Go globaloffice Politics
NATO er en forsvarsalliance for Nordatlanten. Hvad har det med Kina at gøre!
NATO; – GO HOME og tag ham Stoltenberg med! ✊
Mandag er der NATO-topmøde i Bruxelles, Belgien.
Målet er at lande en 2030-plan samt sætte gang i arbejdet med et nyt strategisk koncept, der gerne skal være færdigt næste år.
NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg besøgte mandag USA’s præsident Joe Biden i Det Hvide Hus og afstemte dagsordenen. Det skriver det britiske dagblad Morning Star. De to talte – ifølge Jens Stoltenberg – om Kina, global terrorisme, sikkerhedstrusler som følge af klimaforandringerne samt om Rusland.
Derfor vil der på NATO-topmødet især blive diskuteret Kina, forudser Morning Star. USA’s Joe Biden ønsker at optrappe kursen mod Kina. Men spørgsmålet er, om NATO’s europæiske medlemslande ønsker en hårdere kurs mod Kina.
Problemer med fattigdom, ulighed, uretfærdighed, miljøkatastrofer vil ikke blive løst af NATO’s fornyede oprustning.
Jeremy Corbyn, tidligere Labour-leder, Storbritannien
Flere af landene har stor handel med Kina. Og endnu andre er tiltrukket af kinesiske investeringer, eksempelvis Italien, Portugal, Grækenland og en række østeuropæiske lande.
Spørgsmålet er, om NATO går videre i Kina-kritikken, to år efter at organisationen på topmødet i London i 2019 fastslog, at NATO måtte tage fat på at definere ”muligheder og udfordringer” i forhold til Kina. Det var første gang, at NATO offentligt nævnte Kina.
USA er allerede ved at presse Kina ved at udbygge partnerskaberne med ligesindede lande i Asien og har lavet aftaler om samarbejde med Indien, Japan, Australien, New Zealand og Sydkorea.
“Regelbaseret international orden”
NATO skal være med til at “opretholde den regelbaserede internationale orden”, som Kina og Rusland omgår, har NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg understreget i det tyske parlaments udenrigskomite. NATO må reagere, tilføjede han.
Netop regelbaseret international orden er en sætning, Joe Bidens udenrigsminister Anthony Blinken har gentaget flere gange indenfor det seneste år.
Den danske forsvarsminister Trine Bramsen (S) gentager USA’s mantra om, at Kina og Rusland står i modsætning til denne orden.
– Det er ikke mindst med bekymring, at vi ser på Rusland og Kina, der i stigende grad sætter de internationale demokratisk spilleregler under pres, siger hun.
Ifølge Joan Ågot Petersen, medlem af Kommunistisk Partis Internationale Udvalg, er netop USA’s formulering om “regelbaseret international orden” meget ildevarslende.
“Bidens og Blinkens såkaldte regelbaserede orden er et røgslør for optrapning af angreb mod Kina og Rusland, som de rettes imod. Og dermed er det en trussel, der varsler ilde for freden i verden, skiver hun i en blog i Arbejderen.
Hun kalder det en “uorden”, at USA og andre villige nationer og organisationer opretter ad hoc-koalitioner og partnerskaber uden om FN.
“Det er en erstatning af folkeretten – af FN-pagten, som de ønsker at omgå. Det er et forsøg på at presse den vestlige imperialismes regelsæt ned over resten verden”, skriver hun.
NATO’s nye koncept
Overfor det tyske parlaments udenrigskomite udlagde NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg også andre af udfordringerne for NATO, og han skitserede organisationens forslag til 2030-plan – det nye koncept, der endelig kan blive vedtaget senest næste år.
– NATO skal tilpasse sig en mere “konkurrencedygtig verden”.
– NATO skal være mere politisk med “flere politiske konsultationer”.
– NATO-landene skal spendere mere på forsvar.
– NATO skal øge samarbejdet på tværs af Atlanten med især USA, sagde Stoltenberg.
– Der skal fokus på russiske trusler mod Arktis.
Alternativt topmøde
NATO-topmødet får ikke lov til at foregå uimodsagt. Allerede søndag starter protesterne i Bruxelles.
Der vil være både fysiske og virtuelle protestaktioner i selve Bruxelles den 13. juni, arrangeret af det internationale samarbejde mod NATO, www.no-to-nato.org, som du også kan følge på Facebook. Se hele programmet her og tilmeld dig online.
