Læserbrev
Det er præcis 175 år siden, at Karl Marx og hans kampfælle Friedrich Engels i Bruxelles skrev Det Kommunistiske Manifest, et af de mest indflydelsesrige politiske skrifter i moderne historie.
Bruxelles er ikke Davos. I Europas højest beliggende by i de schweiziske alper mødes bankfolk, topfolk fra industrien, toppolitikere, milliardærer og lobbyister i disse dage til World Economic Forum. Her-er-vi-alle-venner på højeste niveau. Fusion mellem big business og politik.
Det er på tide, at venstrekræfterne finder en udvej. At de kombinerer principfasthed med fleksibilitet, modigt indtager en klassebaseret position igen og resolut vender sig i retning af de unge.
Det er 175 år siden, at Manifestet blev skrevet, og i dag erklærer direktøren for World Economic Forum, at “80 procent af eksperterne mener, at vi løber fra den ene krise til den anden”. Ifølge hende befinder vi os midt i en “polykrise”.
En polykrise er, når flere kriser spiller sammen: Vi har en økonomisk krise (inflation og recession), en miljøkrise (klima og pandemi) og en geopolitisk krise (krig og international splittelse).
I dag står verden på randen af store forandringer. Måske endnu mere end i 1848. Den kapitalistiske globaliserings æra, der er domineret af USA, er ved at være forbi. Verden er på chokerende vis ved at dele sig i nye poler. Det giver store udfordringer for venstrefløjen. Det er på tide, at venstrekræfterne finder en udvej. At de kombinerer principfasthed med fleksibilitet, modigt indtager en klassebaseret position igen og resolut vender sig i retning af de unge.
I. Polykrisen
I.1 Økonomi
En række regeringsledere og centralbankfolk forsøger at forsikre os om, at verden snart vil være “tilbage ved det normale”. De hævder, at vores økonomier vil vende tilbage til det niveau, der var før pandemien.
Men det vil ikke ske. Alt tyder på, at den store moderation, den periode, hvor inflationen var lav og aktiviteten mere eller mindre stabil, ligger bag os. De tre vigtigste økonomiske centre – USA, Kina og Europa – er ved at bremse op. Det kan ikke udelukkes, at en tredjedel af verdensøkonomien kan gå i recession i år.
I årevis var Kina et vækstlokomotiv i en træg global økonomi. Men det kinesiske lokomotiv er ved at gå i stå på grund af ejendomsboblens endeligt, tilbageslag i forsyningskæderne og pandemiens uberegneligheder. “For første gang i 40 år vil Kinas vækst i 2022 sandsynligvis ligge på niveau med eller under den globale vækst,” siger den administrerende direktør for Den Internationale Valutafond.
Faktisk kom den globale økonomi aldrig rigtig på fode igen efter krisen i 2008. Dengang reddede den finansielle elite de private banker og sendte regningen videre til de arbejdende i form af drastiske besparelser. Centralbankerne sprøjtede tusindvis af milliarder af friske penge ind i systemet, men de såkaldt gratis penge hobede sig for det meste op i storkapitalens kasser og blev en katalysator for endnu mere gæld og spekulation.
Et år før covid-19 meldte en ny recession sig på banen. Tyskland var dengang det første europæiske land, hvor væksten dykkede under nul. Da covid-19 brød ud, var patienten allerede syg, og alle ved, at en syg patient er mindre modstandsdygtig. Økonomien røg direkte på intensivafdeling og måtte have drop. Endnu en indsprøjtning af massive offentlige midler fulgte for at redde økonomien fra det værste. Regeringerne forgældede sig dybt med de hundredvis af milliarder euro, som de anvendte til redningsplaner og direkte støtte.
Målet var først og fremmest at redde de store virksomheder. Monopoler, flyselskaber, bilproducenter og andre giganter fik betalingshenstand, garantier og masser af subsidier. I mellemtiden gik masser af almindelige mennesker og små virksomheder konkurs.
