Læserbrev
NATO sværmer som en sulten spyflue om Afrika. Det mener Alain Rouy, leder af den franske fredsbevægelse Le Mouvement de la Paix, i et interview med Arbejderen.
Alain Rouy har fulgt NATO’s øgede interesse for Afrika i de sidste mange år. Og han er en af de mennesker i Europa, der ved mest om NATO i Afrika. Den 13. juni deltog han for eksempel med et oplæg på online-topmødet mod NATO i Bruxelles om emnet, der ikke normalt er stort fokus på.
Han advarer mod, at NATO’s nye fokus på kontinentet kan betyde mere krig og flygtningestrømme.
Så sent som i juni afsluttede flere NATO-lande – anført af USA – militærøvelsen Phoenix Express i maj i Tunesien. 11 lande deltog.
Den 18. juni sluttede USA og Marokko øvelsen African Lion 21. Her deltog blandt andre danske officerer som observatører. Tidligere afholdt USA og Marokko øvelsen Authorize 2021 i Ouarzazate, Marokko. Her deltog blandt andet franske helikoptere.
NATO og USA ønsker at forhindre Rusland og Kina i at få indflydelse i Afrika.
Alain Rouy, fransk Afrika-ekspert
For Alain Rouy var især den sidste øvelse “en symbolsk støtte til Marokkos krig mod Polisario i det besatte Vestsahara”.
Og øvelsen var en kilde til militær spænding med Algeriet, og den skabte endog diplomatisk uro, da Spanien ikke er på bedste fod med Marokko, bemærker han.
Kontrol over Afrika
Hvad vil NATO egentlig i Afrika?
– For NATO og USA er det et spørgsmål om at forhindre Afrika i at komme under indflydelse af Rusland og Kina. Det globaliserede NATO kan ikke tillade sig at miste kontrollen over Afrika, siger Alain Rouy til Arbejderen.
– I NATO’s globale strategi for at imødegå Rusland og Kina som en “systemisk udfordring” kommer de ikke uden om Afrika. Når NATO har styrket sig i Asien, udvider NATO for alvor til Afrika og øger dets militære manøvrer der, spår franskmanden.
Illustration: Africom
NATO’s officielle formål er at “fremme sikkerhed og stabilitet i det nordatlantiske område gennem politisk, økonomisk og militært samarbejde”.
Alain Rouy forklarer, at der lige nu er mindst 6000 amerikanske tropper i Afrika, inklusive 800 i Vestafrika til støtte for den franske hær. USA er militært til stede i 34 lande på kontinentet med 14 hovedbaser og 20 udposter.
Der er lige nu tæt på 11.000 franske soldater på det afrikanske kontinent.
Alain Rouy er ud over posten som leder af fredsbevægelsen i Frankrig også leder af den internationale sammenslutning af undervisere for fred (Association of Educators for Peace). Han er organisationens delegeret ved møderne i FN’s organisation for uddannelse, kultur og videnskab UNESCO. Han er også formand for de franske lærere for fred (Enseignants pour la Paix).
Hans organisation, Mouvement de la Paix, blev stiftet lige efter Anden Verdenskrig af veteraner fra den franske modstandsbevægelse.
Sværmer om Afrika
Alain Rouy ser tydelige tegn på, at NATO “sværmer ivrigt om Afrika”.
Foto: International Peace Bureau
– Deltagerne på NATO-topmødet i Warszawa i 2016 fremhævede, at Rusland og Kina er til stede i Afrika, hvilket skulle retfærdiggøre NATO’s øgede aktivitet på kontinentet – især ved at styrke dets bånd til Den Afrikanske Union.
For to år siden fulgte NATO op i en ny rapport fra april 2019. Rapporten hedder “Sikkerhed og stabilitet i Afrika: Udfordringer og prioriteter for NATO”.
Her bliver landene i NATO opfordret til at spille en større rolle i Afrika, og rapporten understreger behovet for at “komme på plads”, ellers vil Rusland og Kina gøre det.
– Rapporten afspejler NATO’s geopolitiske mål for Afrika, som blev drøftet på NATO-topmødet i Bruxelles i år, siger Alain Rouy.
I NATO’s nyeste rapport NATO 2030 – United for a New Era fra sidste år udgør Kina og Rusland nu en “systemisk udfordring”, både hvad angår sikkerhed og økonomi.
