– Det er tydeligt, at der er intentioner fra Israel om at udslette palæstinenserne i Gaza gennem handlinger, som lægges frem i folkedrabskonventionen.
Ordene kommer fra Navi Pillay, formand for FN’s uafhængige undersøgelseskommission. Kommisionen har haft til opgave at undersøge om Israels ageren i Gaza kan klascificeres som folkedrab. Resultaterne af den undersøgelse er nu lagt frem i en rapport, som siger det ganske klart: Israel begår folkedrab mod palæstinenserne.
Det skal understreges, at rapporten ikke er et juridisk dokument, det er stadig op til den Internationale Domstol (ICJ) at afsige en endelig dom over Israel i spørgsmålet om folkedrab. Men rapporten er blot endnu et bevis på, at verdens ledere må gribe ind og forhindre yderligere drab på palæstinenserne, lyder det fra en lang række NGO’er.
– Stater må bruge hvert eneste økonomiske, politiske og juridiske værktøj de har til rådighed for at intervenere. Retorik og halve skridt er ikke tilstrækkeligt. Dette øjeblik kræver handling, skriver NGO’erne i erklæringen.
Blandt underskriverne på erklæringen er organisationer som Dansk Flygtningehjælp, Læger Uden Grænser, Oxfam International og Red Barnet International. I alt er 22 NGO’ere medunderskrivere på erklæringen.
Intention om udslettelse
I rapporten fra FN’s undersøgelseskommission står det klart, at Israel ikke blot dræber, sulter og ødelægger leveforhold i en ekstrem grad for palæstinenserne i Gaza, men at intentionen bag er at udslette dem helt eller delvist som gruppe.
Og netop intention er et vigtigt skæringspunkt for, hvornår noget kan klassificeres som folkedrab. Ifølge Folkedrabskonventionen er det selve det aspekt, som gør handlinger til folkedrab rent juridisk.
Ifølge kommissionen er der også beviser på, at det er tilfældet i Gaza. De har undersøgt udtalelser fra tre af de øverste ledere af Israel: præsidenten, premierministeren og forsvarsministeren.
Alligevel er der ikke handling fra verdens ledere. Fakta ignoreres, vidnesbyrd tilsidesættes og flere vil dø som en konsekvens heraf.
Fælles erklæring fra 22 humanitære NGO’er
De peger blandt andet på forsvarsminister Yoav Gallant udtalelser om, at Israel bekæmper “menneskelige dyr” og hans blokering af al strøm, mad, medicin og brændstof ind i Gaza.
De peger også præsident Isaac Herzogs udtalelser om, “at der ikke er uskyldige civile i Gaza, som ikke har noget at gøre med Hamas”, samt premierminister Benjamin Netanyahus bibelske referencer til Amalek, et folk, som i Biblen udslettes fuldstændigt af israelitterne, og hvordan soldater i Gaza nu er i gang med en lignende kamp.
De her udtalelser viser, ifølge kommissionen, at Israel klart og tydeligt har intentionen om at udslette palæstinenserne i Gaza. Derfor konkluderer rapporten utvetydigt, at Israel er ved at begå folkedrab i Gaza, og at verdens stater ifølge Folkedrabskonventionen har pligt til at intervenere.
Fakta ignoreres
I deres fælles erklæring understreger NGO’erne også det ansvar under international lov, som FN rapporten peger på. De skriver også, at det er nødvendigt at verdens stater bakker op om deres humanitære arbejde, som gang på gang bliver begrænset af Israel.
– Mere end en halv million mennesker sulter i Gaza. Den hungersnød, som er blevet erklæret, spreder sig og påvirker stadig flere og flere mennesker. […] Vi forsøger utrætteligt at opretholde den humanitære bistand, men vi bliver blokeret fra at gøre det gang på gang, skriver NGO’erne.
De påpeger, at situationen kun bliver værre og værre for hver dag der går. 65.000 palæstinensere er blevet dræbt, flere tusinde ligger under murbrokkerne fra bombede bygninger og ni ud af ti palæstinensere i Gaza er internt fordrevet, for mange er de blevet det gentagne gange.
– Hvis fakta og tal ikke er nok, så har vi også mange forfærdelige historier. […] Vi har mødt familier, som spiser dyrefoder for at overleve, som koger blade som et måltid for deres børn, beskriver erklæringen og fortsætter:
– Alligevel er der ikke handling fra verdens ledere. Fakta ignoreres, vidnesbyrd tilsidesættes og flere vil dø som en konsekvens heraf. […] Regeringer må handle for at stoppe den her udslettelse af liv i Gaza og stoppe volden og besættelsen. Alle parter må frasige vold mod civile, respektere international lov og arbejde for fred.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.