Hvem ved, hvor mange civile palæstinensere der vil være dræbt, når denne rapport udkommer?
Blandt de lig, der ikke kan bringes til et hospital eller et lighus, fordi der ikke vil være benzin eller elektricitet, vil der være et stort antal børn.
De vil have gemt sig i deres hjem og lyttet til lyden af de israelske F-16 bombefly, der kommer tættere og tættere på, og eksplosionerne, der rykker frem mod dem som en sværm af røde myrer på jagt.
De har holdt sig for ørerne med hænderne, siddet på hug med deres forældre i deres mørklagte stuer og ventet, ventet på, at den uundgåelige bombe skulle ramme deres hjem.
Når redningsarbejderne når frem til dem under bjergene af murbrokker, vil deres kroppe være uigenkendelige, og deres familier vil græde, når velkendt tøj eller indbo bliver gravet frem. Sådan er pinen for de palæstinensere, der bor i Gaza.
En af mine venner i Gaza, som har et 17-årigt barn, fortalte mig den første nat i den seneste periode med israelske bombardementer, at hans barn har oplevet mindst ti større israelske angreb på palæstinenserne i Gaza.
Mens vi talte sammen, lavede vi en liste over nogle af de krige, vi kunne huske (fordi det er Israels krige, bruger vi den israelske hærs navne for deres angreb på Gaza):
Hvert af disse angreb pulveriserer den minimale infrastruktur, der stadig er intakt i Gaza, og rammer den palæstinensiske civilbefolkning meget hårdt.
Civile dødsfald og sårede registreres af sundhedsministeriet i Gaza, men ignoreres af israelerne og deres vestlige medløbere. Da de nuværende bombardementer blev intensiveret, sagde journalisten Muhammad Smiry: “Vi overlever måske ikke denne gang.”
Smirys bekymring er ikke isoleret. Hver gang Israel sender sine kampfly og missiler ind, er der død og ødelæggelse af ufattelige proportioner. Denne gang, med en invasion i fuld skala, vil ødelæggelsen være af et omfang, man ikke tidligere har set.
Gaza er en ruin befolket af næsten to millioner mennesker. Efter Israels forfærdelige bombardement af Gaza i 2014 rapporterede FN, at “folk bogstaveligt talt sover blandt murbrokkerne; børn er døde af hypotermi”.
En variation af denne sætning er blevet skrevet efter hvert af disse bombardementer og vil blive skrevet, når dette endelig er slut.
I 2004 sagde Israels nationale sikkerhedsdirektør Giora Eiland, at Gaza er en “enorm koncentrationslejr”.
Denne “enorme koncentrationslejr” blev opført i 1948, da den nyoprettede israelske stats etniske udrensningspolitik fjernede palæstinensere til flygtningelejre, herunder i Gaza.
To år senere rapporterede den israelske efterretningstjeneste, at flygtningene i Gaza var blevet “dømt til fuldstændig udryddelse”. Den dom har ikke ændret sig i de mellemliggende 73 år.
På trods af den formelle tilbagetrækning af israelske bosættere og tropper i 2005, er Israel stadig besættelsesmagt over regionen ved at forsegle land- og søgrænserne til Gazastriben. Israel bestemmer, hvad der kommer ind i Gaza, og bruger denne magt til at kvæle befolkningen med jævne mellemrum.
Da palæstinenserne i Gaza forsøgte at vælge deres egen ledelse i januar 2006, vandt Hamas, som blev dannet under den første intifada (opstand) i 1987, valget. Hamas’ (Den Islamiske Modstandsbevægelse) sejr blev fordømt af israelerne og Vesten, som besluttede at bruge væbnet magt til at omstøde valgresultatet.
Operation Sommerregn og Operation Efterårsskyer introducerede palæstinenserne til en ny dynamik: Punktlige bombardementer som kollektiv straf for at have valgt Hamas ved parlamentsvalget. Gaza fik aldrig lov til at have en politisk proces, faktisk fik de aldrig lov til at forme nogen form for politisk myndighed, der kunne tale på folkets vegne.
Israel har med magt forsøgt at udrydde Gazas politiske liv og tvinge befolkningen ind i en situation, hvor den væbnede konflikt bliver permanent. Da palæstinenserne gennemførte en ikke-voldelig Great March of Return i 2019, svarede den israelske hær igen med brutal magt, der dræbte to hundrede mennesker.
