Læserbrev
Denne artikel er udgivet som en del af et internationalt samarbejde mellem Arbejderen og en række medier i forskellige europæiske lande. Artikelserien tager udgangspunkt i “Højrefløjens fremmarch” i forbindelse med det komme EU-parlamentsvalg. Du kan løbende følge med i artikelserien her.
Op til EU-valget fremstår Frankrig som et fristed for den fascistiske højrefløj, som træder den ultrahøjreorienterede Marine Le Pen hårdt over tæerne.
Borgerlige Les Républicains (LR), der blev grundlagt af Nicolas Sarkozy, den tidligere statschef og rådgiver for statschef Emmanuel Macron, styrtdykker, og det samme gør hans parti Renaissance. Indtil videre ligger Le Pens Rassemblement National (RN) med sin spidskandidat og nye leder Jordan Bardella langt foran i alle meningsmålinger og står til at få over 31 procent.
Fascistlederen Éric Zemmour og hans bevægelse Reconquête står til at få mellem seks og syv procent af stemmerne den 9. juni. Tilsyneladende grund nok til at den tidligere forfatter af den højrekonservative dagblad Figaro erklærede konkurrencen på højrefløjen for “fuldstændig meningsløs”.
Macrons kandidat i problemer
I duellen mellem højrefløjens ledere, som blev arrangeret af nyhedskanalen BFM TV den 2. maj, fik Bardella Macrons favorit, Valérie Hayer, til at fremstå temmelig håbløs, og hun indtager førstepladsen på valglisten til afstemningen i juni.
Den 1. maj spøgte det satiriske ugeblad Le Canard enchaîné med, at præsidenten nok ville foretrække at skændes med sine forhadte rivaler på højrefløjen på den åbne tv-scene. Så elendig og frygtelig ophidset har Hayer præsenteret sig selv i offentligheden indtil videre.
Bardella beklagede sig nedladende over for sin modpart på dagen for tv-duellen, at hun ville blive nødt til at stå på mål for Macrons “katastrofale politiske resultater” under valgkampen.
Foreløbigt er Le Pens Rassemblement National med sin spidskandidat og nye leder Jordan Bardella langt foran i alle meningsmålinger og står til at få over 31 procent.
Faktisk har hovedpersonerne på landets højrefløj i ugevis diskuteret, hvilken position i Ukraine-krigen der kunne være den mest fordelagtige for Frankrig – ikke at afskrive Rusland, true med at bombe det eller endda sende soldater til øst. Eller om den stigende ungdomsvold i de lokale skoler eller om Macrons arbejdsmarkeds- og pensionsreformer, som alle blev presset igennem parlamentet.
Det var Macrons nu berygtede udtalelser til studerende på Sorbonne Universitet om Europas angiveligt forestående død – hvis det ikke kunne blive enige om fælles “sikkerhed, økonomi og demokrati” – der gav valgkampen en vis drejning i retning af Bruxelles og Strasbourg.
Fascisten Zemmour
Især for fascistlederen Zemmour virkede det som det rette øjeblik til helt at afskrive EU i dets nuværende tilstand.
Det “dårlige Europa” skulle “afskaffes”, fordi det var drivkraften bag “islamiseringen” af kontinentet og “bragte os fra hinanden”. Det “gode, smukke Europa” venter – et kontinent, der skal generobres fra islam, deraf partinavnet Reconquête.
Det er interessant at bemærke, at Zemmours liste ifølge de seneste meningsmålinger er ved at indhente Jean-Luc Mélenchons venstreorienterede France insoumise og muligvis også overhale miljøpartiet Les Écologistes (De Grønne, red) – begge ligger på omkring syv procent.
Foto: Ana Beltran/Reuters/Ritzau Scanpix
Zemmours “generobring” ledes af Marion Maréchal, Marine Le Pens niece, som har erklæret krig mod sin tante og sin tantes topmand Bardella – tilsyneladende på grund af det, hun opfatter som partiets “venstreorienterede afvigelse”, som med held er blevet “dæmoniseret” af hendes tante Marine i årevis i partiet, dengang det stadig bar det “bedre navn” Front National under hendes racistiske bedstefar Jean-Marie Le Pen.
Det borgerlige katolske højre i Républicains, som stort set har afskrevet sin tidligere protektor, er næsten ikke til at se eller høre. Faktisk er den tidligere statschef Sarkozy meget oftere at finde ved Macrons side end blandt hans tidligere vandbærere.
Det eneste, de store Les Républicains har til fælles, er, at retsvæsenet er lige i hælene på dem – især Sarkozy, som skal forsvare sig mod anklager om bedrageri og bestikkelse.
LR-leder Éric Ciotti er i mellemtiden en beundrer og favorit af fascistlederen Zemmour; begge ser Frankrigs seks millioner muslimer som enden på det kristne styre og den kristne kultur i Europa.
Artiklen er oversat fra tysk til engelsk af Marc Bebenroth
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
