Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
Parolen “Freedom for Cuba”, som gav genlyd verden over 11. juli, kom fra forskellige kræfter i Cuba, skabt og manipuleret af CIA og amerikanske anticubanske kræfter. Forløbet kastede i høj grad lys over både USA’s udenrigspolitiske hykleri og over venstrefløjens hykleri og afmagt, i Irland såvel som i andre lande.
Det er ikke første gang, “venstrekræfterne” er kommet til at støtte imperialismens narrativer under dække af deres påstand om at støtte “de rigtige arbejdere” eller “ægte demokratiske bevægelser”. Som om de omkring 7 millioner cubanere (7 ud af 8 vælgere), der stemte for at støtte Cubas regering og den fortsatte revolution, blot er bønder på skakbrættet, mens de få tusinde kritikere er de undertrykte arbejderes forpinte stemme under et kommunistisk diktatur, fast besluttet på at undertrykke arbejderklassen.
Marxisme uden en forståelse af imperialismen er som at slå på en tromme uden skind: Det klinger bare hult.
Det er naturligvis forbløffende let at komme til at støtte en imperialistisk agenda og narrativ. Men for de, der hævder at være “marxister” og “antiimperialister”, er det utilgiveligt at lade sig narre af imperialismen. En mere optimistisk tilgang kunne dog være, at en afsløring af hykleriet kan hjælpe dem til at justere deres analyse af imperialismen, fordi marxisme uden en forståelse af imperialismen er som at slå på en tromme uden skind: Det klinger bare hult.
Hensigten med denne artikel er imidlertid ikke at pege fingre ad partiers, gruppers eller individers udtalelser om eller indstilling til den imperialistiske overmagt og udenrigspolitiske mål – men snarere at belyse, hvor indgroet tanken om imperialismens hegemoni er, og prøve at formulere en fælles antiimperialistisk indstilling, som kan komme uden om den.
USA’s dominans
Siden socialismen blev afskaffet i Østeuropa i starten af 1990’erne, har USA sammen med sine NATO-allierede skabt det, Vijay Prashad (direktør for The Tricontinental Research Institute) kalder en “unipolær” verden, et imperialistisk hierarki, hvor USA bestemmer, og hvor først og fremmest den kapitalistiske produktionsmåde dominerer verdensøkonomien, mens en lille minoritet udsuger det store flertals materielle og åndelige ressourcer.
I løbet af de seneste cirka 30 år har vi på første hånd, gennem vores TV og telefoner, oplevet, hvordan byer og befolkninger bombes og ødelægges, hver gang et land truer med eller forsøger at udvikle en selvstændig udviklingsvej uden for USA’s herredømme og dollarens rækkevidde. Et sådant land bliver mødt med indblanding, sanktioner og, om nødvendigt, militær intervention og invasion.
Uden tøven har de straffet ulydighed gennem aggressive økonomiske og diplomatiske sanktioner, embargoer og blokader, og det har kostet de lokale befolkninger utallige plager og besværligheder.
Mødes USA og dets allierede med trods, bomber og invaderer de – fortsat ganske uden samvittighedsnag – enten via direkte militære aktioner eller ved at støtte, finansiere og bevæbne deres allierede i landet, ligegyldigt hvor reaktionære eller ekstreme de så er.
Ifølge Stockholm International Peace Research Institute (april 2021, sipri.org) er USA’s udgifter til “forsvar” på 778 milliarder US-dollars i 2020, større end de nærmeste 11 andre landes tilsammen.
Dette enorme indkøb til militær og forsvar sikrer, at USA kan herske uantastet. Landet opretholder mere end 800 militærbaser verden over. Fokus for disse baser forskyder sig østpå, hvor USA for tiden har 400 militærbaser og omkring 375.000 militære og civilt ansatte mellem Indien og Stillehavet til at omringe Kina, inklusive mere end 80.000 soldater der er stationeret i Japan og Sydkorea.
USA har meget gode grunde til at flytte sine styrker fra Mellemøsten længere mod øst. Efter den store krise i 2008 kan man se et skifte i den globale magtbalance, hvor USA og andre vestlige kapitalistiske økonomier er gået tilbage eller er stagneret, mens Kinas succes med at løfte mere end 850 millioner mennesker ud af fattigdom siden 1972 (John Ross, Chinas Great Road, 1804 Books, 2021) og – endnu vigtigere – med at isolere sig selv fra virkningerne af krakket, har rykket magtbalancen mere i retning af en “multipolær” verden, hvor USA’s og NATO’s dominans og eneherredømme er truet og i tilbagegang.
Kina og en række andre lande, både i Det Globale Nord og Syd, spiller ikke efter reglerne ud fra, hvad USA kalder “en regelbaseret international orden”, (det vil sige regler, som bygger på Washingtons diktater). I stedet taler Kina for “en bred, FN-baseret orden for selvstændige stater, understøttet af international lovgivning (traditionelt omtalt som den westfalske suverænitet)”.
Dette skifte i retorik og i diplomatiske forhold har indvarslet det, John Bellamy Foster i juli-august-nummeret af Monthly Review forudsagde som “en ny kold krig mod Kina”, hvor Kina ikke vil bøje sig for amerikansk pres. I stedet insisterer Kina på at følge en politik baseret på principperne om ligeværdighed og selvbestemmelse frem for at støtte USA’s indblanding i indre forhold og suverænitetsforhold hos lande, der ikke spiller efter deres regler.
