Analyse
Danmark, Norge, Sverige og Finland afgiver suverænitet til USA’s skiftende regeringer og til det “militærindustrielle kompleks” (1). Alle fire lande er for første gang siden Anden Verdenskrig i færd med at afgive suverænitet til en anden stat med henblik på målrettet militær aktivitet. En stat, verdens største militærmagt, der til stadighed arbejder på at udvide sin dominans.
De nordiske landes regeringer har igennem nogle år accepteret USA’s plan eller nærmere krav om, at Norden skulle indgå i det amerikanske baseimperium. Den 27. december 2023 underskrev udenrigsminister Lars Løkke aftalen på Danmarks vegne.
Baseanlæggene i Norden vil, som i den øvrige verden, udgøre et lille stykke USA med egne forsyninger, egen arbejdskraft og egne standarder.
De fire lande risikerer at skulle følge politiske strategier, som de siddende regeringer i USA måtte lægge eller stræbe efter for at bevare deres geopolitiske position.
De amerikanske styrker vil gøre, hvad de finder geopolitisk nødvendigt, også fra de 47 baser i de fire nordiske lande. Der er ikke aftalt national kontrol med udledninger, øvelser eller oplagring på baserne. Regeringen mister myndigheden over dansk sikkerhedspolitik og har underlagt os amerikansk statsmagt.
Baseanlæggene i Norden vil, som i den øvrige verden, udgøre et lille stykke USA med egne forsyninger og egen arbejdskraft, nødvendige institutioner med egne standarder.
En “nem” proces
Aftalen om etablering af de tre amerikanske baser i Danmark og de 44 i det øvrige Norden blev øjensynlig en nem proces for de pågældende regeringer. Når jeg skriver “nem”, skal det aflæses i den meget ringe omtale, som hele det amerikanske projekt generelt har fået i pressen, blandt politikere og miljøorganisationer og i en fortsat glorificering af USA.
Ingen mærkbar uro over at tillade fremmede tropper på dansk jord med, hvad deraf følger. Intet der fik regeringen til at stoppe op og overveje, hvad for eksempel amerikansk militærpoliti på dansk territorium ville kunne betyde.
“Sagen” skal behandles i folketingssalen i det tidlige forår 2025, forlyder det.
Statsministeren præsenterede allerede i februar 2022 den danske offentlighed for, at den havde indgået en DCA, en ny forsvarsaftale (2), med USA. Aftalen åbnede for den bilaterale baseaftale, der skulle forhandles efterfølgende. Baseaftalen lå lige i forlængelse af regeringens fremstilling af USA som “fredens og demokratiets forkæmper”. Dette på trods af tidligere og aktuelle erfaringer fra blandt andet Afghanistan og Irak.
Opmærksomme fredsstemmer havde gennem flere årtier sagt fra over for oplagring af raketter, atomvåben og fremmede tropper på dansk jord. I Danmark havde mange politiske grupper og partier været tæt forbundet med den “historiske neutralitetspolitik” fra 1980’erne og 1990’erne under afviklingen af Den Kolde Krig. En fornyet militæralliance med USA lå ikke ligefor.
Det stærke argument
Der var klart brug for timing og et stærkt argument ved offentliggørelsen af de nye militære aftaler med USA, der efter årtiers forfejlet “krig mod terror” netop i august 2021 havde trukket sig fra et Afghanistan i nød og kaos. Dertil kom, at Danmarks deltagelse i krigen som del af “de villiges koalition” havde udløst kritik fra brede politiske kredse.
Ruslands invasion i Ukraine i februar måned 2022 blev det stærke argument. Der var krig i Europa.
Statsministeren benægtede, at der var en sammenhæng mellem krigen og aftalens indgåelse – samtidig med at baseaftalen skulle være en fremtidig del af afskrækkelsespolitikken rettet mod Rusland. Forvirring? Det virkede.
Frygten for Ruslands mulige ekspansionslyst kom hurtigt til at styre argumentationen for, at regeringen skulle indgå bilaterale militæraftaler med USA. En række medier understøttede statsministeren i dæmoniseringen af modparten (3).
Dansk udenrigs- og forsvarspolitik i lommen på USA
Dansk udenrigs- og forsvarspolitik ændrede hastigt kurs fra krigen mod terror i Mellemøsten til fokus på kampen mod Rusland. Der var flere ting i spil.
Når man tidligere betragtede USA’s baseanlæg, så var Norden bortset fra Norges fire historiske baser “ubeskyttet” over for den store nabo Rusland.
USA indbød de nordiske lande til forhandlinger for at sikre Østersøen. Der var blevet rapporteret øget russisk aktivitet i Arktis og begyndende samarbejdsvanskeligheder i Arktisk Råd. Ruslands invasion i Ukraine blev vurderet af medierne som et udtryk for ekspansion. Norden kunne være de næste på deres dagsorden.
