-kæde Ryukyu til den filippinske ø Luzon og derefter omgiver den sydlige og vestlige periferi af Det Sydkinesiske Hav.
Taiwan kunne også være et ideelt udgangspunkt for militære aktioner mod det kinesiske fastland:
“Kun lidt over 160 kilometer fra den kinesiske kyst… over for et stadig mere velstående kystområde, der er vanskeligt at forsvare, er Taiwan stadig i stand til at true fastlandet, især med henblik på at tilbyde en stormagt militære faciliteter samt efterretnings- og propagandamuligheder.” [7]
- Taiwan er en ø på 35.883 km² (Danmark 43.094 km²), som ligger ud for den sydøstlige kyst af det kinesiske fastland.
- Øen er 394 km lang og 144 km på det bredeste. Den adskilles fra fastlandet med det omtrent 180 km brede Taiwanstræde.
- Befolkningen er på over 23 millioner.
- Officielt sprog er mandarinkinesisk, men mange taler også taiwansk.
“Et Kina”
I betragtning af Taiwans afgørende position der, hvor det Østkinesiske Hav og Stillehavet mødes, har USA, selv om det formelt set er enig i, at Taiwan er en del af Kina, i realiteten været fast besluttet på, at øen skal forblive inden for dets indflydelsessfære og ikke må kunne anvendes af kinesiske flåde- og luftstyrker [8].
Selv om USA gerne vil have adgang til Taiwans dybhavshavne, udelukker øens internationale status som en “provins af Kina” dette, da den som sådan ikke kan indgå traktatmæssige eller militære forbindelser med tredjemagter. Selv om nogle krigsmagere altid har talt for, at USA skal støtte en ændring af Taiwans internationale status, har ingen amerikansk regering seriøst overvejet det. I stedet har USA’s politik spillet fleksibelt med denne status for at sikre, at eventuelle indrømmelser fra øen til Folkerepublikken kunne modsvares af nye initiativer til konsolidering af Taiwan. I første omgang rejste Trump muligheden for at opgive “ét Kina”-politikken” med hensyn til Taiwan, men trak sig tilbage i forbindelse med sin første telefonsamtale med Xi [9]. Det ville have været en farlig kurs, der ville have bragt de militære spændinger i regionen op på højeste niveau og have udgjort en alvorlig risiko for en reel konflikt – hvilket også betyder, at det ikke ville have været en populær politik i USA’s andre regionale allieredes øjne. Uanset hvor megen god vilje Kina har udvist ved at tolerere den nuværende status quo, eller hvor fleksibelt det har været med hensyn til en mulig “ét Kina”-aftale med Taiwan, har Kina altid gjort det fuldstændig klart, at ethvert skridt i retning af Taiwans “uafhængighed” ville blive kraftigt imødegået. Kina vil ikke gå på kompromis på dette punkt, for det første fordi øen ulovligt blev taget fra Kina, og for det andet fordi Kina antager, at et “uafhængigt” Taiwan ikke ville være andet end et brohoved for amerikanske tropper, der kunne blokere Kinas adgang til i det Østkinesiske Hav.
Kinas nyere strategi over for Taipei har været at udnytte de voksende synergier mellem deres økonomier til at fremme tættere forbindelser.
I opretholdelsen af Taiwans adskillelse fra fastlandet har USA’s rolle været afgørende [10]. I 1950 blev Maos forslag om at drive Guomindang ud af Taiwan blokeret af USA, som flyttede sin 7. flåde til Taiwans kyst. Senere i samme årti gjorde Folkerepublikken Kina forsøg på at fjerne Guomindang fra sine forposter på øen nær Fujians kyst i den første (1954-1955) og anden (1957-1958) krise i sundet. Det resulterede i, at USA truede med at bruge atomvåben mod Folkerepublikken for at “forsvare” Taiwan. [15]
I forbindelse med USA’s tilnærmelse til Folkerepublikken i 70’erne frygtede Taiwan – og håbede Folkerepublikken – at USA ville støtte en genforening af øen med fastlandet.
