Første skridt på vej mod militære baser herhjemme
USA har øget bruget af unilaterale og sekundære sanktioner som udenrigspolitisk våben dramatisk i løbet af de sidste to årtier. Med præsident Donald J. Trump tilbage i Det Hvide Hus er der meget mere i vente. Og EU følger trop. Det er i strid med FN’s charter og multilaterale menneskerettighedskonventioner, international lov og humanitær lov – og forsvares med “vores værdier”.
Sanktioner har altid enorme sociale, økonomiske, sundhedsmæssige og humanitære konsekvenser og fører til irregulære migrationsstrømme, fordriver mennesker og underminerer freden.
Omkring en tredjedel af menneskeheden lever i lande, der er underlagt sanktioner og ensidige tvangsforanstaltninger, sagde FN’s særlige menneskerettighedsrapportør Idriss Jazzairy (2015-20) fra Algeriet, da han præsenterede sin rapport om internationale sanktioner for FN’s Generalforsamling i 2015.
Siden da er brugen af sanktioner, herunder sekundære sanktioner, der påvirker tredjeparter, og ensidige tvangsforanstaltninger (UCM’er), steget uden at gå gennem FN.
Det er ikke tilfældigt og følger, ikke overraskende, det geopolitiske mønster, som træder stærkere og stærkere frem, og som lidt forenklet er blevet betegnet som “Vesten mod resten”, det samme mønster som har bidraget til og fremskyndet fremkomsten af BRIKS+.
Tallene taler for sig selv
Sidste år fremlagde økonomen Francisco Rodríguez tal for tænketanken Centre for Economic and Policy Research (CEPR). De viser, at omkring 29 procent af verdens bruttonationalprodukt (BNP) produceres i lande, der er underlagt sanktioner. Det er en markant stigning fra lidt over fire procent i 1960’erne.
Rodríguez, der er professor i internationale relationer ved University of Denver i Colorado, er fra Venezuela og har et førstehåndsindtryk af, hvordan sanktioner virker. Hans nye bog “The Collapse of Venezuela: Scorched Earth Politics and Economic Decline, 2012-20” udkommer til januar.
Han tilhører den moderate del af oppositionen og er en hyppig bidragyder til Foreign Affairs, Financial Times, New York Times og Washington Post.
Den 25. juni udgav Washington Post en omfattende gennemgang af USA’s brug af sanktioner, “How Four U.S. Presidents Unleashed Economic Across The Globe“, det vil sige efter årtusindskiftet. (1)
Resultaterne er slående: USA har indført tre gange så mange sanktioner som noget andet land eller nogen anden international institution. De påvirker mere end en tredjedel af verdens lande (FN har 193 medlemmer) på den ene eller anden måde, fra finansielle foranstaltninger til sanktioner mod virksomheder eller enkeltpersoner og organisationer.
Det er ikke kun hyppigheden, der er steget, men også omfanget. Sanktionerne var relativt få under Bill Clinton, steg markant under præsident George W. Bush, forblev på samme niveau med en vis stigning under præsident Barack Obama, steg igen under præsident Donald Trump og eksploderede i de første to år under præsident Joe Biden på grund af Ruslands invasion af Ukraine.
“Middelalderlig belejring“
– Mens indførelsen af sanktioner og UCM’er ofte er dækket af højtidelig retorik om beskyttelse af menneskerettigheder, fremme af demokrati og fred for at gøre dem mere spiselige og give dem et skær af legitimitet, er der en betydelig og voksende mængde overvældende beviser fra akademisk litteratur, rapporter fra internationale organisationer og adskillige casestudier, der viser ulovligheden af sanktioner og UCM’er og den enormt skadelige indvirkning, de har på de lande, der er et mål for dem, skriver Fikrejesus Amahazion i Eritrea Profile (23. og 30. oktober), som undersøger udviklingen i Eritrea og på Afrikas Horn.
– Disse foranstaltninger er blevet gennemført ensidigt og uden udtrykkelig tilladelse eller konsensus fra det internationale samfund. De er ikke i overensstemmelse med folkeretten, den humanitære folkeret, FN’s charter eller de grundlæggende normer og principper for fredelige og diplomatiske forbindelser mellem stater, skriver han.
Amahazion konkluderer, at dette er “den moderne pendant til en middelalderlig belejring og repræsenterer et surrogat for krigsførelse.”
Amahazion har muligvis hentet billedet af den middelalderlige belejring fra den cubansk-amerikanske advokat Alfred-Mauric de Zayas. Han var “uafhængig ekspert i fremme af en demokratisk og retfærdig international orden” for FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC) fra 2012 til 2018 og advokat for FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (1981-2003).
