Om aftenen dansk tid den 17. oktober blev Al-Ahli-hospitalet, som ligger i Gaza by, bombet. Det har ledt til store demonstrationer både i den besatte Vestbred, samt i en række lande i Mellemøsten, skriver The Palestine Chronicle.
Tabstallet for bombningen er på nuværende tidspunkt sat til at være omkring 500.
Ifølge The Palestine Chronicle er det blandt andet i Tyrkiet, Mauritania, Yemen og Irak, der er udbrudt protester. I Jordan har demonstranter også forsøgt at storme landets israelske ambassade, imens der i Tunesien har været krav om at hjemsende landets franske ambassadør. Mængden af deltagere i de forskellige demonstrationer anslås at være i titusindvis.
Bombeangrebet er sket dagen før, at USA’s præsident Joe Biden er taget til Israel for at vise solidaritet med den israelske regering samt at forsøge at få åbnet humanitære korridorer i Gaza. Biden skulle også have mødtes med ledere fra den arabiske verden, men de har i kølvandet på bombningen af hospitalet afvist at mødes med præsidenten.
Amerikanske ambassader i den arabiske verden har også været genstand for demonstrationer. I Libanons hovedstad Beirut har demonstranter omringet den amerikanske ambassade, efter at den islamiske bevægelse Hezbollah erklærede, at der skulle være “en dag fyldt med vrede” som reaktion på bombningen af Al-Ahli-hospitalet. Demonstranterne råbte forskellige slogans som for eksempel “død over USA”. Politiet i Beirut har benyttet tåregas for at opløse protesterne.
Også de amerikanske ambassader i Tyrkiet og Tunesien har været udsat for demonstrationer. Begge ambassader har udsendt advarsler om uroligheder, og det amerikanske konsulat i Adana i Tyrkiet er blevet midlertidigt lukket.
I Iran har bombningen også ført protester med sig, primært rettet mod franske og britiske ambassader. Her har demonstranter råbt “død over Frankrig og England” samt kastet med æg mod den franske ambassade.
En lang række regeringer fra den arabiske verden har også fordømt bombningen af hospitalet. Det gælder blandt andre Saudi-Arabien, Jordan, Tyrkiet, Egypten og Algeriet.
På dette tweet kan man se video fra en af demonstrationerne samt følge udviklingen i situationen fra The Palestine Chronicle.
Protester mod selvstyret på Vestbredden
Demonstrationerne på Vestbredden har været rettet mod Israels massakre i Gaza, men også mod det palæstinensiske selvstyre. Ifølge The Palestine Chronicle var der flere tusinde demonstranter på gaden i Ramallah, hvor selvstyret blev beskyldt for at samarbejde med Israel i stedet for at kæmpe for det palæstinensiske folks interesser.
Særligt var deres vrede rettet mod Mahmoud Abbas, præsidenten for det palæstinensiske selvstyre. Mange af de udtalelser, som Abbas er kommet med i løbet af den seneste udvikling i den årelange konflikt, er blevet anset som værende lignende dem, som mange vestlige regeringer er kommet med.
Blandt andet at begge sider burde vise mådehold, samt at Hamas ikke repræsenterer det palæstinensiske folk. Det fik mange demonstranter til at udvise utilfredshed med Mahmoud Abbas.
Al-Mayadeen, en palæstinensisk tv-kanal, viste også billeder af et medlem af selvstyret, der erklærede, at han ville opsige sine stillinger i selvstyret i solidaritet med demonstranterne.
Læs også
Israels udrensningskrig kan ikke undskyldes
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.