Det første slag mod Taiwan kom i 1971, da det mistede Kinas plads i FN. På trods af regelmæssige forsøg fra stater, der var Beijing venligtsindede, på at fremme en resolution angående overgivelse af Kinas sæde i FN’s Generalforsamling til Folkerepublikken, opnåede disse resolutioner aldrig det nødvendige flertal på to tredjedele. Men da en række uafhængige udviklingslande kom ind i FN i 1960’erne, og tilskyndet af Nixons “optøning” i forhold til Folkerepublikken, fik denne pludselig et uventet flertal på to tredjedele af stemmerne i slutningen af 1971. Afstemningen, der anerkendte Folkerepublikken som regeringen for “hele Kina” og omdøbte Taiwan til “Taiwan, en provins i Kina”, kom som en overraskelse for både USA og Folkerepublikken. USA havde haft til hensigt at insistere på at bevare en vis status for Taiwan inden for FN på bekostning af at acceptere overførslen; men det uventede resultat kom USA’s intentioner i forkøbet og efterlod Taiwan uden status og uden for FN [11].
På trods af dette havde USA ingen intentioner om at støtte Taiwans reintegration i resten af Kina. Fra de første møder med Kissinger i 1971 forstod Zhou og Mao – og Nixon bekræftede det mundtligt – at USA ville “ofre” Taiwan til fordel for samarbejdet med Folkerepublikken [12]. Men det er langt fra det, der skete. Efter hårde forhandlinger blev der i Shanghai Kommuniquéet, der blev udsendt under Nixons historiske besøg i Folkerepublikken i 1972, fastlagt en “overenskomst” vedrørende en amerikansk-kinesisk holdning til Taiwan. Dokumentet indeholdt imidlertid to parallelle erklæringer: Kineserne bekræftede på ny, at Taiwan var et “internt anliggende” i Kina, som andre lande ikke havde ret til at blande sig i, mens USA tilbød en mindre vidtgående formulering:
“USA anerkender, at alle kinesere på begge sider af Taiwanstrædet fastholder, at der kun findes ét Kina, og at Taiwan er en del af Kina. Den amerikanske regering bestrider ikke denne holdning. Det bekræfter på ny sin interesse i en fredelig løsning af Taiwan-spørgsmålet af kineserne selv… Det bekræfter det endelige mål om tilbagetrækning af alle amerikanske styrker og faciliteter fra Taiwans territorium.” [13]
Disse forsigtige formuleringer, denne “konstruktive tvetydighed” med Kissingers mindeværdige ord, definerer en amerikansk “Ét Kina”-politik, som de kinesiske forhandlere troede betød accept af kinesisk suverænitet over Taiwan og ophør af amerikansk militærstøtte til Taiwan, som Nixon mundtligt havde lovet [14]. Men det var ikke Nixons hensigt. Ved at formalisere USA’s “interesse” i forhold til uden om Taiwan-spørgsmålet knyttede dokumentet USA stærkere til forsvaret af Taiwans regering, og denne “interesse” fik yderligere legitimitet, ved at Folkerepublikken også tilføjede sit navn til dokumentet.
USA’s officielle anerkendelse af Folkerepublikken blev forsinket til 1979, idet Nixon blev optaget af Watergate; hans efterfølger, Gerald Ford, var for svag til at foretage et skridt af denne størrelsesorden. Det var under Carter, at USA endelig formelt anerkendte Folkerepublikken Kina som “den eneste lovlige regering i Kina”, og USA’s forsvarsaftale med Taiwan blev ophævet. USA trak sit militærpersonale tilbage og lovede at indstille sin militære bistand. Men i april 1979 vedtog Kongressen Taiwan Relations Act, som bekræftede USA’s “interesse” i “Taiwans fremtid”, lovede at fortsætte med at sælge tilstrækkelige våben til Taiwans forsvar og garanterede USA’s støtte, hvis Taiwan blev angrebet, herunder af Folkerepublikken; og etablerede en kvasi-statslig ramme, der gjorde det muligt at fortsætte det, der i realiteten havde været stat-til-stat-forbindelser med Taiwan, bortset fra det protokolmæssige [15]. I 1982 blev Folkerepublikken og Reagan enige om et kommuniké, der begrænsede våbensalget til Taiwan, men igen brugte USA legalistiske argumenter for at afbøde virkningen, og våbensalget fortsatte – om end på et reduceret niveau.
