På søndag, den 4. september skal godt 15 millioner vælgere i Chile krydse ja eller nej til en ny forfatning, som skal afløse den tidligere diktator Augusto Pinochets forfatning fra 1980. Det er en radikal anderledes forfatning, som de chilenske vælgere skal tage stilling til på søndag.
– Det er et omfattende forslag. Teksten afspejler den langvarige traditionelle sociale kamp for retten til sundhed, boliger arbejde og uddannelse, men også nødvendigheden af at bevare miljøet og omsorgen for dyr, siger den chilenske forfatter og professor Diamela Eltit ifølge Havana Times og tilføjer:
– Med hensyn til identitet foreslås der ligestilling af mænd og kvinder, anerkendelse af forskellige identiteter og i særdeleshed vores multinationalisme, idet vi fremhæver de oprindelige folks kulturer. Denne tekst ændrer de politiske strukturer. På det økonomiske område sætter den grænser for den brutale globalisering, der i øjeblikket er gældende her.
Forslaget er direkte brud med den nyliberale forfatning fra Pinochet-tiden, det knæsatte nyliberalismen i så ekstrem grad, at forfatningen bestemte, at Chiles vandforsyning skal være på private hænder. En af konsekvenserne af Pinochet-forfatningen har ifølge det britiske dagblad The Guardian været, at Chile har udviklet sig til at være det mest ulige land i den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, det tæller nogle af verdens rigeste lande.
Indkomstgabet er 65 procent højere end gennemsnittet i OECD. Milliardærernes samlede formue udgør 25 procent af landets bruttonationalprodukt. Studieafgifterne er blandt de højeste i verden, halvdelen af de chilenske arbejdere får så lav en løn, at de ikke kan spare op til pension, og 30 procent af jobbene er på korttidskontrakter.
Forslaget til en ny forfatning anerkender, at Chile er en plurinational, tværkulturel og økologisk demokratisk stat. Den garanterer alle adgang til sundhedsydelser, boliger, uddannelse, ordentlige pension og ret til abort.
Forfatningen garanterer også retten til at organisere sig i fagforeninger, kollektive forhandlinger og retten til at strejke. At anerkende disse rettigheder fjerner nogle af diktaturtidens vigtige juridiske bolværker, mener den chilenske advokat med speciale i arbejderrettigheder og arbejdsmarked Karina Nohales.
– For det første garanterer den offentlige og private ansattes ret til at danne fagforeninger og disse organisationers ret til at stille deres egne krav, forklarer Karina Nohales til magasinet Jacobin.
– For det andet indføres der eneret for fagforeninger til kollektive forhandlinger på ethvert niveau, som arbejdere i den offentlige og private sektor beslutter sig for, og den eneste begrænsing i forhandlingsretten er forhandlinger om at give afkald på arbejderrettigheder, fortsætter Karina Nohales og tilføjer:
– For det tredje garanterer den arbejdstagerne i den offentlige og private sektor ret til at strejke, uanset om de har en fagforening eller ej. Det er også fastsat, at strejker ikke må forbydes ved lov.
Ifølge den chilenske jurist tager forfatningen også et opgør med et arbejderfjendsk tiltag fra Pinochets tid, nemlig kun at tillade kollektive forhandlinger på virksomhedsniveau. Det vil få stor betydning, fordi 40 procent af Chiles arbejdere i den formelle sektor er ansat i små og mellemstore virksomheder.
Forslaget til en ny forfatning anerkender, at Chile er en plurinational, tværkulturel og økologisk demokratisk stat. Den garanterer alle adgang til sundhedsydelser, boliger, uddannelse, ordentlige pension og ret til abort.
– Med fagforeningers kontrol over kollektive forhandlinger vil den nye forfatning stoppe en praksis, hvor virksomheder kan ansætte grupper af arbejdere på forskellige arbejdsbetingelser på den samme arbejdsplads, vurderer Nohales.
Hun peger på to andre landvindinger, der specielt gavner kvinder. Forfatningsforslaget anerkender arbejde i hjemmet og omsorgsarbejde.
– Den socialistiske feminisme var især med til at fastslå, at hus- og omsorgsarbejde skal betragtes som socialt nødvendigt arbejde, der er uundværligt for samfundets bæredygtighed, og som derfor kræver støtte fra et omfattende omsorgssystem på statsligt niveau, siger Nohales.
Et andet vigtigt fremskridt, som hænger snævert sammen med faglige rettigheder, er retten til social sikkerhed.
– For det første hedder det, at staten skal fastlægge en socialpolitik på grundlag af principper som solidaritet, ligelig fordeling og universalitet. For det andet kræver den, at der oprettes et offentligt system for social sikring, der kan dække forskellige eventualiteter. For det tredje fastsættes det, at systemet skal finansieres gennem obligatoriske bidrag fra arbejdstagere og arbejdsgivere og fra statens indtægter, og at disse penge ikke må anvendes til andre formål end til udbetaling af ydelser. Endelig får fagforeningerne ret til at deltage i forvaltningen af det offentlige socialsikringssystem, forklarer Nohales.
Hidtil har arbejdsgiverne ikke betalt noget som helst, men har til gengæld enevældigt administreret pensionsfonde, som ansatte har betalt til, via AFP, AFP har investeret pensionsmidlerne på aktie- og boligmarkedet. Under krisen i 2008 mistede chilenske arbejdere 40 procent af deres pensionsopsparing.
Klima og miljø får deres eget kapitel i forfatningen. Det bliver en statslig opgave at beskytte biodiversitet og bekæmpe klimaforandringer. Minedrift forbydes i vådområder og på gletsjere.
Staten får pligt til at “respektere, beskytte og fremme og garantere” de oprindelige folks ret til selvbestemmelse samt ret til deres egen jord og ressourcer.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Er meget spændt på hvad der vil ske.
Jeg er skeptisk over for en forfatning så lang som den foreslåede er (med 500 punkter, er den verdens længste) jeg tror simpelthen der er en ulempe i at gøre menneskers rettigheder til et opslagsværk, som jurister og bureaukrater nemmere navigerer, end de mennesker for hvem den gælder.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
