Siden den 27. september har arbejdere i franske olieraffinaderier strejket som følge af inflationen, der i Frankrig har fået priserne til at stige med over fem procent i fem måneder i streg.
Anført af den militante fagforening CGT kræver arbejderne, at de historiske profitter, som landets energiselskaber har tjent under den økonomiske krise, bliver brugt på lønforhøjelser til de ansatte, oplyser det amerikanske magasin Jacobin.
CGT kræver først og fremmest en indhentning af inflationen og en bedre fordeling af den rigdom, som arbejdstagerne har skabt.
CGT
Som følge af strejken har hver tredje tankstation oplevet mangel på forsyning. I den forbindelse har Elisabeth Borne, Frankrigs premierminister, anklaget arbejderne for “lammelse af landet” og tvunget oliearbejdere tilbage på jobbet.
Ifølge Al Jazeera har CGT svaret igen overfor regeringens indgreb i strejken ved at skabe en strejkebevægelse på tværs af sektorer.
CGT’s strejke har udviklet sig til et landsdækkende oprør i Frankrig, der ser venstrefløjspartier og studerende tilslutte sig kampen. Flere steder har der været sammenstød mellem politi og demonstranter, ruder er blevet knust, og flere er blevet arresteret.
Historiske profitter under inflation
Som en del af oliearbejdernes strejke er seks olieraffinaderier i Frankrig blevet sat komplet ud af drift. Det gælder fire raffinaderier ejet af den franske oliegigant TotalEnergies (Total) og to ejet af den amerikanske gigant ExxonMobil.
Oliearbejdere kræver, at firmaets historiske profitter under den økonomiske krise bliver brugt på lønforhøjelser til arbejderne, så de kan modstå inflationens prisstigninger.
Alene i de to første kvartaler af 2022 har Total tjent et globalt overskud på 10,9 milliarder euro, mens ExxonMobil har profiteret med 18,4 milliarder euro, oplyser Jacobin.
Imens lider den franske befolkning under den historiske inflation, der ifølge det franske dagblad Le Monde har fået basale fødevarer til at stige med 10 procent.
Derfor har fagforeningen CGT og de strejkende ansatte ved Totals olieraffinaderier krævet en lønforhøjelse på 10 procent, hvilket vil matche prisstigninger og imødegå reallønstab.
CGT “kræver først og fremmest en indhentning af inflationen og en bedre fordeling af den rigdom, som arbejdstagerne har skabt, mens der er blevet udbetalt milliarder af euro i udbytte til aktionærerne”, skriver fagforeningen på sin hjemmeside.
Regeringen griber ind
Ifølge CNN har oliearbejdernes strejke ført til, at omkring hver tredje tankstation i Frankrig oplever mangel på brændstof, hvilket skaber lange køer og “panikkøb” af benzin og diesel.
Strejken kommer i en tid, hvor Frankrigs energisektor i forvejen er ramt af EU’s sanktioner mod Rusland, der gør, at Frankrigs import af russisk råolie er stærkt begrænset.
Men premierminister Elisabeth Borne mener tilsyneladende ikke, at det er den franske regering eller EU, der bærer hovedansvaret for energikrisen. Hun bebrejder i stedet de strejkende oliearbejdere.
– En uenighed om aflønning retfærdiggør ikke en lammelse af landet, sagde hun ifølge Le Monde den 11. oktober i Frankrigs parlament.
Her annoncerede Elisabeth Borne et indgreb i strejken. Hun gjorde brug af rekvisition – en sjældent brugt foranstaltning, der i praksis tvang “essentielle arbejdere” ved to af ExxonMobils olieraffinaderier tilbage på arbejde. Siden er også flere ansatte ved Total blevet tvunget tilbage på job under strejken.
Skulle arbejderne nægte, ville de enten blive smidt i fængsel eller få en bøde på 10.000 euro.
Benzin på bålet
Ifølge det europæiske medienetværk Euractiv har fagforeningen CGT svaret igen overfor regeringens indgreb i strejken ved at udvide strejkeaktionen på tværs af sektorer den 18. oktober.
På den måde var det ikke blot olieraffinaderier, der blev ramt af strejke i Frankrig, hvor lærere, buschauffører, togchauffører, skraldemænd samt ansatte i energi- og landbrugssektoren nedlagde arbejdet i solidaritet med oliearbejderne.
For at vise opbakning til kampen mod stigende leveomkostninger organiserede valgalliancen NUPES, der blandt andet består af kommunistiske og socialistiske partier, en march gennem gaderne i Paris. Foruden CGT mødte marchen opbakning fra medlemmer af landets andre store fagforeninger, CFDT, FO og SUD, oplyser det franske dagblad Le Parisien.
I solidaritet med oliearbejderne og den brede kamp mod inflationen protesterede også de studerende ved hundredvis af gymnasier den 18. oktober. Omkring 100 af gymnasierne blev i den forbindelse blokeret af studerende, skriver det socialistiske netmedie WSWS.
Sammenstød
Selvom regeringens indgriben i strejken har medført, at der blot er to olieraffinaderier, hvor ansatte fortsat strejker, har oliearbejderne tilsyneladende reageret på en frustration, der er udbredt i den franske befolkning.
Ifølge Al Jazeera var 107.000 mennesker mødt op til protester på tværs af Frankrig den 18. oktober – samme dag som CGT udbredte strejken til store dele af det franske samfund.
Her opstod der voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter. Videoer på Twitter viser situationer, hvor det franske politi i kampuniformer stormer og angriber folk.
Al Jazeera rapporterer desuden, at sortklædte demonstranter knuste ruder til butikker. Alene i Paris blev 11 personer arresteret.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.