Den 6. og 7. juli mødtes lederne af de tre største lande i Afrikas Sahel-region – lige syd for Sahara-ørkenen – i Niamey, Niger, for at styrke deres Alliance af Sahel-stater (AES). Det var det første topmøde mellem de tre statsoverhoveder fra Burkina Faso, Mali og Niger, som nu udgør Konføderationen af Sahel-stater (CSS).
Imperialisterne ser Afrika som et slaveimperium.
Ibrahim Traoré, overgangsleder af Burkina Faso
(Oprettelsen af konføderationen, red.) var ikke en forhastet beslutning, for den havde været undervejs siden 2023, hvor lederne og deres medarbejdere holdt møder i Bamako (Mali), Niamey (Niger) og Ouagadougou (Burkina Faso). I maj 2024, i Niamey, havde de tre landes udenrigsministre udviklet konføderationens elementer. Efter et møde med general Abdourahmane Tiani (Niger) sagde udenrigsminister Abdoulaye Diop (Mali) i maj:
– Vi kan i dag meget tydeligt se, at Alliancen af Sahel-staters konføderation er født.
Der går en lige linje fra dannelsen af denne konføderation til de panafrikanske følelser, der formede de antikoloniale bevægelser i Sahel for over 60 år siden (med linjen fra African Democratic Rally, der blev dannet i 1946 under ledelse af Félix Houphouët-Boigny, og gennem Sawaba-partiet i Niger, der blev dannet i 1954 og ledet af Djibo Bakary).
I 1956 skrev Bakary, at Frankrig, den gamle koloniherre, skal have at vide, at “det overvældende flertal af befolkningen” ønsker deres interesser varetaget og ikke at bruge landets ressourcer “til at tilfredsstille begæret efter luksus og magt”. I den forbindelse bemærkede Bakary:
– Vi er nødt til at tage fat på vores problemer selv og for os selv og have viljen til at løse dem først på egen hånd, senere med hjælp fra andre, men altid under hensyntagen til vores afrikanske virkelighed.
Løftet fra den tidligere generation blev ikke indfriet, hovedsageligt på grund af Frankrigs fortsatte indgreb for at forhindre regionens politiske suverænitet og for at stramme grebet om Sahels pengepolitik. Men lederne – selv dem, der var bundet til Paris – fortsatte med at forsøge at opbygge platforme for regional integration, herunder i 1970 via Liptako-Gourma-Myndigheden, der skulle udvikle energi- og landbrugsressourcerne i de tre lande.
Væk fra underordning
Den nuværende tendens opstod på grund af den dybe frustration i disse lande over en lang række problemer, der i høj grad er forbundet med Frankrigs interventioner.
De omfatter: skabelsen af en farlig situation med militant aktivitet fra al-Qaeda, hvilket blev fremmet af NATO’s ødelæggelse af Libyen (2011); den franske militære interventions manglende evne til at dæmme op for den militante aktivitet og vreden over de civile tab som følge af de franske og amerikanske militære operationer i de tre lande; brugen af den franske statskasse til at drage fordel af alle finansielle transaktioner i de tre lande; og manipulationen af antiterror-diskursen til at skabe en infrastruktur mod migration, som er til større gavn for Europa end for Afrika.
Disse frustrationer har resulteret i fem statskup i de tre lande siden 2020. De tre ledere af landene er alle produkter af disse kup, selv om de har hentet civile ledere ind til at hjælpe sig.
Det, der forener dem personligt, er, at to af dem er unge (Assimi Goïta fra Mali er født i 1983, mens Ibrahim Traoré fra Burkina Faso er født i 1988), at de alle har haft en militær karriere, at de alle synes at være præget af den frustration over franskmændene, som de deler med hinanden og med deres befolkninger, og at ingen af dem har tålmodighed med den pro-vestlige “stabilitetspolitik” i De Vestafrikanske Staters Økonomiske Fællesskab (ECOWAS).
I januar 2024 sagde AES-staterne, at de ikke ville forsøge at genindtræde i ECOWAS efter at være blevet udvist i løbet af de sidste par år.
