Det er ikke meget indflydelse, de mere end 1,4 milliarder kinesere har på deres liv og fremtid. Det kinesiske kommunistparti skyer intet middel og regerer over dem med hård hånd, og midt i edderkoppespindet sidder partiformand Xi Jinping, hvis næse intet går forbi.
Nogenlunde sådan er essensen i, hvordan Kinas styreform og demokratimodel fremstilles i Danmark og vel nok i de fleste af imperialismens hovedlande og satellitstater. Der er ikke mange nuancer for slet ikke at tale om viden og konkret kendskab.
Det er i sig selv udemokratisk at måle de utallige politiske systemer i verden ud fra den samme målestok og se sort-hvidt på de meget forskelligartede politiske strukturer.
De fremherskende påstande underbygger den doktrin, som er blevet dominerende i de senere år, nemlig at Vesten befinder sig i en kamp mellem demokratier (os) og autokratier (dem). I den forbindelse er det blevet en helt gængs praksis, der ikke stilles spørgsmålstegn ved, at rubricere de lande, som ikke føjer de imperialistiske centre, som “autokratier”.
Autokrati betyder en “styreform, hvor magten er samlet hos én person”. I øjeblikket er Kina blandt de fremmeste eksempler på et sådant styre:
“Vi er i kamp, ikke blot med Kina … med autokrater, autokratiske regeringer rundt om i verden, om hvorvidt demokratierne kan tage konkurrencen op med dem i et 21. århundrede, der er i hastig forandring.” (USA’s præsident Joe Biden, juni 2021).
Formålet med denne artikel er at dykke ned under overfladen og undersøge, hvorledes demokrati- og styreformen faktisk ser ud i Kina med hovedvægt på, hvorledes de selv opfatter og beskriver den.
Et sigende projekt om naturgenopretning
For kort tid siden bragte DR1 i bedste sendetid en BBC-udsendelse med titlen “Naturens tidsalder – vejen til en vildere natur” (1). Den beskriver et kæmpemæssigt naturgenopretningsprojekt, der over en periode har gjort Den Gule Flod i Kina helt klar og gennemsigtig og omdannet et område på størrelse med Frankrig fra en gold og ufrugtbar slette til et frugt- og dyrkbart område. Igennem århundreder har naturkatastrofer kostet syv millioner mennesker livet på grund af oversvømmelser, tørke og hungersnød – sletten bestod nemlig af løss, et meget finkornet sediment, der transporteres med af vinden. I dag kan mennesker leve af områdets afgrøder, og klimaet i området er forandret.
Det interessante er: hvordan? Hvad siger det om Kina?
Da regeringen tog beslutning om at igangsætte det kæmpemæssige naturgenopretningsprojekt, fik de 85 millioner indbyggere på sletten besked på, at de ikke kunne fortsætte med at benytte området som hidtil. Den måde, de levede og fik brød på bordet, var ødelæggende. De måtte fuldstændig droppe deres levevis.
Men i stedet for at naturgenopretningen skulle gå ud over dem – sådan som grøn omstilling ofte gør i Vesten – blev befolkningen gjort til en aktiv og afgørende kraft i at genoprette naturen. De blev simpelthen ansat og betalt for at indgå i det enorme projekt for at omlægge området og dermed også omforme deres egne livsbetingelser. Det blev deres projekt. De blev involveret. Og det skulle vise sig at være det hårde slid værd.
Projektet er et eksempel på, hvad den kinesiske regering (statsrådet) kalder kombinationen af et “procesorienteret demokrati med resultatorienteret demokrati”. Det er en model, der ikke kun rummer en proces, hvor folk høres og involveres, men også har fokus på resultatet: At høring ikke bliver noget formelt, men noget der faktisk kan resultere i forandring.
Men på vores tv-skærme og sociale medier ser vi også andre billeder fra Kina end planøkonomiske, græsrodsdemokratiske naturgenopretningsprojekter. I skrivende stund går billeder verden rundt med protester i mange kinesiske byer imod tre år med gentagne covid-nedlukninger. For nylig var der protester på Foxconns iPhone-fabrik i Zhengzhou mod manglende lønudbetalinger fra den amerikanske mobiltelefongigant.
Med alt dette in mente: Hvordan ser det officielle Kina på sin egen styreform og demokratimodel?
Netop kombinationen af et procesorienteret og et resultatorienteret demokrati er centralt for at forstå den kinesiske model. Det er simpelthen koblet til, hvilke resultater der skabes. På den vis kan demokratimodellen ikke skilles fra befolkningens levevilkår. Derfor ses den i lyset af de i verdensmålestok enorme landvindinger, der er opnået inden for en historisk kort periode: Udviklingen fra et tilbagestående agrarland til et førende industriland, afskaffelsen af fattigdom for omkring 800 millioner menneskers vedkommende.
Demokrati i teori og praksis
I december måned 2021 udsendte det kinesiske statsråd et omfattende dokument, “Kina et demokrati der fungerer” (2). Her beskriver den kinesiske ledelse, hvorledes den betragter begrebet demokrati, hvilket demokrati der findes i Kina, og hvilken udvikling det er inde i.