Allerede inden pandemien var overstået, blev der udsendt prognoser om “generel genopretning” for 2021. Men det skete aldrig. De globale forsyningskæder i fremstillingsindustrien blev forstyrret og gik i stå. Priserne steg allerede støt og roligt, måneder før krigen i Ukraine brød ud.
Krigen kom som et nyt slag. Den syge patient, som aldrig rigtig var kommet sig, udviklede komplikationer. Lige pludselig måtte regeringerne sørge for en helt anden energiforsyning på grund af økonomiske sanktioner og modsanktioner. Energi- og fødevarepriserne røg i vejret på grund af de store monopolers profitjagt. Kornforsyningen i mange lande i syd blev bragt i fare. Regeringerne blev presset til at øse penge ud til militærudgifter.
I dag kan yderligere gæld ikke længere redde systemet, som det var tilfældet under bank- og coronakrisen. Hele det finansielle system står over for en enorm stresstest.
Overalt er der inflation. Prisstigningerne ligger over deres tocifrede “maksimum” på ti procent og mere, men energipriserne vil ikke vende tilbage til det, de var før. De vil fortsætte med at stige kraftigt i de næste tre år. I mellemtiden fortsætter fødevarepriserne med at stige. Monetaristerne ønsker at bekæmpe inflationen ved at begrænse pengemængden og hæve renteniveauet. Ikke flere “gratis penge”. De seneste 15 års ekstremt lave rente har presset den offentlige og private gæld op på uholdbare rekordhøjder. World Economic Forum vurderer, at Tunesien, Argentina, Egypten, Ghana, Kenya, Pakistan og Tyrkiet er i overhængende fare for at misligholde deres gæld. Landene i syd er de første ofre.
Som sædvanlig forsøger de at skyde skylden over på arbejderklassen og det globale syd. Det er en klassekrig, der er påtvunget ovenfra. De forbereder nu, at den generelle stemning skal præges af mådehold og spareiver. Fire årtiers neoliberalisme har ført til stærkt faldende reallønninger. Der er tale om en enorm overførsel fra arbejde til kapital: Løntilbageholdenhed på den ene side og fænomenale profitter på den anden side. Kampen for at standse priserne og hæve lønningerne er en førsterangs økonomisk klassekamp i denne nye æra.
I.2 Geopolitik
Under den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen var Kina en outsider. Det tilhørte ingen af de to lejre i 1960’erne og var til tider mere kritisk over for Moskva end over for Washington. Indtil forsoningen med USA i 1971 var Kina nødt til at forfølge sin egen udvikling inden for egne grænser og var afskåret fra resten af verden.
I 1970’erne begyndte Kina at tiltrække udenlandsk kapital, og i slutningen af 1990’erne var den kinesiske økonomi i vid udstrækning integreret i det globale kapitalistiske system. Landet importerede råvarer, eksporterede forarbejdede varer og tjenesteydelser, og udenrigshandelen voksede. Man begyndte at udvikle Den Nye Silkevej. På trods af rivalisering supplerede Washington og Beijing hinanden i denne periode. Kina industrialiserede sig i et hurtigt tempo, og USA finansialiserede sin økonomi. Disse to processer supplerede hinanden, og i slutningen af 2001 blev Kina også officielt medlem af verdenshandelsorganisationen WTO.
Den amerikanske præsident Barack Obama satte en stopper for denne parallelle udvikling. Med sin “Pivot to Asia”-strategi rettede han eftertrykkeligt sigtekornet mod Beijing og truede med handelskrig. På den måde ville han hindre Kina i at stå på egne ben teknologisk set og dermed true det amerikanske hegemoni. Efter Obama fortsatte Donald Trump handelskrigen med alle mulige protektionistiske foranstaltninger.
I oktober 2022 øgede Biden-administrationen presset yderligere og indledte en teknologikrig mod Kina. Biden forbød eksport til Kina af avancerede integrerede kredsløb, altså chips, af teknologien til at designe dem og af maskiner til at fremstille dem. Han ønsker at forhindre Beijing i at gå videre til en højteknologisk fremtid og til den nyeste generation af chips, som de blandt andet har brug for til kunstig intelligens og avancerede våbensystemer.
