Hundredvis af medlemmer af fagforbundet National Union of Metalworkers of South Africa (NUMSA) indledte en strejke ved Ekapa-diamantminerne den 7. august. Den 10. august arresterede politiet 43 strejkende arbejdere efter at have angrebet strejkevagten med vandkanoner og tåregas.
Torsdag den 10. august, da arbejderne demonstrerede uden for minerne, som tidligere var ejet af mineselskabet De Beers, indsatte politiet vandkanoner og affyrede tåregas i et forsøg på at sprede dem. Derefter anholdt politiet 43 arbejdere, fortæller NUMSA’s regionale organisator Tshepo Mokhele, som var til stede under strejken, til Peoples Dispatch. Arbejderne blev løsladt mod kaution den 11. august.
NUMSA udsendte et 48-timers strejkevarsel til Ekapa den 4. august, hvorefter virksomheden truede med at lockoute arbejderne, hvis de fortsatte aktionen, sagde fagforeningen i en erklæring den 7. august. De strejkende arbejdere, som omfatter fastansatte, kontraktansatte og praktikanter, repræsenterer over halvdelen af de 1.200 arbejdere, der er ansat i minen.
Blandt de vigtigste krav fra arbejderne er en lønstigning på 17 procent og en startløn på 17.500 rand (cirka 6.391 danske kroner). Arbejderne har også søgt om en engangsudbetaling af ex gratia midler på 10.000 rand (cirka 3.642 dkk).
Ifølge NUMSA er den nuværende startløn 5.700 rand (cirka 2.100 dkk) om måneden. Til sammenligning kostede en gennemsnitlig husstands madkurv i juli måned, som beregnet af Pietermaritzburg Economic Justice and Dignity (PMBEJD)-gruppen, 5.082,94 rand (omkring 1.855 dkk).
Arbejderne har også krævet, at boligtillægget øges til 2.850 rand (cirka 1000 dkk) og sygesikringstillægget til 2.650 rand (960 dkk) om måneden. De har bedt om en aftale for et år, dateret tilbage til 1. marts.
Ekapa svarede igen med et modbud på en lønstigning på 6,5 procent og en treårig aftale. I mellemtiden har virksomheden givet en lønstigning på 17 procent udelukkende til arbejdere i kategorien “C-band” (som omfatter arbejdere, der er kvalificerede til at udføre sprængningsarbejde i minerne).
“NUMSA fordømmer mineledelsen, som splitter arbejderne indbyrdes… Vores medlemmer tjener peanuts, mens de forventes at risikere deres liv under jorden for at finde diamanter,” siger NUMSA’s generalsekretær Irvin Jim i en udtalelse.
Straks efter strejkens udbrud forsøgte Jim at komme i dialog med direktøren for Ekapa-minerne i et forsøg på at finde en løsning, men “direktøren var meget arrogant og ville ikke give efter for nogen af kravene,” fortæller Mokhele.
“I de sidste fem år har arbejdsgiverne ikke gennemført nogen effektiv lønstigning for arbejderne … deres lønninger har været stagnerende. Arbejdsgiverne har ikke lagt en stigning på bordet, som kan sikre disse kammeraters levebrød.”
Mens arbejderne fortsætter deres strejke, har Ekapa søgt om et midlertidigt forbud, og et retsmøde herom er berammet til den 11. september.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.