Baggrund
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, juli 2025.
*
Kampen om Cubas politiske og økonomiske fremtid er vigtig for den internationale udvikling. Udfaldet af denne kamp spiller også en rolle i kampen for revolution og socialisme.
Hver ny generation skal sætte deres solide fingeraftryk på revolutionen og samfundet. Gøre revolutionen til deres projekt – tage ejerskab til den.
For at forstå nutiden og det, der aktuelt sker i Cuba, er det godt med et solidt kendskab til Cubas revolutions historie. Så derfor lad os starte med et lille tilbageblik… Lad os hilse på Che Guevara og se på det blodplettede sand i Svinebugten, hvor USA led sit første militære nederlag i Latinamerika i april 1961 – hvor Cubas revolution sejrede over kontrarevolutionen, og derfra blev revolutionen erklæret for socialistisk.
Selvstændighed – men kun formelt
Landene i Latinamerika vandt deres formelle selvstændighed fra de europæiske kolonimagter mellem 1800 og 1900. Cuba var blandt de sidste med sejren over spanierne i 1899. Men i alle landene bestod udbytningen og afhængigheden. I Cubas tilfælde i form at, at USA havde den virkelige magt i landet både økonomisk, politisk og militært. Da de cubanske ’mambisaer’ (frihedskæmpere) med José Martí i spidsen havde overvundet den spanske kolonihær, erklærede USA krig mod Spanien og stjal friheden fra cubanerne. De efterfølgende seks årtier – fra 1899 til 1959 – kalder cubanerne i dag “pseudorepublikken”. Der var politiske partier i Cuba og en form for borgerligt demokrati, men amerikansk kapital og USA var den egentlige magthaver.
I 1952 gjorde et militærkup i Cuba en ende på befolkningens sidste rest af tillid til parlamentarisme og fredelig politisk kamp. USA-marionetten Fulgencio Batista tog magten. Men demokratiske kræfter begyndte nu at forberede væbnet opstand og kamp. Den 26. juli 1953 slog 160 oprørere til mod Batistas næststørste kaserne – nemlig Moncada-kasernen i byen Santiago de Cuba – for at skaffe våben og indlede en væbnet opstand mod diktaturet.
Angrebet mislykkedes i det umiddelbare – men blev starten på den kamp, som 31. december 1958 førte til diktatorens flugt og revolutionens sejr.
Fidel Castro var oprørets og revolutionens leder. I 1955 mødte han argentineren Ernesto Che Guevara, der tilsluttede sig den såkaldte “26. juli-bevægelse”, som kæmpede frihedskampen til sejr og indledte opbygningen af det nye, frie Cuba… Og som lykkedes med at samle Cubas revolutionære kræfter i Cubas Kommunistiske Parti – en enhed, som har været helt afgørende for Cubas evne til at forsvare suveræniteten og socialismen over for den store og fjendtlige nabo i nord.
I Washington troede man nogle måneder i 1959, at Fidel Castro var “til salg”, men allerede i 1960 indleder USA sin mangesidede krig mod Cuba for at vælte det nye styre, som insisterer på Cubas reelle selvstændighed – politisk og økonomisk.
Under præsident Eisenhower og efterfølgeren John F. Kennedy forberedes invasionen i Svinebugten i Cuba. USA’s flåde bringer i april 1961 1500 eksilcubanske kontrarevolutionære til Cubas sydvestkyst, og USA’s luftvåben støtter invasionsstyrken, som skal ’befri’ et lille brohoved, hvor en kreds af Cubas gamle og korrupte politikere skal proklamere en frihedsregering og anmode USA om militær intervention.
Invasionen i Svinebugten den 17. april 1961 lider imidlertid totalt nederlag på under tre døgn.
Socialistisk revolution – og blokade
Det er i disse aprildage, at revolutionens leder Fidel Castro erklærer revolutionen for socialistisk.
Fra april 1961 blev Cuba et blinkende fyrtårn, som så at sige morser budskaberne om national suverænitet, oprør, revolution og socialisme ud over Latinamerika.
Nederlaget i Svinebugten får USA til at ændre sin taktik. Nu skal cubanerne sultes til underkastelse. USA’s viceudenrigsminister Lestor Mallory satte klare ord på strategien: “… denying money and supplies to Cuba, to decrease monetary and real wages, to bring about hunger, desperation, and overthrow of government.” (Citatet er fra en hemmelig, men senere offentliggjort rapport: ’Cuba skal ikke modtage penge og forsyninger for således at udhule lønninger og købekraft, skabe sult og desperation og (få folk til at) styrte regeringen’.
