Den fossile industri planter sine ideer i EU
Midt i den blodige konflikt, der har hærget Syrien i mere end et årti, dukker nu en indflydelsesrig person op, som drastisk har ændret begivenhedernes gang: Ahmed al-Shara, bedre kendt som “Abu Muhammad Al-Julani”, lederen af Hay’at Tahrir al-Sham som forkortes HTS.
Al-Julani blev født i 1982 i Damaskus i en velhavende familie og studerede medicin, da hans liv tog en stor drejning efter angrebene i USA den 11. september 2001.
Han blev påvirket af jihadistisk ideologi og tog i 2003 til Irak for at kæmpe for Al-Qaeda, hvor han fik kamperfaring.
Med udbruddet af det arabiske forår og det syriske oprør i 2011 vendte Al-Julani tilbage til Syrien for at etablere den syriske gren af Al-Qaeda – Jabhat al-Nusra. Dette gjorde ham til en af de mest fremtrædende militære ledere i den væbnede opposition.
Forvandlingen fra en kriger for Allah til en moderne politisk militærleder
I 2016 annoncerede Al-Julani adskillelsen af Jabhat al-Nusra fra al-Qaeda og etablerede HTS.
Denne løsrivelse fra Al-Qaeda var et strategisk træk, der skulle lette det internationale pres og forsøge at restrukturere verdensopinionens billede af Al-Nusra-fronten. Dog er HTS alligevel, på trods af navneændringen, forblevet på listen over terrororganisationer, hvor den på USA’s foranledning har optrådt siden 2013.
Hvor Al-Julani tidligere optrådte i traditionel islamisk dragt og sort turban, er han nu begyndt at dyrke en tøjstil som den ukrainske præsident Zelinsky. Han optræder i khaki og armygrønt og forsøger at fremstå som en politisk og militær leder, der ønsker at opnå stabilitet i de områder, han kontrollerer.
Denne drastiske udvikling sætter Syrien og regionen i et skæbnesvangert fokus, hvor scenarier mellem stabilitet og kaos forbliver åbne, midt i enorme politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske udfordringer.
På trods af sine forsøg på at forbedre sit image står Al-Julani over for anklager om overgreb i områder under hans kontrol, herunder vilkårlige arrestationer og begrænsninger af frihedsrettigheder.
FN har beskrevet nogle af hans handlinger som potentielle krigsforbrydelser, og hans modstandere mener, at han forfølger personlige interesser.
Militærforskere beskriver ham som en pragmatisk ekstremist, der har gennemgået en udvikling fra ekstrem militant under Islamisk Stats fremkomst, til de senere år hvor han benytter en mere afdæmpet retorik.
Al-Julanis tilhængere betragter ham som en realistisk leder, der forsøger at tilpasse sig komplekse politiske realiteter, mens hans modstandere ser ham som en opportunist, der vil have indflydelse for enhver pris.
Yndlingsdiktator og yndlingsterrorist
Donald Trump beskrev på G7-topmødet i august 2019 Egyptens diktator Abdel Fattah Al-Sisi som sin yndlingsdiktator. Al-Sisi så vi jo i Danmark i sidste uge, hvor han blev tildelt Elefantordenen, så måske er han også Mette Frederiksens yndlingsdiktator?
Nu venter vi i spænding på, om Donald Trump vil stemple Al-Julani som sin yndlingsterrorist, fordi han er en terrorist, der tjener amerikanske interesser i Syrien og Mellemøsten.
Denne forventning kommer efter al-Julanis sejr i Syrien og afsættelsen af præsident Assad. Efter det meddelte Washington, at man overvejer at fjerne ham fra listen over terrorister og acceptere ham som en politisk partner i planerne om Syriens fremtid.
Efter mere end halvtreds års styre i Syrien sluttede Al-Assad-klanens regeringstid med Bashar Al-Assads flugt, da væbnede oppositionsstyrker trængte ind i Damaskus.
Denne drastiske udvikling sætter Syrien og regionen i et skæbnesvangert fokus, hvor scenarier mellem stabilitet og kaos forbliver åbne, midt i enorme politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske udfordringer.
Regionale bekymringer og geopolitiske udfordringer
Siden Israel rykkede frem over den syriske grænse den 8. december og stadig fortsætter med flyangreb på syriske byer, er frygten for en direkte israelsk intervention vokset.
