Onsdag er der 24 timers generalstrejke i Grækenland. Det er den militante arbejderfront PAME, der er den primære drivkraft i strejken.
Parolerne lyder “Vi kræver lønstigninger og foranstaltninger mod inflationen” samt “De mange nægter at fryse for at de få kan sikre overskud”.
I september 2022 var inflationen i Grækenland nået 12 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Det er den højeste inflationsrate, der er registreret i to årtier, oplyser databasen WorldData.
Huslejer og elregninger er ved at ruinere tusinder af familier, advarer PAME. Derfor ser fagforeningen positivt på, at også arbejdere i Belgien og Frankrig planlægger at strejke samme dag.
“PAME glæder sig over de store strejkekampe blandt Europas arbejdere. Vi støtter de belgiske og franske arbejdere, der strejker den 9. og 10. november for at kræve lønforhøjelser og foranstaltninger mod inflationen”, skriver PAME.
Lammer landet
PAME kritiserer, at “de multinationale selskaber opnår milliarder i overskud, mens arbejderne må nøjes med krummer, fattigdom, sult og elendighed”.
“Vi accepterer ikke, at arbejdere skal ofres for imperialisternes konkurrencer og krige. Vi betalte for deres overskud, vi betalte for deres kriser. Ikke mere”, fastslår fagforeningen.
Også de to græske centrale fagforbund i henholdsvis den offentlige og private sektor – ADEDY og GSEE – har opfordret til generalstrejken. Forbundene er domineret af socialdemokrater, men PAME, der er tæt knyttet til landets kommunistparti, KKE, sidder i hovedbestyrelserne af begge forbund.
Strejken onsdag forventes at lamme Grækenland, da fagforeningerne for transportarbejdere har tilsluttet sig strejken.
PAME glæder sig over de store strejkekampe blandt Europas arbejdere.
PAME
Selv journalister, advokater og kontoransatte har meddelt, at de går med i strejken, skriver det græske netmedie Keep Talking Greece.
Fagforbundet for transportarbejdere i det offentlige udtaler op til strejken:
“Forarmelsen af det græske folk sker under påskud af energikrisen og krigen i Ukraine, på et tidspunkt hvor erhvervsgiganter scorer hidtil usete superprofitter”.
“Energi, husleje, brændstof og basale fornødenheder har ødelagt ethvert spor af fremtidig planlægning, tømt sparebøsserne og forringet den græske borgers købekraft”, slutter appellen.
Strejke i Belgien
Det glæder græske PAME, at titusindvis af arbejdere i Belgien ligeledes vil nedlægge arbejdet og demonstrere den 9. november, hvor Belgiens tre centrale fagforbund har erklæret generalstrejke.
De kræver “mere købekraft under leveomkostningskrisen”. De kritiserer regeringen for ikke at sætte “tilstrækkelige foranstaltninger” i gang for at holde trit med inflationen, skriver det belgiske magasin Brussels Times.
De seneste tal viser, at inflationen i Belgien er på hele 12,27 procent sammenlignet med september sidste år.
Priserne på energi er steget dobbelt så meget i Belgien som i nabolandene, meddeler regeringens eget økonomiske råd, FPS, i en rapport kaldet Economy’s Price Observatory.
Det er en tendens, der allerede startede i 2021, hvor Belgiens nabolande så energipriserne stige med et gennemsnit på 10,9 procent, mens prisen på energi i Belgien steg med hele 22,4 procent sammenlignet med 2020.
Ifølge krisestyringsmediet Crisis24 vil de tre belgiske fagforbunds strejke berøre transport i hele landet og de større byer. Allerede nu har lufthavnen i Bruxelles aflyst 40 procent af alle afgange for at “afbøde forstyrrelser” som følge af strejkevarsler.
Også offentligt ansatte, undervisere, elever og sundhedsansatte vil deltage i strejken, melder Crisis24. Hospitalerne har allerede forberedt “akutberedskab”.
Franskmænd på gaden
I Frankrig er der også landsdækkende strejke med start onsdag den 9. november og frem til den 11. november. Det er især arbejdere indenfor transportsektoren, der vil nedlægge arbejdet.
Strejken er arrangeret af det største centrale fagforbund CGT (Confédération Générale du Travail) samt de mindre forbund Solidaires, Unsa, FO og La Base.
De protesterer imod manglen på personale og kræver højere løn. Selve lønnen er ikke steget siden 2013, skriver arrangørerne.
De mener, at regeringen er “tavs” overfor kravene, som forbundene har stillet i flere måneder. Det kan kun tolkes som “foragt”, står der i erklæringen.
Strejkesejre i andre lande
Også i andre lande er der allerede strejker og planlagte arbejdsnedlæggelser.
Den 5. november gik britiske sygeplejersker ifølge Reuters i strejke med krav om flere pund i lønningsposen. Og lufthavnsarbejdere går i aktion senere i denne måned i Heathrow-lufthavnen med samme krav – samtidig med at postarbejderne ved Royal Mail har annonceret strejke 18. november og flere punktstrejker op til jul.
Disse faggrupper er tilsyneladende inspireret af en strejkesejr den 2. november, hvor 900 buschauffører i East London fik 10 procent mere i løn. Den 1. november fik 1000 lastbilchauffører, der transporterer øl, 12,5 procent mere i løn, efter at de havde truet med at strejke lige op til VM i fodbold, hvor mange briter tager på pub og drikker øl.
Også i Østrig sikrede metalarbejdere sig den 4. november en årlig lønstigning på mere end syv procent i gennemsnit. Det ligger over inflationsraten på 6,3 procent.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.