Når en ikke-voldelig protest bliver mødt med magt, bliver det svært at overbevise folk om at blive på den vej og ikke gribe til våben.
Efterhånden som denne konflikt bliver permanent, flytter frustrationen i palæstinensisk politik sig fra umuligheden af forhandlinger til nødvendigheden af væbnet vold. Ingen anden vej er åben.
Palæstinas politiske ledelse er enten blevet bundet af EU og USA og dermed blevet fjernet fra folkets forhåbninger, eller – hvis den fortsat afspejler disse forhåbninger – er den blevet sendt til et af Israels mange barske fængsler (fire ud af 10 palæstinensiske mænd er eller har været i fængsel, mens lederne af de fleste venstrefløjspartier tilbringer lange perioder der under “administrative tilbageholdelsesordrer”).
Den israelske sociolog Baruch Kimmerling har argumenteret for, at den israelske politik over for palæstinenserne har resulteret i “politicide”, den bevidste ødelæggelse af palæstinensiske politiske processer. Den eneste vej, der står åben, er væbnet kamp.
Ifølge international lov er væbnet kamp mod en besættelsesmagt faktisk ikke ulovlig. Der er mange internationale konventioner og FN-resolutioner, der bekræfter retten til selvbestemmelse: Disse inkluderer tillægsprotokol 1 til Genève-konventionerne fra 1949, FN’s Generalforsamlings resolution 3314 (1974) og FN’s Generalforsamlings resolution 37/43 (1982).
Resolutionen fra 1982 “bekræfter legitimiteten af folkenes kamp for uafhængighed, territorial integritet, national enhed og frigørelse fra kolonial og fremmed dominans og fremmed besættelse med alle tilgængelige midler, herunder væbnet kamp”. Man kan ikke få en stærkere erklæring, der giver juridisk sanktion til væbnet kamp mod en ulovlig besættelse.
Hvorfor angriber Hamas Israel? Fordi forholdet mellem palæstinenserne og israelerne er blevet pålagt en politisk grammatik på grund af den israelske besættelse. Hver gang der er en beskeden udvikling i forhandlingerne – ofte formidlet af Qatar – mellem Hamas og den israelske regering, bliver de bragt til tavshed af lyden af israelske jagerfly.
Hver gang disse israelske kampfly hamrer løs på Gaza, står lederne af de vestlige lande i kø for at meddele, at de “står sammen med Israel”, og at “Israel har ret til at forsvare sig”. Den sidste udtalelse – om at Israel har ret til at forsvare sig – er juridisk fejlagtig.
I 1967 krydsede israelske styrker de israelske “grønne linjer” fra 1948 og indtog Østjerusalem, Gaza og Vestbredden. FN’s Sikkerhedsråds resolution 242 krævede “tilbagetrækning af [israelske] væbnede styrker fra territorier besat i den seneste konflikt”. Brugen af udtrykket “besat” er ikke uskyldig.
Artikel 42 i Haag-reglementet (1907) siger, at et “territorium betragtes som besat, når det faktisk er under den fjendtlige hærs myndighed”. Den fjerde Genève-konvention forpligter besættelsesmagten til at være ansvarlig for velfærden for dem, der er blevet besat, og de fleste af disse forpligtelser er blevet overtrådt af den israelske regering.
Hvad angår Gaza siden 2005, har israelske embedsmænd faktisk ikke brugt selvforsvarets sprog. De har talt den kollektive afstraffelses sprog. I optakten til de igangværende bombardementer sagde Israels premierminister Benjamin Netanyahu: “Vi har besluttet at standse overførslen af elektricitet, brændstof og varer til Gaza”.
Hans forsvarsminister Yoav Gallant fulgte op og sagde: “Jeg har beordret en fuldstændig belejring af Gazastriben. Der vil ikke være nogen elektricitet, ingen mad, ingen brændstof, alt er lukket.”
Derefter sagde Israels energiminister Israel Katz: “Jeg har beordret, at vandforsyningen fra Israel til Gaza skal afbrydes øjeblikkeligt.” Efter at have fulgt op på disse trusler har de forseglet Gaza – blandt andet ved at bombe Rafah-overgangen til Egypten – og lukket tilværelsen for to millioner mennesker.
