Jeg tror, man skal lige spise brød til og spørge sig, om det ikke er rimeligt, at der bliver en folkeafstemning om et flertal af befolkningen i Grønland ønsker løsrivelse fra Danmark (altså oprettelse af en selvstændig grønlandsk stat uafhængigt af kongeriget Danmark)? Det skal vel være en demokratisk beslutning, ikke sandt? Og er det ikke ret indllysende, at det demokratiske organ, Folketinget, som hidtil har været bestemmende for rigsfællesskabet og dermed Grønlands status, tager stilling til en evt. grundliggende ændring af rigsfælleskabet som Grønlands udmeling af rigsfællesskabet?
Dertil kommer spørgsmålet, om rigsfællesskabets forpligtelser over for en selvstændig stat. Jeg undrer mig over de hårde ord, der bruges om det danske forvaltning af Grønland (som historisk set aldrig har været en koloni), og anklagerne for særlig brutalitet over for den grønlandske befolkning. Jeg har svært ved at se, at statens forvaltning af de svage grupper i det danske samfund, har været mindre hårde.
Den 1. januar holdt landsstyreformanden for Grønland, Mute B. Egede, sin nytårstale. I den slog han fast, at grønlandsk uafhængighed ikke blot er en fjern drøm, men noget, som kan se ud til at ske inden for den overskuelige fremtid.
Han sagde i nytårstalen:
– Det er nu blevet tid til at tage det næste skridt for vort land. Ligesom andre lande i verden må vi arbejde for at fjerne de hindringer for samarbejde – som vi kan betegne som kolonitidens lænker – og bevæge os videre.
Men ifølge selvstyreloven, som blev vedtaget i 2007, så skal en eventuel uafhængighed fra Danmark både baseres på en folkeafstemning i Grønland, og at Folketinget i Danmark godkender det. Og særligt sidstnævnte aspekt har nu bragt gamle kolonialistiske tendenser hos visse partier op til overfladen.
Dansk kolonialisme i Grønland har været intet mindre end brutal i sine mange års eksistens. Derfor forstår man jo godt, at grønlænderne gerne vil en anden vej, hvor de selv kan bestemme deres fremtid.
Særligt Dansk Folkeparti, hvor folketingsmedlem Mikkel Bjørn slet og ret afviser at acceptere, at Grønland bliver selvstændigt.
Han siger til DR:
– Det er hele Danmarks forsyningsmæssige og geopolitiske indflydelse, som vi risikerer at sætte over styr i en diskussion om, hvorvidt 50.000 mennesker i afgrænsede grønlandske bygder skal have lov at løsrive et areal på over to millioner kvadratkilometer fra Danmark.
For Mikkel Bjørn er det altså vigtigere, at den danske stat kan bevare sin indflydelse i verden, samt hive ressourcer ud af Grønland, end at det grønlandske folk kan få lov til at bestemme sin egen fremtid. Det er præcis de kolonialistiske lænker, som landsstyreformanden ønsker et opgør med.
Og han er ikke alene. Også de konservative ønsker at beholde Grønland under dansk kontrol. Kolonialismen lever altså i bedste velgående i det danske Folketing.
I modsætning til Mikkel Bjørn, så respekterer Arbejderen folks ret til selvbestemmelse, ligemeget hvor på Jorden det er. Hvis Grønlands folk ønsker selvstændighed, hvis de ønsker at løsrive sig fra dansk kolonialisme, så har de enhver ret til det.
Stjålne børn og spiraler
Siden Hans Egede i 1711 grundlagde en dansk koloni i Grønland, har Danmark udøvet sin magt over landet. Og ligesom med andre kolonimagter, så er det en historie med død, forfærdelse og forbrydelser mod menneskeligheden.
Danmark stjal grønlandske børn og sendte dem til danske familier for at “civilisere” dem, meget ligesom man gjorde i Australien med de indfødtes børn der. Vi skal ikke engang mere end 50 år tilbage i tiden for at finde den såkaldte “spiral-sag“, som var et systematisk forsøg på at begrænse grønlandske fødsler.
At begrænse en bestemt gruppes evne til at føde børn er i øvrigt et brud på folkemordskonventionen, dog er Danmark aldrig blevet holdt ansvarlige for, at man begik den form for kriminalitet i Grønland.
Selv i dag er toppen af det grønlandske samfund domineret af danskere. Kolonialismen lever altså i bedste velgående i forholdet mellem Danmark og Grønland. Derfor ender Mikkel Bjørn og hans ligesindede med at lyde som noget, der burde være blevet efterladt i det sidste århundrede.
Ikke-civiliserede
Folketingsmedlemmet fra Dansk Folkeparti siger videre til DR:
– Det er Danmark, der udøver suverænitet over langt hovedparten af det grønlandske areal. Dermed mener vi også, at det areal er en del af Danmarks territorium, en del af Danmarks rige, og det mener vi, det skal fortsætte med at være.
Nu er grunden til, at Danmark udøver den suverænitet nok de 300 års kolonialisme, men den slags refleksion har DF’eren ikke taget med sig. Han afspejler en holdning om, at grønlænderne ikke kan klare selvstændighed, da de jo ikke er så “civiliserede” som danskerene. Man kan næsten høre Kiplings “Hvid mands byrde” i hans argumenter.
Dansk kolonialisme i Grønland har været intet mindre end brutal i sine mange års eksistens. Derfor forstår man jo godt, at grønlænderne gerne vil en anden vej, hvor de selv kan bestemme deres fremtid. Det danske Folketing bør derfor på ingen måder stå i vejen for det.
I international lov har ethvert folk ret til selvbestemmelse, det gælder også det grønlandske. Det burde slet ikke være en diskussion, men DF insisterer selvfølgelig på at stille sig i vejen for international ret, som de så ofte gør.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.