G7: Da G7-landenes statsoverhoveder i marts mødtes i den japanske by Hiroshima, gav hundredvis af fredsdemonstranter udtryk for, at G7 ikke er velkommen i Japan. Demonstranter samledes omkring topmødet og råbte slagord som “USA’s imperialister, terrorist nummer et!” “Stop løgnene!” “Stop krigen!” “Stop QUAD-alliancen!” og “Stop NATO-alliancen!”
Finland: NATO-landene er midt i arktiske militærmanøvrer og lovede den 30. maj at forsvare deres nyeste medlem, Finland, som er vært for sin første fælles NATO-øvelse, siden det blev medlem af alliancen i april. Næsten 1.000 allierede styrker fra USA, Storbritannien og Norge, og også fra nabolandet Sverige, har tilsluttet sig omkring 6.500 finske tropper og omkring 1.000 køretøjer i Northern Forest-øvelsen, Finlands største landstyrkeøvelse i moderne tid.
Tyskland: Tyske efterforskere har i marts indledt en landsdækkende razzia mod medlemmer af klimaaktivistgruppen Last Generation (Sidste Generation). 15 ejendomme i syv tyske delstater er blevet ransaget, mens syv aktivister er blevet arresteret under anklage om at “danne eller støtte en kriminel organisation”.
Tyskland: Tyskland er gledet ind i recession, da sidste års energiprischok sætter sine spor i forbruget. Produktionen i Europas største økonomi faldt med 0,3 procent i årets første tre måneder efter en nedgang på 0,5 procent i slutningen af 2022. En recession er defineret som to kvartaler i træk med faldende produktion.
Storbritannien: Britisk antiterrorpoliti tilbageholdt den 17. maj journalisten Kit Klarenberg ved hans ankomst til Londons Luton-lufthavn og udsatte ham for et længere forhør om hans politiske synspunkter og rapportering for det amerikanske nyhedsmedie The Grayzone. The Grayzone anser afhøringen af Klarenberg for at være Storbritanniens måde at hævne sig på, efter at journalisten har afsløret store britiske og amerikanske efterretningsintriger herunder planlagte krigshandlinger og samarbejde med terrorister.
Belgien: Det belgiske retssystem har godkendt, at detailgiganten Delhaize sender stævningsmænd ud for at bryde strejkevagter ved kædens supermarkeder rundt i landet. I kølvandet på rettens afgørelse mødte de strejkende supermarkedsarbejdere bred solidaritet den 22. maj, da 25.000 mennesker gik gennem gaderne i Bruxelles for retten til at strejke.
Frankrig: Den 6. maj havde politiet i Paris godkendt en march med omkring 600 nynazister. De flere hundrede mænd fra højreekstreme grupper marcherede med flag gennem hovedstadens gader og råbte slagord for at mindes en højreekstrem aktivist, Sebastien Deyzieu, der døde i 1994.
Spanien: Spaniens Folkeparti (PP), landets største højreorienterede oppositionsgruppe, fik betydelig fremgang ved søndagens lokal- og regionalvalg. Før valget havde venstrefløjspolitikere siddet på magten i 10 af de 12 regioner, der gik til valg i søndags. Men højrefløjens fremgang gør, at venstrefløjen nu kun har flertal i 3 regioner, mens PP bliver det ledende parti i de resterende 9.
Polen: EU har antydet, at Unionen måske vil gå rettens vej mod en polsk lov, der har til formål at undersøge russisk indflydelse i polsk politik, men som kan forbyde oppositionsfolk at beklæde offentlige embeder og stille op til valg. Det frygtes, at det regerende højreorienterede parti Lov og Retfærdighed (PiS) vil bruge loven til at skræmme politiske rivaler forud for et valg senere på året.
Ukraine & Kina: Den kinesiske ambassadør for eurasiske anliggender, Li Hui, mødtes den 16. og 17. maj med Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky, som en del af en rejse til Kyjiv med det formål at finde en løsning på konflikten mellem Rusland og Ukraine. Li formidlede her Kinas holdning til den igangværende konflikt og bemærkede, at “alle parter bør starte med sig selv, opbygge gensidig tillid og skabe betingelser for at afslutte krigen og indlede fredsforhandlinger.”
