I dag satte skibet Handala sejl fra den italienske ø, Sicilien.
Målet er at nå til Gaza for at bryde Israels ulovlige blokade.
Ombord på skibet er 900 kilo nødhjælp i form af mad, medicin og babybleer.
Handala er en del af det internationalt græsrodsnetværk Freedom Flotilla Coalition, der siden 2010 har forsøgt at bryde Israels blokade af Gaza.
Om bord på skibet er 18 aktivister – heriblandt læger, advokater, aktivister, fagligt aktive og journalister.
Bedstemor ombord: Måtte gøre noget
En af dem der er med på turen, er den 70-årige norske bedstemor, kok og Palæstina-aktivist siden 1978, Vigdis Bjorvand.
– Jeg har det rigtigt godt med at skulle afsted. Jeg bliver sindssyg af at sidde derhjemme. Jeg er med i demonstrationer. Men når man sidder på nettet og ser, hvad der sker i Gaza… Hvor glemte de må føle sig…, siger en af aktivisterne ombord, Vigdis Bjorvand til Arbejderen.
Hun fortsætter:
– Jeg kan ikke have at mine børnebørn eller måske fremtidige oldebørn, spørger mig om jeg ikke gjorde noget for at stoppe folkedrabet. Nu kan jeg sige, jeg gjorde noget.
Jeg kan ikke have, at mine børnebørn eller måske fremtidige oldebørn, spørger mig om jeg ikke gjorde noget for at stoppe folkedrabet. Nu kan jeg sige, jeg gjorde noget.
Vigdis Bjorvand, aktivist ombord på Handala
De øvrige nationaliteter ombord på turen til Gaza er Frankrig, Canada, Australien, Rumænien, Israel, Spanien og Italien. Flere af aktivisterne ombord har palæstinensisk baggrund. Så man kan med rette kalde Handalas besætning og mission for international.

Foto: Bent Erik Krøyer
Flere hundrede sicilianere var mødt op på havnen i Siracusa på Sicilien for at tage afsked med Handala og de 18 frivillige.
Det er planen, at Handala rammer Gaza om cirka tolv dage.
Du kan se mere om Handala-skibet i en dokumentarfilm på dette link.
To danskere
To danskere tog i sidste uge til Italien for at tage afsked med Handala.
Det er Bent Erik Krøyer og John Ekebjærg-Jakobsen fra Free Gaza Movement – Danmark, der er en del af Freedom Flotilla Coalition.
De har taget turen fra Danmark for at hjælpe til med at klargøre og laste skibet.

Foto: Bent Erik Krøyer
– Det har været meget rørende at opleve den lokale opbakning til vores skib og dens besætning. Der har ligget mange forberedelser forud for afsejlingen. Også fordi tankerne selvfølgelig er med de ombordværende, som for mig nu ikke er en gruppe frivillige, men som for fleres vedkommende er blevet mine gode venner, som jeg ønsker alt godt for på denne færd. De ved godt, at de sætter deres liv på spil, så deres handling med afrejsen i dag er for mig udtryk for solidaritet med Gazas befolkning, når den er stærkest og smukkest, fortæller Bent Erik Krøyer fra Free Gaza Movement – Danmark, den danske afdeling af Freedom Flotilla Coalition.
Han uddyber:
– Vi giver ikke op. Handala-missionen bliver iværksat i skyggen af de igangværende masseovergreb i Gaza. Siden den 18. marts 2025 – hvor Israel brød våbenhvilen og genoptog sine angreb på Gaza – er mindst 6572 palæstinensere blevet dræbt og over 23.000 såret. Heraf er mere end 700 blevet skudt, mens de ventede på mad ved distributionssteder kontrolleret af den amerikansk/israelsk-støttede “Gaza Humanitarian Foundation”, en dødsfælde forklædt som en hjælpeordning.
– Vi er ikke regeringer, vi er ikke myndigheder. Vi er mennesker fra civilsamfundet, der handler, hvor institutioner pg beslutningstagere har fejlet. Vi sejler for Gazas børn. Skibet er opkaldt efter den palæstinensiske tegneseriefigur Handala – et barfodet flygtningebarn, der vender ryggen til uretfærdighed, og sværger ikke at vende om, før Palæstina er frit.
Fortsætter kampen mod blokaden
Handala-missionen kommer blot få uger efter Israels ulovlige angreb på Madleen i sidste måned, der ulovligt blev angrebet af Israel i internationalt farvand.
12 journalister, menneskerettighedsforkæmpere, et medlem af EU-parlamentet og en læge blev bortført af israelske kommandosoldater og mod deres vilje ført til Israel, hvor de blev afhørt, misbrugt og derefter deporteret.
Deres “forbrydelse” bestod i at forsøge at bringe mad og medicin til det belejrede Gaza.
Du kan støtte Freedom Flotillas kampagne med at sende skibe med nødhjælp og frivillige til Gaza, og deres kamp for at få beslutningstagere til at åbne en maritim korridor til Gaza.
Der er brug for penge til blandt andet indkøb af skibe, brændstof, forsikringer, osv.:
Internasjonalt kontonummer (IBAN) NO74 1503 1833 598
BIC (Swift-adresse) DNBANOKKXXX
DNB Bank ASA, Postboks 1600 Sentrum, N 0021 OSLO, Norway
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.