Det var og er essensen i den økonomiske, finansielle og handelsmæssige blokade, som USA har opretholdt mod Cuba siden starten af 1960’erne. Blokaden har haft forfærdelige konsekvenser for Cuba og landets befolkning. Mens der endnu var et Sovjetunionen og en ’socialistisk lejr’, var Cuba i stand til at udvikle landet og socialismen i et samarbejde og samhandel med USSR og landene i Østeuropa som medlem af COMECON. USA’s blokade var alvorlig og skadelig, men de katastrofale følger af blokaden mærkede cubanerne først for alvor fra 1990’erne, hvor USA pressede de nye regimer i Rusland og Østeuropa til at opsige handelsforbindelser med Cuba som betingelse for at modtage støtte fra USA.
Cubanerne taler om 1990’erne som “den specielle periode”, hvor landet var udsat for en “dobbelt blokade” – både fra USA og dertil nu fra de tidligere partnere Rusland og Østeuropa.
Sult og kampvilje
Cubanerne sultede i en stor del af det årti. Kun den rationerede fordeling af fødevarer forhindrede hungersnød og sultedød. Studier har vist, at befolkningen kollektivt tabte op mod 10 procent af sin kropsvægt.
Men kampånden var stor, Fidel var i spidsen. Det Kommunistiske Parti leverede en jætteindsats. Enheden var stor og stærk. Det militære koncept var “hele folkets krig” – hvor Cuba kunne sætte seks millioner mænd og kvinder under våben på 24 timer, hvis det blev nødvendigt.
Stoltheden og glæden var enorm, da Cuba efter årtusindeskiftet kunne aflyse undtagelsestilstanden kendt som “den specielle periode”.
Og i Venezuela vandt Hugo Chávez præsidentposten i 1999 og indledte en ny fase i landets historie med Den Bolivarianske Revolution. En rød bølge rullede hen over Latinamerika og Caribien: Lula i Brasilien, Evo Morales i Bolivia, Kirchner-parret i Argentina, ’verdens fattigste præsident’ Mujica i Uruguay, Rafael Correa i Ecuador, sandinisterne i Nicaragua, Zelaya i Honduras, Lugo i Paraguay…
For Cuba gav denne politiske bølge nye og meget vigtige alliancemuligheder i kampen for fred og uafhængighed samt økonomisk udvikling.
“Latinamerikas anden og definitive frihedskamp er indledt”, lød det fra Rio Grande til Ildlandet.
Men kontrarevolutionen og imperialismen arbejder dag og nat og har enorme ressourcer – ikke mindst kontrollen med medierne – og med Chávez’ død i 2013 satte reaktionen alle kræfter ind, og vi må konstatere, at i dag er højreorienterede, fascistiske, pro-yankee partier og personer ved magten i mange lande i Latinamerika. Cuba står med ryggen mod muren.
Og USA har med Trump både i hans første periode og nu i den anden periode strammet blokaden og hele den ukonventionelle krig mod Cuba til det hårdeste nogensinde.
Cuba står nu i en situation, som måske kan sammenlignes med “den specielle periode” i 1990’erne. Der er mange ligheder… Men også meget der er forskelligt.
Den måske vigtigste forskel er den demografiske virkelighed – altså befolkningen i Cuba. Vi kan kalde det den subjektive faktor.
I 1990’erne var dén generation, som gennemførte frihedskampen og jog Batista ud af landet og befæstede revolutionen mellem 45 og 60 år. De generationer, som blev født under den revolutionære optur fra 1960, var i starten af 1990’erne veluddannede, velskolede og vokset op i en tid, hvor verden bød på et socialistisk alternativ. I Cuba som så mange andre steder levede den marxistiske grundholdning om, at samfundsformerne udvikler sig fra feudalisme over kapitalisme til socialisme og kommunisme… Omend ikke af sig selv så som et perspektiv. Befolkningstallet i Cuba var 10 millioner og voksende.
