Den 5. marts begyndte anden session af Den 14. Nationale Folkekongres for verdens største parlament, det kinesiske.
Dem med den største knytnæve skal ikke have det sidste ord.
Wang Yi, Kinas udenrigsminister
Wang Yi, Kinas udenrigsminister, orienterede her om Kinas udenrigspolitik og diplomatiske relationer på en pressekonference den 7. marts.
Ifølge den kinesiske netavis People’s Daily Online slog Wang Yi fast, at Kina bestræber sig på at være en fredskraft i en ellers kompleks og ustabil verden.
Store lande bør ikke søge konfrontation, og Den Kolde Krig må ikke få lov at vende tilbage, sagde udenrigsministeren.
På pressekonferencen berettede Wang Yi om et verdenssamfund, der gennemgår dybtgående forandringer, og en menneskehed, der står over for en lang række udfordringer.
Han tog afstand fra hegemoni, hvor én stat har politisk, økonomisk og militært overherredømme over andre stater.
Efter Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen, der i 1991 sluttede med Sovjetunionens sammenbrud, har USA gennem flere årtier været verdens hegemon.
Hegemoniet er blandt andet kommet til udtryk ved, at USA har invaderet en lang række nationer som Irak og Afghanistan, udstationeret soldater på omkring 750 militærbaser rundt i verden, indført sanktioner mod lande som Cuba og Iran og støttet kupforsøg i stater som Haiti og Venezuela.
Ifølge Wang Yi er der ikke mange lande, der i dag ønsker en verden præget af hegemoni. Kina vil arbejde på at fremme en multipolær verden med økonomisk globalisering, der komme alle lande til gode.
– Dem med den største knytnæve skal ikke have det sidste ord. Og det er helt uacceptabelt, at visse lande skal sidde med ved bordet, mens andre kun kan være på menuen, sagde han.
Wang Yi mener ikke, at verdens store magtfulde lande bør søge konfrontation med hinanden. Han giver udtryk for, at sådanne konfrontationer kan føre til en ny kold krig.
Den Kolde Krig fra 1947 til 1991 var præget af en række proxykrige i lande som Korea, Vietnam og Afghanistan, hvor USA og Sovjetunionen støttede modstridende parter.
I dag fører Rusland krig mod Ukraine, der modtager støtte fra USA og den vestlige verden i form af våbendonationer, der er milliarder af dollars værd.
USA og EU har indført omfattende sanktioner mod Rusland, hvilket blandt andet forhindrer vestlige lande i at importere russisk olie. Samtidig forsøger EU-lande at mindske deres afhængighed af naturgas fra Rusland. Men den vogn er Kina ikke hoppet med på.
Ruslands naturgas forsyner mange kinesiske husholdninger med strøm, og kinesisk fremstillede biler kører på russiske veje, hvilket beviser den stærke modstandsdygtighed og de brede udsigter for det gensidigt fordelagtige samarbejde mellem Kina og Rusland, sagde Wang Yi på pressekonferencen.
Kina og Rusland er begge medlemmer af den internationale samarbejdsorganisation BRIKS, der i dag består af ni lande i det globale syd: Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika, Egypten, Etiopien, Iran og Forenede Arabiske Emirater.
Selv om Kina ikke ønsker en verden bygget på USA’s overherredømme, så er det ikke i Kinas interesse at søge konfrontation med USA.
Fredelig sameksistens er grundlaget for forholdet mellem Kina og USA, og konsekvenserne af en konflikt mellem de to store lande ville være ufattelige, sagde Wang Yi på pressekonferencen.
Et ømt punkt i forholdet mellem Kina og USA er øen Taiwan. Langt størstedelen af verdens lande – inklusive USA og Danmark – anerkender ét-Kina-politikken, der slår fast, at Taiwan er en del af Kina. Dette står i skarp kontrast til styret på Taiwan, hvis forfatning ikke blot gør krav på Taiwan, men også resten af Kina.
På trods af sin anerkendelse af ét-Kina-politikken har USA bevilliget millioner af dollars til Taiwan til køb af våben. Samtidig har amerikanske politikere som Nancy Pelosi, daværende formand for Repræsentanternes Hus, rejst til Taiwan i modstrid med den kinesiske regerings krav.
På den måde er USA med til at puste til gløderne i en konflikt, som den kinesiske regering helst ser blive løst fredeligt.
På pressemødet bemærkede udenrigsminister Wang Yi, at Kina fortsat vil stræbe efter en fredelig genforening, men han lagde ikke skjul på, at Kina aldrig vil tillade, at Taiwan bliver adskilt fra Kina.
Også i Det Sydkinesiske Hav ønsker Kinas kommunistiske regering en fredelig løsning på spændinger imellem lande.
Kina, Vietnam, Brunei, Malaysia, Filippinerne og Taiwan er alle involveret i stridigheder i Det Sydkinesiske Hav, hvor de gør modstridende krav på en lang række øer og koralrev.
Så sent som i tirsdags stødte kinesiske og filippinske kystvagtskibe sammen med hinanden i Det Sydkinesiske Hav. Kinas kystvagt sagde, at den havde taget “lovgivningsmæssige skridt” mod filippinske skibe i området og beskyldte dem for at sejle “ulovligt” ind i farvandet. Den filippinske kystvagt anklagede imidlertid kinesiske skibe for at blokere for en forsyningsmission.
På sin pressekonference, der fandt sted to dage efter episoden, sagde Wang Yi, at uoverensstemmelser vedrørende Det Sydkinesiske Hav bør løses gennem dialog og konsultation mellem de direkte involverede stater, mens fred til søs bør opretholdes i fællesskab mellem Kina og ASEAN-medlemmerne.
ASEAN er en politisk og økonomisk union, der består af ti sydøstasiatiske lande herunder Filippinerne, Vietnam, Brunei og Malaysia, der som sagt gør krav på områder i Det Sydkinesiske Hav.
Ifølge Wang Yi er det på grund af kollektiv indsats mellem ASEAN og Kina, at det er lykkedes at opretholde fred i det omstridte hav.
I september 2023 afholdte Kina og ASEAN deres 26. fælles topmøde, hvor landende “bekræftede vigtigheden af at opretholde og fremme fred, sikkerhed, stabilitet og navigationsfrihed i og over Det Sydkinesiske Hav og anerkendte fordelene ved at have Det Sydkinesiske Hav som et hav af fred, stabilitet og velstand”.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Vi må heller ikke glemme, at man i Kina over en periode på ca. 40 år fra 1980 har formået at bringe 800 millioner mennesker ud af den ekstreme fattigdom. Dette skete ikke med Neo-liberale metoder, men med en stram statskontrolleret styring af markedskræfterne. Med lidt reklame for min egen artikel herom, så henviser jeg til https://www.meer.com/en/search?utf8=%E2%9C%93&query=kristian+laubjerg.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
