Mask Off Maersk
Vi har i flere dage ventet på et interview, men situationen i landsbyen Pondores er ikke nem. Der skal bygges over 200 huse, opbygges fabrikker og værksteder og dyrkes afgrøder til 500 personer. Og alt sammen kooperativt.
Manden, der holder overblikket i landsbyen, er 44-årige Marco Martinez. I landsbyen går Marco under navnet Silfredo, som er det nom de guerre han bar, da han stadig var kommandant i oprørsbevægelsen FARC.
I dag er uniformen udskiftet med en civil tilstedeværelse som leder af reintegrationslandsbyen Pondores – en landsby skabt for og af tidligere FARC-soldater. Og midt mellem utallige møder har Silfredo taget sig tid til at fortælle om sin egen bevægelse ind i FARC, om tiden efter fredsaftalen og om de problemer, de tidligere guerillasoldater står overfor i dag.
– Jeg gik ind i guerillaen i 1994, da jeg var 16 år gammel. Staten var ikke til stede, der hvor jeg er født. Den eneste autoritet, der var til stede, var FARC. Hvis staten endelig viste sig, var det med en fjendtlig attitude og militært isenkram. Det var den besked, som staten sendte til ungdommen, og på grund af denne besked gik jeg og mange andre med i FARC. (…) Guerillaen var de eneste, der beskyttede territoriet og bøndernes interesse.
At beskyttelse var en nødvendighed skyldes roden til den 50 år lange konflikt; en blodig kamp om retten til land mellem Colombias jordløse bønder og arbejdere på den ene side og jordejere, paramilitære grupper og staten på den anden. I denne kamp valgte både Silfredo og hans to brødre at slås for bondebefolkningens rettigheder.
Det colombianske folk har stadig håbet og har vist, at trods 50 års krig har de stadig magten og viljen til at skabe politisk forandring og bevægelse.
Silfredo, tidligere guerillasoldat i FARC
Allerede i en ung alder blev Silfredo en central person i FARC i det nordlige Colombia. Først ved at starte en “front”, (FARC’s næststørste militære enhed) udelukkende styret af unge og senere ved at blive uddannet indenfor FARC’s specialstyrker. Her var det ikke blot militær strategi, der fyldte, men også en politisk uddannelse.
– Gennem FARC begyndte jeg at forstå, at dette var en social kamp, en klassekamp. Jeg lærte og forstod kampens formål, fortæller Silfredo, der kæmpede, indtil våbnene blev indleveret og fredsaftalen underskrevet.
I 22 år kæmpede han som guerillasoldat og blev kommandant for en front, som opererede i Perijá-bjergkæden, i den nordlige del af La Guajira. Her fandt intense kampe sted, fordi multinationale firmaer ville opbygge miner og med støtte fra staten og hæren anlægge store infrastrukturprojekter.
Som i mange andre tilfælde i Colombia blev konsekvensen af statens planer, at områdets lokale og oprindelige befolkning forsøgtes fordrevet.
Området La Laguna blev i 2003 blandt andet gerningsstedet for massakren af en hel landsby. I denne konflikt forsøgte Silfredos front at stille sig imellem og beskytte befolkningen mod de paramilitæres og statens overgreb.
Også i civile opgaver fremhæver Silfredo, hvordan FARC blev den autoritet, der understøttede med praktiske opgaver som at anlægge veje. Derfor er der i dag også et bånd mellem de tidligere guerillaer og beboerne i området, som stadig kæmper for retten til at blive boende og opnå ordentlige levevilkår.
En bevægelse for folket?
Selv om FARC i dag er omdannet til et legalt politisk parti, og de 16.000 guerillasoldater er afvæbnede, fortsætter kampen. For Silfredo er de grundlæggende mål og visioner ikke ændret. Klassekampen er lige så aktuel, før som nu, og en social revolution er stadig en nødvendighed i et Colombia præget af enorm ulighed.
Blandt andet derfor opfatter beboerne i Pondores sig ikke som ”ekskombattanter”, som regeringen omtaler dem, men blot som ”underskrivere” af fredsaftalen. Kombattanter er de stadig, blot med nye civile midler.