Med andre ord, på trods af den diplomatiske anerkendelse af Folkerepublikken og USA’s bekræftelse af “ét Kina”, var resultatet, at “selv om adskillelse ikke var den af USA’s politisk udtrykte hensigt … har dette været virkningen” [16].
Ikke desto mindre kompromitterede ændringen i FN’s og USA’s forhold til Taiwan alvorligt øens situation. På den ene side faldt det amerikanske våbensalg til Taiwan og blev mere og mere kontroversielt. På den anden side havde en lang række lande allerede overført deres diplomatiske forbindelser fra Taiwan til Folkerepublikken efter FN’s beslutning i 1971. Før denne dato havde 66 lande anerkendt Folkerepublikken, men i 1979 var antallet steget til 117. Flere lande fulgte hurtigt trop i begyndelsen af 1980’erne, og i 2014 var Taiwan kun anerkendt af 22, som regel meget små, stater [17].
Læs også
Krisen i Taiwanstrædet i 1990’erne og spørgsmålet om “uafhængighed”
USA’s fortsatte engagement i Taiwan blev sat på prøve under den tredje krise i 1995-96, som også markerede et afgørende skift i de vigtigste motiver for forbindelserne mellem Kina og Taiwan. Under den første og anden krise i 1950’erne havde Beijing og Taipei skændtes om kontrollen over øer i farvandet mellem dem. I 1990’erne opstod konflikten på en helt anden måde som reaktion på fremkomsten af politiske strømninger i Taiwan, der for første gang ikke stræbte efter at “tage fastlandet tilbage”, men i stedet foreslog at adskille sig helt fra det kinesiske fastland.
I 1990’erne havde provinsens økonomiske succes gennem de foregående to årtier – med en vækst på over otte procent i slutningen af 1980’erne – og den stigende alder af den nu aldrende generation, der flygtede til Taiwan i 1949, svækket forbindelserne med fastlandet. Chiang Kai-shek døde i 1975 og blev efterfulgt af sin søn, Chiang Ching-kuo. I 1980’erne begyndte han og de oprindelige emigrantkræfter fra Guomindang at miste deres greb om øens politiske liv, et greb, der blev mere og mere uacceptabelt, efterhånden som begivenhederne i 1949 blev fortid [18]. Under Chiang Kai-shek bestod regeringen i DRC af en nationalforsamling, der blev valgt i Kina i 1949, og en lovgivende Yuan (parlament), der blev valgt i 1947, og ingen af dem var blevet genvalgt siden. En ændring var afgørende for at bevare legitimiteten. I 1984 udnævnte Chiang Ching-kuo den taiwanskfødte Lee Teng-hui til sin stedfortræder. Krigsretstilstanden blev ophævet i 1987, og oppositionspartier blev tilladt. De første valg til nationalforsamlingen og Yuan blev afholdt i henholdsvis 1991 og 1992.
Konsekvenserne af disse begivenheder var dybtgående og førte til en alvorlig forværring af forbindelserne med Beijing. I 1991 førte det nye oppositionsparti Det Demokratiske Progressive Parti DPP en kampagne for Taiwans uafhængighed. Det fik et skub fremad, da Lee Teng-hui, der nu var formand for Guomindang og formodet vinder af det første demokratiske præsidentvalg, som kom i 1996, også begyndte at gå ind for en form for uafhængighed. Det så ud til, at Taiwan var på nippet til et større politisk skift fra sin oprindelige “ét Kina”-holdning.
Som svar på denne stadig mere separatistiske retorik besluttede Folkerepublikken Kina, at det var nødvendigt at forberede et militært svar, hvilket blev nedfældet i en forsvarsstrategi fra 1993 [19]. Fra juli 1995 gennemførtes en række missiltest, mobiliseringer af Folkearmeen og øvelser i angreb med sø- og amfibiestyrker langs den kinesiske kyst over for Taiwan. Men da Kina i marts 1996, lige før valget, gennemførte omfattende missilforsøg ud for Taiwans kyst, flyttede USA to kampgrupper på hangarskibe til Taiwanstrædet – den største flådestyrke i regionen siden Vietnamkrigen. Selv om nogle kommentatorer mente, at begge parters magtdemonstration stadig var symbolsk, viste hændelsen, hvad der kunne udløses af ethvert forsøg på ensidigt at ændre status quo i Taiwan [20]. Og både USA og Kina handlede hurtigt for at konsolidere status quo.