– Under indflydelse af udenlandske magter og ved at forråde sine grundlæggende principper, lød det fra AES-lederne, “er ECOWAS blevet en trussel mod medlemslandene og befolkningerne.”
ECOWAS blev grundlagt i 1975 som en del af den panafrikanske dynamik og i tæt samarbejde med Organisationen af Afrikanske Stater (OAS), der blev oprettet under ledelse af Ghanas præsident Kwame Nkrumah i 1963. ECOWAS ekskluderede de tre Sahel-lande på grund af militærkuppene, selv om ECOWAS faktisk selv var et produkt af flere militære generaler, som styrede deres lande (såsom Nigerias Yakubu Gowon, Togos Gnassingbé Eyadéma og Ghanas Ignatius Kutu Acheampong).
Ved grundlæggelsen af ECOWAS sagde general Acheampong:
– Hovedformålet med dannelsen af fællesskabet var at fjerne århundreders opdeling og kunstige barrierer, som Vestafrika var blevet pålagt udefra, og sammen at genskabe den form for homogent samfund, som eksisterede, før kolonialisterne invaderede vores kyster.
På topmødet i Niamey om oprettelsen af Konføderationen af Sahel-stater sagde lederne, at de ikke længere ønskede at vende tilbage til ECOWAS, selv om de har lagt planer for overgangen til civile styreformer.
Konføderationens økonomi
I sin stærke tale ved afslutningen af AES-topmødet sagde Burkina Fasos Traoré, at “imperialisterne ser Afrika som et slaveimperium”, og at de mener, at “afrikanerne tilhører dem, vores lande tilhører dem, vores jordbund tilhører dem.” Nigers uran lyser Europa op, sagde han, men landets egne gader forbliver mørke. Det skal ændres, bemærkede Traoré.
På topmødet blev der indgået aftaler om at tillade fri bevægelighed for mennesker og varer, om at oprette en stabiliseringsfond i stedet for at være afhængig af Den Internationale Valutafond og om at udvikle en investeringsbank i stedet for at være afhængig af Verdensbanken.
I februar 2024 udgav FN’s Udviklingsprogram (UNDP) Rapporten om Menneskelig Udvikling i Sahel 2023, som beskrev den enorme rigdom i regionen, der står i kontrast til befolkningens fattigdom.
Disse lande er velsignet med reserver af guld og uran, litium og diamanter, men det er i høj grad vestlige multinationale mineselskaber, der har suget overskuddet til sig, blandt andet gennem ulovlig regnskabspraksis.
UNDP-rapporten bemærker, at Sahel har “en af verdens højeste solcelleproduktionskapaciteter – 13,9 milliarder kilowatttimer om året sammenlignet med det samlede globale forbrug på 20 milliarder kilowatttimer om året”, mens Verdens Økonomiske Råd peger på, at regionen er i stand til at tjene hundredvis af milliarder dollars på eksport af helsekost (såsom balanit, baobab, moringa og shea), der produceres i den store grønne mur, som løber fra Senegal til Etiopien. Det er uudnyttede potentialer for befolkningen i regionen.
I 1956 skrev Nigers Bakary, at befolkningen i Sahel var nødt til at løse deres problemer selv og for sig selv. I november 2023 var Malis regering vært for et møde med økonomiministre fra de tre Sahel-lande sammen med eksperter fra regionen. De brugte tre dage på at udvikle innovative projekter i fællesskab.
Men intet af dette kan komme videre, sagde de, i lyset af de sanktioner, som deres naboer i ECOWAS har pålagt dem. 63 år efter uafhængigheden, sagde Nigers finansminister Boubacar Saïdou Moumouni, “søger vores lande stadig ægte uafhængighed.”
Denne rejse ind i konføderationen er et skridt i den proces.
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skrivende fellow og chefkorrespondent for Globetrotter. Han er redaktør for LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han har skrevet mere end 20 bøger, blandt andet The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan, and the Fragility of US Power.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Oversættelse, trompet, lead, billede, fremhævet citat og afsnitsopdeling udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
