STARK bryder sympatikonflikt
Den 26. august udsendte Kinas Kommunistiske Partis PR-afdeling et vigtigt dokument “KKP: dets mission og bidrag”. Udgivelsen, der i den engelske oversættelse er på mere end 28.000 ord, spænder tydeligvis over en diskussion, der når vidt omkring i KKP, og som reflekterer over partiets bidrag de sidste 100 år, dets mål og fremtidige udfordringer.
Marxisme
Dokumentet understreger, at der grundlæggende set er kontinuitet i KKP’s kernemission. Siden det blev grundlagt i juli 1921, har partiet helliget sig et projekt for at bygge socialismen, sikre Kinas suverænitet, skabe et bedre liv for befolkningen og bidrage til en fredelig og fremgangsrig fremtid for menneskeheden.
KKP har godt nok gennemløbet mange faser, men det har beslutsomt holdt fast i sin kernemission, sine principper og ideologi. Til stor frustration for kapitalismens ideologer i Washington og London er KKP i dag – 45 år efter Mao Zedongs død – forbundet med marxismen, som i dokumentet beskrives som “den eneste ledende ideologi, selve sjælen i KKP og den fane som det kæmper under”.
Marxismen er “den eneste ledende ideologi, selve sjælen i KKP og den fane som det kæmper under”.
Ved at tilpasse marxismen til Kinas særlige forhold og hele tiden arbejde på at udvikle den er det lykkedes KKP at nå usædvanligt høje mål og løse problemer, der kunne se uoverstigelige ud. I dokumentet hedder det, at “socialismen er i stand til at løse problemer, som andre samfundssystemer ikke kan løse … partiets kamphistorie udgør en fortsat proces for at tilpasse marxismen til en kinesisk kontekst og udforske kreative og fornyende ideer”.
I processen for hele tiden at tilpasse marxismen til foranderlige betingelser og meget vanskelige forhold har Kinas ledelse vist sig betydeligt mere kompetent og kreativ – ja man kan sige dialektisk – end dens kritikere i dele af den vestlige venstrefløj, der præges af en kombination af dogmatisme, sekterisme og eurocentrisme.
KKP har altid udviklet marxismen kreativt og betragtet den som en levende videnskab, der hele tiden må udvikles, opdateres og forfines. Som Xi Jinping siger: “Socialisme med kinesiske kendetegn er socialisme og ikke en anden slags isme.” Deng Xiaoping forklarede uophørligt, at der var visse farer forbundet med “reformer og åbning”, og at man kunne forvente, at de, der “blev rige først”, ville ønske at veksle deres rigdom til politisk magt, som det er tilfældet i den kapitalistiske verden.
For at forhindre dette formulerede han de Fire Kardinalprincipper: Fasthold den socialistiske vej, fasthold proletariatets diktatur (i dets særlige form: folkets demokratiske diktatur), fasthold Kinas Kommunistiske Partis ledelse og fasthold marxismen-leninismen og Mao Zedong-tænkningen. Alle generationer i KKP’s ledelse har holdt fast i disse principper, og Kina er fortsat rødt.
Marxismen vil fortsat udgøre KKP’s hovedideologi. “Erfaringen har vist, at KKP’s valg af marxismen er korrekt. På sin fremtidsrejse vil partiet tage den aktuelle virkelighed i Kina i betragtning og fortsat tilpasse marxismens grundprincipper til det bedste af Kinas traditionelle kultur samt anvende marxismen til at iagttage, forstå og navigere i tidens tendenser i det 21. århundrede.”
Folkedemokrati
Dokumentet indeholder en detaljeret diskussion af Kinas socialistiske demokrati. Det beskrives som et helhedsprocesorienteret demokrati, der omfatter omfattende diskussioner og rådslagninger, folkekongresser, komiteer i lokalsamfund og på arbejdspladser, sociale organisationer, selvstyre på lokalsamfundsniveau og demokratisk virksomhedsledelse plus et omfattende system for regional, etnisk autonomi.
Forfatterne gør opmærksom på, at demokrati er en af menneskehedens fælles værdier, “ikke noget som et enkelt land kan gøre krav på”. Der findes mere end én model for demokrati, og alligevel insisterer de vestlige “liberale demokratier” på at fremhæve deres eget system, som var det legemliggørelsen af en universel sandhed.