Clinton benyttede sit besøg i Kina i 1998 – det første besøg af en amerikansk præsident siden begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads – til at bekræfte USA’s holdning til Taiwans status [21]. Hans tale, kendt som “de tre nej’er”, var som følger:
“Vi støtter ikke uafhængighed for Taiwan, og vi støtter heller ikke to Kina’er eller “ét Taiwan, ét Kina”, [og] vi mener ikke, at Taiwan bør være medlem af nogen organisation, der kræver status som stat for sine medlemmer”.
Men i Taiwan selv fortsatte det uafhængighedsvenlige DPP med at vinde frem, idet det drog nytte af frygten for, hvilke konsekvenser en genforening med Folkerepublikken kunne få for det politiske system og den blomstrende økonomi samt den langvarige fjendtlighed over for fastlandet hos dele af den indfødte befolkning. I 2000 blev DPP-formand Chen Shui-bien valgt til præsident, hvilket gjorde en ende på mere end halvtreds år med Guomintangs kontrol over den udøvende magt. I 2001 rykkede George W. Bush ind i Det Hvide Hus med en under Paul Wolfowitz’ ledelse udarbejdet udenrigspolitisk platform, som var mere pro-Taiwan end nogensinde siden 1979. Bushs udtalelser fik mange iagttagere til at konkludere, at “han havde opgivet USA’s mangeårige politik med strategisk tvetydighed til fordel for strategisk klarhed”, og spekulere på, om han “forberedte sig på at ændre […] sin holdning til taiwanesisk uafhængighed” [23]. I april 2001 godkendte Bush et større våbensalg til Taiwan – herunder ubåde. Dette havde ingen tidligere regering godkendt, og højtstående taiwanske embedsmænd, herunder præsidenten, blev inviteret til at besøge USA.
Med en sådan støtte fra USA skærpede Chen Shui-bien sin regerings linje til fordel for uafhængighed. Som svar herpå vedtog Folkerepublikken i 2005 en “anti-adskillelseslov”, der tillod “ikke-fredelige midler […] til at beskytte Kinas suverænitet og territoriale integritet” [25]. Men da USA var dybt involveret i Afghanistan og Irak, ønskede Bush ikke en krise med Folkerepublikken og insisterede på, at begge parter skulle udvise mådehold.
Afslutningen af Bushs præsidentperiode faldt sammen med afslutningen af den første periode med det suverænitetsvenlige DPP’s ledelse af Taiwan og tilbagevenden af Guomintang til præsidentposten, da Ma Ying-jeou vandt valget i 2008 [27]. Men DPP’s lederskab i perioden 2000-2008 og Bush-Wolfowitz’ pro-Taiwan-politik havde – set fra Folkerepublikkens synspunkt – ført til en farlig styrkelse af de uafhængighedsvenlige strømninger i Taiwan. Som følge heraf skete der ved valget af Ma Ying-jeou også et skift i Folkerepublikkens taktik til en hård retorik rettet mod øens ledere med henblik på at vinde “hjerter og sind” hos Taiwans befolkning [28].
Vinde hjerter og sind
I overensstemmelse med ovenstående har Kinas nyere strategi over for Taipei været at udnytte de voksende synergier mellem deres økonomier til at fremme tættere forbindelser.
Den eksponentielle vækst af Taiwans økonomi i 1970’erne og 1980’erne kombineret med Kinas “reform og åbning” fra 1978 gjorde hurtigt restriktioner på handel, rejser og investeringer med det kinesiske fastland til en hindring for deres gensidige økonomiske potentiale. Under dette pres lempede Taiwan i 1987 rejserestriktionerne til fastlandet, og i 1994 vedtog Kina en lov, der gav taiwanesiske investeringer en særlig beskyttelse i lighed med den, der gælder for Hongkong [29].