Israels hensigter er fortsat uklare, men den præcise timing afspejler dets ønske om at påvirke udformningen af den næste fase og sikre dets sikkerhedsinteresser i og omkring Golanhøjderne.
Tyrkiet er klart det land, der huser det største antal syrere med mere end 3,6 millioner flygtninge. Størstedelen af flygtningene er kvinder og børn (66 procent). I årenes løb har antallet af flygtninge været stigende.
Tyrkiet stod for nyligt over for den værste naturkatastrofe i sin moderne historie (jordskælvet i februar 2023). Finanskrisen, inflationen og den økonomiske recession samt konsekvenserne af jordskælvet og virkningerne af coronapandemien har alle styrket intensiteten af den politiske splittelse i landet.
Modstanden mod at bære konsekvenserne af situationen for flygtninge i almindelighed, og syrere i særdeleshed, er massiv.
Populistisk had mod syrere
Det nylige præsidentvalg i 2023 har fastslået den politiske splittelse i Tyrkiet på den ene side, men har samtidigt løftet sløret for, at de fleste politiske partier er enige om behovet for at løse landets flygtningeproblem.
Valghandlingen kom ikke uden negative resultater, da intensiteten af politisk polarisering og populistiske valgtaler førte til en eskalering af racisme mod flygtninge i almindelighed og syrere i særdeleshed. Man gav dem skylden for de fleste af de problemer, som Tyrkiet oplever i øjeblikket.
Der hersker i Tyrkiet en diskriminerende diskurs mod flygtninge, hvilket har ført til en række nylige verbale og fysiske angreb, ja sågar til racistisk motiverede drab på syriske flygtninge.
Assad-regimets fald åbner døren for et håb om at opbygge en civil, demokratisk stat, men det indebærer også en risiko for at glide ind i langvarige fraktionskonflikter eller endda en opdeling af landet.
Det er årsagen til den tyrkiske regerings ønske om at slippe af med det syriske flygningeproblem, hvilket har været en af de største hindringer i præsident Erdogans strategi for at fremme intern sikkerhed og økonomisk genopretning i Tyrkiet, som er blevet alvorligt rystet i de seneste år.
Tyrkiet byder derfor Al-Assad regimets fald varmt velkommen, da det forhåbentlig vil føre til hjemsendelse af de 3,6 millioner syriske flygtninge.
Lignende ønsker om syriske flygtninges snarlige tilbagevenden til Syrien høres også her til lands, hvor udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) den 9. december, på andendagen efter HTS’ indtagelse af Damaskus udtaler, at syrere i Danmark bør overveje, om Bashar al-Assads flugt kan være anledningen til, at de vender tilbage til deres hjemland.
Kaare Dybvad Bek håber, at flere syriske statsborgere i Danmark vil gøre brug af den såkaldte repatrieringsordning, hvor de kan få knap 200.000 kroner i økonomisk støtte til at rejse hjem.
Mulighed eller kaos?
Assad-regimets fald åbner døren for et håb om at opbygge en civil, demokratisk stat, men det indebærer også en risiko for at glide ind i langvarige fraktionskonflikter eller endda en opdeling af landet.
De første tegn på intern konflikt begyndte den 8. december – dagen for HTS’ indtog i Damaskus og Assad-regimets fald.
Fra det nordøstlige Syrien rapporterer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, at mindst 26 kurdiske krigere er blevet dræbt søndag den 8. december i et angreb fra tyrkisk-støttede syriske fraktioner på kvarterer i den nordlige syriske by Manbij, der kontrolleres af kurdiske styrker.
Sammenstødene kommer, efter at væbnede fraktioner, der er loyale over for Tyrkiet, i sidste uge tog kontrol over det hidtil kurdisk-kontrollerede Tel Rifaat.
Eksistensen af en kurdisk autonom administration på syrisk territorium på grænsen til Tyrkiet vækker stor bekymring hos tyrkiske politikere. De frygter konsekvenserne af kurderes alliance over grænserne mellem Tyrkiet, Syrien og Irak, som potentielt kan føre til krav om kurdisk selvstyre på tyrkisk territorium. Der hersker allerede kurdisk autonomi i det nordlige Irak på grænsen til Tyrkiet og Syrien.
Syriens regionale allierede svigter Assad
En af årsagerne til Al-Assad-regimets fald skyldes, at tilhængere og allierede fra internationale og regionale magter, især Rusland og Iran, har opgivet deres støtte. Israels krig mod palæstinenserne og Hizbollah har ført til, at de geopolitiske interesser har ændret sig.