Disse handelskrige og teknologikrige udvider kløften i det nuværende verdenshandelssystem. Kina og andre vækstøkonomier kan etablere et internationalt handelssystem, der er adskilt fra det gamle USA-dominerede system og dermed sikre deres position i den globale industrikæde. Således markerer den nye kolde krig også afslutningen på en periode med uhindret kapitalistisk globalisering siden 1990’erne.
I mellemtiden vælger flere og flere lande en uafhængig kurs. Langt de fleste lande forkaster med rette Ruslands krig mod Ukraine. Men uden for Vesten er kun få lande villige til at følge den sanktionspolitik, som Washington har indført. Dette er en ændring uden fortilfælde, et oprør så at sige, fra ikke-vestlige lande mod den etablerede orden. En ny gruppe af “alliancefrie lande” ønsker ikke længere at danse efter USA’s pibe. Dermed slutter den korte periode med en “unipolær verden”, hvor USA dikterede alt gennem sin kontrollerede “globalisering” af økonomien med dollaren som internationalt betalingsmiddel.
Mange lande i syd nægter at lade sig tvinge til at tage parti. I mellemtiden synes EU at blive mere og mere afhængig af USA. Det ser ud til, at Biden koster rundt med EU-kommissionens formand Von der Leyen.
Krigen i Ukraine koster rigtig mange penge. I Tyskland er 80 års historie blevet vendt på hovedet på få uger. Landet investerer mere end 100 milliarder euro i sit militær. Det køber massive mængder af nye våben. Men de købes ikke fra et europæisk land. Nej, de købes i USA, hvor våbenindustrien oplever en guldalder. Andre har fulgt det tyske eksempel. Frankrig, Polen, Litauen, Danmark, Sverige og Belgien har alle øget deres militærudgifter og køber nyt udstyr fra USA. For at betale for det skærer de ned på alle mulige offentlige investeringsprojekter og indfører lønstop. En militær krig udadtil og en social krig indadtil – det er to sider af samme sag.
USA har tvunget europæerne til at rive gaskontrakterne med Moskva i stykker og søge efter alternativer. Et af disse er den ekstremt dyre amerikanske skifergas. Sidste efterår steg prisen for en tankskibsladning flydende gas fra USA fra 60 millioner euro til 200-300 millioner euro pr. ladning, der krydser Atlanterhavet. De amerikanske energimonopoler tjener penge, og den europæiske industri lider. Den amerikanske embargo mod Kina på chips rammer også europæiske højteknologiske virksomheder som ASML i Holland og Carl Zeiss i Tyskland.
Men det er ikke nok for Washington. De pumper formuer i en ny protektionisme. Bidens Inflation Reduction Act vil give ikke mindre end 370 milliarder dollars i subsidier til virksomheder i løbet af de næste ni år. Dette “klimabeskyttelsesprogram”, som den amerikanske regering kalder det, giver massive incitamenter til at købe amerikansk producerede el-biler og batterier.
Lægger man dertil de stigende energipriser i Europa, bliver det klart, hvorfor nogle energiintensive virksomheder og kemigiganter som BASF og Tata Chemicals overvejer at flytte en del af deres produktion til USA. Den svenske batteriproducent Northvolt lægger muligvis også sine udvidelsesplaner i Tyskland på hylden for at investere mere i USA. Washington ønsker at subsidiere Northvolt med sækkevis af penge til dette formål. USA giver således næring til afindustrialiseringen af det europæiske kontinent – og dét tilmed åbent.
EU reagerer valent eller slet ikke, og Bruxelles render i stigende grad i hælene på Washington. Tilhængerne af en uafhængig europæisk union er i defensiven, omend de ikke er færdige endnu.