Handlen og handelsforbindelserne mellem Taiwan og det kinesiske fastland voksede hurtigt. I 1995 gik 24 procent af Taiwans samlede eksport til USA, mens kun 1 procent gik til det kinesiske fastland. Men i 2005 var det blevet Taiwans største handelspartner [30]. Den samlede handel steg til 22 procent (130 mia. USD) i 2014, mens USA’s andel faldt til 10,5 procent (62 milliarder USD). Desuden har fastlandet et budgetunderskud over for Taiwan på 75 milliarder USD i 2014, hvilket er større end Taiwans samlede handelsoverskud på 39,4 milliarder USD samme år [31]. Med andre ord opvejer Taiwans handelsoverskud over for Folkerepublikken den negative handelsbalance med resten af verden og mere til.
Det kinesiske fastland er også blevet den vigtigste destination for Taiwans direkte udenlandske investeringer. Folkerepublikkens præferencevilkår, den lette kommunikation og nærheden har gjort landet attraktivt, da konkurrencepresset har tvunget taiwanske virksomheder til at søge billigere montering og produktion i udlandet. I 2013 var Taiwans årlige investeringer i Folkerepublikken på 8,7 milliarder USD, cirka 63 procent af landets samlede udenlandske investeringer, hvilket er langt over dets investeringer i USA, Sydkorea, Tyskland, Storbritannien og Frankrig [32].
Taiwans økonomi er blevet ekstremt afhængig af sine forbindelser med fastlandet, og det er usandsynligt, at dette vil ændre sig på mellemlang sigt. Som det er blevet sagt med rette, er de to økonomier blevet sammenflettet som ærtehalm [33]. Uanset hvad DPP ellers mente om det politiske forhold til det kinesiske fastland, tog partiet i regeringen ingen skridt til at modvirke disse økonomiske synergier.
Valget af Ma Ying-jeou som Taiwans præsident i 2008 – og hans genvalg i 2012 – kombineret med disse stadig tættere økonomiske forbindelser tøede de gensidige forbindelser op. Præsidenten blev valgt for at mindske spændingerne med det kinesiske fastland og lovede følgende: “Ingen uafhængighed, ingen genforening og ingen brug af magt”. Samtidig hermed lagde Folkerepublikken vægt på økonomisk, kulturelt og diplomatisk samarbejde snarere end på reintegration [34]. En umiddelbar virkning var en “diplomatisk våbenhvile”, hvor Ma Ying-jeou droppede Taiwans kampagne for optagelse i FN og i stedet vendte sig til Folkerepublikken med henblik på støtte til Taiwans deltagelse i andre internationale organisationer, således at Folkerepublikken trak sine indvendinger tilbage mod Taiwans deltagelse i forskellige internationale fora som WTO og WHO med særlig status som “toldområde”.
En rammeaftale om økonomisk samarbejde (ECFA) mellem det kinesiske fastland og Taiwan åbnede i 2010 det kinesiske marked endnu mere for Taiwan på vilkår, som var meget gunstige for Taiwan. Tolden blev nedsat for 539 taiwanske eksportvarer til Folkerepublikken og 267 kinesiske eksportvarer til Taiwan. Det blev anslået, at i det første år ville for næsten 14 milliarder USD taiwanske varer, der eksporteres til Folkerepublikken, få nedsatte toldsatser eller slet ingen toldsatser, mens den kinesiske eksport til Taiwan kun udgjorde knap 3 milliarder USD [36].
Få måneder efter valget af Ma Ying-jeou landede det første rutefly fra det kinesiske fastland i næsten 60 år i Taipei, og der blev etableret flyforbindelser fra forskellige kinesiske byer til Taiwan [37]. I juni 2015 fjernede Folkerepublikken kravene om indrejsetilladelse for taiwanesiske indbyggere, der besøger fastlandet. Møderne på højt niveau blev øget og kulminerede med det historiske møde mellem Xi Jinping og Ma Ying-jeou i november 2015. Det var første gang, at lederne af Folkerepublikken og Taiwan mødtes siden 1949.
