Det er da godt, at vi har NATO og USA til, at beskytte os imod løst flyvende BALLONER ude i verdensrummet! Peter Blondin.
Den kinesiske ballon, som USA’s militær for nyligt skød ned, var sandsynligvis en vejrballon skubbet ud af kurs på grund af uventede vejrforhold, siger flere officielle kilder i Washington.
Det fremgår af en række artikler i store amerikanske medier, som journalisten Ben Norton har samlet og gennemgået for Geopolitical Economy Report.
Artiklerne i blandt andet Washington Post og CNN danner det indtryk, at hysteriet omkring den såkaldte “kinesiske spionballon” fik USA’s luftvåben til at bruge omkring 2 millioner dollars på at ødelægge, hvad der ser ud til at have været en harmløs ballon.
Hvad skete der?
Den 1. februar blev den store kinesiske ballon første gang set over den amerikanske delstat Montana. Tre dage senere skød USA’s kampfly gummiobjektet ned ud for kysten af South Carolina.
Washington beskyldte Beijing for at bruge ballonen til at spionere, noget som Kinas regering benægtede hårdnakket. I stedet fastholdt man fra Kinas side, at der var tale om en ballon til vejrforskning.
Og det er måske ikke helt ved siden af. I hvert fald skrev Washington Post dagen før angrebet på ballonen, at eksperter inden for national sikkerhed og luft- og rumfart vurderede, at fartøjet synes at dele karakteristika med såkaldte high-altitude balloner, der anvendes rundt om i verden til at generere vejrudsigter, til telekommunikation og til videnskabelig forskning.
Avisen citerede en anonym højtstående kilde fra forsvaret for at sige, at en spionballon “ikke ville tilbyde meget i form af overvågning, som Kina ikke kunne indsamle gennem spionsatellitter”, og sagde: “Jeg ville ikke karakterisere det som revolutionerende”.
Panik i medierne
På trods af at der altså ikke var meget, der tydede på, at den kinesiske ballon var særligt ondsindet, lykkedes det magtfulde kredse gennem medierne at udnytte situationen til at øge spændingerne med Kina, skabe frygt blandt den amerikanske offentlighed og sågar presse udenrigsminister Antony Blinken til at aflyse en diplomatisk rejse til Beijing.
Mediet CNBC erklærede for eksempel, at ballonen var en trussel mod NATO-medlemmer, og citerede militæralliancens generalsekretær Jens Stoltenberg, der fordømte ballonen som et tegn på et farligt “mønster på kinesisk adfærd” og insisterede på, at “vi skal være opmærksomme på den konstante risiko for kinesisk efterretningsvirksomhed og intensivere det, vi gør for at beskytte os selv”.
Fra den 10. til den 12. februar skød USA’s luftvåben tre objekter mere ned. Igen antydede amerikanske regeringskilder og vestlige medier, at Washington havde fået ram på flere kinesiske overvågningsanordninger.
Webstedet Aviation Week rapporterede dog, at en amatørballon, der tilhørte en hobbygruppe kaldet Northern Illinois Bottlecap Balloon Brigade, mistede en ballon samme sted og samme tid, som en af de påståede spionballoner blev skudt ned af luftvåbnet.
Brugte missiler til 440.000 dollars stykket
Aviation Week bemærkede: “Beskrivelserne af alle tre uidentificerede objekter, der blev skudt ned 10-12 februar, matcher formen, højden og nyttelasten af de små pico-balloner, som normalt kan købes for 12-180 dollars stykket, afhængigt af typen”.
En producent af pico-balloner til hobbybrug sagde til Aviation Week: “Jeg har forsøgt at kontakte vores militær og FBI – og fik bare en afvisning – for at forsøge at oplyse dem om, hvad mange af disse objekter sandsynligvis er. Og at de ikke vil se alt for intelligente ud, når de skyder dem ned”.
Den britiske avis The Guardian fulgte op på denne rapport i sin egen artikel med den underholdende overskrift “Object downed by US missile may have been amateur hobbyists’ $12 balloon“.
Researcheren Stephen Semler anslår, at Pentagon har brugt omkring 2 millioner dollars på at skyde hobbyfolkenes balloner ned.
Luftvåbnet brugte to AIM-9 Sidewinder-missiler i angrebet til en pris på mere end 440.000 dollars stykket.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.