Verden oplever jordskælvslignende forandringer. Inden for en overskuelig fremtid vil to af verdens tre største økonomier være asiatiske: Kina og Indien. Når en ny stormagt lægger pres på en etableret magts regionale eller internationale hegemoni, som Kina gør i dag, kalder vi det Thukydids-fælde (1). Denne fælde er ved at ryste verden. Men det nuværende gældssystem kan også rokke ved verden. Hvad nu, hvis Kina ikke længere kan, må eller vil deltage i det store internationale gældssystem? Hvad sker der så?
Og alligevel er en bipolær verden ikke den eneste mulighed. Kina går ikke ind for en bipolær verden med to modsatrettede blokke. Det ønsker at fortsætte sin egen stabile vej og fortsat handle med verden. Mange kræfter andre steder i verden søger også deres egen udvikling og ønsker en multipolær verden. Vi støtter denne vej for at tage de store udfordringer i det tredje årtusind op: fred, bekæmpelse af ulighed, klimaforringelse og global sundhed.
II. Udfordringer for venstrekræfterne
Kriser fører ikke automatisk til øget samfundsmæssig bevidsthed eller til, at der trækkes mod venstre. Det ved vi.
Mange mennesker søger tryghed og lukker sig sammen om sig selv. Tanker om frigørelse og perspektiver savnes ofte. Dette er en ideel grobund for pessimisme og defaitisme, og alle mulige højreekstreme charlataner graver gerne i denne jord for at opkaste sig som vor tids frelsere.
Det er ikke nogen nem periode for venstrekræfterne. Men der er mange muligheder, hvis venstrekræfterne vover at forny deres energi, igen tage udgangspunkt i principper, være fleksible, appellere til arbejderklassen og ungdommen. Det er sådan, vi ser det ud fra vores ydmyge erfaring i et lille land i Europa. Et lille land hvor ikke kun saxofonen og smølferne kommer fra, men hvor også NATO’s og EU-kommissionens hovedkvarterer er placeret.
II.1. At være principfast
Vores parti, Belgiens Arbejderparti (PTB), er vokset betydeligt i løbet af det sidste årti. Siden fornyelseskongressen i 2008 er partiet vokset fra 2.800 medlemmer til 25.000 medlemmer. Med otte procent af stemmerne på landsplan har vi 12 pladser i det føderale parlament og en plads i EU-parlamentet. I europæisk sammenhæng er en sådan fremgang noget af en undtagelse for et marxistisk parti.
Også i Belgien vakler grunden under den politiske kultur på parnasset. Pludselig sidder der kommunister i parlamentet. Disse truer her-er-vi-alle-venner-kulturen. Og så findes der en frygtelig masse mekanismer til at tæmme oprørske partier. Parlamentsmedlemmer er uforholdsmæssigt godt betalt ud fra den forståelse, at de, der bliver afhængige af magtstrukturer, vil være mindre tilbøjelige til at vende sig imod dem og ændre dem. Presset er stort for at sidde fast i en lille parlamentarisk boble, blandt akademisk uddannede mennesker, der alle er stramt klædt i jakkesæt, og som alle svælger i deres egen selvretfærdighed, langt væk fra den virkelige verden.
Hvordan håndterer vi det? Vi tager udgangspunkt i princippet om, at man kun kan ændre styrkeforholdet i samfundet gennem en proces med social handling, organisering og bevidstgørelse. Alle vores kadrer og alle vores parlamentarikere skal være aktive uden for parlamentet, i den virkelige verden, mindst halvdelen af deres tid. Det parlamentariske arbejde er en funktion af den sociale kamp og ikke omvendt. Desuden lever alle vores kadrer og parlamentsmedlemmer af en gennemsnitsløn for arbejdere. De overfører resten af deres indkomst til partiet. For som vi siger: “Den, der ikke lever, som han tænker, vil hurtigt komme til at tænke, som han lever.”
