Tale
Den 9. september 2023, under G20-mødet i New Delhi, underskrev regeringerne fra syv lande og EU et aftalememorandum om at skabe en økonomisk korridor (IMEC) mellem Indien, Mellemøsten og Europa.
Kun tre af landene (Indien, Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater eller UAE) ville være en direkte del af denne korridor, som skulle begynde i Indien, gå gennem Golfen og slutte i Grækenland. De europæiske lande (Frankrig, Tyskland og Italien) samt EU tilsluttede sig denne bestræbelse, fordi de forventede, at IMEC ville være en handelsrute for deres varer til Indien, og de håbede at få adgang til indiske varer til nedsat pris.
USA, som var en af initiativtagerne til IMEC, fremhævede det som et middel til både at isolere Kina og Iran og til at fremskynde normaliseringen af forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien. Det virkede som et perfekt instrument for Washington: At isolere Kina og Iran, bringe Israel og Saudi-Arabien sammen og forstærke båndene til Indien, som syntes at være blevet svækket af Indiens modvilje mod at tilslutte sig USA’s politik over for Rusland.
Allerede før det israelske bombardement af Gaza stod IMEC over for flere alvorlige udfordringer.
Israels krig mod palæstinenserne i Gaza har ændret hele ligningen og sat IMEC i stå. Det er nu utænkeligt for Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater at indgå i et sådant projekt med israelerne.
Den offentlige mening i den arabiske verden er rødglødende af vrede over Israels vilkårlige bombardementer og de katastrofale tab af civile liv. Regionale lande med tætte relationer til Israel – som Jordan og Tyrkiet – har været nødt til at skærpe deres retorik over for Israel. I det mindste på kort sigt er det umuligt at forestille sig en implementering af IMEC.
Orientering mod Asien
To år før Kina indviede sit “One Belt, One Road” eller Belt and Road Initiative (BRI), havde USA allerede planlagt en privatfinansieret handelsrute, der skulle forbinde Indien med Europa og styrke forbindelserne mellem Washington og New Delhi.
I 2011 holdt USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton en tale i Chennai i Indien, hvor hun talte om oprettelsen af en ny silkevej, der skulle gå fra Indien gennem Pakistan og ind i Centralasien. Dette nye “internationale net og netværk af økonomiske forbindelser og transitforbindelser” ville være et instrument for USA til at skabe et nyt mellemstatsligt forum og en “frihandelszone”, hvor USA ville være medlem (på samme måde som USA er en del af Asia-Pacific Economic Cooperation eller APEC).
Den Nye Silkevej var en del af en bredere “orientering mod Asien”, som USA’s præsident Barack Obama udtrykte det. Denne “pivot” var designet til at bremse Kinas fremgang og forhindre dets indflydelse i Asien.
Clintons artikel i Foreign Policy (“America’s Pacific Century”, 11. oktober 2011) antydede, at denne Nye Silkevej ikke var fjendtlig over for Kina. Men denne retorik om “pivot” kom sammen med det amerikanske militærs nye AirSea Battle-koncept, der var designet omkring en direkte konflikt mellem USA og Kina (konceptet byggede på en Pentagon-undersøgelse fra 1999 kaldet “Asia 2025”, som bemærkede, at “truslerne er i Asien”).
To år senere sagde den kinesiske regering, at den ville bygge et massivt infrastruktur- og handelsprojekt kaldet “One Belt, One Road”, som senere skulle blive kaldt Belt and Road Initiative (BRI).
I løbet af de næste ti år, fra 2013 til 2023, beløb BRI-investeringerne sig til i alt 1,04 billioner dollars fordelt på 148 lande (tre fjerdedele af verdens lande). I denne korte periode har BRI-projektet sat et betydeligt præg på verden, især på de fattigere nationer i Afrika, Asien og Latinamerika, hvor BRI har investeret i at opbygge infrastruktur og industri.
USA var chokeret over BRI’s vækst og forsøgte at blokere det gennem forskellige instrumenter: América Crece for Latinamerika og Millennium Challenge Corporation for Sydasien. Svagheden ved disse forsøg var, at de begge var afhængige af finansiering fra en meget lidt entusiastisk privat sektor.
Komplikationer ved IMEC
Allerede før det israelske bombardement af Gaza stod IMEC over for flere alvorlige udfordringer.
For det første virkede forsøget på at isolere Kina illusorisk, eftersom den vigtigste græske havn i korridoren – Piræus – administreres af China Ocean Shipping Corporation, og at Dubai Ports har betydelige investeringer fra Kinas Ningbo-Zhoushan havn og Zhejiang Seaport. Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater er nu medlemmer af BRIKS+, og begge lande er deltagere i Shanghai Cooperation Organization.
For det andet er hele IMEC-processen afhængig af finansiering fra den private sektor. Adani Group – som har tætte bånd til den indiske premierminister Narendra Modi og er kommet i søgelyset for bedragerisk praksis – ejer allerede Mundra-havnen (Gujarat, Indien) og Haifa-havnen (Israel) og forsøger at få en andel i havnen i Piræus. Med andre ord giver IMEC-korridoren et geopolitisk dække for Adanis investeringer fra Grækenland til Gujarat.
For det tredje vil søvejen mellem Haifa og Piræus gå gennem farvande, som Tyrkiet og Grækenland strides om. Denne “ægæiske strid” har provokeret den tyrkiske regering til at true med krig, hvis Grækenland gennemfører sine planer.
For det fjerde var hele projektet afhængigt af “normaliseringen” mellem Saudi-Arabien og Israel, en forlængelse af Abraham-aftalerne, der fik Bahrain, Marokko og Forenede Arabiske Emirater til at anerkende Israel i august 2020.
I juli 2022 dannede Indien, Israel, Forenede Arabiske Emirater og USA I2U2-gruppen med den hensigt blandt andet at “modernisere infrastrukturen” og “fremme kulstoffattige udviklingsveje” gennem “private virksomhedspartnerskaber”. Dette var forløberen for IMEC. Hverken “normalisering” med Saudi-Arabien eller fremme af I2U2-processen mellem Forenede Arabiske Emirater og Israel synes mulig i dette klima. Israels bombardementer af palæstinenserne i Gaza har fastfrosset denne proces.
Tidligere indiske handelsruteprojekter, såsom den internationale nord-syd-handelskorridor (med Indien, Iran og Rusland) og vækstkorridoren mellem Asien og Afrika (ledet af Indien og Japan), er ikke blevet til noget af en række årsager. De havde i det mindste den fordel, at de var levedygtige. IMEC vil lide samme skæbne som disse korridorer, til en vis grad på grund af Israels bombning af Gaza, men også på grund af Washingtons fantasi om, at det kan “besejre” Kina i en økonomisk krig.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet flere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger erStruggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Irak, Libyen, Afghanistan og the Fragility of U.S. Power.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
