Læserbrev
Dronning Elizabeth II’s død, den længst siddende monark i det britiske kongehus, har udløst global fascination og affødt tusindvis af clickbaits om detaljerne i forbindelse med hendes begravelse.
Amerikanerne, som for århundreder siden afviste monarkiet, er tilsyneladende besat af ritualerne og sørger bizart nok over en ældre og fabelagtigt rig kvinde, som blev født ind i privilegier, og som døde af naturlige årsager i en moden alder af 96 år på den anden side af havet.
Måske skyldes det, at populære og årelange tv-serier om det britiske kongehus som “The Crown” har overbevist os om, at vi kender intime detaljer om de kongelige – og værre endnu, de får os til at tro, at vi bør bekymre os om en familie, der er en symbolsk markør for tidligere kejserlig storhed.
I de syv årtier, hvor hun udøvede symbolsk magt, undskyldte hun aldrig det, der blev gjort under hendes styre i Kenya – eller det, der blev gjort i hendes families navn i snesevis af andre nationer i det globale syd.
Men for dem, der nedstammer fra de britiske imperialistiske erobringers undersåtter, repræsenterer dronningen, hendes forfædre og hendes efterkommere det ultimative onde imperium.
Indien, mit hjemland, fejrede i år 75-årsdagen for uafhængigheden fra det britiske herredømme. Begge mine forældre blev født før uafhængigheden, i en nation der stadig blev regeret af briterne. Under min opvækst hørte jeg mange fortællinger om min bedstefars fravær fra hjemmet, da han gik “under jorden”, eftersøgt for oprørsk virksomhed mod briterne. Efter uafhængigheden i 1947 blev han hædret for at være en “frihedskæmper” mod monarkiet.
Imperiets sidste svinestreg i Indien og Pakistan
På trods af “The Crown” og lignende film og serier, der er populære og kritikerroste, har jeg en langt stærkere forbindelse til den nye superhelteserie “Ms. Marvel”, om ikke andet så fordi den tager fat på splittelsens rædsler, en lidet kendt (i USA) arv fra det onde imperium.
Som den pakistanske forfatter Minna Jaffery-Lindemulder forklarer i New Lines: “Briterne ændrede Indiens og Pakistans grænser i 11. time i 1947, før de erklærede begge nationer uafhængige, hvilket efterlod de tidligere undersåtter af kongemagten i forvirring om, hvor de skulle migrere hen for at være i sikkerhed.” Som følge heraf følte 15 millioner mennesker sig tvunget til at flytte fra den ene del af det sydasiatiske subkontinent til den anden, en masseudvandring med et anslået dødstal på mellem en halv million og to millioner.
I dag er de omstridte grænser, der blev trukket ubarmhjertigt og hensynsløst i 1947 af britiske embedsmænd, som handlede på kronens foranledning, stadig en kilde til ulmende spændinger mellem Indien og Pakistan, der lejlighedsvis bryder ud i egentlige krige.
Dette er arven fra det britiske monarki. Det Forenede Kongerige har en afskyelig udmærkelse i Guinness Rekordbog for “flest lande [62], der har opnået uafhængighed fra det samme land”.
Man kunne argumentere for, at Elizabeth, der fik tronen og dens titel i 1952, ikke ledede et aggressivt erobringsimperium, men i stedet var formand for en institution, der under hendes styre i høj grad blev symbolsk og ceremoniel af natur. Og det er der faktisk mange, der gør, idet de for eksempel omtaler hende som et “eksempel på moralsk anstændighed“.
Rahul Mahajan, forfatter til Full Spectrum Dominance og The New Crusade, har en anden opfattelse og omtaler i et interview Elizabeth som en “moralsk upåfaldende person med et job, der involverede at gøre ekstremt upåfaldende ting”.
Mahajan forklarer yderligere og siger, at der var tale om “en meget privilegeret person, der fik en mulighed for at påvirke verdens begivenheder i en vis grad, som hun ikke skulle gøre noget for at gøre sig fortjent til, og som aldrig gjorde noget særligt bemærkelsesværdigt, innovativt eller indsigtsfuldt.”
Mau Mau-opstanden
Mens Elizabeths 70 år på tronen for det meste gik med at føre tilsyn med en tilsyneladende opløsning af det britiske imperium i en verden, der var mindre tolerant over for besættelse, slaveri og imperial plyndring, slog briterne allerede få måneder efter hendes indtræden som dronning Mau Mau-opstanden i Kenya ned med vold.