I denne rapport omtales Afrika som en del af det større ”syden”, som inkluderer Middelhavsområdet og hele det afrikanske kontinent.
NATO-rapporten foreslog en række tiltag:
– Øget politisk og praktisk samarbejde med Den Afrikanske Union.
– At styrke NATO’s sydlige knudepunkt ved Allied Joint Force Command i Napoli, Italien.
– Flere NATO-interventioner i Afrika.
Foto: USAFRICOM/CC 2.0
Det netop overståede NATO-topmøde i juni i Bruxelles gør Alain Rouy ekstra urolig.
– På topmødet blev det “globaliserede” NATO opfordret til at beskæftige sig med Afrika og anvende sin militære strategi der. NATO slog fast, at infrastrukturen allerede eksisterer for at forstærke NATO’s tilstedeværelse på det afrikanske kontinent – takket være, at USA allerede er der, siger franskmanden.
Alain Rouy mener, at NATO – indtil nu – har været meget lidt opmærksom på Afrika, selv om de vestlige magter, der er medlemmer af NATO, er stærkt tilstede på det afrikanske kontinent.
Den påståede kamp mod terrorisme er kun et påskud for at komme ind i Afrika og bide sig fast.
Alain Rouy
– Årsagen er, at Afrika ikke er en del af det euro-atlantiske rum, som NATO skulle beskytte mod den sovjetiske trussel. Efter kolonitiden brugte især Frankrig kræfter på at bevare sin indflydelse i landene, som var blevet afkoloniseret. Paris ønskede at bevare magt.
Foto: International Peace Bureau
– Det franske udtryk “françafrique” henviser til et system for at opretholde den militære, økonomiske og politiske dominans. Det var først, da Afrika blev et globalt spørgsmål, at NATO begyndte at interessere sig for dette kontinent som en del af NATO’s sydlige flanke, forklarer Alain Rouy.
NATO fik ifølge Alain Rouy for alvor øjnene op for Afrika for 16 år siden, og organisationen begyndte at beskrive faren for terrorisme fra kontinentet, der opfattes som et centrum for alt fra maritim pirateri, narkohandel til flygtningestrømmen mod Europa, som igen “destabiliserer Vesten”.
NATO roser sig selv
Selv slår NATO sig for brystet i en rapport fra sidste år. Vi har gjort meget i Afrika siden 2005, lyder det fra hestens egen mund.
– Vi har siden 2005 deltaget i en intervention i Darfur-regionen i Sudan og ydet transporthjælp til Den Afrikanske Union.
– Vi har underskrevet flere aftaler med Den Afrikanske Union.
– Vi har siden 2006 uddannet officerer fra flere afrikanske landes hære.
– Vi har siden 2007 leveret støtte til Den Afrikanske Unions AMISOM-mission i Somalia.
– Vi har i 2007 organiseret en større militær øvelse ved Kap Verde.
– Vi har “efter anmodning” fra FN bidraget til kampen mod maritimt pirateri Adenbugten ved Somalia og ledet Operation Ocean Shield.
– Vi har knyttet afrikanske lande tættere på gennem “NATO Training Cooperation”.
– Vi har været med til at forhindre folkemord i Libyen i 2011 ved at intervenere.
– Vi har i 2015 åbnet et forbindelseskontor ved Den Afrikanske Unions hovedkvarter i Addis Abeba i Etiopien.
– Vi har i 2019 underskrevet en ny samarbejdsaftale for at styrke samarbejdet mellem NATO og Den Afrikanske Union.
Vær på vagt, danskere!
Alain Rouy har kun rysten på hovedet til overs for NATO’s “selvros”.
Overfor Arbejderen opfordrer han danske fredsvenner til at være på vagt, når NATO-landet Danmark sender tropper til afrikanske lande som for eksempel Mali. Der er bagtanker bag de pæne ord om kamp mod terrorister, samarbejde og demokrati, mener han.
Foto: Magharebia/CC 2.0
– Desværre er kampen mod terrorisme ofte kun et påskud for at komme ind i Afrika og bide sig fast på permanent basis, siger han til Arbejderen.
Alain Rouy kritiserer, at netop Frankrig har flere faste, men også flere “midlertidige” baser i Afrika med 5100 franske tropper involveret i operationer i Mali og i nabolande lige nu og yderligere 3000 tropper stationeret andre steder i Afrika.
