De seneste uger har været voldsomme i Sydafrika. “Fare for borgerkrig. Fare for et splittet ANC” har været blot et par af overskrifterne i international presse.
I onsdags meldte landets tidligere præsident, ANC’eren Jacob Zuma sig til politiet. Den 79-årige veteran i kampen mod apartheid er anklaget for korruption under sin regeringstid fra 2009-2018. Han sidder i øjeblikket i Estcourt-fængslet og er begyndt af afsone en straf på 15 måneders indespærring for foragt for retten.
Udenfor og i andre byer i Sydafrika er nogle af hans tilhængere på gaden – voldsomt vrede over, at den aldrende ANC-veteran – ifølge dem – bliver forfulgt.
Zuma var præsident i næsten ni år, indtil han blev tvunget til at træde tilbage i 2018 efter korruptionsanklager.
Korruption komplicerer kampen for arbejderklassens sag.
Solomon Lechesa Tsenoli, kommunist
Hvad er op, og hvad er ned? Er Sydafrikas fremtid som demokratisk retsstat ledt af ANC i fare her 32 år efter det racistiske hvide apartheidstyres fald? Og hvad mener kommunisterne, der traditionelt støtter ANC?
Et tilbageskridt?
Solomon Lechesa Tsenoli er medlem af forretningsudvalget i Sydafrikas Kommunistiske Parti (SACP) og næstformand i det sydafrikanske parlament, hvor han er valgt på ANC’s valgliste.
Overfor Arbejderens læsere fortæller han, at korruption og magtmisbrug kan “komplicere” kampen for fremgang for arbejderklassen og folkeflertallet i Sydafrika, men ikke bremse den.

– Den krise, som korruptionssagerne har rejst, er en trussel mod den nationaldemokratiske revolution. Men de dramatiske hændelser omkring ANC’ere, der har begået korruption, er ikke en fiasko for den nationaldemokratiske revolution, siger han.
Partiet mener, at Sydafrika er i gang med den nationaldemokratiske revolution.
– Det er måske et tilbageslag, at der er korrupte elementer i ANC, men den overordnede kamp fortsætter. Der er jo stadig klassemodsætninger i dette land. Og vi ser overalt heldigvis mange, der bliver overbevist om socialistiske ideer og progressive ideer, siger Solomon Lechesa Tsenoli via Messenger.
Arbejderen lavede et interview med ham i 2017, hvor han også advarede mod korrupte elementer omkring regeringen.
Sydafrikas Kommunistiske Parti er vokset fra 75.000 medlemmer i 1995 til 320.000 medlemmer i år, hvor det fejrer 100-året for sin stiftelse.
“Vi kæmper for socialisme”
SACP indgår i den årelange trepartsalliance – også kaldet Tripartite-alliancen – med ANC og den faglige landsorganisation COSATU. SACP har fem ud af 37 ministerposter i den ANC-ledte regering under præsident Cyril Ramaphosa.
ANC (African National Congress) har haft regeringsmagten siden det første frie valg i 1994. Det er et politisk parti og var tidligere en frihedsbevægelse i Sydafrika, stiftet i 1912. Det ledte kampen mod det hvide apartheidstyre for lige rettigheder for sorte og hvide.
– Vi er i alliance med ANC. Men jeg vil gerne understrege, at Sydafrikas Kommunistiske Parti går ind for socialisme. Vi tror, at den nationaldemokratiske revolution er den bedste vej til at nå socialisme. Men det betyder ikke, at vi støtter kriminelle elementer i vores alliance – de, der har begået fejl, siger Solomon Lechesa Tsenoli til Arbejderen.
Anklaget ekspræsident
Jacob Zuma står ved en retssag overfor 16 anklager om bedrageri og svindel. Det handler om om blandt andet kontroversielle køb af kampfly, krigsskibe og militært udstyr fra europæiske våbenfirmaer.
Baggrunden for anklagerne om svindel centrerer sig hovedsageligt om de tre velhavende indisk-sydafrikanske Gupta-brødre, der ifølge anklagerne har fået lukrative regeringskontrakter og til gengæld kunne udpege ministre i regeringen.
79-årige Zuma afviser anklagerne og siger, at han er uskyldig.
Zuma mødte ikke op til en afhøring, som en kommission havde bedt ham om i februar. Han blev den 29. juni idømt 15 måneders fængsel for “foragt for retten”.
Jacob Zuma tilhører zulustammen og Zuma-klanen, og han har en vis støtte i sin provins, KwaZulu-Natal, skriver dagbladet The Sowetan, der tilføjer, at også andre dele af ANC bakker den anklagede op.
I sidste uge samlede hundreder sig foran Zumas hjem, nogle bevæbnede. Nogle ANC-veteraner lovede ifølge The Sowetan, at de ville danne en “beskyttende kæde” om Zuma. I sidste blev flere skud hørt fra området.
“Ro og besindighed”
Men Solomon Lechesa Tsenoli maner til besindighed i den nuværende situation.