Der kan naturligvis være forskel på, hvorledes demokrati fremlægges i teorien, og hvordan det fungerer i praksis. Det er bestemt ikke en ukendt problemstilling for os, der lever i et kapitalistisk samfund med et borgerligt demokrati. Det er et fattigt demokrati, hvor højdepunktet er krydset på stemmesedlen en gang imellem. Det er et hult demokrati, hvor de politiske og ideologiske forskelle mellem langt de fleste opstillede partier er minimal, og frustrationerne over manglende, reel indflydelse vokser. Et tilskuerdemokrati – ikke et deltagerdemokrati.
I Kina findes der ingen oppositionspartier. Men Kinas politiske partisystem er ikke et system med etpartistyre. Det er heller ikke et system, hvor flere partier kæmper om magten og regerer på skift. Det er et flerpartisamarbejdssystem, hvor KKP udøver statsmagten.
For vi ved udmærket godt, at den virkelige magt over den danske arbejderklasses forhold ikke ligger i Folketinget, men i bestyrelses- og direktionslokaler i Danmark og tusindvis af kilometer herfra, i EU- og NATO-hovedkvarteret. For ikke at tale om at én enkelt person kan styre rammerne for millioner af menneskers muligheder for at ytre sig på sociale medier – Elon Musk og Twitter som et meget aktuelt eksempel.
For at have et grundlag at forstå den kinesiske samfunds- og regeringsopbygning er det en forudsætning at kende det kinesiske kommunistpartis og den kinesiske regerings intentioner.
Det er helt centralt i den kinesiske selvforståelse, at demokrati ikke er noget én gang for alle givet, uafhængigt af klasseforhold, historiske omstændigheder og det enkelte folks kultur og traditioner. Der findes ikke en én gang givet demokratimodel, demokrati ytrer sig i mange former, hedder det med slet skjult henvisning til Vestens forsøg på at monopolisere opfattelsen af, hvad demokrati er:
“Det er i sig selv udemokratisk at måle de utallige politiske systemer i verden ud fra den samme målestok og se sort-hvidt på de meget forskelligartede politiske strukturer.”
Et historisk udgangspunkt
Som i alle andre spørgsmål har kineserne det lange, historiske blik. For fem tusind år siden begyndte de gamle kinesere at udforske begrebet om, at det er folket, der er grundlaget for en stat. Men århundreder med feudal enevælde efterlod det kinesiske folk undertrykt og udbyttet.
Efter 1840’erne sank Kina ned til et halvfeudalt og halvkolonialt land og var på randen af sammenbrud. At tale om folkeligt demokrati kom ikke på tale. Bemærk, at det var på det tidspunkt, at Danmark fik en borgerlig forfatning.
Efter revolutionen i 1911, der styrtede Qing-dynastiet og afskaffede monarkiet, “gjorde det kinesiske folk adskillige forsøg på at indføre de vestlige politiske systemer, herunder det parlamentariske system, flerpartisystemet og præsidentsystemet, men de endte alle med at mislykkes”.
I 1920’erne – det kinesiske kommunistparti blev stiftet i 1921 – opstod en række nye bevægelser, der gik ind for demokrati og videnskab. Og ikke mindst vigtigt: Marxismen fik udbredelse, og nye, demokratiske ideer opstod.
Marxismens introduktion skete på et tidspunkt, hvor Kina var aldeles underudviklet, og den blev i høj grad integreret med den eksisterende kultur og traditioner. Filosofisk set kom konfucianisme til at spille en vigtig rolle med dens etiske leveregler og ideer om harmoni, enhed og stabilitet. De genfindes den dag i dag i kinesisk tænkning.
Årtier lang kamp kronedes i 1949 med folkerevolutionens sejr. “Dette markerede den endelige omdannelse af landet fra et feudalt enevælde, som havde eksisteret i flere tusind år, til et folkedemokrati.”
Det er dette folkedemokrati, ideen om at det er folket selv, der skal styre deres eget land, der er grundlaget for den kinesiske stats- og demokratiopfattelse. Det kaldes i dag et “whole-process people’s democracy under CPC leadership”, på dansk: et helhedsproces-demokrati under KKP’s ledelse.
Hvori består det så?
Folkets demokratiske diktatur og arbejderklassen
I den kinesiske forfatning beskrives Kina som et socialistisk land, der styres af et folkedemokratisk diktatur, som ledes af arbejderklassen og er baseret på en alliance mellem arbejdere og bønder. Statens grundlæggende karakter defineres som folkets demokratiske diktatur.
Historisk set har den kinesiske arbejderklasse været lille – kampen for befrielsen og revolutionen i 1949 var hovedsageligt baseret på den fattige befolkning på landet. Selvom den kinesiske arbejderklasse især i byerne er vokset betragteligt i de seneste årtier, er den kinesiske demokratimodel opbygget på, hvad man kunne kalde en klasseenhedsmodel mellem land og by.
