Nyhedskommentar
– Det spørgsmål, spørgsmålet om at stoppe denne mand (Irans øverste leder Ali Khamenei red.), at eliminere ham, er en del af den militære kampagne.
Sådan lød det fra Israels forsvarsminister, Israel Katz, den 19. juni. Han blev få dage efter bakket op af den amerikanske præsident Donald Trump, som den 22. juni skrev på sit sociale medie Truth Social, at “hvis det nuværende iranske regime ikke kan gøre Iran stort igen, hvorfor skulle der ikke være et regimeskifte?”
Også i de danske medier har vi set, at der er blevet skabt et narrativ om, at regimeskifte er nødvendigt. For eksempel har DR haft stort fokus eksiliranere i Danmark, som blandt andet har sagt, at de er “glade for, at Israel bomber”.
En eksiliranere siger endda til DR, at hun er glad for, at Irans militære ledere nu dræbes “en efter en, det er meget tilfredsstillende for mig”.
Den konservative politiker, og eksiliraner, Roya Moore, fortæller til Berlingske, at hun ser “Israels bombardementer som et skridt i den rigtige retning: Enden på det islamiske styre”. Medierne spiller klart og tydeligt en rolle i at retfærdiggøre regimeskifte, uden overhovedet at nævne dets konsekvenser.
Man kan som anti-imperialist ikke andet end at fordømme og gøre modstand mod Israel og USA’s forsøg på endnu engang at lave regimeskifte i Iran. Kun et lands befolkning har retten til at beslutte, hvem de vil have som ledere, ikke udefrakommende stormagter.
Målet er altså at afsætte regeringen i Teheran, og indsætte en regeringsleder, som vil føje sig mere til Israels og USA’s ambitioner i Mellemøsten. Det er ikke en ny strategi for de imperialistiske magter, der historisk set har benyttet sig af den her slags operationer mange gange tidligere.
Se blot på de mange militærkup i Sydamerika med amerikansk støtte. Mest kendt af disse er kuppet mod Chiles præsident Allende, som blev erstattet af et brutalt diktatur under Pinochet.
Der findes altså mange eksempler på, hvordan Vesten har fjernet regeringer, som de så som modstandere hen over hovedet på landets befolkning. Operationerne ender næsten altid med mere kaos, mere vold og mere lidelse for de civile.
I den her artikel vil vi se på to konkrete eksempler på netop den slags destabilisering, som Vesten skaber, når deres imperielle ambitioner skal udleves.
Adgangen til olie
I 2003 invaderede en “koalition af de villige” på ulovlig vis Irak for at afsætte landets daværende præsident Saddam Hussein. Koalitionen blev anført af USA og inkluderede lande som Storbritannien og Danmark i sig. Saddam blev efter kort tid afsat, jagtet ned og henrettet.
Undskyldningen for at invadere var, at Saddams regering angiveligt havde masseødelæggelsesvåben (WMD), de havde tænkt sig at benytte mod Vesten. Dog var det kun USA og deres allierede, som postulerede det. FN fandt ingen beviser for, at Irak havde den slags våben, derfor var invasionen også uden et FN mandat fra Sikkerhedsrådet.
Da invasionen var overstået og præsidenten afsat, viste det sig, at der slet ingen masseødelæggelsesvåben var.
I virkeligheden handlede det om at skaffe vestlige virksomheder adgang til de olierige felter i syden af landet. Blandt andet danske Mærsk, som allerede i 2002, før den danske regering overhovedet havde meldt sig til at deltage i invasionen, fik en kontrakt på at transportere amerikanske våben til Mellemøsten.
Efter invasionen gav det amerikanske militær også rederiet kontrol over den irakiske havn Khor az-Zubayr, som ligger i nærheden af et stort olieraffinaderi.
Skabelsen af ISIS
En anden konsekvens af invasionen var, at den skabte et så destabiliseret land, at en lang række fundamentalistiske militante grupperinger kunne vokse sig store og begynde en borgerkrig, som kun ville blive mere og mere brutal hen over årene.
Den kulminerede i perioden 2013-2017, hvor Islamisk Stat overtog store dele af Irak og erklærede det for deres kalifat. I kalifatet begik de folkemord mod Yazidi befolkningen, henrettede kvinder offentligt for brud mod islamisk lov og undertrykte befolkningen på brutal vis.
