Der er intet så sexet som de internationale røde revolutionære kvinder. Frem på barrikaderne med bastionerne ✊
Global: På tværs af verden var kvinder på gaden den 8. marts for at fejre Kvindernes Internationale Kampdag. I Colombia var der sammenstød mellem politi og demonstranter, i Frankrig førte kvinderne an i protester mod hævelse af pensionsalderen, og i Kenya marcherede kvinder i samlet flok gennem Afrikas største slumkvarter Kibera.
FN: På et FN-topmøde den 5. marts mødte vestlige lande kritik fra det globale syd, fordi Vesten løber fra sine klimaløfter, indfører sanktioner og udvinder landenes ressourcer. Den Centralafrikanske Republik “har været udsat for en systematisk plyndring siden dets uafhængighed”, sagde landets præsident, Faustin-Archange Touadéra.
EU: EU’s repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Josep Borrell, sagde onsdag, at ved udgangen af marts vil mere end 11.000 ukrainske soldater være blevet trænet af EU’s militærmission.
Norge: Samiske rensdyrsamfund og miljøaktivister stiller spørgsmål ved Norge som retsstat, efter at en højesteretsdom, der er halvandet år gammel, ikke er blevet efterlevet. Dommen slår fast, at en vindmøllepark i det vestlige Norge er i strid med de lokale samiske rensdyrhyrders menneskerettigheder.
Tyskland: Kampen for højere løn under inflationen fortsætter i Tyskland. Senest fulgte børnehavepædagoger i fem forskellige delstater deres fagforening Ver.dis opfordring og strejkede på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts.
Storbritannien: Den britiske fagforening Union beskylder transportfirmaet National Express for union busting op til en strejke med omkring 3.500 buschauffører. Cheferne “slæber enkeltpersoner ind til individuelle møder og taler dunder til dem om, at de bringer lokalsamfundet i fare, sender sms’er til ansatte og kræver at vide, om de har til hensigt at nedlægge arbejdet, og truer med tab af arbejdspladser”, fortæller Unite.
Frankrig: Franske arbejdere, der strejker i protest mod regeringens forsøg på at hæve pensionsalderen, fortsatte med at blokere for brændstofleverancer og reducere elproduktionen flere steder den 9. marts. Den franske oliegigant TotalEnergies sagde, at der igen ikke var nogen brændstofleverancer fra selskabets franske raffinaderier på grund af strejken.
Grækenland: Som følge af en drabelig togulykke i Grækenland, hvor 57 mennesker mistede livet, fører den militante arbejderfront PAME an i strejker og landsdækkende vrede protester mod regeringens privatisering af jernbanerne. En protest med titusindvis af demonstranter i Athen den 8. marts endte i sammenstød mellem politi og demonstranter.
Serbien: Op til en EU-faciliteret dialog mellem lederne af Serbien og Kosovo på spørgsmålet om Kosovos ageren som uafhængig stat, siger Serbiens præsident Aleksandar Vučić således: “Jeg har utvivlsomt gjort det klart, at Serbien ikke vil acceptere, at Kosovo bliver medlem af NATO, og at vi heller ikke vil anerkende Kosovo på nogen måde.”
USA: USA ønsker, at Ukraine skal vinde, “men forsøger ikke at kontrollere eller ødelægge Rusland”, sagde USA’s præsident Joe Biden den 21. februar, efter Ruslands præsident Vladimir Putin beskyldte Vesten for at forsøge af destruere Rusland. Ifølge den russiske atomdoktrin vil Moskva bruge sit atomvåbenarsenal i tilfælde af en “eksistentiel trussel” mod landet.
USA: Tv-kanalen Fox News bliver sagsøgt af Dominion Voting Systems, der producerede maskinerne til USA’s præsidentvalg i 2020, hvor Joe Biden besejrede Donald Trump. Fox News bliver sagsøgt for at fremsætte og forstærke falske anklager om, at Donald Trump var den retmæssige vinder af valget.
Det globale syd: I de 12 lande, der er hårdest ramt af den globale fødevarekrise, er antallet af akut underernærede gravide eller ammende kvinder steget fra 5,5 millioner i 2020 til 6,9 millioner i 2023.
Den Afrikanske Union: G20-landene blev den 2. marts enige om at gøre Den Afrikanske Union (AU), der består af 55 medlemslande, til fuldgyldigt medlem af G20 på lige fod med EU.
Tunesien: Den 4. og 5. marts gik tusindvis af tunesere anført af fagforeninger og politiske partier på gaden for at protestere mod regeringens forsøg på at lukke munden på oppositionen med trusler om anholdelser og intimidering, og mod dens manglende evne til at løse befolkningens grundlæggende økonomiske problemer.
DR Congo: Den 3. marts ankom den franske præsident Emmanuel Macron til Den Demokratiske Republik Congo. To dage inden var hundredvis af mennesker samlet uden for den franske ambassade i hovedstaden Kinshasa for at protestere mod hans ankomst, idet de sagde, at Macron er en lejemorder, og krævede, at han skulle rejse tilbage.
Israel: Israel står over for et hidtil uset oprør af hærens reservefolk, der nægter at gøre tjeneste, fordi den israelske regering forsøger at indføre en lov, som har til formål at frigøre regeringen fra ethvert uafhængigt retsligt tilsyn.
Georgien: Som følge af vrede protester meddeler Georgiens regering, at den tilbagetrækker et lovforslag, der ville gøre det nødvendigt for georgiske organisationer, som modtager over 20 procent af deres finansiering fra udlandet, at registrere sig som “udenlandske agenter”. Især EU-tilhængerne i landet har protesteret imod lovforslaget.
Kina: På Kinas 14. nationale folkekongres er præsident Xi Jinping officielt blevet enstemmigt genvalgt til præsident for Folkerepublikken Kina og formand for Kinas centrale militærkommission. Xi Jinping, der nu er den længst siddende præsident i Kinas historie, vil øge militærbudgettet med 7,2 procent.
Indien & Australien: På et topmøde er Narendra Modi, Indiens premierminister, og Anthony Albanese, Australiens premierminister, netop blevet enige om at styrke det handelsmæssige og militære samarbejde mellem Indien og Australien. Som en del af mødet blev der annonceret nye fælles militærøvelser mellem de to lande.
Mexico: Mexicos præsident Andres Manuel Lopez Obrador har afvist den amerikanske politiker Dan Crenshaws opfordring til, at USA’s militær skal gribe ind for at bekæmpe narkokartellers vold i Mexico, efter to amerikanere er blevet kidnappet og dræbt af et mexicansk narkokartel. Mexicos regering “vil ikke tillade, at en fremmed regering griber ind på vores territorium, og slet ikke at en regerings væbnede styrker griber ind”, fastslår Obrador.
Peru: Højesteretten i Peru forlænger varetægtsfængslingen af den tidligere venstrefløjspræsident Pedro Castillo til 36 måneder for angiveligt at være leder af en kriminel organisation. Sidste år blev Pedro Castillos regering væltet af højrefløjens parlamentariske kup, og der er siden udbrudt oprør i landet.
Argentina: Argentinas kornhøst lider under den værste tørke i 60 år. Argentina, der allerede kæmper med en inflationsspiral, står dermed over for en faldende produktion af korn, som er landets vigtigste eksportvare.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.