Denne artikel blev først publiceret på kenworthy news.
“De britiske vælgere er utilfredse med landets traditionelle politikere, hvilket tydeligt kan ses i meningsmålingerne. Jeremy Corbyns nye venstreorienterede parti vil vinde vælgernes gunst ved at gøre op med ulighed og folkedrab”. Sådan skrev jeg i Arbejderen i starten af august.
Den tidligere Labour-leder og uafhængigt medlem af det britiske Underhus Jeremy Corbyn havde nemlig startet et nyt venstreorienteret parti med en anden tidligere Labour-politiker, Zara Sultana, der ligesom Corbyn nu er uafhængigt medlem af Underhuset.
Et navnløst parti – der indtil videre har fået navnet “Your Party” – der vil “løse kriserne i vores samfund med en kraftig omfordeling af rigdom og magt”. Afprivatisere og nationalisere blandt andet sygehusvæsenet, energi- og vandforsyningen samt tog- og postvæsenet. Og stoppe salg af våben til Israel.
Alt sammen gennem en græsrodsbaseret bevægelse som hurtigt fik hundredtusinder af tilmeldinger og medvind i meningsmålingerne.
Mundhugges offentligt
Men allerede i midten af september begyndte partiets politiske ledere at skændes med hinanden offentligt – ikke om politik, men om personlige, administrative og organisatoriske problemstillinger.
Zarah Sultana lancerede et nyt medlemssystem, som Corbyn og de fire andre medlemmer af en uafhængig politisk alliance i det britiske Underhus, der sammen med Sultana står bag Your Party, kaldte uautoriseret, potentielt ulovligt og tog afstand fra.
Partiet opfører sig som en slags “The People’s Front of Judea”. En selverklæret revolutionær politisk gruppe i Monty Python-komediefilmen Life of Brian.
Sultana kaldte dem desuden på X/Twitter “en sexistisk mandeklub”, der havde sat hende ud på sidelinjen i partiet, og truede med at slæbe dem i retten (en trussel hun få dage senere trak tilbage). Allerede i august havde Sultana kritiseret Corbyn for, at han efter hendes mening havde givet efter for en uhensigtsmæssig definition af antisemitisme, da han som Labour-leder blev udsat for en smædekampagne.
Ikke umiddelbart en hensigtsmæssig måde at omtale en politiker som man gerne vil starte et parti med. Og en mand der er blevet arresteret for at have protesteret mod apartheid-Sydafrika, har støttet palæstinenserne i årtier, spillede en hovedrolle i organiseringen af den vel nok største protest i britisk historie, da over en million mennesker demonstrerede mod Irakkrigen, har stemt imod sit eget Labour-parti et utal af gange, og som stod fast på, at han ikke ville bruge atomvåben, hvis han blev premierminister, mens han var Labour-leder.
Sultana har efterfølgende sagt, at hun er fast besluttet på, at hun og Corbyn forsones og kommer videre. Ligesom Corbyn har sagt, at han er fast besluttet på, at partiet bliver grundlagt som et ægte alternativ til Nigel Farages højrepopulistiske Reform UK.
Monty Pythonsk venstrefløj?
Alt i alt viser skænderierne i Your Party dog, at den britiske venstrefløj stadig ikke kan finde ud af at samarbejde med sig selv i en større sags tjeneste.
Partiet opfører sig som en slags “The People’s Front of Judea”. En selverklæret revolutionær politisk gruppe i Monty Python-komediefilmen Life of Brian, der foregår i den romerske provins Judæa på Jesu tid. Gruppen siger, at de kæmper mod romersk imperialisme, men i langt højere grad slås de med hinanden og andre små revolutionære partier som “The Judean People’s Front”, “The Judean People’s Popular Front” og “The Popular Front of Judea” – sidstnævnte har kun et enkelt medlem.
En parodi på den britiske venstrefløj i 1970’erne. Et årti hvor den britiske regering måtte låne penge af IMF, og talrige fagforeninger strejkede for bedre lønninger. Men hvor det kun lykkedes nogle enkelte politikere, der repræsenterede partier til venstre for Labour, at blive valgt til Underhuset (hvilket også er et bevis på, at små eller nye partier altid har haft det svært i et politisk valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse som det britiske).
Det er stadig den politiske virkelighed på nutidens britiske venstrefløj, hvor man åbenbart hellere vil have en masse små partier, der kæmper indbyrdes, end mod regeringen og en højrefløj, der vinder frem i meningsmålingerne.
