Udtalelse
De raketter, der nu ødelægger amerikanske baser i Mellemøsten, er ikke bare et ekko af en konflikt langt væk. De er en advarsel. De viser, hvad der sker, når en supermagt går i krig og angriber et andet land.
Når USA truer, provokerer og i sidste ende angriber Iran, svarer Iran tilbage, hvor det gør mest ondt, nemlig mod amerikansk militær infrastruktur og baser. Dette er ikke spekulation. Det er strategi. Det er krigens brutalitet i konkret form.
Som repræsentant for World Veterans Federation har jeg arbejdet sammen med veteraner fra Foundation of Martyrs and Veterans Affairs of the Islamic Republic of Iran, så jeg ved, at Iran bærer dybe sår fra tidligere konflikter.
Iran har næsten en million veteraner fra krigen mod Irak i 1980’erne, tusinder er fysisk sårede, mange er psykisk mærket for livet.
Disse veteraner er ikke abstrakte symboler, de er levende mennesker, der bærer på erfaringerne og smerten fra en brutal krig, der hærgede deres land i årevis og formede den strategiske kultur i hele regionen. Nu kan de få betydeligt flere sårede civile ofre og veteraner i fremtiden.
Vi kan ikke placere vores nation i en position, hvor vores sikkerhed afhænger af beslutninger truffet af en supermagt, som vi ikke har stemmeret i.
Denne historie om ofre og veteraner sætter det, der sker nu, i perspektiv. Når en supermagt som USA går i krig, skaber det reaktioner, der ikke kan ignoreres, ikke kan undertrykkes og ikke kan begrænses til fjerne ørkenområder.
USA har i øjeblikket 12 militære områder i Norge gennem en kontroversiel aftale mellem norske og amerikanske myndigheder. Disse områder er defineret som aftalte amerikanske militærbaser i vores land. Det er det, der gør vores situation så alvorlig.
Vi har fået at vide, at dette giver os sikkerhed. At den amerikanske tilstedeværelse i Norge afskrækker en trussel fra Rusland. Men når en konflikt bryder ud, ses baserne ikke som neutrale norske områder. De ses som en del af USA’s projekt for global magt, som naturlige mål for modstanderens strategi.
I en konflikt mellem supermagter, for eksempel mellem USA og Rusland, vil modstanderen nødvendigvis forsøge at ramme den amerikanske militære kapacitet, uanset hvor den befinder sig. I dag findes denne kapacitet også her.
Konsekvensen kan være, at Norge, uden at have bedt om det, bliver en del af en større krig. Vores lufthavne, vores lagre, vores forsyningslinjer og vores lokalsamfund kan blive trukket ind i en konflikt, vi ikke selv har valgt.
Dette handler ikke om frygt. Det handler om realisme. Når det amerikanske militær deltager i krige, bliver amerikansk infrastruktur angrebet. Dette er i øjeblikket tilfældet i Mellemøsten. Det var tilfældet med amerikanske baser i Irak efter drabet på general Soleimani, da Iran reagerede med raketangreb mod amerikansk militærpersonale.
Når man gør sig selv til base og platform for andres krige, er risikoen reel. Sådan fungerer moderne konflikter.
Norge står over for et skæbnesvangert valg. Skal vi fortsat give amerikanske styrker adgang til norsk territorium som en slags gratis forpost for deres globale magtudøvelse? Eller skal vi trække en grænse, der faktisk tjener norsk sikkerhed og norske liv?
Vi kan ikke lade som om, at denne debat ikke berører os. Norge er et lille land med begrænsede ressourcer, men med en lang tradition for at basere sin politik på diplomati, international ret og moderation.
Vi kan ikke placere vores nation i en position, hvor vores sikkerhed afhænger af beslutninger truffet af en supermagt, som vi ikke har stemmeret i.
Afskrækkelse lyder sikkert i fredstid. Men netop den infrastruktur, der skal beskytte os, bliver et potentielt mål, når krigen kommer. Det er en brutal logik, men en logik, der må anerkendes.
Vi må derfor genoverveje hele aftalen om amerikanske baser på norsk jord. Norge må genoprette en sikkerhedspolitik baseret på norske interesser, ikke andres militære strategi. Vores sikkerhed bør ikke afhænge af, at vi er en del af en supermagts krigsmaskine. Den bør være baseret på fred, diplomati, vores egen suverænitet og respekt for folkeretten.
Når vi ser, hvordan konflikterne i Mellemøsten eskalerer, hvordan baser bliver angrebet som en direkte følge af supermagters handlinger, bør det vække den norske offentlighed. Ikke for at tale om fjender. Ikke for at være dogmatisk. Men for at beskytte det, der virkelig betyder noget: norske liv og norsk frihed til at bestemme over vores eget land.
Norge kan ikke frivilligt placere sig selv i stormens øje og håbe, at vinden vil blæse over.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