Ukraine & USA: I kølvandet på Bakhmuts fald har USA meddelt, at ukrainske piloter vil blive trænet i at flyve F-16-fly.
Bosnien-Hercegovina & USA: To supersoniske amerikanske B-1B bombefly foretog tirsdag en sjælden overflyvning af Bosnien-Hercegovina i, hvad den amerikanske ambassade kaldte en demonstration af varigt partnerskab, mens Milorad Dodik, bosnisk-serbisk leder af Srpska-regionen, sagde, at det ikke var en venskabelig handling men det modsatte. Overflyvningen fandt sted på et tidspunkt, hvor Bosnien-Hercegovina kæmper for at gøre fremskridt i sin ansøgning om EU-medlemskab, hvilket mange etnisk serbiske politikere i landet er store modstandere af.
Kosovo: Mindst 75 mennesker er kommet til skade i voldelige sammenstød mellem etniske serbere og NATO-soldater i Kosovo. Den anspændte situation udviklede sig, efter at etnisk albanske borgmestre overtog embedet i det nordlige Kosovos serbiske flertalsområde oven på et valg, som serberne boykottede.
Tyrkiet: Recep Tayyip Erdoğan blev søndag vinder af Tyrkiets præsidentvalg og forlængede sit styre ind i et tredje årti. “Under valgkampen blev hundredvis af vores venner tilbageholdt og fængslet gennem en ny politisk operation hver eneste dag, hvilket skabte forhold, hvor vores mest grundlæggende ret, retten til demokratisk politik, blev undermineret”, lyder reaktionen fra Çiğdem Kılıçgün Uçar, medforperson for oppositionspartiet Det Grønne Venstreparti.
Tyrkiet & Tyskland: Fahrettin Altun, Tyrkiets kommunikationsminister, fordømte den 17. maj Tyskland for anholde tre tyrkiske journalister. De tre journalister havde skrevet en kritisk artikel om Gülen-bevægelsen, som stod bag kupforsøget i Tyrkiet i 2016. Tilbageholdelsen af journalisterne, ransagelsen af deres hjem og kontorer samt konfiskeringen af deres udstyr er en “klar krænkelse af pressefriheden”, mener Altun.
Pakistan: Den pakistanske regering slår hårdt ned på demonstranter, der protesterer imod retsforfølgelsen af landets tidligere præsident, Imran Khan, der blev væltet ved et kup anført af militæret. Militæret har erklæret, at alle demonstranter, der er involveret i voldelige demonstrationer, ikke vil blive retsforfulgt ved civile domstole, men derimod ved militærdomstole.
Indien: Flere indiske brydere, heriblandt OL-medaljevinderne Sakshi Malik og Bajrang Punia, er blevet sigtet for optøjer og uorden af politiet, efter at de blev anholdt under en march ved parlamentsbygningen. Siden januar har Indiens kvindelige og mandlige brydere protesteret for at få afsat lederen af brydernes føderation Brij Bhushan, der anklages for seksuel chikane.
Cambodja: ITUC, verdens største sammenslutning af fagforeninger, fordømmer, at fagforeningslederen Chhim Sithar er blevet dømt til to års fængsel. Hun er kendt skyldig i “tilskyndelse til at begå en forbrydelse” ved at deltage i en fredelig strejke i protest mod union busting på NagaWorld casino i Phnom Penh, Cambodja.
Filippinerne: Den væbnede maoistiske milits New People’s Army har i marts indledt fire militære operationer mod Filippinernes militærstationer og firmaet Atrila Builders Inc, der tvinger dets ansatte til at arbejde under dårlige vilkår uden at betale arbejderne deres retmæssige løn.
Kina & Rusland: Det russiske gasselskab Gazprom sagde onsdag, at de russiske gasleverancer til Kina gennem Siberian Power-rørledningen den 30. maj nåede et nyt rekordhøjt niveau. Russiske gasleverancer til Kina gennem Siberian Power forventes at nå op på 22 milliarder kubikmeter i 2023.