Nu, i 2025 er dén generation, som skabte revolutionen, væk eller over 90 år gamle. Erindringen om rædslerne og ydmygelserne før revolutionens sejr er andenhånds… Eller tredjehånds. Nyliberalismens og individualismens kulturelle og økonomiske storm har også haft sin virkning i Cuba.
Cuba har opdateret sin økonomiske politik og blandt andet åbnet for små og mellemstore private virksomheder. Et stort antal unge cubanere emigrerer og søger livet og lykken i udlandet. Befolkningstallet er under 10 millioner og nu faldende. Der er en anden politisk energi i Cuba, der er nok en større træthed, der er en voksende religiøsitet, der kan tolkes som et ekko af en svækket tillid til den socialistiske og kommunistiske idé, og der er større ulighed; (eller lad os kalde det mindre lighed).
Hver generation skal lave sin revolution
Che Guevara har i en artikel fra 1962 reflekteret over “Mennesket og socialismen i Cuba”… Som også er artiklens overskrift. Her konstaterer han, at mennesket er beredt til at kæmpe og yde store ofre under særlige omstændigheder, men at det kan være vanskeligt at fastholde og udvikle viljen til at kæmpe og ofre sig og fastholde ideerne og drømmene over et langt tidsrum. Cubanerne er bevidste og seje, men hvor længe kan de stå imod?
Mens Che påpegede problemet, har det været Fidel, som leverede svar på spørgsmålet om, hvordan en revolutionær gejst og kampvilje kan fastholdes. To af Fidels svar skal fremhæves:
For det første talte Fidel for, at “hver ny generation i Cuba har ret til at lave revolution”. Hermed mente han, at hver ny generation skulle sætte deres solide fingeraftryk på revolutionen og samfundet. Gøre revolutionen til deres projekt – tage ejerskab til den. Det var disse tanker, som blev udtrykt i taler og samtaler, og som på plankeværker og mure i Cubas byer fremstod med korte citater som “Yo soy la Revolución”, signeret Fidel… Altså Fidels appel til alle cubanere om at erklære: “Jeg er Revolutionen” – eller “det er min revolution”.
I Fidels perspektiv lavede generationen i 1970’erne revolution ved i titusindvis at melde sig som soldater i den cubanske hærstyrke, der fra 1975 til 1988 forsvarede det nye frie Angola mod USA-støttede invasionsstyrker fra det daværende Zaire og Sydafrika. Det var en kamp og en sejr, som forandrede Afrikas historie, som knækkede ryggen på Apartheid-Sydafrika, førte til Mandelas løsladelse og Namibias selvstændighed med mere.
I samme perspektiv lavede generationen fra 1985 til 2000 deres revolution ved at gennemføre en rettelseskampagne og en redningskampagne, som forhindrede, at det socialistiske Cuba faldt sammen med Sovjetunionen og Østeuropa.
Og generationen fra 2000 og frem trak Cubas revolution i den globale humanistiske førertrøje med udsendelse af titusinder af læger og sygeplejersker til fattige lande og til katastrofeområder både i nord og i syd. Samt ved gratis at uddanne over 30.000 læger på Den Latinamerikanske Lægeskole (ELAM) uden for Havanna. Den røde førertrøje i kampen for den mest fundamentale menneskeret: retten til livet!
For det andet knæsatte Fidel Castro som præsident, som partiformand og som leder af revolutionen et princip, der kan sammenfattes i sloganet: “Revolutionen er af folket, for folket og med folket”.
Når der er krise, når der er store problemer, der skal løses, når så at sige ’alt håb er ude’, så var Fidels svar og metode at gå til folket, konkret spørge befolkningen – organisere nationale debatter og ad den vej finde de svar, som befolkningen tror på og støtter. Fordi det er de svar, som masserne tror på og støtter, der kan omsættes til virkelighed – og dermed føre til sejr. Det er nok tænkeligt, at partiets centralkomite eller en taskforce med eksperter kunne levere svar, der i teorien var bedre, men hvis ikke befolkningen kan og vil omsætte svarene i praksis, så er de forkerte, mente Fidel… Og mener nutidens præsident og partileder Miguel Diaz-Canel.
I 2018 vedtog cubanerne – netop efter en omfattende folkelig debat der inddrog størsteparten af befolkningen – en ny grundlov med 85 procent af stemmerne for. Denne grundlov fastslår, at Cuba er og skal forblive at være et socialistisk land, at det kommunistiske parti er landets ideologisk ledende kraft, og at målet er kommunisme.