Imperialismen i sigtekornet
Man kunne sige, at problemets kerne for mange på venstrefløjen (især i Vesten) er, at opmærksomheden rettes mod det land, der er i imperialismens sigtekorn, mod hvad landet er eller ikke er – i stedet for mod imperialismens aggressive dagsorden for at bevare sit overherredømme. Der mangler med andre ord en klar forståelse af imperialismen og dermed af antiimperialisme.
Hvordan Kinas socialismeprojekt skal forstås eller ikke forstås er i grunden ikke vores hovedproblem i forhold til kampen mod imperialismen. Der kan helt sikkert læres meget fra andre landes konkrete erfaringer og revolutionære forsøg. Vi skal heller ikke være blinde for, hvordan styrkeforholdet ændres i andre lande – men i sidste ende er det dog kun en akademisk øvelse, for vi kan hverken styre eller påvirke udviklingen i disse lande.
I virkeligheden bør vi ikke forholde os til noget socialistisk projekt, uanset hvor langt det er kommet i sin udvikling. At indtage skråsikre standpunkter i en unipolar tid uden at have en klar forståelse af imperialismen vil kun føre til mere splittelse i vore egne rækker, sprænge eller lamme organisationer og i sidste ende kvæle al vækst og udvikling i vores antiimperialistiske bevægelse.
Hvad der virkelig vil kunne gavne andre lande, som er eller vil blive skydeskiver for imperialismen, er ikke vores analyse af deres land, deres politiske system eller socialistiske projekt, men at have en dybere forståelse af imperialismen og de imperialistiske magters natur, indflydelse, strategi og taktik, som konstant og historisk set har undergravet den nationale selvbestemmelse, og som synes at køre efter en ensides drejebog for USA’s imperialistiske interventioner.
Det, disse lande har brug for, er, at vi reelt og konkret støtter deres suverænitet, deres vilje til selvbestemmelse, deres værdighed til at leve blandt verdens nationer uden at skulle frygte indblanding, dominans eller trusler om krig og invasion.
Vi har for nyligt set netop denne form for solidaritet i forbindelse med, at den cubanske ambassadør i Irland, Hugo Ramos, opfordrede til at støtte Cuba. Da samlede Irlands Kommunistiske Parti, Cuban Solidarity Forum, Peadar O’Donnell Socialist Republican Forum, Sinn Féin, The Workers’ Party og andre venstrekræfter store solidaritetsdemonstrationer i hele Irland sidst i juli til forsvar for Cubas regering og revolution.
USA-imperialismen må svækkes
Det, som Cuba og andre lande under USA-imperialismens dominans mest af alt har brug for, er, at vi undergraver kapitalismen i vort eget land og udvikler vore egne stærke og disciplinerede antiimperialistiske kræfter, der vil svække det imperialistiske hegemonis stilling og kontrol.
Som kommunistisk parti, som en antiimperialistisk bevægelse på venstrefløjen er det vor pligt at forstå styrkeforholdet, nationalt som internationalt. Siden Sovjetunionen og de socialistiske lande forsvandt som en modvægt, har vi set en æra med evighedskrige. Lande i Latinamerika, Mellemøsten, Afrika og Asien – endda nogle fra den tidligere socialistiske blok – har måttet lide under dem i nogle af de grusomste former, man kan tænke sig, med de mest voldelige lejesoldater, fascister og andre ekstremistiske styrker. De har måttet gennemgå variationer af økonomisk udsultning, krige for regimeskifter, oprør og bombning og ødelæggelse af hele byer og infrastrukturer med utallige lidelser for disse landes borgere til følge.
Det er ikke det rigtige tidspunkt til at tøve med at støtte nationer, som prøver at bryde fri af eller koble sig fra denne unipolære verden, lige meget hvor “socialistiske” eller “marxistiske” vi synes, de er, lige meget om vi mener, de er værd at støtte. Dette er ikke tiden til at dømme over, hvor moralsk eller intellektuelt renfærdige de antiimperialistiske kampe eller socialistiske projekter er, som dukker op mange steder verden rundt. Det er vores mål at fjerne det barbariske kapitalistiske system, og det må være vores pligt at støtte de lande, den amerikanske imperialisme kæmper imod, om det så er Cuba, Kina, Venezuela, Nicaragua, Syrien, Palæstina eller et hvilket som helst andet land, der er i USA’s og deres allieredes sigtekorn.
Vi må støtte retten til selvbestemmelse for de lande, der først og fremmest prøver at skabe en multipolær verden, en verden med økonomiske alternativer, at svække USA’s og dets allieredes hegemoni, at bremse dem i at kvæle demokratiske og folkelige bevægelser og at lade dem leve.
Hvis disse politiske bevægelser og regeringer får politisk og økonomisk frihed til at udvikle sig uden frygt for indblanding, sanktioner, blokader, embargoer og invasioner, så ville deres økonomier ikke kun kunne udvikle sig uhindret, det ville også skabe muligheder for flere socialistiske projekter. Vi kan – uden mange skænderier – enes og forenes om at støtte den FN-baserede verdensorden med selvstændige stater, understøttet af international lov om suverænitet og ligeværdighed, i stedet for USA’s “regelbaserede internationale orden”, uden at undergrave og splitte vores styrke undervejs. Hvis vi kan holde fast ved det som basis for et antiimperialistisk synspunkt, kan vi starte på at omgå og svække USA-imperialismens globale hegemoni og erklære, at en anden verden er mulig.
Denne artikel, som er oversat af Arbejderen, er udgivet i Socialist Voice den 5. august 2021. Socialist Voice udgives af Irlands Kommunistiske Parti som et månedligt magasin og på web. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