Muligvis endnu vigtigere: Det er ikke parlamentsgruppen, der træffer beslutningerne i vores parti. Det er ikke parlamentsgruppen, der udarbejder vores holdning til pandemien, energikrisen eller krigen. Det er de valgte partiorganer, der gør det efter en grundig debat. Parlamentsmedlemmerne står ikke “over” andre aktive partimedlemmer, de står i partiets tjeneste. Det er et principielt spørgsmål.
I en verden hvor højrekræfternes øredøvende kor forsøger at overdøve alt, kan venstrekræfterne efter vores mening ikke bevæge sig fremad, hvis ikke de tager udgangspunkt i nogle stærke, venstreorienterede holdepunkter eller principper. En hjørnesten er her: Altid at foretage en grundig analyse af situationen, en nøgtern analyse ud fra et marxistisk perspektiv. Hvis man springer det trin over, kommer man til at stritte i alle retninger. At tage stilling på baggrund af klasseholdning – dét er afgørende.
Det er ikke altid let. Da russiske kampvogne invaderede Ukraine, måtte alle tage stilling. Der er retten til at forsvare sig mod udenlandsk indblanding. Selvfølgelig var fjendtlighederne allerede begyndt fra 2014, men det ændrer ikke ved det faktum, at den russiske invasion er i strid med al folkeret. Men det blev også hurtigt klart, at krigen har en dobbelt karakter, et Janus-hoved så at sige. En forsvarskrig mod den russiske invasion på den ene side. En stedfortræderkrig fra USA og NATO mod Rusland på den anden side. Denne stedfortræderkrig tipper situationen. I begyndelsen var krigshysteriet i Europa enormt: Alle skulle marchere blindt med efter Pentagons ordrer. Ethvert andet synspunkt blev foragtet og marginaliseret. Det var lidt ligesom Første Verdenskrig i 1914, hvor krigsbudgetter skulle godkendes overalt.
På sådanne tidspunkter er det særlig vigtigt at foretage en grundig analyse og tage sig tid til og plads for en sober debat i partiet. På det grundlag godkendte vi ikke ekstra udgifter til militæret. Vi stemte imod sanktionspolitikken og imod våbenleverancer. Og vi støttede aktivt udviklingen af fredsbevægelsen “Europa for fred”. Ofte har vi stået alene i parlamentet. Men det er bedre at gå imod strømmen på kort sigt end at gå imod historien på lang sigt.
II.2. At være fleksibel
Dette bringer mig til vores anden præmis: at være fleksible. For selv om det er vigtigt at være principfast, er det ikke nok. De, der kun er principfaste, bliver stive. Det er ikke nok at have ret, det er vigtigt også at få ret og ændre tingene.
Spørgsmålet om krigen er et vigtigt spørgsmål. Der var pres på vores parti for at få det til at stemme for resolutionerne, for “ikke at isolere os” og for “ikke at lade det, der er blevet opbygget i de seneste år, blive ødelagt”. I den situation er det vigtigt at holde hovedet koldt og kunne stole på, at der er solid enighed om principperne i partiet. Men det er ikke nok. Vi kan ikke nøjes med at sidde på en stol og hælde “store sandheder” ud over hovedet på folk. Det er ikke sådan, det fungerer.
Vi har set, at nogle ultravenstrebevægelser gerne forskanser sig i deres egen boble, ikke har nogen politisk sans for situationen og helt sikkert leverer et par nemme paroler bag deres skriveborde. Ifølge disse mennesker kan det ikke være venstreorienteret nok. Man skal gøre dit, og man skal gøre dat, hører man fra dem. Men svaret på højrefløjens pres er ikke ultravenstre-retorik. Man svarer ved at gå ind i debatten, ved at argumentere, ved at oplyse, ved at overbevise, ved at lytte og ved at være tålmodig på grundlag af ens egen solide klasseholdning.