Republikaneren, som støttede Bernie Sanders i 2016 og Tulsi Gabbard i 2020, brugte udtrykket “middelalderlig belejring” til at beskrive USA’s sanktionsregime mod Venezuela.
I et interview med Telesur i februar 2018 og senere i sin rapport, der blev offentliggjort i august samme år, hævdede han, at “der ikke er nogen humanitær krise” i Venezuela, men at “økonomisk krigsførelse” og “økonomiske sanktioner” fra USA, Canada og EU var hovedårsagen til situationen.
Han undersøgte ikke Venezuelas overdrevne afhængighed af olieindtægter, dårlig regeringsførelse under præsident Nicolás Maduro eller korruption, men anbefalede, at de økonomiske sanktioner blev undersøgt af Den Internationale Straffedomstol (ICC) som mulige forbrydelser mod menneskeheden i henhold til artikel 7 i Rom-statutten, den traktat, der er det juridiske grundlag for ICC fra den 17. juli 1998.
“Surrogat for krigsførelse“
Sanktioner præsenteres og beskrives ofte som “omfattende, sektorspecifikke, målrettede og intelligente”, men virkeligheden er, at “de altid har enorme sociale, økonomiske, sundhedsmæssige og humanitære konsekvenser og skader, som fører til irregulære migrationsstrømme, fordriver mennesker og i sidste ende underminerer freden – og de rammer altid uforholdsmæssigt hårdt de mest sårbare i samfundet, herunder børn, kvinder, ældre, syge og fattige”, påpeger Amahazion.
Alene i de sidste to-tre år har næsten ti procent af Cubas befolkning forladt øen som følge af den amerikanske blokade, som stadig vejer tungt på den inflationsdrevne og omkostningstunge økonomi efter pandemien, der underminerede landets største indtægtskilde, turismen.
I sin rapport for tænketanken CEPR, “Economic Sanctions as Collective Punishment: The Case of Venezuela” fra 25. april 2019 konkluderede økonomerne Mark Weisbrot og Jeffrey Sachs, at USA’s sanktioner mod Venezuela havde ført til en stigning i antallet af dødsfald på 31 procent i 2017-18. Det betød en overdødelighed på 40.000 venezuelanere. (2)
Det var før den store masseudvandring.
USA, med EU på slæb, bruger bevidst sanktioner som en politisk tænd/sluk-knap, der fungerer som direkte indblanding i Venezuelas og andre landes indre anliggender.
Det samme gælder for Amahazions hjemland, Eritrea, som er ramt af en række ensidige sanktioner og ensidige tvangsforanstaltninger (UCM) fra USA og EU. Eritrea er også blevet chikaneret af FN, siden den tidligere italienske koloni blev indlemmet i Etiopien og derefter i forbindelse med grænsekrigen med Etiopien (1998-2000), hvor FN undlod at følge op på afgørelsen fra Den Internationale Grænsekommission (EEBC).
USA spillede en nøglerolle i at underminere den bindende og endelige afgørelse, som hovedsageligt faldt ud til Eritreas fordel, ved at EEBC tildelte Eritrea grænselandsbyen Badme. Susan Rice, daværende viceudenrigsminister for afrikanske anliggender (1997-2001), derefter FN-ambassadør (2009-13) og national sikkerhedsrådgiver (2013-17) under præsident Obama, valgte at sætte dette til side sammen med Algeriets allerede svækkede præsident Abdelaziz Boutiflika, der dengang var leder af Den Afrikanske Union.
USA fokuserede på Etiopien som sit brohoved på Afrikas Horn og har opretholdt sine sanktioner mod Eritrea den dag i dag, mens Etiopien blev uvenner med USA, da premierminister Abiy Ahmed tog over efter det næsten 30 år lange TPLF-dominerede regime i Addis Abeba.
Overtrædelse af FN’s charter
De ensidige sanktioner og ensidige tvangsforanstaltninger (UCM’er) har ingen international legitimitet. Tværtimod krænker de international lov og internationale konventioner og multilaterale aftaler, herunder grundlæggende menneskerettigheder og national suverænitet.
De udgør klare angreb på grundlæggende principper i FN-pagten såsom uafhængighed, lige suverænitet, ikke-indblanding og multilateralisme, siger Amahazion.
Da FN’s Sikkerhedsråd ikke er involveret, er UCM i strid med artikel 41 i pagten i kapitel 7: “Foranstaltninger med hensyn til trusler mod freden, fredsbrud og aggressionshandlinger”.