Det blev en del af baggrundstæppet for en omfattende ændring i regeringens sikkerhedspolitiske tænkning og tale. En overgivelse til USA’s magtposition og dominans. Statsministeren berettede følsomt, at “USA selv havde rakt ud” til hende og Danmark. Ingen frygt for fremtidig dansk suverænitet og sikkerhed blev noteret.
USA var og er verdens største krigsnation. USA har siden Anden Verdenskrig taget del i cirka 80 militære interventioner verden over. USA er en basenation, der har udlagt et verdensomspændende net af 917 baser i 98 nationer. Men det bekymrer ikke danske regeringspartier.
Forsvarsminister Morten Bødskov skriver sig ind den historiske hyldest til USA og NATO i en kronik i Politiken i oktober 2022:
“Det er med dannelsen af NATO, at vores fælles værdier som fred, frihed og demokrati bliver grundlagt”…”Danmark har altid haft et tæt bånd til USA. De kom os til undsætning under Anden Verdenskrig, og siden har vi stået skulder ved skulder ved flere store militære indsatser. Nu sætter krigen i Ukraine og den nye verdensorden en ny retning for det forhold, der i årtier har været en stærk alliance” … “Den fælles kamp er for alvor blevet aktualiseret nu med krigen i Ukraine.”
Hvilke statsministre i Norden magtede på den baggrund at sige fra over for USA? Hvem ville stå i vejen for etableringen af baseimperiet i Norden? Planen blev tre baser i Danmark, 17 i Sverige, 15 i Finland og 12 i Norge, som indtil da kun har haft fire amerikanske baser. Hvem kunne og ville kræve fredsforhandling og våbenhvile, når verdens største militærmagt ville stå i spidsen for en fremtidig krig mod Rusland med Base Norden? Svaret var – ingen.
Men folkelige bevægelser har tidligere ændret Danmarks officielle politik i krigs- og forsvarspolitik.
Vi er bange for krig, men vi er også bange, når ingen taler om fred. Lad os huske det!
EU-hær og uendelig oprustning
Sideløbende med de nye aftaler satte regeringen trumf på ved at udskrive folkeafstemning om det danske forsvarsforbehold i EU. Det resulterede i, at Danmark opgav sit forsvarsforbehold, tilsluttede sig EU’s forsvarspolitik og åbnede op for ideen om en EU-hær. Den beslutning blev truffet tre måneder efter den russiske invasion i Ukraine.
“I Europa skal vi kunne forsvare os mod russerne, når de har tænkt sig at angribe”, er og var EU-kommissionsformand Ursula von der Leyens tese.
Landene i EU og de arktiske regioner ser sig for nuværende tvunget til at acceptere en voldsom national oprustning og militarisering samt massive investeringer i Ukraine. De har en krigsplan, men ingen fredsplan.
Er vi sikret mod atomvåben
Danmark vil fremover være en part i USA’s kamp om verdensmagten. Det betyder øget risiko for placering af atomvåben i Danmark samt de øvrige nordiske lande. Våben der er rettet mod Rusland.
Man bør med den viden opfordre regeringen til underskrive traktaten om forbud mod atomvåben. 112 lande underskrev aftalen ved dens indgåelse i 2017, og en lang række lande har derefter ratificeret aftalen. Aftalen er et vigtigt bidrag til at sikre os bedre mod anvendelse eller trusler om anvendelse af atomvåben fra et af baseanlæggene. Men den danske regering har sagt nej til at underskrive forbudstraktaten (4).
Finland og Sverige har i aftalen accepteret, at amerikanske atomvåben opbevares og opstilles.
I den norske og den danske baseaftale står der, at atomvåben ikke må allokeres eller medføres. “Intet i denne aftale ændrer dansk politik i forhold til oplagring eller deployering af atomvåben på dansk territorium”, fremgår det af aftaleteksten.
Er Danmark sikret på den baggrund? Nej. For hvad er konsekvensen af den formulering, når det samtidig fremgår, at USA vil få disse områder “eksklusivt” stillet til rådighed. Det betyder, at USA selv kan vælge, om og i hvilke spørgsmål de vil konsultere de nationale myndigheder.
Det må også i denne sammenhæng understreges, at aftalerne ikke har nogen bagkant og er uopsigelige i ti år.
USA’s militære dominans 2024 – en eskalering
Aftalen omhandler et USA, der som nævnt er og har været den mest krigeriske nation gennem de seneste årtier og samtidigt er verdens største “Base Nation”. Det amerikanske baseimperium består som tidligere nævnt af 917 baser i 98 nationer fordelt over hele verden. Og nye kommer til.
I november i år blev endnu en amerikansk stor missilbase indviet i Polen. Basen ligger i byen Redzikowo nær kysten ud til Østersøen. Nye missiler er opstillet ved Østersøgrænsen.