– USA på sin side har en enorm base, “Camp Lemonnier”, i Djibouti i Nordøstafrika, oprindeligt beregnet på at kunne bekæmpe maritime pirater og terrorisme i Somalia. Men i dag er det et permanent amerikansk strategisk centrum for hele regionen. Og USA har masser af baser i andre lande på kontinentet, siger han.
NATO’s krig i Libyen i 2011
Lige præcis samarbejdet med Den Afrikanske Union er Alain Rouy meget kritisk overfor.
– Ved at underskrive 2019-aftalerne med Den Afrikanske Union ønskede NATO at give sig selv et mere positivt image ved at understrege de politiske samarbejdsprogrammer. Og NATO lagde vægt på at fremhæve de positive ord om at arbejde for kvinders rettigheder, fred og sikkerhed, siger Alain Rouy.
Foto: Forsvaret/CC 2.0
Men NATO gik faktisk bag ryggen på Den Afrikanske Union i 2011, da den forsøgte at forhindre en militær intervention i Libyen, mener franskmanden.
– NATO’s intervention blev udført uden Den Afrikanske Unions samtykke og på grundlag af en meget omdiskuteret måde at fortolke FN’s Sikkerhedsråds resolution 1973 af 17. marts 2011 på. Resolutionen tillod “at tage alle de foranstaltninger, der anses for nødvendige for at beskytte civilbefolkningen”.
Alain Rouy beskriver, hvordan hans regering besluttede, at franske fly i foråret 2011 skulle smadre libyske militære installationer. Frankrig, Storbritannien og USA sluttede op.
Fra den 31. marts 2011 blev operationerne ledt af NATO gennem Operation Unified Protector under canadisk kommando indtil slutningen af oktober 2011.
– NATO gik langt ud over rækkevidden af resolutionerne fra FN, som var designet til at beskytte civile, siger Alain Rouy.
Han kritiserer desuden, at NATO-lande bevæbnede libyske oprørere i strid med FN’s resolution 1970 om våbenembargo mod Libyen.
– NATO har blot tilført lidelse på lidelse i Libyen og provokeret til et kaos, der fortsætter den dag i dag. Det har destabiliseret hele regionen og har blandt andet betydet, at islamistiske terrorgrupper i Mali, Niger, Nigeria og Burkina Faso har spredt sig, mener franskmanden.
Men hvad er problemet, ved at NATO støtter kampen mod for eksempel pirater i Adenbugten ved Somalia?
– NATO griber ind i Adenbugten for at udføre missioner – bestilt af FN eller Den Afrikanske Union. Problemet er, at kun disse to sidste missioner har international legitimitet. Det har NATO ikke. Faren er, at NATO mener, at det kan erstatte FN, når det forsvarer sine egne interesser.
Trussel mod freden
Han mener, at USA’s og NATO’s “aktivisme” i Afrika er en trussel mod fred.
– I Afrika – som alle andre steder – betyder NATO-aktivisme konstant militarisering af samfundene. Det betyder øgede udgifter, og at lande må underkaste sig den nyliberale økonomi. Men intet af dette svarer til forventningerne og behovene, som Afrikas folk har. Tværtimod. Det, man skal frygte, er flere og flere væbnede konflikter, der vikler sig ind i hinanden, som omkring Mali.
Jamen, hvad er vejen ud for Afrika?
– Fredsaktivister må igen og igen udbrede målene for bæredygtig udvikling, at FN kan handle og styrke sig. At Den Afrikanske Union styrker sig.
Hvad kan vi gøre i Vesten?
– Vi må igen og igen fordømme dén politik, der prædiker økonomisk dominans over lande i Afrika. Det er netop dén følelse af dominans, der får vestlige stater til at retfærdiggøre militære indgreb. En fredelig verden kan kun være baseret på retfærdighed og international ret. Vi er solidariske med de kræfter i Afrika, der går imod Vestens logik.
– Disse kræfter er stadig for få i antal. Men det er op til os at støtte dem og gøre dem kendte! Vi må konkret udvide kontakten til anti-NATO-netværk i Afrika og forbinde os med alle fredskræfter på afrikansk jord, slutter Alain Rouy.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
