Siden den 19. juni har tusindvis af iranske oliearbejdere fra mere end 100 virksomheder strejket for højere løn og bedre arbejdsvilkår. Strejken har bredt sig til 12 provinser og er blevet en landsdækkende bevægelse.
Oliearbejdernes strejke kommer under Irans økonomiske krise, der er skabt af de iranske magthavere, men forværret af sanktioner fra USA, forklarer Rasmus Elling, ph.d. i Iran-studier og lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.
Elling har boet og studeret i Iran, kan tale persisk og har udgivet bogen “Irans moderne historie”.
– Der er desuden en bredere arbejderbevægelseskamp i gang, som ikke kun handler om olieindustrien, men generelt industriarbejdere i Iran, der siden den islamiske revolution ikke har været i stand til at organisere sig på rimelige vilkår, siger Elling til Arbejderen.
Han fortæller, at forskellen mellem den nuværende strejke og tidligere arbejderkampe i Iran er, at arbejderne nu er bedre organiseret, opnår opmærksomhed gennem sociale medier og oplever solidaritet fra andre dele af samfundet.
Strejkens krav
Oliearbejdernes strejke og protester er opstået på de forskellige arbejdspladser uden at være anført af fagforeninger. Det skyldes, ifølge lektoren Rasmus Elling, at de iranske fagforeninger er blevet infiltreret og overtaget af de iranske magthavere, der har gjort, at fagforeningerne nu er underlagt statsstyret.
I stedet har arbejderne oprettet Rådet for Organisering af Protest (ROP), der har udgivet 11 udtalelser i forbindelse med strejken. Det britiske netmedie Leftcom har oversat disse udtalelser.
Uafhængig fagforeningsaktivisme er blevet systematisk ramt af repression, forfølgelse, intimidering, fængsling, tortur og drab.
Rasmus Elling, lektor ved Københavns Universitet
“Vi, oliearbejderne på kontrakt i raffinaderier, petrokemikalie- og kraftværker protesterer mod det lave lønniveau og den daglige reduktion af vores købekraft og manglende opfyldelse af løfter”, skriver ROP.
ROP kræver højere løn udbetalt til tiden, en ende på midlertidige kontrakter, et sikkert arbejdsmiljø og ret til at organisere protester.
“Desperat økonomisk situation”
Rasmus Elling fortæller, at oliearbejdernes strejke kommer under en økonomisk krise, som gør, at “Iran er i en desperat økonomisk situation”.
– Prisen på dagligvarer stiger konstant, og der er en eksplosiv høj inflationsrate. Prisen på basale dagligvarer som æg, mælk og brød mangedobler hvert år, hvor priserne stiger med 100 til 300 procent. Og det skaber jo en bred frustration i befolkningen, oplyser Elling og fortsætter:
– Blandt Irans oliearbejdere er der desuden frustration over frygten for arbejdsløshed, dårlige arbejdsvilkår og i mange tilfælde løn, der ikke bliver udbetalt.
Lektoren forklarer, at økonomisk krise i Iran ikke er noget nyt, men at krisen “bliver sat på spidsen af den voldsomme coronakrise”, der med en femte bølge hærger landet og forværrer situationen.
– Der har været historier om, hvordan oliearbejdere har været tvunget til at arbejde under vilkår, hvor de ikke har været i stand til at beskytte sig mod spredning af covid-19, fordi oliesektoren stadig regnes for en kerneindustri af højeste politiske og økonomiske betydning, siger Elling.
Privatisering, korruption og nepotisme
Elling understreger, at de iranske arbejdere først og fremmest holder Irans regering ansvarlig for den økonomiske krise. Det skyldes blandt andet regeringens privatisering af industrier, korruption og nepotisme.
– Korruption er ekstremt udbredt i Iran og ikke mindst i oliesektoren, hvor man jo nærmest ser en aristokratisk elite indenfor præstestyret, som lader deres sønner, fætre og brødre sætte sig på vigtige og velbetalte jobs, så de kan skumme fløden, forklarer lektoren og fortsætter:
– Samtidig er uafhængig fagforeningsaktivisme blevet systematisk ramt af repression, forfølgelse, intimidering, fængsling, tortur og drab.
Elling tilføjer, at den iranske befolkning har krævet modernisering og demokratisering af Irans styre siden 90’erne. Men Iran er ikke blevet et demokrati, og det har været med til at gøre, at Iran ikke er blevet integreret i verdensøkonomien.