Den lyder som følger: “Sikkerhedsrådet kan bestemme, hvilke foranstaltninger der ikke indebærer brug af væbnet magt, der skal anvendes for at gennemføre dets beslutninger. Det kan opfordre medlemmerne af De Forenede Nationer til at anvende sådanne foranstaltninger. Disse kan omfatte hel eller delvis afbrydelse af økonomiske forbindelser og af jernbane-, sø-, luft-, post-, telegraf-, radio- og andre kommunikationsmidler samt afbrydelse af diplomatiske forbindelser.”
Kompetencen ligger udelukkende hos Sikkerhedsrådet med hensyn til sanktioner. Overtrædelse af artikel 41 medfører således også overtrædelse af artikel 103 i kapitel 16: “Diverse bestemmelser”.
Den lyder som følger: “I tilfælde af konflikt mellem FN-medlemmernes forpligtelser i henhold til denne pagt og deres forpligtelser i henhold til enhver anden international aftale, skal deres forpligtelser i henhold til denne pagt have forrang.”
FN-pagten har forrang for al anden international lovgivning.
Sidste år pegede Alfred de Zayas på en anden artikel, artikel 39 i kapitel 7, som lyder: “Sikkerhedsrådet skal afgøre, om der foreligger en trussel mod freden, et fredsbrud eller en angrebshandling, og skal fremsætte henstillinger eller træffe beslutning om foranstaltninger, der skal træffes i overensstemmelse med artikel 41 og 42, for at opretholde eller genoprette international fred og sikkerhed.”
– Ifølge Zayas kan UCM’s destabiliserende effekt på den internationale orden udgøre en trussel mod international fred og sikkerhed i henhold til artikel 39 i charteret.
FN’s konventioner
Sanktionsregimerne og UCM overtræder også flere FN-konventioner. Disse omfatter den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR) og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR).
ICESCR er en multilateral traktat, der blev vedtaget af FN’s Generalforsamling den 16. december 1966, og som USA har underskrevet, men ikke ratificeret. Den er en del af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (Universal Declaration of Human Rights, UDHR) og ICCPR.
Konventionen overvåges af FN’s Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (SESCR). (3)
USA’s sanktioner er for det meste designet til at gøre det vanskeligt for de sanktionerede lande at få adgang til vigtige tjenester, fra fødevarer til medicin og uddannelse. Dette er en overtrædelse af artikel 11 og 12 i ICESCR, ifølge Amahazion, da de ensidige tvangsforanstaltninger direkte griber ind i de sanktionerede staters ret til at bestemme deres politiske status og fastlægge deres økonomiske politik og sociale udvikling, som er grundpiller i retten til selvbestemmelse som defineret i ICCPR.
Det gælder også forbuddet mod krigspropaganda og hadefuld og racistisk tale som følge af de mediekampagner, der ofte ledsager sanktioner for at retfærdiggøre dem. Der er plads til, at hegemonisk hykleri og “vores værdier”-dobbeltmoral kan blomstre.
Stigmatisering af ondskab
Etiketter og stigmatiserende udtryk bliver hurtigt internationaliseret, hvad enten det drejer sig om at udråbe Saddam Hussein til “vor tids Adolf Hitler”, som Storbritanniens premierminister Tony Blair gjorde i parlamentet i Westminster for at få grønt lys til at gå i krig med USA, eller om at omtale Eritrea som “Afrikas Nordkorea”, hvilket blev brugt flittigt af Kjetil Tronvoll, professor ved Oslo Nye Høyskole.
Sporene går tilbage til Susan Rice og hendes netværk af etiopiske og udenlandske TPLF-forbindelser. De var med til at forme propagandaen under krigen i Tigray-provinsen mellem den afsatte TPLF-administration og dens væbnede styrker og centralregeringen i Addis Abeba med militær assistance fra Eritrea (3. november 2020 – 3. november 2022).
Præsident Bush kaldte Iran, Irak og Nordkorea for “ondskabens akse” i sin årlige State of the Union-tale den 29. januar 2002, en tale forfattet af David Frum. Syrien, Libyen og Kina var “hinsides ondskabens akse”.
Udenrigsminister Condoleeza Rice brugte udtrykket “Outposts of tyranny” i 2005, hvor hun udpegede Nordkorea, Iran, Hviderusland (i dag Belarus red.), Cuba, Myanmar og Zimbabwe som totalitære stater og diktaturer.
Sideløbende hermed betegnede USA disse stater som “slyngelstater”: Iran, Syrien, Nordkorea, Afghanistan, Cuba og Venezuela. (4)
Alle disse er stadig underlagt amerikanske sanktioner.
Tilfældet med Eritrea
UCM er i strid med Den Afrikanske Unions konstituerende akt fra 2000, hvis artikel 4 omhandler ikke-indblanding i staters interne anliggender. I 2022 besluttede AU’s parlamentariske forsamling at fordømme de ensidige straffeforanstaltninger mod Eritrea og andre afrikanske stater.
