Læserbrev
Danmark, EU og NATO skal opruste. NATO vedtog i 2014 at bruge to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvar; et mål Danmark ifølge de seneste tal når i år. Nu arbejder NATO på et mål om at bruge tre procent. Pengene skal bruges på våben rettet mod Rusland, det stadigt tættere samarbejde mellem Iran, Nordkorea og Rusland og på sigt Kina.
Det fremgår af fire interviews med statsminister Mette Frederiksen, der blev bragt i Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad og Jyllandsposten torsdag den 12. december.
– Jeg tror selv, vi er tættere på tre, end vi er på to. Hvor vi præcist lander henne, skal i mine øjne defineres af behovet. Det er vi enige om i regeringen, sagde statsministeren over for Politiken.
Danmark har kun haft to perioder med forsvarsudgifter på tre procent eller mere, ifølge en oversigt på Wikipedia. Fra 1953 og fem år frem, og de to første år efter Cubakrisen 1962 og 1963. Siden 1991 har budgettet ligger et godt stykke under to procent.
– Det er dyrt. Og det bliver endnu dyrere, understregede statsministeren i sin nytårstale.
Europa forsvinder
Den 19. november besøgte statsminister Mette Frederiksen Ukraine i anledning af 1.000 dage med krig efter den russiske invasion. Her udtalte hun sine meninger om de russiske intentioner om krig, over for DR.
– Hvis ikke Europa og Vesten er villige til at stå op for sig selv, så er der jo ikke noget Europa på et eller andet tidspunkt, sagde statsministeren dengang til DR.
– Jeg tror personligt ikke, at det her først og fremmest handler om Ukraine. Jeg tror, det handler om Rusland. Og derfor tror jeg heller ikke, at Rusland vil stoppe ved Ukraine, fortsatte Mette Frederiksen.
Budskabet om Rusland som trussel gik igen i statsministerens nytårstale, hvor hun udtrykte, at Rusland vil fortsætte krigen, selv med en våbenhvile i Ukraine.
Kommer krigen fra Rusland?
Arbejderen har spurgt ph.d. ved Institut for Statskundskab og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet Jørgen Staun om, hvad der ligger bag meldingerne om truslen mod Danmark fra Rusland.
– Vi ved jo ikke, om Rusland har tænkt sig at angribe os. Det spørgsmål er i høj grad en magtbalance med Putin-styret. Men er der en læring, de må have draget af snart tre års krig, er det, at man ikke skal være så optimistiske med egen formåen. Krigen i Ukraine blev jo ikke en lynkrig, som mange forventede, siger Jørgen Staun.
Jørgen Staun vurderer, at der kan komme en våbenhvile, hvor grænsen enten fryses fast, hvor den er nu, eller Rusland får annekteret de fire ukrainske regioner (Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja og Kherson), som landet kræver, men endnu ikke har besat helt. Han uddyber, at Rusland og Putin opfatter NATO som en organisation, der truer Rusland, og at NATO stadig er den stærkeste militære alliance, så længe USA er med.
Rusland som stormagt
Præsident Putin taler om, at geografiske områder, som tidligere har tilhørt Rusland, skal vende tilbage til Rusland. Dels dele af Ukraine, som Putin opfatter som en uægte og konstrueret stat, dels landområder, der i dag tilhører Polen, Rumænien og Moldova. Jørgen Staun påpeger også, at Putin snakker om Rusland som stormagt, der har ret til en sikkerhedszone, hvor små nabolande skal rette ind.
– Når det er sagt, så tror jeg ikke, de vil eskalere – dels grundet NATO’s styrke, dels at Rusland er meget svagere end opfattet – har de så appetit på endnu en krig? Det tror jeg ikke. Men der er masser af risici for eskalering, vurderer han.
Blandt risici for en eskalering af krigen nævner forskeren spørgsmålet om, hvor mange soldater fra Nordkorea der deltager i kampene, om Polen skyder et russisk missil ned, eller om Rusland vælger at bombe de vestlige våbenleverancer, måske endda i Polen.