Missilbasen er en del af NATO’s missilskjold, som skal kunne afværge kort- og mellemdistancemissiler, oplyste Jacob Kaarsbo, udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, til TV2 Nyheder den 18. november i forbindelse med indvielsen.
Han pointerer, at skjoldet slet ikke er rettet mod Rusland, men er rettet mod Mellemøsten, “hvor særligt Irans kapaciteter og fremfærd ifølge NATO har gjort det nødvendigt”. Han oplyser også, at hvis de skulle rettes mod Rusland, ville det kræve større ændringer.
De øvrige faste og centrale anlæg i USA’s missilskjold er foruden det i Polen placeret i Tyrkiet, Rumænien, Tyskland og Spanien.
Rusland ser fremrykningen af amerikansk militær infrastruktur på europæisk territorium som et tegn på, at Vesten øger sin aggressive strategi. Siden 00’erne har Rusland udtrykt modstand mod at få USA’s baseanlæg lige op ad grænsen. Den russiske regering ser den aktuelle udvikling som et tegn på, at Vesten nu uhindret inddæmmer Rusland. Og når vi ser på de offentliggjorte baseanlæg i et større perspektiv, så er Rusland aktuelt inddæmmet ligesom Kina af USA’s baseanlæg. Norden og Østersøen var i lang tid en undtagelse.
Med et USA, der nu igen er domineret af Det Republikanske Parti med Trump i spidsen, står det soleklart for mange, at USA skal være verdens uantastede supermagt. En unipolar verdensorden.
Trumps styre vil arbejde for at kunne være til stede, når og hvor det måtte være på kloden.
Baseanlæggene er en del af den strategi. Det kan betyde, at udvidelsen af baseimperiet for USA er en nødvendig strategi, og at tilsidesættelsen af vores suverænitet er endeløs.
For Danmark og de øvrige lande omkring Østersøen udgør baserne en øget sikkerhedsrisiko og en trussel mod dansk selvbestemmelse.
Der er brug for et alternativ
Vi er i fredsbevægelserne vidner til denne afgørende vigtige militære og strategiske forandring. Vi har protesteret, og det fortsætter vi med.
Vi ønsker en selvstændig udenrigs- og forsvarspolitik, hvor vi samarbejder med de øvrige lande, vi har fælles interesser med. Det er ikke i de nordiske landes interesse at blive et bombemål for en militærstrategi, som de ikke har magten til at styre eller ændre.
Vi kender nu til alle basernes placering, til strukturen for de nordiske lande. Vi har alle spurgt efter gennemsigtighed og demokratisk debat før beslutningen, men uden held.
Baserne var aldrig et nordisk ønske, men den amerikanske regerings og magtfulde militære kræfters krav om at tage kontrol i Østersøen – tæt ved hjertet af Rusland.
Kravene om oprustning af de nordiske lande betyder, at der skal investeres i våbenproduktion og krig, at naturen lægges øde, at atomvåben placeres. Kampen om markedet styrer. Østersøen ændres til at blive et strategisk vigtigt “nærområde” for USA. Vi er indhentet af det “militærindustrielle kompleks 2024”.
Vi har et ønske om at skabe fred mellem mennesker og med naturen i Østersøregionen og de arktiske zoner. Et initiativ til fredsforhandling fra en forenet venstrefløj og fredsaktivister i Europa ville kunne lægge pres på de lokale regeringer i Europa.
Det vil tage tid at argumentere imod den destruktive militære oprustning, men vi kan ikke få øje på alternativet.
Noter
1. Den tidligere amerikanske præsident Eisenhower holdt i 1961 sin afskedstale om det, han kaldte “det militærindustrielle kompleks – vor tids største trussel mod fredelig sameksistens”. Den kommer ikke primært fra inhumane og fanatiske terrorister, men derimod fra den økonomiske, jobmæssige og politiske prioritering af militær og våbenproduktion, der er opbygget først og fremmest i USA siden Anden Verdenskrig og i disse år er på vej mod nye, ødelæggende højder.
2. En DCA fungerer som formelle bilaterale aftaler, der etablerer institutionelle rammer for forsvarssamarbejde. DCA indebærer typisk langsigtede forpligtelser for begge parter med vægt på koordinering af central forsvarspolitik og mere interpersonelle kontakter. Se mere her: https://www.cambridge.org/core/journals/international-organization/article/defense-cooperation-agreements-and-the-emergence-of-a-global-security-network/76662383DB9CA3D26BE4FA883E5C95A2
3. Se https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-09-27-gaslaekager-er-bevidste-handlinger-siger-mette-frederiksen
4. Danmark har underskrevet “ikke-spredningsaftalen”, som forsøger at begrænse antallet af atommagter. Regeringen har den fortolkning, som ikke er korrekt, at denne aftale står i vejen for samtidig at underskrive forbudstraktaten.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
