Den 23. januar gennemførte Minnesota AFL-CIO, den faglige hovedorganisation for den amerikanske delstat Minnesota, en generalstrejke. Strejken var rettet mod USA’s immigrationsmyndighed ICE, efter en ICE-agent den 7. januar dræbte den amerikanske statsborger Renée Good.
ICE har til opgave at identificere, anholde og sagsbehandle udlændinge, som opholder sig i USA uden lovligt grundlag eller har overtrådt immigrationsreglerne. Med Donald Trump som præsident er ICE’s arbejde intensiveret gennem udvidede beføjelser, flere ressourcer og en markant prioritering af anholdelser og udvisninger. Et rekordstort antal på 68.000 mennesker sidder i øjeblikket fanget i ICE’s varetægt, oplyser Amnesty International USA.
Human Rights Watch kritiserer blandt andet, at de væbnede ICE-agenter ofte bærer masker og kan være iklædt civilt tøj. Agenterne skjuler regelmæssigt agenturets logo og bruger umærkede køretøjer til at tilbageholde personer, der befinder sig i deres biler eller ved skoler, arbejdspladser, hjem, på gaden og i offentlig transport. En anholdelse kan derved ligne, og føles som, en decideret kidnapning.
Cirkulerer rundt om skoler
Ifølge den faglige hovedorganisation Minnesota AFL-CIO skaber ICE utryghed for alle indbyggere, især dem, der har en anden hudfarve end hvid. Frygten for at blive fanget af ICE har stor betydning for mange folks liv.
“ICE’s fortsatte besættelse, handlinger og taktikker skader hele Minnesota og gør os alle mindre sikre. De går vilkårligt efter ikke-hvide folk i Minnesota, uanset statsborgerskab eller immigrationsstatus. Mange mennesker er bange for daglige aktiviteter som at gå på arbejde, handle ind og sende deres børn i skole”, skriver Minnesota AFL-CIO.
Fagforeningsmedlemmer vil sammen med vores medborgere i Minnesota afvise frygt og tale med én stemme.
Minnesota AFL-CIO, faglig hovedorganisation
I Minnesota igangsatte ICE i december en operation ved navn “Operation Metro Surge“, der af USA’s indenrigsministerium bliver beskrevet som “den største indvandringsoperation, der nogensinde er gennemført”. Som en del af operationen rykker ICE-agenter ind i private hjem, skoler og arbejdspladser for at anholde mennesker mistænkt for at opholde sig ulovligt i USA.
– Vi har set ICE-agenter i Roseville cirkulere omkring skoleområdet og bare vente på, at familierne henter deres børn, siger Monica Byron, formand for fagforbundet Education Minnesota.
Flere skoler har lukket ned for undervisning, andre har ændret deres afhentningsprocedurer på grund af ICE, hvis agenter har anholdt undervisere på skoleområder, fulgt efter en femårig elev hjem fra skole for at bruge ham som madding til at fange hans forældre, stoppet skolebusser og meget andet.
Trodsede vinterstorm
Drabet på Renée Good fik bægret til at flyde over for befolkningen i Minnesota. Hun var blevet holdt ind til siden i sin bil af ICE. Da hun i frygt forsøgte at dreje bilen væk, skød en ICE-agent hende tre gange, så hun døde. Good var amerikansk statsborger og opholdte sig lovligt i USA.
Efter drabet på Good stemte et flertal i Minnesota AFL-CIO’s bestyrelse for at gennemføre en generalstrejke i delstaten. Arbejdsnedlæggelsen gik under parolen “Ud med ICE” og markerede den første generalstrejke i USA i 80 år.
“Fagforeningsmedlemmer vil sammen med vores medborgere i Minnesota afvise frygt og tale med én stemme, når vi kræver, at ICE forlader vores delstat, ingen yderligere finansiering til ICE, juridisk ansvar for ICE’s drab på Renée Good, og at Minnesotas store virksomheder stopper samarbejdet med ICE”, lød det i indkaldelsen.
Minnesota AFL-CIO, der repræsenterer over 1000 lokale fagforeninger og over 300.000 arbejdere, indgik en bred koalition med civilsamfundsorganisatorer, religiøse ledere og aktivister for at gennemføre strejken. Indbyggere i Minnesota blev opfordret til ikke at arbejde, ikke at gå i skole og ikke at købe noget. Hundredvis af små virksomheder, foreninger og kulturinstitutioner holdte lukket som del af strejken.
Ifølge arrangørerne trodsede titusindvis af demonstranter den nordamerikanske vinterstorm og gik som en del af generalstrejken på gaden på tværs af Minnesota for at tvinge ICE til at trække sig ud af delstaten. For mange var det et stærkt signal om, at lokalbefolkningen har fået nok af immigrationsmyndigheden.
Men dagen efter dræbte ICE endnu en indbygger i Minnesota. Det var sygeplejersken Alex Pretti, der lagde sig mellem ICE-agenter og en kvinde, som agenterne forsøgte at anholde. Som en del af tumulten blev Pretti skudt flere gange af en ICE-agent og mistede derved livet.
Som følge af drabet på Pretti har en række studenterforeninger i Minnesota opfordret til en ny generalstrejke den 30. januar.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