Kina & USA: Det kommunistiske regeringsparti i Kina har sanktioneret den amerikanske chip-producent Micron som følge af firmaets manglende sikkerhedsforanstaltninger og lobbyisme for at få USA’s regering til at indføre sanktioner mod kinesiske firmaer.
Australien: En australsk domstol har fundet, at den australske soldat Ben Roberts-Smith, som blev tildelt Victoriakorset for sin tapperhed, sandsynligvis dræbte ubevæbnede civile i Afghanistan, hvilket tre aviser rapporterede i 2018. Roberts-Smith havde ellers sagsøgt de tre aviser for “æreskrænkelse”.
Latinamerika: Ledere og repræsentanter fra 12 sydamerikanske lande var samlet i Brasilien til et topmøde tirsdag, hvor den brasilianske præsident Luiz Inácio Lula da Silva forsøgte at genoplive den regionale blok, der tidligere var kendt som Unionen af Sydamerikanske Nationer (UNASUR). “Vi lod ideologi splitte os og afbryde vores bestræbelser på at integrere. Vi opgav vores dialogkanaler og vores samarbejdsmekanismer, og vi tabte alle på grund af det,” sagde Lula.
Mexico: Udenrigsminister Marcelo Ebrared bekræftede den 17. maj, at den mexicanske venstrefløjsregering havde udstedt det første pas med en ikke-binær kønsbetegnelse og kaldte det et “stort fremskridt” for retten til at udtrykke sig frit.
Guatemala: I løbet af de seneste uger er tre præsidentkandidater blevet udelukket fra at stille op til det kommende valg i Guatemala. De har alle udtrykt bekymring over risikoen for valgsvindel.
Honduras & Kina: Honduras meddelte den 12. maj, at landet snart vil indlede forhandlinger om en frihandelsaftale med Kina efter at have etableret diplomatiske forbindelser med den asiatiske stormagt og brudt med Taiwan sidste år. Især kaffefirmaer i Honduras har udvist interesse for at kunne eksportere til Kina, hvilket ikke var muligt, da Honduras havde diplomatiske forbindelser med Taiwan.
Venezuela & Brasilien: Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva og Venezuelas præsident Nicolás Maduro deltog i en fælles pressekonference mandag den 29. maj, hvor de understregede vigtigheden af, at nabolandene genoptager diplomatiske forbindelser.
Egypten & Iran: Egypten har gennem mange år været det eneste arabiske land, der ikke har haft en ambassade i den iranske hovedstad Teheran. Men de diplomatiske stridigheder, der blandt andet er bygget på Egyptens fredsaftaler og forbindelser med Israel, ser nu ud til at nå sin ende, da Egypten og Iran har intention om at normalisere de diplomatiske relationer og genåbne ambassader hos hinanden.
Kenya: Den kenyanske præsident William Ruto har bedt afrikanske ledere om at tage de første skridt i retning af at droppe afhængighed af den amerikanske dollar ved at tilslutte sig det panafrikanske betalingssystem PAPSS, der skal lette handlen på kontinentet.
Sudan: Sudans hær har suspenderet sin deltagelse i forhandlinger med den rivaliserende paramilitære organisation Rapid Support Forces om en våbenhvile og humanitær hjælp, hvilket skaber frygt for nye kampe, der har drevet hundredtusinder af mennesker på flugt.
Uganda: I Uganda er medlemmer af fagforeningen UTGLAWU blevet arresteret for at aflevere et brev til en butik, der sælger tøj fra giganten Adidas. Brevet fra UTGLAWU er en del af en global kampagne mod løntyveri, hvori Adidas anklages for at tilbageholde ansattes lønninger.
Canada: Myndighederne i den østlige canadiske provins Nova Scotia har appelleret om hjælp udefra, mens brandmænd kæmper mod voldsomme skovbrande, der har tvunget mere end 16.000 mennesker fra deres hjem. 14 brande brænder over hele provinsen og skaber diset himmel og bekymring blandt indbyggerne.
USA: Mere end 1000 Amazon-medarbejdere og allierede samledes uden for firmaets hovedkvarter i Seattle onsdag for at protestere mod virksomhedens krav om mindre hjemmearbejde samt dens manglende opfyldelse af sit klimaløfte.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.