Det samme skete sidste år med krav om, at sanktionerne mod Eritrea skulle ophæves.
Hvilke konsekvenser har sanktionerne og UCM haft for Eritrea?
De har skabt store hindringer for at opnå tilladelser og licenser til indkøb og levering af visse vigtige varer. På grund af sanktionsregimets mangefacetterede forviklinger, herunder frygten for sekundære sanktioner mod virksomheder der handler med sanktionsramte lande, har Eritrea været nødt til at navigere gennem store forhindringer.
Det har ført til langvarige forsinkelser og betydeligt højere omkostninger ved at få adgang til kapitalgoder, reservedele og teknologier, som er afgørende for at opretholde og udvikle produktionsindustrier eller infrastrukturudvikling.
– Landets adgang til visse teknologiske og vidensbaserede systemer er ofte blevet forhindret eller gjort langt mere udfordrende, hvilket skaber barrierer for videnskabelige og teknologiske fremskridt, forværrer eksisterende uligheder og underminerer realiseringen af retten til udvikling, skriver Fikrejesus Amahazion i Eritrea Profile.
Desuden indebærer sanktionerne en konstant indsats for at forhindre lovlige pengeoverførsler fra eritreanere i udlandet til slægtninge i Eritrea. Mange mennesker, især unge, har forladt Eritrea af forskellige årsager.
Migranter og flygtninge, unge mennesker, der vil undgå langvarig “nationaltjeneste” (militær- og samfundstjeneste), eller som ikke ser nogen fremtidsudsigter i Eritrea, sender penge hjem. Det er en livline for mange familier.
– Talrige undersøgelser fra internationale organisationer og førende forskere har konsekvent vist, at pengeoverførsler ofte er en kritisk stabilisator, hjælper husholdninger med at opbygge modstandsdygtighed, kan fremme bæredygtig udvikling og bør hilses velkommen, opmuntres og lettes, konkluderer Amahazion.
Det samme gælder for mange familier i Nordafrika og Mellemamerika.
– Med hensyn til investeringer er udenlandske investeringer i den vigtige minesektor blevet aktivt modarbejdet, og adgangen til internationale markeder er blevet begrænset for at kvæle en værdifuld indtægtsstrøm for landet, siger Amahazion.
Det er her, Kina og betydningen af BRIKS+-samarbejdet kan få en meget større betydning i modstanden mod USA’s og EU’s sanktionsregimer, blandt andet ved at opbygge et nyt finansielt værktøj, der kan omgå det amerikanske og dollarbaserede Swift-system for internationale transaktioner.
“Vesten mod resten“
Eritrea er endnu et eksempel på afstanden mellem “Vesten og resten” i geopolitiske spørgsmål. Resolution 77/214 Menneskerettigheder og ensidige tvangsforanstaltninger (UCM), som blev vedtaget den 15. december 2022 i FN’s Generalforsamling, fastslår, at UCM er en stor hindring for realiseringen af retten til udvikling og gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling.
FN’s mål for bæredygtig udvikling (SDG’erne) blev vedtaget i september 2015 som en fortsættelse af FN’s Millennium Development Goals fra september 2000.
Pointen er, at når sanktionsregimer forkrøbler de sanktionerede staters evne til at opretholde sociale ydelser, truer fødevaresikkerheden og forhindrer eller begrænser adgangen til medicin og medicinsk udstyr, krænker de hjørnestenen i FN’s menneskerettighedserklæring af 10. december 1948, erklæringen om retten til udvikling (Declaration on the Right to Development, DRD), der blev vedtaget af FN’s Generalforsamling i 1986, og erklæringen om folkeretlige principper (Declaration on Principles of International Law), der blev ratificeret i 1970.
Sidstnævnte fastslår, at “ingen stat har ret til at gribe ind, direkte eller indirekte, i en anden stats indre eller ydre anliggender.” (5)
Denne artikel, som har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, 2024, er hentet fra bloggen peterm.no, hvor den blev bragt den 21. november 2024. Peter M. Johansen er tidligere journalist på den norske avis Klassekampen.
Noter
1) https://www.washingtonpost.com/business/interactive/2024/us-sanction-countries-work
2) https://cepr.net/images/stories/reports/venezuela-sanctions-2019-04.pdf
3) https://en.wikipedia.org/wiki/International_Covenant_on_Economic,_Social_and_Cultural_Rights
4) https://en.wikipedia.org/wiki/Axis_of_evil
5) https://en.wikipedia.org/wiki/International_Bill_of_Human_Rights
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