Denne enstemmighed er dog ikke tegnende for hele bevægelsen af tidligere FARC-soldater og i relationen til det legale FARC-parti Comunes. For med fredsaftalen og transitionen fra væbnet hær til civil bevægelse og parti har netop spørgsmål om strategi, mål og visioner fået nyt liv. For Silfredo er der ingen tvivl om, at fredsaftalen og tiden efter har udfordret den politiske strategi og praksis.
– Da jeg gik ind i FARC, var det en meget disciplineret bevægelse med befaling og kontrol i egne rækker. For mig var det en fejltagelse at glemme denne militære strategi. Jeg tror, at de, der tidligere kæmpede i fronten, og som troede på den socialistiske strategi, på at tage magten, de blev opslugt i aftalerne, og de glemte strategien ude i landet, siger Silfredo med henvisning til generalsekretariatets fire år lange forhandlinger med regeringen, der ledte til afvæbningen af bevægelsen.
– Den militære disciplin gik tabt, og vi har mistet kapaciteten til at støtte folket, når det rejser sig, som det skete sidste år. For mig betyder det en uenighed i visionen. For selv om guerillaen er blevet civil, må vi aldrig glemme, at vi er soldater. Det colombianske folk har stadig håbet og har vist, at trods 50 års krig har de stadig magten og viljen til at skabe politisk forandring og bevægelse. Det er baseret på dette håb, jeg ønsker at arbejde.
Begivenhederne, som Silfredo refererer til, er den folkestrejke, der startede sidste forår, og som var særlig stærk i storbyen Cali.
- Colombia er det nordligste land i Sydamerika.
- Arealet er 1.138.910 km2.
- Befolkningstallet er 42 millioner.
- Antallet af internt fordrevne er over to millioner – nogle kilder skriver over fire millioner.
- Hovedstaden er Bogotá med otte millioner indbyggere.
- De vigtigste økonomiske sektorer er kaffeeksport samt minedrift med forekomster af olie, kul, guld, platin, sølv.
- I 2011 underskrev EU og Colombia en handels- og investeringsaftale, som trådte i kraft fra august 2013.
- I august 2016 underskrev den daværende Santos-regering en fredsaftale med oprørshæren FARC.
- I august 2018 blev Iván Duque indsat som Colombias præsident. Han er modstander af fredsaftalen.
- Colombia blev i 2017 en af NATO’s globale partnere og alliancens første latinamerikanske partner.
- Desuden er Colombia (og Israel) partnerskabslande i forhold til EU’s politisamarbejde i Europol og Colombia har folk placeret i Europol.
Kilder: nato.int, Europol, colombiasolidaritet.dk, EU-parlamentet
For Silfredo bevidner strejken, at kampgejsten og håbet om en social forandring lever i det colombianske folk. Samtidig understreger det for ham behovet for en strategi og vision om forandring fra neden. Strejken, der opstod som en protest mod stigende fødevarepriser og en annonceret skattereform, spredte sig hurtigt til store dele af landet.
Studerende, oprindelige folkeslag, fagforeninger stod sammen med krav om grundlæggende reformer og social forandring. Gennem mere end tre måneder var landet gennemsyret af de historiske protester, og for Silfredo er det netop bevægelser som disse, som bevægelsen og Comunes bør repræsentere og kæmpe for.
– Men når folket går på gaden, kommer de ikke ud [Comunes] og forsvarer folket og taler for folket (…), nu følger de politiske dynamikker, men de ved ikke, hvad der sker med basen, siger han.
Fredsaftalens problemer
Det er ikke blot uenigheder om strategi, der udfordrer en bæredygtig opbygning af bevægelsen ifølge Silfredo. Siden fredsaftalen blev underskrevet, har staten benyttet utallige metoder til at modarbejde de tidligere FARC-soldaters reinkorporation til civilsamfundet.
Blandt andet tildelte fredsaftalen otte millioner pesos (cirka 14.000 kroner) til alle tidligere guerillasoldater som startkapital til det civile liv. Størstedelen har dog aldrig set skyggen af de lovede midler. For Silfredo er der ingen tvivl om, at pengene ikke udbetales, så længe de tidligere soldater insisterer på reinkorporationen som et kollektivt projekt.