Der er forskel på strategi og taktik. Vi reflekterer over strategien for at vide, hvor vi vil hen, hvad vores langsigtede mål er, hvordan vi vil nå dem, hvem vores allierede og modstandere er. Vi reflekterer over taktikken for at finde den mest passende vej og de metoder, der er bedst egnede til at bevæge os fremad i den retning. Vi kommer ikke videre ved at hælde hele vores “program” ud over folk. Vi mener, at venstrekræfterne skal mestre kunsten både at bevæge hjerner og hjerter. Tanker og sjæl. Det sker, når folk gennemlever deres egne erfaringer, når de bakker op om en sag, sætter sig i bevægelse, organiserer sig, og der opstår social handling eller kamp. Derfor er det vigtigt at tage hensyn til det eksisterende styrkeforhold, bevidsthedsniveauet.
I Europa har krig og spekulation ført til enorme stigninger i energipriserne. Det er det, som folk føler hver dag. Vi går ind for at vriste energisektoren ud af hænderne på monopolvirksomhederne, som i dag pålægger ublu priser og gør en reel grøn omstilling umulig. Vi fører kampagne for denne omstilling. Men samtidig har vi også åbnet “energihjælpscentre” for folk, der kæmper med deres energiregnskaber. På den måde forsøger vi at hjælpe meget konkret og helst at søge kollektive løsninger. Denne håndgribelige hjælp styrker også vores politiske kampagne.
At være principfast og fleksibel går hånd i hånd for os. Et fleksibelt parti er et parti, der forstår at tilpasse sig de omstændigheder, som det opererer under. Taktik er en integreret del af marxismen. En fornuftig taktik ved, hvornår man skal angribe, hvornår man skal forsvare. Men taktikken er altid underordnet strategien. Vores hensigt er altid at gøre fremskridt i retning af vores strategiske mål om socialisme. Vores taktik skal trække opad og ikke nedad.
II.3. Arbejderklassen og unge mennesker
Det sidste spørgsmål er spørgsmålet om de samfundsforandrende kræfter. Hvilke kræfter er vi afhængige af for at gennemtvinge forandringer? Arbejderklassen, skrev Marx og Engels i deres Kommunistiske Manifest. I dag er verden meget mere industrialiseret end dengang. Vi mener, at det er på tide igen stolt at tage udgangspunkt i klassepolitikken.
Coronakrisen gjorde noget klart: Det er ikke aktiemarkederne, der får verden til at dreje. Det er ikke børsen, der får Jorden til at rotere. Det er ikke den højtråbende klasse, der rager kastanjerne ud af ilden. Det er arbejderklassen. De, der sælger deres arbejdskraft for en løn. De, der arbejder på fabrikker og på marker. De, der forarbejder kødet, distribuerer varerne med lastbiler og tog, læsser og losser skibe, fylder hylderne, bringer pakker rundt, organiserer plejen.
Men lige så hurtigt som coronavirusset blev glemt, lige så hurtigt blev arbejderklassen glemt. Og straks også klassepolitikken. Et venstreorienteret parti bør give arbejdende mænd og kvinder en central plads i sine rækker og i sin ledelse. Og det må basere sin politik på den brede arbejderklasses klasseinteresser. For os burde dette være indlysende, men det er det ikke.
Der er flere og flere bevægelser, der ikke længere laver økonomiske analyser. Som ikke længere taler om arbejderklassen, men kun om “midten” og den såkaldte middelklasse. Væk er klasseanalysen, væk er produktionen, væk er arbejdspladsen og væk er coronakrisens helte. Og lige så hurtigt som hele dette klassemæssige udgangspunkt droppes, sniger alle mulige identitetsdebatter sig ind i den dominerende diskurs. Der pustes til alle mulige modsætninger, såvel reelle som indbildte, og før man ved af det, står almindelige mennesker i hver deres hjørne og skriger ad hinanden.
Vi mener, at det er på tide at indtage en klassemæssig holdning igen. Det ville være absurd at overlade arbejderklassen til trumpisterne, til bolsonaristerne, voxianerne eller andre højreekstreme rottefængere fra Hameln (2). Ja, vi bekæmper racisme, ja, vi bekæmper sexisme, ja, vi modsætter os enhver form for udelukkelse. Men vi gør det altid ud fra et perspektiv, hvor vi ønsker at styrke og konsolidere arbejderklassens styrke og enhed. En splittet arbejderklasse kan ikke vinde. Hverken i går eller i dag.