Forholdene, som gav muligheden for Islamisk Stats fremmarch, var ødelæggelsen af centraladministrationen under invasionen, samt befolkningens vrede mod den vestlige besættelsesmagt. Samtidig sendte USA også massive mængder våben ind i landet, så Islamisk Stat også fik midlerne til at vokse sig store og brutale.
Invasionens endelige resultat var altså større profitter til olieselskaber og død og ødelæggelse for de civile irakere.
Afsæt demokrat, indsæt monark
Olie er generelt en stor grund til, at Vesten har en interesse i Mellemøsten. Det har også dannet basis for mange af de operationer, som er blevet udført i regionen.
For Iran er den seneste krig ikke engang første gang, at Vesten har blandet sig i, hvem der skal lede landet. Allerede tilbage i 1950’erne udførte amerikanerne og briterne en regimeskiftoperation i landet, hvis effekter stadig kan mærkes i dag.
Mohammad Mosaddeq blev valgt som premierminister i Iran i 1951. Som noget af det første i sin regeringstid nationaliserede han det Anglo-Iranske Olieselskab, som var ejet af Storbritannien. Noget som briterne på ingen måder kunne leve med, da det betød enorme tab af profit for dem.
To år senere i 1953 afsættes Mosaddeq derfor i et kup, koordineret af Storbritannien og USA’s CIA. Han erstattes af Mohammad Reza Pahlavi, som hersker som monark frem til 1979 revolutionen.
Shahens styre tillader amerikanerne og briterne fri adgang til landets olie, uden at den iranske befolkning ser noget til de penge, der tjenes på det. Befolkningen lider i stedet under Shahen, som regerer med hård hånd, og hvis ofre skal tælles i hundredtusinder.
Politisk repression, arrestationer og tilbageholdelse af dissidenter og massiv censur var karakteristiske for Shahens regime. Han blev afsat i 1979 af den islamiske revolution, som indførte et teokratisk styre, som stadig står i dag.
Undertrykkelse og kaos
Som det ses i de to eksempler, leder regimeskifteoperationer fra Vestens side som regel til kaos og undertrykkelse af befolkningen i landet, hvor operationen finder sted. I Irak skabte det Islamisk Stat, i Iran en autokratisk shah.
Derfor kan man som anti-imperialist ikke andet end at fordømme og gøre modstand mod Israel og USA’s forsøg på endnu engang at lave regimeskifte i Iran. Kun et lands befolkning har retten til at beslutte, hvem de vil have som ledere, ikke udefrakommende stormagter. Ingen andre end iranerne selv har ret til at afsætte deres regering.
Hvis et regimeskifte faktisk sker i Iran, så står den tidligere Shahs søn også klar i kulissen til at overtage magten. Det vil altså højst sandsynligt lede til, at Iran ender det nøjagtigt samme sted, som de gjorde i 1953, med massiv undertrykkelse og som en vasalstat af Israel og USA.
At USA og Israel endda også bruger samme undskyldning om WMD’s, som de benyttede mod Irak i 2003, gør blot hele situationen mere parodisk.
Ingen beviser
Danske politikere har også deltaget i løgnen om, at Iran skulle være ved at udvikle WMD’s, blandt andet landets statsminister, som fortalte til Information, at hun “bifalder, at amerikanerne her træder i karakter og underminerer Irans mulighed for at blive en atommagt” som reaktion på USA’s bombardementer af iranske atomfaciliteter.
Det er på trods af, at der i dag, ligesom med Irak i 2003, ikke er nogen beviser på, at Iran faktisk er ved at anskaffe, eller allerede har, atomvåben.
Tværtimod. FN’s atomenergiagentur sagde, at Iran ikke havde atomvåben og ikke var ved at få dem. USA’s samlede efterretningstjenester sagde det samme. Alle beviser bedyrer, at Iran kun havde et fredeligt og lovligt atomprogram til energi.
Historien gentager sig selv, første gang som tragedie, anden gang som en farce, sagde Karl Marx, og det er den nuværende situation i Iran et perfekt eksempel på.
Nu er der et foreløbigt punktum med våbenhvilen. Iran kan begrave sine døde, det samme kan Israel. Det kan vise sig at være et kort øjebliks stilhed i en større storm. Med Israels og USA’s store ønske om et andet styre i Teheran er det kun et spørgsmål om tid, før forsøgene på regimeskifte kan begynde igen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