Cubas Kommunistiske Parti (PCC) og Ungkommunisternes Forbund (UJC) tæller hundredtusinder. Der er ikke nye tal, men medlemstallet ligger sandsynligvis på mellem 500.000 og 700.000.
Den skide blokade, Trump og Rubio
Det er i denne situation, at Trump og hans udenrigsminister – eksilcubaneren Marco Rubio – i disse måneder strammer blokaden igen, igen, igen. Og med kirurgisk præcision rammer Cubas indtjening af hård valuta, Cubas energiforsyning, Cubas mulighed for at tiltrække udenlandske investeringer og få produktionen op, Cubas muligheder for låntagning og for at indgå i almindeligt internationalt banksamarbejde samt skibs- og containertrafik til og fra Cuba.
Blokaden er i sin helhed en myriade af love og dekreter, som er bygget op og bygget ud, siden John F. Kennedy i 1962 underskrev de første love – efter at han med et telefonopkald havde sikret sig, at USA’s lagre af Habana-cigarer var tilstrækkelige til at dække behovet, indtil revolutionen i Cuba forventeligt snart var sat fra magten igen…
En samlet oversigt over, hvad blokadelove og -dekreter omfatter, er ikke en mulighed. Så her kommer 10 temaer, som er vigtige, og som der kæmpes om og imod.
1: USA har sat Cuba på sin liste over lande, der (ifølge USA) støtter international terrorisme. Det passer ikke, og det er der mange, mange lande, som afviser. Men Cuba er på listen, og selvom listen er USA’s private liste, der ikke har international gyldighed, så medfører det, at internationale banker i meget stort tal afviser at samarbejde med banker og personer i Cuba. Det er en økonomisk og administrativ katastrofe for Cuba.
2: Kapitel III i Helms-Burton-loven fra 1996 håndhæves med den konsekvens, at personer og virksomheder i tredjelande, der handler med eller investerer i ejendom i Cuba, som tidligere er nationaliseret (lovligt i henhold til international ret) kan retsforfølges ved domstole i USA. Dette har store konsekvenser. For eksempel sagsøges Mærsk og DSV, fordi rederierne har losset og lastet containere ved en kaj i Cuba, som blev nationaliseret i 1960’erne. Det skræmmer rederier, investorer og handelspartnere væk.
3: Ifølge Torricelli-loven fra 1992 forbydes skibe, der har været i cubansk havn, at anløbe havn i USA i 180 dage. Det rammer søtransport til og fra Cuba hårdt.
4: Tankskibsrederier, som sejler med olie til Cuba, mister ordrer og idømmes bøder for at overtræde USA’s blokade mod Cuba (og Venezuela). Energiforsyningen med olie, gas, benzin og diesel med mere er langt under behovet, hvorfor der ofte er strømafbrydelser i Cuba. Og manglende diesel er en hovedårsag til, at halvdelen af Cubas frugtbare landbrugsjord ligger brak.
5: Cubas turistsektor, som er en af landets hovedkilder til indtjening af udenlandsk valuta, rammes af, at færre luftfartsselskaber beflyver landet, at transportsektoren i Cuba fungerer ringe, at rejsearrangører har svært ved at foretage pengeoverførsler. Turismen er, siden Trumps tiltrådte i 2017, faldet fra fire til to millioner besøgende om året.
6: Cubas indtægter i form af pengeoverførsler fra cubanere, der er emigreret til udlandet, til deres familier i Cuba rammes af den nævnte banksituation samt af, at der er begrænsninger og et snævert loft over overførsler fra eksilcubanere i USA til Cuba.
7: USA’s blokadelove fastslår, at det er forbudt at eksportere produkter til Cuba, som indeholder 10 procent eller mere med oprindelse i USA. Og tilsvarende, at det er forbudt virksomheder i hele verden at eksportere produkter til USA med et cubansk indhold på over 10 procent.
8: Ifølge blokadelove og regler skal US-ejede virksomheder i tredjelande overholde USA’s lovgivning om blokade mod Cuba og ikke for eksempel dansk eller EU-lovgivning (der ikke har noget forbud mod handel med Cuba). Dette har ramt en række danske virksomheder, der er blevet opkøbt af amerikanske investorer.