Foto: WEF/Eric Miller/CC4.0
– ANC selv har manet til ro og enhed og erklæret, at det kun er få elementer, der taler for ballade. Jeg og mit parti SACP mener – i lighed med ANC – at ballademagerne ikke er i stand til at udrette noget som helst.
– De forsvinder snart, de har ingen autoritet – de er ved at få kolde fødder og må bøje sig for statens autoritet og følge demokratiske standarder, siger Solomon Lechesa Tsenoli.
– Det sidste har Zuma selv indset og meldt sig til politiet. Det er flot gjort. Vi må rose ham for det. Han rettede sig efter sit parti, ANC. Ellers kunne vi have forudset langt, langt større problemer.
– Der er en stor lettelse over hele landet lige nu. Det er vigtigt, at loven bliver respekteret. Det er vigtigt for at uddybe demokratiet, at ingen er hævet over loven, og at man bliver straffet, hvis man overtræder loven, uanset status, siger Solomon Lechesa Tsenoli, der har været medlem af det sydafrikanske parlament siden 1994.
“En vigtig tid”
Han bemærker, at Sydafrikas nuværende forfatning “ikke blev serveret for os på et sølvfad”. Den er et resultat af årtiers lang kamp for befrielse og social frigørelse i kampen mod det racistiske apartheidstyre.
– Nu er Zuma i fængsel, og de kræfter, der føler, de står over loven og underminerer statsapparatet, er under pres. Det er en vigtig tid for den revolutionære kamp, siger kommunisten, der var en del af SACP’s og ANC’s illegale apparat i apartheidtiden.

Solomon Lechesa Tsenoli var illegal leder af United Democratic Front, der i 1980’erne samlede 700 organisationer til kamp imod det racistiske apartheidstyre.
Nu mener han, at det er nødvendigt, at SACP “konsoliderer” alliancen med ANC og COSATU, så den “arbejder mere effektivt sammen”.
Dog udtrykker han, at man “som person” kan have “sympati” for en mand som Zuma, der er en “gammel mand”, der sad indespærret på Robben Island sammen med blandt andre Nelson Mandela fra 1963.

