For første gang i 12 år gik alle større fagforeninger i Frankrig sammen den 19. januar for at gennemføre generalstrejke mod regeringens forsøg på at hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år.

Ifølge det franske fagforbund CGT, der har 710.000 medlemmer, var omkring to millioner mennesker på gaden mod pensionsreformen på tværs af landet, hvor der blev afviklet over 200 protester. Fagforeningerne døbte dagen “Sort Torsdag”.

Der var gang i gaden, men ikke skinnerne – over alt i Frankrig var togtransporten ramt af svære forstyrrelser som følge af togpersonalets strejke. Ligeledes blev flyafgange aflyst, skolerne var lukket, olieraffinaderierne stod stille, mens alt fra banker til teatre og kraftværker så personalet nedlægge arbejdet.

Feministiske aktivister klædt ud som en skelet-version af Rosie the Riveter – et symbolsk ikon som repræsenterer de kvinder, der tog arbejde på fabrikker og skibsværfter under Anden Verdenskrig – deltog i protesterne mod pensionsreformen.
Den politiske venstrefløjsalliance NUPES, der består af kommunistiske, socialistiske, grønne og socialdemokratiske partier, modsætter sig den franske regerings forsøg på at hæve pensionsalderen for landets arbejdere.


Under protesterne var frustrationen til at få øje på. Flere steder var demonstranter og betjente i sammenstød med hinanden.


Protesterne den 19. januar var en landsdækkende begivenhed anført af en samlet arbejderklasse på tværs af sektorer. De to ovenstående billeder er fra henholdsvis Lille i det nordlige Frankrig og Strasbourg i Østfrankrig.

“Hæv lønnen, ikke pensionsalderen”, stod der på et skilt båret af en demonstrant, der sad på statuen ved Place de la Nation i Paris. Frankrigs inflationsrate er i øjeblikket på 6,7 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
Op til strejken truede fagforbundet CGT med at slukke for elektriciteten til Frankrigs politikere og milliardærer.
– Det ville være godt, hvis vi slukkede for deres elektricitet, så de i et par dage kan sætte sig i de franskmænds sted, som ikke har råd til at betale deres regning, sagde Philippe Martinez, leder af CGT.


Som mørket faldt på, blev romerlysene fundet frem i byer som Paris og Lille. Folk var ikke færdige med at vise deres modstand mod politikken fremført af den franske regering med præsident Emmanuel Macron i spidsen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.