I Genève-konventionernes sprogbrug er dette “kollektiv afstraffelse”, som udgør en krigsforbrydelse. Den Internationale Straffedomstol indledte en undersøgelse af israelske krigsforbrydelser i 2021, men var ikke i stand til at komme videre, ikke engang med at indsamle oplysninger.
Børnene kryber sammen på deres værelser og venter på bomberne, sidder i mørket, fordi der ikke er elektricitet, og venter – med udtørrede halse og sultne maver – på slutningen.
Efter det israelske bombardement i 2014 fortalte Umm Amjad Shalah om sin 10-årige søn Salman. Drengen ville ikke lade sin mor gå, fordi han var rædselsslagen over larmen fra eksplosionerne og døden omkring ham. “Nogle gange skriger han så højt,” siger hun. “Det lyder næsten, som om han griner højt.”
Om fofatteren
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er writing fellow og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han har skrevet mere end 20 bøger, blandt andre The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan, and the Fragility of U.S. Power.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
USA STØTTER FOLKEMORD I GAZA
HAR SKEVET TIL FLERE FRA PRESSEN HER TIL MORGEN —
USA STØTTER FOLKEMORD I GAZA.
PÅ DENNE MÅDE KAN ALLE ANGRIBE PRESSEN – SEND MAIL TIL DEM.
DE ER JO MEDSKYLDIGE – VED AT HOLDE HÅNDEN OVER USA
Log ind for at svareISRAEL BRUGER NU FOSFOR BOMBER I GAZA !!!
SOM USA BRUGTE I VIETNAM KRIGEN.
FIND MAIL TIL PRESSEN – SKRIV – SKRIV -SKRIV.
SÅ GØR MAN DOG NOGET.
USA STØTTER FOLKEMORD I GAZA.
HÅBER DET VIL SKADE USA PÅ LÆNGERE SIGT – DET KAN BRUGES MOD DEM.
SOM I VIETNAM KRIGEN – SOM STADIG SKADER USA.
Log ind for at svareFREDEN KOMMER KUN MED SOCIALISMEN!
Konflikten mellem Israel og palæstinenserne kan ikke ses isoleret, men kun i en international sammenhæng.
USA har brugt Israel som et brohoved Mellemøsten til at forsvare sine interesser og kontrollen med de store forekomster af olie og andre ressourcer i området.
USA har bevæbnet Israel til tænderne og dertil kommer at landet også har atomvåben. Den nuværende konflikt kan sprede sig til andre lande i den arabiske verden, som følge af manglende overholdelse af FN´s resolution om en tostatsløsning.
Konflikten må også ses som et resultat af Sovjetunionens opløsning i 1991. USSR spillede en positiv rolle for at skabe fred i verden og sikrede en reel støtte til de lande der kæmpede for deres nationale selvstændighed og frihed.
Sovjetunionens opløsning er skyld i krigen i Ukraine som er en imperialistisk krig mellem Rusland på den ene side og EU/USA på den anden. Vi ser med andre ord at mens socialismen sikrede freden i Europa og i Mellemøsten er kapitalismen og dens system ansvarlige for talrige konflikter og krige, ikke bare de nævnte , men også i Afrika, Latinamerika og i Asien.
Vi kan kun forhindre en yderlige forværring af situationen i verden gennem oprettelsen af e ny Internationale der kan styrke klassernes afskaffelse og dannelsen af socialistiske stater overalt i verden!
Se mere i IMM-gruppen på Facebook!
Log ind for at svareHAR MÅSKE SKREVET 20 MAIL TIL PRESSEN OG TV.
USA STØTTER FOLKEMORD I GAZA.
INGEN TØR SVARE MIG !!!!
DET BEVISER VEL – DE ER USA LAKAJER DER STØTTER FOLKEMORDET I GAZA ??????
HÅBER ALLE KOMMER PÅ BANEN – SKRIV – SKRIV – SKRIV MAIL !!!!!
PÅ DENNE KAN VI UDSKAMME METTES KRIGRUS
Log ind for at svareKOM NU PÅ BANEN !!!!!
SEND MAIL TIL PRESSEN OG TV.
USA STØTTER MASSEMORD I GAZA !!!!!!!!!
DET ER NU METTE KRIGRUS – SKAL HAVE KÆMPE MODSTAND I PRESSE OG TV !!!!!
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