9. Det er forbudt borgere i USA at besøge Cuba som turister. Der er undtagelser, som tillader besøg i Cuba for at missionere og for visse studier samt sport og kultur og med begrænsninger familiebesøg. Disse regler blev lempet under præsident Obama, hvor omkring en million US-borgere besøgte Cuba årligt. Nu er reglerne strammet hårdt op, og antallet af besøgende fra USA er nede under 100.000 om året.
10: Lad os slutte listen med det mest nedrige, man kan forestille sig. Men sandt er det: Cuba havde, som mange véd, opbygget et af de bedste sundhedsvæsener i verden. Og Cuba deler sine læger og sygeplejersker med andre lande. Under corona blev cubanske læger udsendt til over 40 lande. Ved naturkatastrofer er Cuba på pletten; om det er i Pakistan eller Haiti. Ofte er Cubas hjælp gratis for modtagerlandet, men Cuba indgår også kontrakter med andre lande om udsendelse af læger og sygeplejersker… Mod betaling. I grove træk får så den cubanske læge halvdelen af den kontraktmæssige betaling, mens Cubas sundhedsvæsen modtager den anden halvdel. Nu har USA’s udenrigsminister Rubio proklameret, at den cubanske praksis er moderne menneskehandel (trafficking). Politikere, embedsmænd med flere i lande samt institutioner, der har eller overvejer at kontrakte cubanske læger, vil derfor ikke kunne få visum til USA.
Hvert år siden 1992 har Cuba indbragt USA’s illegale blokade for FN’s Generalforsamling. Cuba kræver afstemning om en resolution, der henstiller, at USA ophæver blokaden. Resolutionen er blevet vedtaget år efter år med cirka 185 stemmer for og 2 imod (Israel og USA). Resolutioner fra FN’s Generalforsamling er ikke bindende, og USA ’giver FN og resolutionen fingeren’. Af Cubas seneste rapport til FN fremgår det, at blokaden koster Cuba op mod 100 millioner kroner hver dag – 365 dage om året.
Husk her lige viceudenrigsminister Lester Mallerys plan: ’Cuba skal ikke modtage penge og forsyninger for således at udhule lønninger og købekraft, skabe sult og desperation og (få folk til at) styrte regeringen’.
Og nu til den aktuelle globale situation
Til slut nogle betragtninger om den aktuelle globale situation og dens betydning på godt og ondt for Cuba.
Det faktum, at USA mister sin status som verdens eneste supermagt, og der vokser en multipolær verden frem med flere magtcentre, har store konsekvenser.
Trump-USA’s svar på denne udfordring er at søge at befæste USA kontrol med de amerikanske kontinenter fra og med Grønland og Canada, over Caribien, Centralamerika og Sydamerika til Ildlandet. USA’s Monroedoktrin fra 1823 – der dengang sagde til de europæiske kolonimagter, at de skulle skride og opgive magten over de tidligere kolonier i Amerika – medførte, at Latinamerika blev USA’s baggård. Alaska og siden De Vestindiske Øer blev købt og så videre.
Nu kræver USA, at også Rusland og Kina holder sig væk. Monroe 2.0 kunne vi sige. Fra denne styrkeposition vil USA så kæmpe mod de andre magtcentre i den multipolære verden – herunder ikke mindst Kina, der af USA er defineret som hovedfjenden.
Men ét er at holde konkurrerende kapitalkræfter ude og holde al rigdommen for sig selv. Noget andet er at få og fastholde politisk og økonomisk kontrol med de amerikanske kontinenter. I Danmark har vi fået pladser på første parket i forhold til Grønland! Det kan blive svært for Trump-USA at få ejerskab til Grønland og Canada og Panama-kanalzone. Det vil vise sig endnu sværere at få kontrol med folkene i et latent oprørsk Latinamerika, hvor stater som Cuba, Venezuela og Nicaragua stædigt og vedholdende nærer den antiimperialistiske ild, som fænger let mange steder i regionen.
Trump-USA vil derfor sætte voldsomt ind for at knække netop Cuba, Nicaragua og Venezuela.
Når vi kæmper for solidaritet med Cuba, er det også med dette perspektiv. Det må ikke lykkes at smadre revolutionen og socialismen i Cuba: For cubanernes skyld, for Latinamerikas skyld og fordi med Cuba er socialisme på den vestlige halvkugle en realitet – uden det revolutionære Cuba er dette blot en idé og en påstand.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
