Læserbrev
En fornem artikel. Tak for den!
Log ind for at svareFrem til i går håbede jeg, at de russiske myndigheder ville have sund fornuft nok til at begrænse sig til et skuespil med grænsehændelser i stedet for en fuldskala krig og til at udveksle propagandistiske snarere end militære angreb med naboerne. Rusland har ingen ressourcer til en stor og alvorlig krig – hverken militært, økonomisk, moralsk eller politisk. Moderne krigsførelse handler ikke kun om kanoner og kampvogne, men frem for alt om penge, logistik og produktion. Ud fra alle disse parametre går det ikke godt i Putins Rusland.
Det er mere sandsynligt, at offensiven efter den første succes vil begynde at smuldre.
Ikke desto mindre besluttede Putin og hans inderkreds at gå “all-in” – altså at sætte alt på et bræt – og starte en blitzkrig, der så skulle løse alle problemer i løbet af få dage. Beregningen er baseret på, at den ukrainske stat vil smuldre efter de allerførste slag, hvorefter det bliver nødvendigt at gennemføre en politioperation og “rydde op”. Selv hvis begivenhederne går efter dette scenarie, ser udsigterne for en sådan politioperation ikke særligt gode ud. Ikke på grund af den forventede modstand, men på grund af et uundgåeligt storstilet kaos, der næppe vil kunne styres. Dette er dog stadig et optimistisk scenario.
Det er mere sandsynligt, at offensiven efter den første succes vil begynde at smuldre. Hvis den ukrainske stat ikke falder fra hinanden inden for de næste tre-fire dage, vil en langvarig krig begynde. Og en sådan har man ikke kapacitet til og endnu mere vigtigt – det har ingen forberedt sig på.
I dette tilfælde vil trumfkortene være på den anden sides hænder. Det ukrainske militær vil jo modtage de nødvendige ressourcer udefra i et næsten ubegrænset omfang, mens den russiske hær ikke har en sådan mulighed. For at forhindre en sådan situation vil det være nødvendigt ikke kun at besætte hele nabostatens territorium, men også at blokere grænsen til Polen. De eksisterende 200.000 soldater vil ikke være nok til at løse et sådant problem. Og dette forstår de russiske generaler i øvrigt godt selv.
Uden tvivl vil en stor del af indbyggerne i Kharkiv, Mariupol, Odessa og endda Kiev være tilbøjelige til at glæde sig over at komme under russisk styre, eller også vil de fortsat leve efter princippet “jeg er ligeglad”. Men sådanne mennesker forventede vel, at deres byer ville blive annekteret, ikke bombet. Og hvis den ukrainske statsmaskine ikke kollapser inden for et par timer, vil de også loyalt følge instruktionerne fra deres regering, lige så meget som de ville gøre i forhold til en russisk besættelsesadministration. Og det vil de ikke nødvendigvis gøre af overbevisning, men ud fra en følelse af selvopholdelse.
Man må rose Volodymyr Zelensky, som i fareøjeblikket i sin tale skiftede tilbage til sit russiske modersmål og faktisk holdt sin politiske karrieres bedste tale. Og den energi han udstrålede med ordene: “Vi ønskede ikke dette, men bliver nu nødt til at slå igen” – dette vil højst sandsynligt blive overført til mange af hans medborgere. Det faktum, at de ukrainske magthavere også er medskyldige i denne krise, får i den nuværende nye situation ikke længere nogen særlig betydning. De ukrainske magthavere kan nu indtage en offerposition, og ofre har man sympati for, uanset hvor tvivlsom dets fortid måtte være. Dette er et vigtigt træk ved russisk kultur.
Nogle sammenligner, hvad der nu sker, med begyndelsen af Første Verdenskrig. Andre peger endda på det tyske angreb på Polen i 1939. Men det der sker, er i virkeligheden gentagelse af 1800-tallets Krim-krigs historie (endda helt op til en række detaljer). Dengang angreb kejser Nikolaj den Første Tyrkiet i fuld tillid til, at dets hær og stat var svækket og ville bryde sammen efter det første slag. Han var også sikker på, at Vesten, nedbrudt og lullet i søvn over en lang periode med fred, intet ville gøre, desto mere at russiske madvarer og råvarer spillede en stor rolle i Europas økonomiske udvikling. Og imperium-propagandaen gentog med henvisning til Fædrelandskrigen (altså til sejren over Napoleon – oversætterens tilføjelse) i 1812: sloganet “Det kan vi bare gentage!”
Hvordan dette – 1800-tallets – eventyr endte, er velkendt. Det russiske imperium led et af de sværeste, og vigtigst af alt, mest skammelige nederlag i dets historie. Og hvis planen om en blitzkrig nu går i vasken, så er det, der vil “gentage sig”, ikke være den heroiske sejr fra 1945, men netop det ældre historiske plot fra 1800-tallet.
Oversat fra russisk af Aksel V. Carlsen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