- African National Congress (ANC) er et politisk parti og var tidligere en frihedsbevægelse i Sydafrika, stiftet i 1912.
- Ledte kampen mod det hvide apartheidstyre for lige rettigheder for sorte og hvide.
- Vandt præsident- og palamentsvalg 1994 efter opgøret med apartheid.
- Udnævnte Nelson Mandela til præsident.
- Det sydafrikanske kommunistparti (SACP) blev grundlagt i 1921.
- SACP indgår i trepartsalliancen (Tripartite-alliance) med ANC og sydafrikansk LO (COSATU).
- SACP har fem ud af 37 ministerposter i den ANC-ledte regering.
- SACP har tre viceministerposter.
- Congress of South African Trade Unions (COSATU) er en sammenslutning af fagforeninger, dannet i 1985.
- COSATU har har cirka 1,5 millioner betalende medlemmer.
Kilde: Global Aktion
– Ingen mand i hans alder burde arresteres. Han har ydet store bidrag til vor frihedskamp. Men fejlene overskygger, hvad han har gjort i de seneste år. Ingen skal som sagt hæve sig over “retsstatsprincippet”.
Det står også i ANC’s Frihedscharter, at ingen står højere end loven.
Korruptionen
Men hvor stor var korruptionen under Jacob Zuma?
– Korruption er simpelthen penge taget fra folket. Der var tale om op til 50 milliarder rand (22 milliarder kroner). Der er nedsat en statslig kommission, Commission of Inquiry into State Capture, med henblik på at undersøge, hvordan ulovlighederne er foregået, hvordan private interesser forsøger at påvirke statsapparatet – dét, vi kalder “state capture”.
– Nogle personer har decideret gemt pengene, så kommissionen overvejer at beordre visse bankkonti indefrosset. Interpol har udstedt såkaldte red alerts på vore vegne, så de kriminelle folk, der samarbejdede med præsidenten, kan blive arresteret og anklaget.
SACP advarer dog imod flere af de kræfter, der taler om “state capture”. Mange at dem, der taler om “overtagelse af staten”, giver i virkeligheden ammunition til liberale kritikere af staten, som ønsker at få privatiseret strategiske statsejede virksomheder.
Kommunisterne og korruption
Sydafrikas Kommunistiske Parti opfordrede i sin tid til at støtte Jacob Zuma som præsident og sad i hans regering. Fortryder I?
– Vi er ikke enige med dem, der taler om “ni spildte år under” i perioden 2008 til 2018, hvor Zuma var præsident. Der var til gengæld mange ting, vi ikke forventede, han ville gøre. Han lyttede ikke til råd. Det chokerede os. Vi udtrykte både internt og offentligt vores vrede. Det er dokumenteret, så alle kan se det. Han var ikke dén, vi håbede, han ville være.
– Vi havde en aftale med ham om at danne en komité for at få bygget mere infrastruktur, og mange kommunister blev udnævnt til poster i projektet. Sydafrika havde også et industrialiseringsprogram, så landet kunne bevæge sig fremad og udbygge industrien. Men vi opdagede, at der var modstand mod at få udført programmet. Det blev ikke finansieret.

Foto: Brad Sigal/Flickr/CC 2.0
– Til sidst sagde vi, at Zuma må gå. Han havde ændret sig. Han skadede ANC’s sag, siger Solomon Lechesa Tsenoli.
ANC besluttede i februar 2018 at fjerne Zuma fra præsidentposten, og Cyril Ramaphosa overtog.
Kommunistpartiet har i maj udtalt, at det vil følge ANC’s eksempel og smide medlemmer ud, hvis de sigtes for alvorlige forbrydelser, herunder korruption.
Mod nyliberalisme
I en kommentar på SACP’s onlineportal Umsebenzi Online fremgår det, at partiet ønsker at konfrontere både korruption, men også den nyliberale nedskæringspolitik. For der er kræfter i ANC, der ønsker nyliberale “hestekure”.
Især folk fra finansministeriet står bag “finanspolitisk konsolidering”, der ifølge kommunisterne står for “lammende nedskæringspolitik”.
– De har simpelthen “copy-pastet” passager fra Verdensbanken. Vi accepterer ikke, at de folk skal være med til at skabe forbedring. Deres politik skader flertallet af sydafrikanere, især i en situation, hvor vi kæmper for bedre sundhed under covid-19-pandemien, siger Solomon Lechesa Tsenoli.