For os er fokus ikke kun på arbejderklassen, men også på de unge. De, der lever, bliver ældre, det er en naturlov. Men samtidig bør ens organisation, parti, fagforening eller sociale bevægelse ikke ældes. Så man skal være aktiv i den henseende.
Ungdommen bærer fremtiden i sig. Ungdommen er ikke tynget af vanens magt, af rutine eller af fortidens vægt. Ungdommens entusiasme er befriende og en kilde til engagement og strid. Unge mennesker er endnu ikke indlejret i en bestemt familiesituation. De har modet til at udfordre det tilsyneladende uforanderlige. Det er ikke tilfældigt, at unge har spillet en vigtig rolle i de store massebevægelser i det forgangne århundrede. Tænk blot på den cubanske revolution, den antifascistiske modstandskamp, kampen mod kolonialismen, bevægelsen mod Vietnamkrigen, borgerrettighedsbevægelsen, maj ‘68-bevægelsen, Occupy Wall Street, Black Lives Matter, de globale Fridays for Future-klimastrejker …
Vi har brug for unge for at lære af dem. For at lære af deres energi, for at lære af deres entusiasme og for at lære af deres organisations- og kommunikationsteknikker. I dag befinder vi os midt i den fjerde industrielle bølge. Kunstig intelligens, dynamiske netværk, gennemgribende robotisering, you name it.
I de ti tusind år af teknisk udvikling siden landbrugsrevolutionen har de ældre generationer tålmodigt givet deres viden og erfaring videre til de yngre generationer. Men det man lærer i dag, er ofte forældet i løbet af 20 år. Forandringstempoet er blevet så hurtigt, at teenagere er nødt til at lære deres forældre de nyeste digitale teknikker. Det er uhørt og skaber stor uro. Men det placerer de unge i spidsen for denne stormfulde udvikling.
***
Tak, fordi jeg har fået lov til at tale i dag om polykrisen og udfordringerne for venstrekræfterne. Rigtig mange mennesker på denne planet leder efter et retfærdigt, socialt og økologisk svar på polykrisen. Jo dybere forskellige bevægelser søger at realisere deres drøm om socialt fremskridt og retfærdighed, desto mere støder de på kapitalismens begrænsninger.
Vi mener, at socialismen er nødvendig for at sikre en varig og dyb social, økologisk og demokratisk udvikling. Socialismen er nødvendig for at forankre en bæredygtig forandring, for at sætte menneskers og miljøets problemer i centrum og for at sætte dem, der skaber samfundets rigdomme, i spidsen for samfundet. Socialisme 2.0 er vores alternativ, en verden, hvor mennesket kommer først og ikke profitten.
Peter Mertens er medlem af det belgiske kommunistparti Belgiens Arbejderparti (PTB). Han var formand for partiet fra 2008 til 2021 og er stadig meget aktiv. Denne artikel er hans indlæg på Havana International Conference For World Balance den 25. januar i år. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 1, 2023.
Noter
1. For omkring 2500 år siden analyserede historikeren Thukydid sig frem til, at det antikke Grækenlands stærkeste bystater kom i krig med hinanden, fordi magtbalancen mellem Athen og Sparta var blevet forstyrret. Tesen er siden blevet kaldt Thukydids fælde. Den bliver i dag brugt til at beskrive, at når en fremvoksende magt truer med at presse en eksisterende stormagts position, kan det meget let ende i krig.
2. “Rottefængeren fra Hameln” er et folkeeventyr om, hvordan der i 1284 kom en fløjtespiller til den nordtyske by Hameln. Med sit fløjtespil lokkede han rotterne ud af byen og ned til druknedøden i floden Weser. Siden led børnene i byen samme skæbne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