Manglen på modernisering og demokrati er derfor blandt grundene til, at Irans befolkning primært bebrejder regeringen for den økonomiske krise.
USA’s sanktioner
Ifølge Elling bliver Irans økonomiske krise desuden forstærket af USA’s sanktioner mod Iran. Det skyldes, at USA’s daværende præsident Donald Trump i 2019 genindførte sanktioner, der satte en stopper for den vækst, som Iran havde oplevet efter atomaftalen mellem Iran, FN’s Sikkerhedsråd og EU.
– Det boom, som Iran oplevede med internationale virksomheder, der strømmede til Iran for at investere, blev fuldstændig bremset i sin spæde start. Det skyldes blandt andet, at USA ikke kun laver sine egne direkte sanktioner, men også truer alle internationale selskaber med, at de vil blive straffet i USA, hvis de investerer i Iran, forklarer lektoren.
Elling tilføjer, at især den venstreorienterede del af Irans befolkning “udmærket er klar over, at USA og Vesten aldrig har spillet en særlig positiv rolle i Irans historie”. Men lige nu beskylder de først og fremmest deres egne magthavere for den økonomiske krise.
Inspiration og solidaritet
Rasmus Elling vurderer, at de iranske oliearbejderes strejke er blevet inspireret af arbejderne i det vestlige Irans sukkerrørsindustri. Sukkerrørsarbejderne har skabt “en meget markant arbejderbevægelse, der har udtalt sig kritisk” mod styret og arbejdsgiverne.
– De har været ekstremt aktive og modige i den forstand, at de har strejket og protesteret mod privatisering non-stop i årevis, siger Elling.
Han oplyser desuden, at sukkerrørsarbejderne “har vundet en delvis sejr”, da arbejderne i det ydre Iran for første gang har formået at bygge bånd med studenterbevægelser og menneskerettighedsforkæmpere i hovedstaden.
– Så det lader altså til, at der begynder at være en ny form for solidaritet i visse dele af det politiske spektrum. Og det er noget nyt, understreger Elling.
Skaber opmærksomhed
Fordi det iranske styre har infiltreret og overtaget landets fagforeninger, har oliearbejderne med nye metoder ført kampagner og organiseret sig via sociale medier som Facebook og Instagram samt apps for massemeddelelser som Telegram, oplyser Rasmus Elling.
Desuden benytter iranerne det, der af Elling bliver beskrevet som “undergrundshjemmesider” og uofficielle medier, da de ikke længere føler sig repræsenteret i Irans etablerede medier.
Ved at lægge videoer og opslag op på alternative medier får arbejderne opmærksomhed fra internationale tv-stationer som BBC Persian, der gerne viser disse videoer i udsendelser. På den måde når budskabet ud til iranere, der ser satellit-tv.
– Den nye udvikling her er, at man ser en større bevidsthed blandt middelklassen i byerne for arbejderne i periferien. Det er blevet tydeligt for enhver, at der er en ekstrem stor ulighed i Iran, forklarer lektoren.
Regeringen føler sig truet
For at komme oliearbejdernes strejke til livs har den iranske regering sørget for, at flere strejkende arbejdere er blevet fyret som straf for deres protest, fortæller Rasmus Elling.
– Jeg tror, at Irans regering føler sig truet, da den nok ser strejken som en del af et bredere mønster af protester og utilfredshed, siger lektoren og fortsætter:
– For nylig var magteliten overbevist om, at den havde en ret solid opbakning i arbejderklassen, fordi man har brugt krudt på omfordelingspolitik, populistiske slogans om, at oliepenge ville gå til folket, og har bygget skoler og brønde i landdistrikterne.
På den måde har den iranske regering gennem årtier gjort det til sin mærkesag, at magteliten var allieret med arbejderklassen.
– Det er slut. Den illusion er brast sammen med den nuværende strejke og lignende protester i 2017 og 2019, hvor arbejderklassen gik på gaden i stor stil, siger lektoren og fortsætter:
– Og det er jo en trussel mod regimet, da det så ikke har arbejderne at mobilisere mod middelklassen længere. Så hvis regeringen både ender med at stå mod middelklassen og arbejderklassen, så kan det godt se ret kritisk ud for magthaverne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