Den regionale betydning af denne harmoni på tværs af strædet blev tydelig, da både Japan og Filippinerne provokerede konfrontationer om nogle omstridte øer i 2012 [38].
I stedet for at Taipei markerer sig til forsvar for USA’s allierede mod Folkerepublikken, styrkede de stærkere bilaterale forbindelser deres fælles syn på disse territoriale stridigheder. Næsten alle kræfter i Taiwan afviste Japans krav på Diaoyu-øerne, idet de blev administreret fra Taipei under Qing-dynastiet og ligger i området ud for Taiwans traditionelle fiskepladser. I det Sydkinesiske Hav besætter Taiwan Taiping, den største af de omstridte Spratly-øer [39]. Taiwans krav på Taiping er baseret på det samme kort fra 1945 som det kort, der anvendes af Folkerepublikken. Faktisk blev det oprindeligt tegnet af Chiang Kai-sheks regering på Taiwan for at vise de områder, der blev returneret til Kina, da japanerne trak sig tilbage fra Sydøstasien [40].
På baggrund af denne historie ville det til enhver tid være vanskeligt at rekruttere Taiwan mod det kinesiske fastland ved specifikt at satse på den ene eller den anden af disse østridigheder. Taiwans og Folkerepublikken fælles holdning til den omstridte suverænitet over disse småøer er en af grundene til, at USA har været forsigtig nok til at fremstå neutral i disse sager og ikke har opfordret hverken Japan eller Filippinerne til at gøre krav gældende. Men Taipeis kølighed over for Obamas krav om at vende sig mod Folkerepublikken fortsatte. Taipei har holdt sig på afstand af al amerikansk propaganda mod Folkerepublikken. Så da Kina i 2013 meddelte, at landet ville indføre en luftforsvarsidentifikationszone (ADIZ) over det Østkinesiske Hav, som overlappede en del af Taiwans eksisterende ADIZ, var Taiwans reaktion yderst afdæmpet, selv om USA insisterede på, at DRC skulle erkende realiteterne [41].
Våbenbalancen
Efterhånden som Taiwans forbindelser med det kinesiske fastland blev varmere under Ma Ying-jeou, blev de anti-kinesiske krigsmagere i USA hurtigt bekymrede. Paul Wolfowitz blev foruroliget over, at “Folkerepublikken håbede på at knytte tættere bånd til Taiwan gennem økonomiske forbindelser og samtidig forberedte militære muligheder, med henblik på at Folkerepublikken kunne beslutte at gribe ind for at nå sit endelige mål om genforening”. Han frygtede, at Taiwan var på vej faretruende tæt på en endelig genforening med Folkerepublikken, og opfordrede USA til at “tage mere ambitiøse skridt”, herunder at udfordre Taiwans ikke-suverænitet ved at indgå direkte handelsaftaler eller ignorere kinesiske indvendinger og øge våbensalget dramatisk [42]. Den nationale interesse krævede, at Taiwan blev “den første underskriver af TPP-aftalen (Trans-Pacific Partnership, handelsaftale mellem 12 lande i Stillehavsområdet minus Taiwan. USA udtrådte under Trump o.a.), når aftalen forelå” [43].
Efterhånden som Taiwans forbindelser med det kinesiske fastland blev varmere under Ma Ying-jeou, blev de anti-kinesiske krigsmagere i USA hurtigt bekymrede.
USA’s våbensalg til Taiwan var generelt faldet siden Taiwan Relations Act på trods af lejlighedsvise overtrædelser, for eksempel under George W. Bush. Obama indvilligede i et betydeligt våbensalg i 2010 og 2011 og et mindre salg i 2015, men aftalerne omfattede ikke nye kampfly eller hjælp til at erstatte Taiwans aldrende ubådsflåde, hvilket trængte sig på [44]. Fremtidige amerikanske våbensalg er fortsat en vigtig indikator for, i hvilken grad Trump og fremtidige amerikanske administrationer virkelig er parat til at konfrontere Folkerepublikken i spørgsmålet om Taiwan.
