Boganmeldelse
Hundredvis af miljø- og andre civilsamfundsorganisationer retter en appel til det brasilianske præsidentskab for det kommende klimatopmøde COP30, der finder sted fra 10.-21. november i Belém i det nordlige Brasilien. Mange af de mest forurenende virksomheder må ikke blive inviteret med til forhandlingerne, lyder budskabet.
Kritikken går ikke på, at alle virksomheder skal smides ud, men på at de største forurenere, især inden for olie, gas, landbrug og udvinding, ikke skal have indflydelse eller økonomisk fodfæste ved COP-forhandlingerne. Klimaforkæmpere kalder det “corporate capture” (virksomheders overtagelse, red.), når store selskaber får så meget magt, at de i praksis sætter dagsordenen og påvirker, hvem der får en stemme ved bordet.
I dette lys har netværket Kick Big Polluters Out (KBPO) formuleret fire konkrete krav, som underskriverne lægger pres på COP30-ledelsen om at implementere før eller under forhandlingsmødet. Disse fire krav kan betragtes som nødvendige (men ikke tilstrækkelige) minimumsbetingelser for, at COP30 ikke blot bliver endnu en stor klimakonference med tom retorik.
Er et globalt netværk af miljø- og civilsamfundsorganisationer, der arbejder for at udelukke store forurenende virksomheder fra FN’s klimaforhandlinger.
KBPO blev dannet i 2014 og kræver gennemsigtighed og klare regler mod virksomheders lobbyisme.
De fire krav
1. Et “forurenerfrit COP” uden sponsorater fra forurenende virksomheder
Organisationerne i KBPO kræver, at COP30 ikke må modtage finansiering eller sponsorater fra selskaber, der bidrager betydeligt til drivhusgasudledninger eller har rødder i fossile energikilder og andre klimasvindende industrier. Der må heller ikke ske promovering af sådanne virksomheder i COP-området via udstillinger, pavilloner eller reklame.
2. Et “forurenerfrit præsidentskab” uden ledere med bånd til forurenere
Organisationerne forlanger, at ledelsen af COP30, herunder præsidentskabet og nøglepersoner i planlægning og beslutningstagning, ikke må have tæt tilknytning til selskaber med interessekonflikter. En særlig kritik peger på COP30-teamets samarbejde med PR-bureauet Edelman, som samtidigt repræsenterer store olie- og gasvirksomheder. Organisationerne opfordrer til, at dette samarbejde afsluttes.
3. Et stærkt ansvarlighedssystem til at beskytte forhandlingerne mod interessekonflikter
Organisationerne kræver en juridisk ramme eller protokol, der fastlægger klare regler og sanktioner for, hvordan man håndterer konflikter mellem private og offentlige interesser i COP-mekanismerne. I dag mangler UNFCCC en bindende definition af “interessekonflikt” samt reelle mekanismer til at håndtere påvirkning fra brancher med dårlig klimahistorik.
4. At beskytte naturen mod kommercialisering, især Amazonas
Organisationerne kræver, at COP30 skal forpligte sig til at bekæmpe den økonomiske kommercialisering af naturen, herunder handel med kulstofrettigheder, naturkapitalmodeller og kommerciel anvendelse af økosystemer, og konkret beskytte Amazonas mod udvidet udvinding og ødelæggelse. Kravet fastholder desuden, at fossile brændstoffer skal blive i jorden.
UNFCCC står for United Nations Framework Convention on Climate Change, på dansk FN’s Rammekonvention om Klimaændringer.
Det er en international aftale fra 1992, der danner grundlaget for det globale samarbejde om at begrænse klimaforandringer.
Under UNFCCC hører aftaler som Kyoto-protokollen (1997) og Parisaftalen (2015).
Hvorfor er disse krav relevante og svære?
Der er mange gode grunde til, at kravene ikke bare er flotte ord på papir, men helt nødvendige. Klimaforhandlingerne har i årevis været præget af lobbyister og interessekonflikter, ofte fra brancher der direkte modarbejder ambitiøs klimapolitik.
For det andet giver den øgede offentlighed og aktivisme i civilsamfundet muligheder for at stille krav til legitimitet og demokrati i internationale institutioner. De underskrivende organisationer repræsenterer millioner af mennesker og peger på en voksende kløft mellem retorik og praksis i klimadebatten.
Kravene fra de mere end 225 organisationer kan ses som nødvendige skridt på vejen mod større klimaretfærdighed.
Kravene har dog også store udfordringer. Blandt andet kræver implementeringen af et “forurenerfrit præsidentskab” en omstrukturering af nationale nomineringer, hvilket kan møde modstand fra regeringer, der har nære bånd til industrielle aktører. At etablere et bindende ansvarslighedssystem indebærer retslige, institutionelle og diplomatiske vanskeligheder, især fordi mange lande ønsker fleksibilitet. Desuden kan spørgsmålet om naturkommercialisering kollidere med stærke finansielle interesser og nationale udviklingsstrategier.
Dertil må man spørge: Hvem definerer, hvad der kvalificeres som “forurenende virksomhed”? Kravene vil nødvendigvis involvere kriterier og grænser, og det politiske spil om definition og udvælgelse af “uønskede aktører” kan blive lige så afgørende som selve eksklusionen.
Endelig er der spørgsmålet om transparens, hvor nogle fremskridt er allerede opnået. Eksempelvis har UNFCCC i sin Observatørhåndbog til COP30 introduceret krav om, at deltagere skal offentliggøre deres finansiering og underskrive erklæringer i overensstemmelse med Parisaftalens mål, men disse krav gælder ikke delegationer sendt fra nationale regeringer og er i mange tilfælde frivillige.
Magt, retfærdighed og demokrati
Det er ikke nok blot at udelukke enkelte virksomheder fra klimaforhandlingerne. De eksisterende magtstrukturer i det globale investerings-, handels- og politiske system må også udfordres. Der bør stilles krav om en mere demokratisk klimapolitik, offentligt ejerskab af energi, et opgør med den konstante væksttænkning og økonomiske ordninger, der retter op på ulighederne, især for de samfund i det globale syd, der rammes hårdest af klimakrisen.
Kravene fra de mere end 225 organisationer kan ses som nødvendige skridt på vejen mod større klimaretfærdighed.
Når FN og COP30 taler om internationalt samarbejde, bør det handle om folkelige bevægelser og lande – ikke om store selskaber, der jagter profit på klimakrisen. At sikre at forhandlingsrum ikke domineres af lobbyisme og grøn branding, kan være et første skridt mod en mere retfærdig global klimaorden.
I den kommende tid må parlamenter, miljøorganisationer, fagforeninger og sociale bevægelser kræve, at nationale delegationer til COP30 bakker op om disse fire krav, og at lande som Danmark ikke blot sender virksomhedslobbyister, men progressive, demokratisk ansvarlige stemmer til forhandlingerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