Op til det aktuelle NATO-topmøde mandag den 14. juni er fredsbevægelsen gået sammen under parolerne “Stop Nato 2021”.
De mener, at der ikke findes en eksistensberettigelse for NATO i verden, hvor det er nødvendigt med fred og social retfærdighed.
“I årtier har topmøderne betydet øget ekspansion og globalisering af NATO. I år vil det fokusere på, hvordan man opretholder den vestlige dominans i en verden, hvor Kina vokser sig økonomisk stærk. NATO fortsætter den gamle løgn om, at NATO er baseret på demokrati, frihed og international retsorden. De sætter kurs mod at gøre Kina og Rusland til “fjender” og “systemiske rivaler”, lyder det fra netværket “Nej til krig – Nej til NATO”.
De arrangerer et virtuelt alternativt topmøde parallelt med NATO-topmødet med start søndag den 13. juni fra klokken 14 til 17.30 dansk tid med temaet: “Et globalt NATO er en trussel mod freden”. Der er talere fra Belgien, Storbritannien, Spanien, USA/Hawaii, Venezuela, Colombia, Tyskland og Frankrig.
Hør om NATO og USA mod Kina
Klokken 15.00 på søndag vil der blive sat fokus på NATO’s nye globale vision på det alternative cyber-topmøde.
Klokken 17.00 vil den tidligere amerikanske major Ann Wright fra Hawaii sige noget om, hvordan NATO retter sit blik på Kina og Asien. Hun er i dag anti-krigs-aktivist. Også folk fra fredsbevægelsen i Filippinerne får ordet.
Bagefter taler Lindsey German fra den britiske fredsbevægelse om “Krigen mod terror – 20 år senere”.
Tyskeren Reiner Braun, leder af International Peace Bureau, taler om “Rusland – stadig et mål for NATO”.
– Siden afslutningen af Den Kolde Krig og opløsningen af Warszawa-pagten har NATO udviklet sig til en global alliance gennem ekspansion til Central- og Østeuropa, gennemført destabiliserende militære interventioner i ‘krigen mod terror’ og skabt bilaterale og multilaterale alliancer verden over, siger han.
Efter Rainer Braun vil Alain Rouy sætte fokus på NATO i Afrika.
Der er tolkning til engelsk, fransk og spansk.
På mandag den 14. juni klokken 13.30 vil der være online-session på Zoom fra modtopmødet under overskriften “Opløs NATO – for solidaritet, bæredygtighed og nedrustning” med taler af Sean Conner fra USA), Kate Hudson fra Storbritannien, Tamara Lorincz fra Women for Peace i Canada og Quique Sanchez fra Barcelona.
Du kan tilmelde dig her.
Der er også organiseret en “Twitter-storm” med hashtaggene #NotoNATO og #NATODangerToPeace, og arrangørerne opfordrer alle bag skærme og mobiltelefoner overalt på kloden til at deltage.
Hilsner for fred
Om mandagen den 14. juni er der klokken 17.00-18.00 en mængde to-minutters online-hilsner fra fredsforkæmpere fra hele verden, arrangeret af Voices of Peace.
En af de korte hilsner vil være fra Jeremy Corbyn, der er tidligere formand for den britiske fredsbevægelse Stop the War Coalition og Labour-leder fra 2015 til 2020.
– Verdens problemer med fattigdom, ulighed, uretfærdighed, miljøkatastrofer og krænkede menneskerettigheder vil ikke blive løst af fornyet oprustning, siger han blandt andet i sin videohilsen.
En anden hilsen er fra den kendte afghanske kvinde Malalai Joya, der er aktivist for menneskerettigheder.
– I de sidste 20 år har USA dræbt omkring én million afghanere, både direkte og indirekte. USA har kastet “mother of all bombs” over vores land, brugt klyngeammunition og hvidt fosfor, skabt en politisk mafia og ødelagt økonomien. USA har forurenet vores miljø og gjort vores land til verdens narkotikacenter. Desværre fulgte NATO i USA’s fodspor, lyder det fra afghaneren, der blev indstillet til Nobels fredspris i 2005.
Op til NATO-mødet bliver der i denne weekend afholdt G7-topmøde i britiske Cornwall. På dagsordenen er klima og covid-19-pandemien.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.