Kina kommer fra en tusindårig historie præget af feudal autoritarisme. Siden kom et århundrede med krig og invasion. Så det har været nødt til at udstikke sin egen vej til at blive regeret af og for folket. Set ud fra de fleste indikatorer er Kinas socialistiske demokrati, der stadig er i udvikling, langt mere demokratisk end dets vestlige modpart, hvor det er pengene, der spiller den afgørende rolle.
Fred og samarbejde
Dokumentet tager kraftigt afstand fra overherredømme, ensidighed og Ny Kold Krig og påpeger, at Kinas opstigen er blevet fulgt af en fredelig udenrigspolitik, modstand mod interventionisme og støtte til multipolaritet.
Det noterer, at KKP stræber efter global fred og samarbejde om udvikling og i den forbindelse har fremlagt en række ideer og initiativer såsom de fem principper for fredelig sameksistens, det globale fællesskab for en fælles fremtid og Belt and Road Initiativet.
Det har konsekvent støttet international ret og FN-pagten og er en central aktør i regionale og globale institutioner som G20, BRICS, Shanghai Cooperation Organisation og Asian Infrastructure Investment Bank.
Siden Kina gennemførte sin første vellykkede atomprøvesprængning i oktober 1964, har det været en fortaler for altomfattende atomnedrustning og opfordret til “et fuldstændigt forbud mod og total ødelæggelse” af alle atomvåben.
Det var det første land, der vedtog en politik for ikke at slå først og har lovet aldrig at benytte atomvåben mod lande, der ikke selv besidder sådanne våben. På den anden side har NATO konsekvent afvist at vedtage sådanne politikker og har i stedet holdt fast i retten til forebyggende atomangreb, altså det samme som retten til at udløse et atomart holocaust.
I USA bygger Biden-administrationen videre på Trumps Nye Kolde Krig, mens KKP er fortaler for et helt anderledes system af internationale forbindelser, der fremmer, at der “opbygges et globalt fællesskab for en fælles fremtid i den hensigt at skabe en åben, inkluderende, ren og skøn verden, hvor der er varig fred, universel sikkerhed og almindelig fremgang”.
Frem mod en højtudviklet socialisme
Selvom KKP’s landvindinger er historiske set i en global sammenhæng, “er de sidste 100 år kun indledningen”. Dokumentet gør det klart, at der stadig er lang vej at gå for at bygge socialisme og kommunisme i Kina.
Det vigtigste mål på mellemlang sigt er, at når Folkerepublikken Kina fylder 100 år i 2049, så er den udviklet til “et stort og moderne socialistisk land, der er velstående, stærkt, demokratisk, kulturelt højtudviklet, harmonisk og smukt”.
Det indebærer, at der fortsat sker hurtige forbedringer i levestandarden, at der lægges stor vægt på grøn udvikling, på at håndtere uligheder og udvide og forbedre den sociale velfærd, ligesom videnskabelige og teknologiske fremskridt skal benyttes til at skabe et rigere og mere meningsfyldt liv for alle.
På vejen dertil sker der fremskridt. Indkomsten per indbygger har for nylig oversteget 10.000 dollar. Kina er trådt ind i kredsen af mellemindkomstlande og ligger i dens øvre ende – det er på vej til at blive et højindkomstland. Indkomstforskellene mellem by og land indskrænkes hele tiden, og mindst 400 millioner kinesere har i dag en mellemindkomst.
I de sidste to årtier har Kina lagt stor vægt på at opbygge et moderne system for social sikkerhed. Den basale sundhedsforsikring dækker hele befolkningen. Alle børn har ret til ni års gratis skolegang. Pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse og ulykkesforsikringer udvides år for år. I et kæmpestort udviklingsland i Asien er dette virkelig imponerende og rosværdigt.
Xi Jinpings gentagne bemærkninger i år om fælles velstand og de tiltag, som regeringen har taget til at tøjle rige enkeltpersoners og store private firmaers magt, vidner om, at Kina tager det meget seriøst at stræbe efter at fremme vækst af høj kvalitet, mindske ulighed og levere fremgang for hele befolkningen.
Carlos Martinez’ artikel er oversat fra den britiske avis Morning Star af Lotte Rørtoft-Madsen. Hele teksten “KKP: dets mission og bidrag” findes i en engelsk version, der kan læses i sin fulde længde her.
Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
