Tøj skal fremover defineres som "affald"
Denne artikel er udgivet som en del af et internationalt samarbejde mellem Arbejderen og en række medier i forskellige europæiske lande. Artikelserien tager udgangspunkt i “Højrefløjens fremmarch” i forbindelse med det komme EU-parlamentsvalg. Du kan løbende følge med i artikelserien her.
Den nationalistiske, fremmedfjendske højrefløj i Sverige er primært repræsenteret af Sverigedemokraterna (SD). SD blev det næststørste parti i Sverige ved parlamentsvalget i 2022 og fik 20,5 procent af stemmerne.
På den yderste højrefløj findes også udbrydergruppen Alternativ för Sverige (AfS), som blev dannet i 2017 af tidligere, men nu ekskluderede og afhoppede medlemmer af SD. Det lykkedes kun AfS at få 0,26 procent af stemmerne ved valget i 2022.
I modsætning til størstedelen af de højrepopulistiske og fremmedfjendske partier i Europa har Sverigedemokraterne deres rødder i den åbne nazisme.
Essensen af SD’s politik er, at masseindvandringen af mennesker fra primært muslimske lande har degenereret Sverige og den svenske nation.
Flere kendte fascister var blandt initiativtagerne, da partiet blev dannet i 1988. Partiets første formand, Anders Klarström, havde sine rødder i Nordiska Rikspartiet (NRP), et parti der åbent omfavnede den nazistiske ideologi. Nogle af initiativtagerne til SD havde deres politiske baggrund i den uniformerede skinheadbevægelse Bevara Sverige Svenskt.
I midten af 1990’erne begyndte SD en proces med at tage afstand fra sin fascistiske arv. Dog med en noget blandet succes. Medlemmer, der offentligt udtrykker nazistiske sympatier, bliver som regel smidt ud. Men i partiets dybe base er nazisympatierne hyppige, og de kommer ofte til udtryk i partimedlemmers interaktion på de sociale medier.
Officielt definerer SD i dag sig selv som et “socialkonservativt parti på et nationalistisk grundlag”. Det er et røgslør: Det, der virkelig kendetegner partiet, er højrepopulistisk fremmedhad med stærke elementer af racisme og islamofobi.
Essensen af SD’s politik er, at masseindvandringen af mennesker fra primært muslimske lande har degenereret Sverige og den svenske nation. Partiet mener, at Sverige kun kan genfødes gennem repatriering af fremmede elementer.
I denne kamp handler det om “sejr eller død”, som SD’s chefideolog Mattias Karlsson skrev i et facebookopslag for nogle år siden. En besked der tydeligt viser, at SD-medlemmernes nazistiske sympatier stadig lurer i skyggerne.
SD’s fremgang startede langsomt ved parlamentsvalget i 1990’erne. SD fik 0,37 procent af stemmerne ved rigsdagsvalget i 1998. Fire år senere var valgresultatet steget til 1,4 procent og 49 pladser i kommunale forsamlinger rundt om i Sverige. SD’s vælgertilslutning steg kraftigt i 2006 med 2,9 procent af stemmerne og med 5,7 procent og indtræden i Rigsdagen i 2010.
Ud over indvandringen, som altid har stået øverst på SD’s dagsorden, kan man identificere to faktorer bag stigningen.
Den nyliberale hestekur
For det første det nyliberale systemskifte. Fra slutningen af 1980’erne og i årtierne derefter gennemgik Sverige en nyliberal hestekur, som blev fremmet af EU-medlemskabet i 1995 og drevet af den svenske monopolkapital og dens politiske repræsentanter.
Skiftet medførte dramatisk øgede klasseforskelle, nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor, lavere pensioner og højere pensionsalder. Systemskiftet blev gennemført af socialdemokratiske regeringer såvel som af regeringer, der repræsenterede borgerskabet.
Skiftet havde ingen demokratisk opbakning, og det skabte en tillidskløft mellem det politiske establishment og brede dele af befolkningen. I denne kløft har SD fungeret som repræsentant for en “det var bedre i gamle dage-bevægelse” og dermed tiltrukket brede grupper af tidligere socialdemokratiske vælgere.
For det andet EU-medlemskabet. Sverige blev medlem af EU i januar 1995. Forud for medlemskabet var gået en folkeafstemning i efteråret 1994, hvor ja-siden var repræsenteret af det politiske establishment og erhvervsorganisationer, mens nej-siden var opbygget af en bred og mangfoldig folkelig venstrefløj.
I denne afstemning vandt ja-siden en kneben sejr. Og siden Sverige blev medlem af EU, har Vänsterpartiet og Miljöpartiet, som begge er repræsenteret i den svenske rigsdag, successivt opgivet deres modstand mod EU. Dette forræderi har givet SD mulighed for at fremstå som EU-modstander, nu med kritik af indvandring og fremmedhad som hovedtema.
Formaliseret samarbejde med regeringen
SD har i dag en vælgerskare på tværs af klasserne. En tredjedel består af arbejdere, en tredjedel af småborgerskabet (landmænd, iværksættere) og en tredjedel af overklassen. Undersøgelser fra de seneste år viser, at arbejderklassens vælgere, som overvejende er mænd, er socialt konservative i kulturelle spørgsmål og højreorienterede i socioøkonomiske spørgsmål. Protestvælgerne er blevet færre.
I dag stemmer arbejdere på SD, fordi de deler partiets konservative værdier. Siden SD kom ind i parlamentet i 2010, har partiet stræbt efter at blive accepteret som en partner i det, der kaldes “den konservative blok”. Den ambition blev kronet med held før og efter valget i 2022, hvor SD blev varmt omfavnet af den konservative blok, der består af de traditionelle højreorienterede partier Moderater, Kristendemokraterne og Det Liberale Parti.
SD er officielt ikke en del af den højreorienterede regering, der tiltrådte efter valget. Men det er det største parti i regeringskoalitionen, som er formaliseret af en aftale.
Det giver SD mulighed for at diktere regeringens politik, for eksempel når det gælder indvandring og politik i forhold til den stigende kriminalitet; bandekriminalitet er et stort problem i Sverige i dag.
På dette område har ikke kun de højreorienterede partier, men også Socialdemokraterne kopieret SD’s politik, hvilket resulterer i undertrykkelse over hele linjen. SD har formået at skubbe hele det politiske felt til højre.
Dropper EU-modstanden
Men tilpasningen er ikke ensidig. For at blive accepteret som samarbejdspartner har SD været tvunget til at opgive EU-modstanden og kravet om et “swexit”, hvilket ikke er acceptabelt i politiske og økonomiske kredse i Sverige. SD må nøjes med at præsentere sig selv som en EU-kritiker.
Efter pres fra den kapitalistiske organisation Svenskt Näringsliv (pendant til Dansk Industri, red.) har SD også opgivet deres modstand mod profitudvinding i den privatiserede velfærdssektor, hvilket i det mindste midlertidigt stoppede vælgerflugten fra Socialdemokraterne til SD.
Fra at have været et parti uden for det politiske felt i Sverige er SD i dag indlejret i den etablerede, regeringsbærende højrefløj.
Indlejring udgør en fare for populistiske partier som SD, så ved at organisere troldefabrikker forsøger SD at opretholde sin outsiderstatus via anonyme konti på internettet. Om den balancegang lykkes, må tiden vise.
SD’s succeshistorie er et resultat af Socialdemokratiets tilbagetog fra alle former for venstreorienteret politik. Men også på grund af fraværet af en bred folkelig modstand mod højreorienteret politik.
For at stoppe det ekstreme højre er der brug for klassekamp og proletarisk internationalisme.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