Ifølge en artikel i New York Times om, hvordan borgerne i afrikanske nationer i dag ikke har megen sympati for den afdøde monark, førte nedkæmpelsen af oprøret “til oprettelsen af et omfattende system af interneringslejre og tortur, voldtægt, kastrering og drab på titusinder af mennesker”.
Selv om Elizabeth ikke var ansvarlig for at instruere disse rædsler, blev de udført i hendes navn. I løbet af de syv årtier, hvor hun udøvede symbolsk magt, undskyldte hun ikke en eneste gang for det, der blev gjort under hendes styre i Kenya – eller for den sags skyld det, der blev gjort i hendes families navn i snesevis af andre nationer i det globale syd.
Det er ikke underligt, at sorte og brune mennesker verden over åbent har udtrykt afsky over den kollektive hyldest til et så modbydeligt arvegods.
Professor Uju Anya fra Carnegie Mellon University, som er nigeriansk, er under beskydning for sin åbenhjertige afvisning af Elizabeth efter at have skrevet på Twitter, at hun “hørte, at chefmonarken for et tyvagtigt og voldtagende, folkemorderisk imperium endelig er ved at dø. Må hendes smerte være ulidelig.”
Kehinde Andrews, professor i Black Studies ved Birmingham City University, skrev på Politico, at han ikke kan forholde sig til sine britiske medborgeres ønske om at sørge over Elizabeth, en kvinde, som han anså for at være “det vigtigste symbol på hvidt overherredømme” og en “manifestation af den institutionelle racisme, som vi dagligt må møde.”
Elizabeth kan have fremstået som en venlig, smilende ældre, der opretholdt den anstændighed, der forventes af en kongelig leder. Men hun arbejdede hårdt for at bevare en institution, der for længst burde være uddød. Hun fik overdraget tronen, efter at hendes onkel, hertugen af Windsor, abdicerede for at gifte sig med en amerikaner, der var blevet skilt to gange. Både ægteskabet med en fraskilt kvinde og det faktum, at parret viste sig at være nazisympatisører, markerede et lavpunkt for de kongelige.
“Monarkiet befandt sig i en rigtig god position til at forsvinde med denne form for narrestreger”, siger Mahajan. Men det var Elizabeth, der “reddede monarkiets popularitet.”
Skattely og stjålne juveler
Endvidere bevarede Elizabeth stille og roligt den uretmæssigt erhvervede familieformue, som hun og hendes efterkommere nød godt af i en postkolonial verden. “En ting, hun kunne og selvfølgelig burde have gjort og sagt noget om, er den enorme kongelige formue”, siger Mahajan. Iagttagere kan kun anslå kongefamiliens værdier. (Forbes anslår tallet til 28 milliarder dollars), aktiver, der omfatter stjålne juveler fra tidligere kolonier, dyre kunstinvesteringer og ejendomsbesiddelser i hele Storbritannien.
Storbritanniens nye konge, Charles III, arver nu frugterne af det onde imperium. Ifølge Mahajan er Charles “tilsyneladende meget opsat på at udnytte sin formue og investere den på en sådan måde, at han bliver så rig som muligt”. Ifølge New York Times: “Som prins brugte Charles skattelettelser, offshore-konti og snedige ejendomsinvesteringer til at forvandle et hensygnende gods til en milliardforretning.”
International Consortium of Investigative Journalists fandt i 2017 ud af, at både Elizabeth og Charles blev nævnt i de lækkede “Paradise Papers“, hvilket indikerer, at de gemte deres penge i skattely for at undgå at betale skat.
At snyde skatteyderne og leve af stjålne rigdomme – monarkiets oprindelige modus operandi – synes at være centralt for Elizabeths arv, som hun giver videre til sin søn, (som heller ikke vil betale arveafgift af den formue, hun efterlod ham).
Ifølge Mahajan repræsenterer det britiske monarki “mest af alt en reel indrømmelse til ideen om, at nogle mennesker bare er født bedre og vigtigere end en selv, og at man bør føje dem.”
Mahajan tilføjer: “Det er et godt tidspunkt for denne institutions popularitet at forsvinde.”
Denne artikel er produceret af Economy for All, et projekt under Independent Media Institute.
Sonali Kolhatkar er grundlægger, vært og administrerende producent af “Rising Up With Sonali“, et tv- og radioprogram, der sendes på Free Speech TV og Pacifica-stationer. Hun er forfatter for Economy for All-projektet ved Independent Media Institute.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