Bashar al-Assads regime har fejlberegnet sine styrkers strategiske position på jorden og ladet sig overrumple af den manglende støtte fra allierede under de syriske oppositionsstyrkers fremrykning.
Assads allierede er enten lande, der har travlt med at reorganisere deres interesser i lyset af den internationale og regionale udvikling, såsom Rusland og Iran, eller militser (Hizbollah), der er militært svækket af den vanskelige krig ved den sydlige libanesiske front mod Israel.
International og regional positionering
I de tidlige stadier af de syriske oppositionsstyrkers kontrol over Damaskus og omstyrtelsen af Bashar al-Assads regime er det vanskeligt at vurdere internationale og regionale holdninger, fordi udviklingen af klare holdninger afhænger af oppositionsstyrkernes fremtidige handlinger. Ingen ved, hvordan skiftet fra bevæbnet jihadistorganisation til leder af en civil stat kommer til at se ud.
HTS og dets formand står stadig anført på internationale terrorlister, hvilket kommer til at udgøre en væsentlig hindring for samtaler med Al-Julani.
Fra USA meddeles det, at den amerikanske regerings førsteprioritet i forbindelse med Al-Assads regimes fald er at sikre, at den nuværende situation ikke opmuntrer til en genopblusning af ISIS. Selvfølgelig kan det fulde billede af USA’s position fremadrettet ikke defineres, før Donald Trump tiltræder præsidentembedet den 20. januar 2025.
Hvad angår Rusland og Iran, kan det siges, at de begge i løbet af de sidste to uger har indset, at deres alliancer i Syrien ikke mere er til at regne med. De er derfor, hver for sig, i færd med at genoverveje den seneste udvikling for at kunne fastlægge, om de fortsat skal involvere sig i det syriske politiske og militære landskab.
Erdogans plan
Hvad angår Tyrkiet, er der flere politiske visioner i fortolkningen af dets holdning til det storstilede angreb, som HTS lancerede mod det syriske regimes styrker i Aleppo den 27. november 2024.
Nogle af disse visioner ser en klar rolle for Tyrkiet i at opmuntre HTS til at udvide sin militære indflydelse uden for Idlib og mod Aleppo, Hama og Homs ud fra den forudsætning, at dette er i Tyrkiets direkte interesse, da begivenhederne kan udnyttes til at lægge et dobbelt pres på det syriske regime, der under Al-Assad unddrog sig og afviste at normalisere forbindelserne med Tyrkiet.
Samtidigt vil det presse de syriske demokratiske styrker, som hovedsageligt består af Folkets Beskyttelsesenheder (YPG), kurdiske militser som Tyrkiet meget gerne ser sat uden for indflydelse.
Artiklen fortsætter …
Læs også
De hurtige fremskridt, som HTS gjorde på jorden, var dybe og omsiggribende, hvilket afspejles i præsident Recep Tayyip Erdogans udtalelser fredag den 6. december, hvor han sagde, at de væbnede fraktioner i HTS’ fremrykning fortsætter i Syrien, og at deres mål er at nå Damaskus, og udtrykte håb om, at dette vil fortsætte uden problemer.
Erdogan sagde til journalister:
– Fremskridtene (for de væbnede fraktioner) fortsætter indtil videre. Vi håber, at denne march i Syrien vil fortsætte uden problemer.
HTS fortsatte sin vej for at vælte Damaskus, hvilket faktisk nu er sket.
Dette indikerer, at Tyrkiet vil arbejde på at fastholde sin militære indflydelse i det nordlige Syrien på en måde, der garanterer langsigtede strategiske gevinster. Ifølge denne fremadrettede tyrkiske strategi vil landet forblive en regional aktør, som er svær at ignorere i fremtidige politiske arrangementer i Syrien.
Usikkerhed om fremtiden
Med regimets fald og den væbnede oppositions kontrol over Damaskus og de øvrige syriske byer overvejer vi alle, hvordan fremtiden vil forme sig for Syrien og dets befolkning i de kommende dage og måneder.
Vil landet være i stand til at opfylde det syriske folks forhåbninger om demokrati og fredelig magtoverdragelse, eller vil det bevæge sig videre på samme måde som andre arabiske lande, der er trukket ned i en hvirvel af konflikter og borgerkrige, som har revet den sociale struktur i stykker og spredt dets befolkning?
Det vil de kommende måneder afsløre. Lovende ser det ikke ud!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