På grund af usikkerhed omkring Taiwan har landets militærudgifter altid været høje. På trods af den enorme forskel i størrelse overgik Folkerepublikkens militærudgifter først Taiwans i 1995 [46]. Selv om det i dag ikke er muligt at opgøre forskellen i udgifter fra år til år, blev Folkerepublikkens militærudgifter i 2015 anslået til 215 milliarder USD, sammenlignet med Taiwans 10,3 milliarder USD. Desuden tillod Taiwan – både under DPP og Guomintang – i takt med at forbindelserne med Folkerepublikken blev lempet og på grund af presset på de indenlandske budgetter, at forsvarsudgifterne faldt fra 2,7 procent af BNP i 2000 til 1,9 procent i 2015. Amerikanske strateger og især Trump-holdet har presset hårdt på for at vende denne tendens [48].
Fra 1990’erne og fremefter har Kina prioriteret at opbygge en militær kapacitet i Taiwanstrædet for at afskrække fjendtlige angreb fra søsiden og for at sikre sig mod enhver fristelse fra Taiwans side til at søge en formel adskillelse fra Folkerepublikken. Dette har omfattet et stort arsenal af kort- og mellemdistancemissiler langs kysterne af Fujian og Jiangsu, missilforsvarssystemer, stealth-fly og specialiserede kystovervågningsfartøjer. Som følge heraf har Kina eller er meget tæt på at have en reel afskrækkelseskapacitet i forhold til det Østkinesiske Hav og Taiwan. Som det fremgår af kapitel 4, er dette næsten blevet en besættelse blandt amerikanske militærstrateger, som hævder, at Kina søger at “nægte adgang” og truer den åbne adgang til “globale fælles goder” [49]. Det, de i virkeligheden mener, er, at den amerikanske flåde ikke længere har flådekapacitet til at dominere Kinas kyster og territorialfarvande.
Dette rejser spørgsmålet om, hvilken militær støtte USA rent faktisk kan yde, hvis det tilskynder Taiwan til at bryde formelt med Folkerepublikken. En autoritativ rapport fra Rand Corporation fra 2009 konkluderede, at de logistiske problemer, der skyldes den geografiske afstand mellem USA og Taiwan, “kombineret med de begrænsede muligheder for at få nye baser til rådighed for de amerikanske styrker – og Folkerepublikkens voksende evne til at iværksætte vedvarende og effektive angreb mod disse fremskudte baser – sætter spørgsmålstegn ved Washingtons evne til på længere sigt at kunne fungere som en troværdig garant for Taiwans sikkerhed.
Dette er et alvorligt budskab til alle USA’s svagere regionale allierede, ikke kun Taiwan. Hvis USA ikke længere kan forsvare dem effektivt i en eventuel konflikt med Folkerepublikken, ville det så ikke være klogere i det lange løb at søge stabile forbindelser med denne end at støtte en amerikansk politik, der uundgåeligt vil føre til en forværring af de indbyrdes relationer i regionen? Som Pentagon sagde i sit Quadrennial Defence Review fra 2010: “Uden USA’s dominerende kapacitet for at projicere magt kan integriteten af USA’s sikkerhedsalliancer og -partnerskaber blive udfordret.”
USA’s strategi for at imødegå dette ligger i den ovenfor omtalte Air-Sea Battle-plan (se kapitel 4), som indebærer, at USA’s eneste svarmulighed i enhver konflikt med Folkerepublikken om Taiwanstrædet er at eskalere hurtigt til en total krig mod denne. Dette er ikke et scenarie, der indgyder den store følelse af sikkerhed i Taiwan.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2022. Artiklen har tidligere været bragt på den belgiske hjemmeside investigaction.net, som arbejder på at udvikle alternativ information, “fordi vi ikke kan lade medier domineret af markedslogik monopolisere information om krige, økonomi og nord-syd-forhold”.
Artiklen, Taïwan, une île stratégique dans la bataille des Etats-Unis contre la Chine, er oversat fra fransk ved hjælp af programmet DeepL og herefter tjekket af Anders Bjerre Mikkelsen. Vi bringer ikke noterne, men henviser til den originale artikel.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