- I 1990 brød Sydafrikas hvide apartheidsystem med raceadskillelse sammen.
- I 1994 sejrede ANC (African National Congres) ved parlamentsvalget.
- Nelson Mandela blev præsident.
- Siden er der sket store sociale fremskridt.
- Men de fleste af Sydafrikas rigdomme tilhører tre hvide milliardærer, der ejer lige så meget som halvdelen af befolkningen.
- 10 procent af befolkningen, hovedsageligt hvide, kontrollerer 65 procent af al rigdom.
- Sorte kontrollerer kun tre procent af landets børsnoterede selskaber.
- 20.000 hvide landmænd ejer 85 procent af jorden.
- En tredjedel af Afrikas rigeste milliardærer bor i Sydafrika.
- Sydafrika er dermed verdens mest ulige land.
Kilder: Oxfam og Forbes.
Netop covid-19 har ramt landet særdeles hårdt. 64.000 er allerede døde.
– Fattigdom og arbejdsløshed er nogle af de største trusler mod revolutionen. Vi har lagt stor vægt på at kræve, at lockdowns må inkludere statsstøtte til arbejdsløse og deres familier. Mange familier kan ikke klare det. Kvinder er ekstra hårdt ramt. De har ikke råd til uddannelse og de mest basale livsfornødenheder. Mange er også blevet ramt af socialt stress, siger han.
– Pandemien forstærker den i forvejen svære situation for arbejderklassen. Partiet organiserer kampagner for at støtte arbejderklassefamilier.
For fremgang
SACP mener, at ANC-regeringen bør satse mere på at udbygge infrastruktur og investere strategisk, så der kan komme økonomisk vækst.
– Vi insisterer på at samarbejde med ANC på disse områder. Kun på den måde kan landet vende uligheden, så vi ikke er sårbare i forhold til dem, der ønsker at afvikle industrien og privatisere, siger Solomon Lechesa Tsenoli.

Kommunisten tilføjer, at kampen for at afvise nyliberal nedskæringspolitik er nødvendig, for at landet kan komme på fode.
Han har i øvrigt intet til overs for de kræfter, der i sydafrikansk politik “præsenterer deres parasitære, selvberigende dagsorden som en kamp mod nyliberal nedskæringspolitik”. Når de så samtidig bliver afsløret i deres nedskæringer, portrætterer de sig selv som ofre for hvid monopolkapital”.
– Der er helt konkret folk, som hævder, at de støtter præsident Cyril Ramaphosa, men som i virkeligheden støtter nyliberalismen. Vi støtter ANC og dets ledere og støtter den rigtige politik. Men der eksisterer individer inde i partiet, som handler i modsætning til ANC’s politik. Det er en fare for overgangen, transformationen, mener den sydafrikanske kommunist.
Partiet har igangsat en kampagne med navnet “De gule overalls”, som refererer til den traditionelle beklædning for straffefanger i Sydafrika. De, der plyndrer offentlige ressourcer, skal direkte i fængsel, mener SACP.
Stammekonflikt?
De seneste ugers fokus på Jacob Zuma har vist, at støtten til den tidligere præsident har ligget i hans hjemegn KwaZulu-Natal. Området er hjemsted for zulustammen.
Er begivenhederne omkring Zuma med til at styrke de kræfter, der ønsker at føre politik udfra hensynet til deres stamme?
– ANC har gjort en rigtig god ting her i landet – at forene alle stammerne på tværs af kulturelle skel. I KwaZulu-Natal har der været få kræfter, der forsøgte at mobilisere, men de har ikke fået opbakning på gadeplan. De er få.
Efter interviewet har begivenhederne udviklet sig i Sydafrika. Landets myndigheder bekræftede mandag, at 45 mennesker de seneste dage er blevet dræbt og 757 arresteret på grund af voldelige optøjer i især KwaZulu-Natal, men også i flere dele af landet.
De 10 dødsfald skete under et stormløb på et indkøbscenter i den tidligere sorte ghetto Soweto i Johannesburg, så covid-19-desperationen slår ud i plyndringer, siger en kommentator på sydafrikansk TV, SABC.
For at dæmme op for urolighederne har myndighederne indtil videre udsendt 2500 soldater på gaden.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.