– Regeringens primære formål har været at lave en individualiseret reinkorporation baseret på individets og ikke det kollektive behov (…), hvis man kommer som individ, kan man få pengene udbetalt, men hvis man spørger om det som fællesskab, er det svært.
Foto: David Lausen
For Silfredo er det dog også et spørgsmål om selve fredsaftalens implementering. Ifølge ham har reinkorporationslandsbyerne den udfordring, at de kun vedrører de tidligere guerillasoldater. For trods deres åbenlyse tab har millioner af colombianske borgere, særligt på landet, lidt under krigen.
Og selvom aftalen indeholder planer, der skal styrke de berørte lokalsamfund med blandt andet lokaludvikling af veje, skoler og vandforsyning med videre, er disse ikke i tilstrækkelig grad blevet implementeret af regeringen. Og det skaber splittelse med den befolkning, som FARC startede sin kamp for.
– Det er et problem for lokalsamfundene omkring os, som har været berørt af konflikten, for regeringen tænker ikke på lokalsamfundene og deres behov. De har glemt noget meget fundamentalt, og det er den sociale fred og forsoning mellem os og lokalsamfundene. Nu siger lokalsamfundene, at denne fredsaftale og disse midler til reinkorporation giver privilegier til ekskombattanter, men hvad med os, spørger de, lokalsamfundene der har været ofre for konflikten?
Splittelsen trækker også tråde til andre ganske centrale elementer af fredsaftalen. Blandt andet den omfattende jordreform der skulle adressere spørgsmålet om jordejerskab. For FARC var det et hovedkrav i forhandlingerne, men alligevel har reformen ikke set dagens lys efter seks år.
– Aftalen er ikke overholdt, og mange colombianere ved ikke, at denne aftale faktisk ville gøre noget godt for dem.
Giver parlamentariske valg muligheder for social forandring?
Den 19. juni afvikles anden runde af det igangværende præsidentvalg i Colombia, og der tegner sig muligheden for en historisk sejr til venstrefløjen.
Ved parlamentsvalget i marts lykkedes det venstrefløjskoalitionen “Pacto Historico” at skabe en historisk stærk repræsentation i både Senatet og i andetkammeret Repræsentanternes Hus. Og to måneder senere i første runde af præsidentvalget fik koalitionen en stærk opbakning i befolkningen med hele 40,3 procent af stemmerne.
- Anden runde sted den 19. juni 2022.
- Omhandler de to kandidater, der fik flest stemmer ved første runde af præsidentvalget den 29. maj.
- Den ene kandidat er Gustavo Petro, der stiller op for venstrefløjens koalition Den Historiske Pagt.
- Den anden, Rodolfo Hernández, repræsenterer højrefløjen.
- Meningsmålinger tyder på, at det bliver et tæt løb mellem de to parter.
- Der er frygt for, at højrefløjen vil gribe ind, muligvis med vold, for at forhindre en sejr til venstrefløjen.
- Præsidenten vælges for fire år ad gangen.
Personen, der på søndag kan blive Colombias første venstrefløjspræsident, er den tidligere M-19-guerillasoldat Gustavo Petro. Så er der her et håb for en egentlig implementering af fredsaftalen og et momentum for en ny kurs i Colombia? spørger vi Silfredo.
– For os farianos (betegnelse for FARC-soldater) er Petro den mindst dårlige af mange dårlige kandidater, så de fleste af os vil nok stemme på ham. Jeg tror, han tænker langt frem og gerne vil lave nogle reelle forandringer, men jeg tror, det bliver svært. Den herskende klasse føler sig udfordret af Petro og af de forandringer, som han siger, han vil lave.
Blandt andet derfor tror han heller ikke, at jordreformen bliver gennemført, hvis Petro bliver valgt. Troen og håbet er for Silfredo forankret i lokalsamfundene og bevægelserne.
– Men jeg mener, at reelle forandringer kommer fra bunden. Vi har mange ting, vi gerne vil lave sammen – også med lokalsamfundene, så vi kan kæmpe sammen som én knyttet næve.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