Såsom Workers Party of Britain, der til parlamentsvalget i 2024 fik 210.252 stemmer, men ingen pladser i Underhuset, Socialist Labour Party, der fik 3609 stemmer, Communist Party of Britain, der fik 2622 stemmer, samt Socialist Equality Party, der måtte nøjes med 239 stemmer. Til sammenligning fik Reform UK over 4 millioner stemmer.
Mere grønt end rødt alternativ
Den anerkendte britiske filminstruktør Ken Loach og den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis har opfordret kamphanerne i Your Party til at stoppe med at skændes offentligt og arbejde sammen for, hvad de kalder “en historisk mulighed for den britiske venstrefløj”.
Ligesom skotske Your Party-støtter har opfordret Corbyn og Sultana til at samarbejde for almindelige menneskers skyld samt pointeret, at partiet tilhører “os alle”, ikke bare et par medlemmer af Underhuset. Og en gruppe aktivister og fagforeningsfolk, der kalder sig Our Party, har forsøgt at overtage styringen af Your Party.
Nu må vi så se, om der findes et Your Party, når partiet efter planen skal holde stiftende partikongres i november. Ellers står især et andet venstreorienteret britisk parti, De Grønne, klar til at overtage stemmer fra partiet.
De Grønne har selv oplevet en del fremgang i meningsmålingerne og på medlemssiden – ikke mindst siden Your Party-politikerne begyndte af skændtes, og efter at Keir Starmers i stigende grad upopulære Labour-regering kom til.
De Grønne gik til valg i 2024 på et valgmanifest, der lovede afprivatisering og nationalisering, en højere minimumsløn og bedre arbejdstagerrettigheder, et bedre socialt sikkerhedsnet, et mere humant flygtningemodtagelsessystem, et mere repræsentativt valgsystem, stop for salg af våben til Israel samt mere ambitiøse klimamål og naturrettigheder. De fik fire medlemmer af et Underhus med 650 medlemmer.
Partiets nye formand, Zack Polanski, er dog mere “økopopulist” end egentlig socialist. Polanski udtalte godt nok i 2022, at han “personligt er enig i de fleste socialistiske principper”, og at De Grønne er et venstreorienteret parti, men også at man ved offentligt at kalde partiet for socialistisk “ville skræmme folk væk”.
Højrefløjen står klar
Man kan også diskutere, hvor Your Party står politisk – selv om både Corbyn og Sultana kalder sig socialister. Ligesom man kan diskutere, hvorvidt dem, der kalder sig venstreorienterede eller socialister, er enige nok i deres grundlæggende visioner til at kunne samarbejde. Der er trods alt stor forskel på totalitær socialisme, revolutionær socialisme og demokratisk socialisme. Eller om det at kontrollere statsmagten er den bedste eller eneste måde at ændre verden på.
Men der er ikke nogen tvivl om, at mange mennesker i Storbritannien og rundt omkring i Europa og verden leder med lys og lygte efter alternativer til nutidens apati, kriser og dystopiske fremtidsudsigter og mainstreampolitikernes (ofte manglende eller mangelfulde) svar herpå.
Og at kun ved at være for noget og ikke bare imod og ved at skabe et reelt, sammentømret og populært alternativ, der har en vision for et anderledes samfund og kan flytte holdninger – ikke bare defensivt jagte stemmer, indflydelse og magt – kan venstrefløjen levere dette.
Ellers står et parti som Reform UK – der er gået fra at få 14 procent af stemmerne til valget i 2024 til at stå til over 30 procent i meningsmålingerne – klar med et helt andet alternativ.
“Labour har banet vejen for Reform UK”, pointerede Corbyn i et læserbrev i juli.
“Reform UK’s fremgang skyldtes delvist, at Labour ikke var i stand til eller ikke villig til at engagere sig i de problemer, som Reform UK søgte at udnytte”, beskrev tidligere leder og medlem af Underhuset for De Grønne, Caroline Lucas, situationen i sin seneste bog Another England: How to Reclaim Our National Story. Fair nok.
Men så må man arbejde sammen om et andet alternativ, der kan appellere til vælgerne i stedet.
For ellers byder fremtiden måske på et Reform UK, der lover at gøre brevstemmer forbudt, melde Storbritannien ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skære 50 procent af udviklingsbistanden, give massive skattelettelser, droppe klimamål, udforske nye gas- og oliefelter samt give obligatoriske livstidsstraffe til dem, der har begået to alvorligt voldelige forbrydelser.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