Trump er usikker
Jørgen Staun forklarer også, at den nyvalgte præsident Trump i USA er et usikkert kort.
– Men jeg hælder til dem, der siger, at USA har stor interesse i at holde fast i NATO som organisation. Hvis USA ikke vil hjælpe Europa i krig, hvordan kan Japan og Sydkorea så tro på hjælp, over for Kina, som jo er fokus for både Biden og Trump. Men derfor kan Trump måske stadig en morgen finde på at tweete et eller andet og ændre politik, kommenterer Jørgen Staun.
– Russerne kan være mere effektive. De russiske styrker lærer at kæmpe i en moderne, ligeværdig krig mod en symmetrisk modstander. Det har Vesten ikke gjort i mange år. Det betyder noget i form af den læring, man har på kamppladsen, og de kæmper også mod vestlige våben og lærer, hvordan de virker, og hvordan de kæmper mod dem.
– Hvis Rusland kan omsætte den læring, de får nu, til at træne og udruste hæren fremover, så vil de stå stærkere og være mere effektive. Efter en våbenhvile – enten som nu eller med de fire regioner – vil både Ukraine og Rusland stadig have brug for store styrker, for at sikre at modparten ikke gennemfører et overraskelsesangreb. Og det binder alt andet lige en del af de russiske styrker, vurderer Jørgen Staun.
Hvad får Danmark for pengene
I december indgik Danmark en aftale med Sverige. Her køber Danmark 115 pansrede infanterikampkøretøjer. Prisen angives af mediet TV2 til at være ti milliarder i anskaffelse samt to milliarder til kommunikationsudstyr. Det svarer til en stykpris på 104 millioner kroner. Køretøjerne forventes leveret mellem 2028 og 2030.
Forsvaret er også ved at afsøge markedet for luftforsvar. Her er budgettet 25 milliarder kroner, hvilket skal købe ét langtrækkende system samt to kortrækkende. De to israelske firmaer Rafael og IAI er begge kommet med bud, oplyser Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI.
Det samme er amerikanske Lockheed Martin, der tilbyder systemet Patriot. Prisen for de enkelte missiler i systemet kan variere, men erfaringer fra Holland og Spanien viser, at stykprisen er gået fra gennemsnitligt fire millioner dollar i 2022 til i dag at være syv millioner dollar. I samme tid er firmaets aktier tæt på fordoblet i værdi.
Dyre tyske erfaringer
I september 2024 udgav det tyske Kiel Institut for verdensøkonomi en rapport om våbenindustri og oprustning i fire udvalgte europæiske lande samt Rusland. Rapporten afdækker tyske, franske, britiske og polske investeringer og sammenligner med Rusland.
Rapporten fremhæver, at den europæiske våbenproduktion kører på lav kapacitet, og hævder, at der er brug for langsigtede investeringer for at øge kapaciteten. Det vil sige flere faste udgifter og færre enkelte bevillinger. Dykker man ned i eksemplerne, tegner der sig et billede af meget, meget dyre våben.
Rapporten gennemgår et indkøb af 30 millimeter-granater til maskinkanoner. Tyskland bestilte 600.000 granater i november 2022, og ordren forventes leveret færdig i 2027. Stykprisen er næsten 1.000 euro. Samlet set svarer de 600.000 granater til forbruget i to-tre dages kamp, konkluderer Kiel-instituttet.
Dermed tager det fem år at producere granater, der vil blive brugt op i løbet af tre dages moderne krig. Men aktierne i den private våbenproducent Rheinmetall, der løb med ordren, er fordoblet i værdi det seneste år og sammenlagt steget med mere end 250 procent siden 2022.
Taget over en bred kam tegner den tyske rapport et billede af meget dyre våben, der tager meget lang tid at producere. Men også et billede af en våbenindustri der selv kan sætte prisen. Almindelige varer som biler eller headsets koster mange gange mere, når det er militæret, der skal købe ind.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