Hvorvidt en demokratisk model fungerer, skal afprøves i praksis og vurderes af befolkningen. Om Kinas demokratiske model er en succes, bør bedømmes af befolkningen.
I denne model er indarbejdet et græsrodsdemokrati, der på lokalt, kommunalt niveau omfatter landsbykomiteer og beboerkomiteer. Den omfatter også “kongresser for ansatte i virksomheder og offentlige institutioner” (3). Disse forsamlinger vælges af alle ansatte og er de organer, “hvorigennem de ansatte udøver deres demokratiske ret til at styre og træffe deres egne beslutninger i virksomheder og offentlige institutioner”:
“Virksomheder og offentlige institutioner praktiserer et system med demokratisk ledelse, hvis grundlæggende form er kongresser for ansatte, således at arbejdere og andre ansatte kan spille en aktiv rolle i beslutningstagningen om vigtige spørgsmål, der vedrører deres umiddelbare interesser.”
De har blandt andet “til formål at mægle i arbejdsmarkedsrelationer, lytte til de ansattes stemmer, beskytte deres lovlige rettigheder og interesser og indsamle klager og forslag”.
I øjeblikket er der 2,81 millioner fagforeninger på lokalt niveau i Kina. De dækker 6,55 millioner virksomheder og offentlige institutioner.
Men grundlæggende set udøves arbejderklassens ledende rolle via Kinas Kommunistiske Parti. Det gøres også helt klart. Partiet er ledende og drivende i landets udvikling, men opfatter sig ikke som “stående over loven” eller som ét med statsorganerne. I partiets forfatning hedder det:
“Partiet skal gennemføre sine aktiviteter inden for rammerne af landets forfatning og øvrige love. Det skal sørge for, at de lovgivende, juridiske og administrative statsorganer samt de økonomiske, kulturelle og folkelige organisationer arbejder initiativrigt og med uafhængigt ansvar …”
Partiet har i dag omkring 96 millioner medlemmer og udgør knap syv procent af befolkningen. Det er ikke helt let at danne sig et billede af partiets klassesammensætning. En undersøgelse foretaget i 2019 af Li Yang, Filip Novokmet og Branko Milanovic (4) viser, at antallet af arbejdere i KKP ligger på 34 procent – mod 16 procent i 1988. Lægges dertil kontorfunktionærer og tilsvarende kategorier, kommer det samlede tal op over 70 procent.
KKP benytter selv andre tal og kategorier. Til den nyligt afholdte partikongres lagde man således vægt på, at 33,6 procent af de delegerede arbejdede “i arbejdets og produktionens frontlinje”. 8,4 procent af delegerede anførtes at være arbejdere og 3,5 procent bønder.
Anslået tre procent af partiets medlemmer menes at være kapitalister. Dermed er kampen om, hvilken vej udviklingen skal tage, ført direkte ind i partiet.
Valgdemokrati og græsrodskomiteer
Den kinesiske demokratimodel opererer med to veje til demokratisk indflydelse. Dels et valgdemokrati og dels et konsultativt – rådgivende – demokrati.
Valgdemokratiet består af valg til stats- og lokalmagtens organer på landsdækkende og forskellige lokale niveauer: folkekongresser på alle niveauer. Her foregår valg på basis af principperne om almindelig valgret, lige rettigheder, flere kandidater og hemmelig afstemning.
På græsrodsniveau foretages der valg til landsbykomiteer og bykvarterskomiteer. Det kaldes for “selvstyre på lokalsamfundsniveau”. Der lægges stor vægt på dette element i demokratimodellen, for Kina er så stort et land og så forskelligt med hensyn til befolkningssammensætning, kultur med videre, at der må overlades et stort råderum til lokalt selvstyre:
“Under ledelse af partiorganisationerne i lokalsamfundet opretter beboerne på landet og i byerne landsbykomiteer og beboerkomiteer og udøver direkte deres demokratiske ret til at håndtere offentlige anliggender og services.”
Ved udgangen af 2020 var der oprettet landsbykomiteer i samtlige 503.000 administrative landsbyenheder, og alle 112.000 bysamfund havde oprettet beboerkomiteer.
Ledende embedsmænd udnævnes eller vælges af folkekongresserne på det pågældende niveau.
Det rådgivende demokrati
Den anden søjle i den kinesiske demokratimodel består af det konsultative – rådgivende – demokrati.
Systemet er et temmelig omfattende rådgivende høringssystem, der har til hensigt at inddrage andre politiske grupperinger, etniske grupper og andre samfundsgrupper i stillingtagen til samfundsanliggender. Det kaldes også “systemet med flerpartisamarbejde og politisk høring” og betegnes som en ny model, der er opstået under Kinas konkrete forhold. Modellen er udtryk for, hvad der kaldes en patriotisk enhedsfront.
Ud over KKP findes der otte politiske partier i Kina. De kinesiske kommunister betragter således ikke deres system som et etpartisystem:
“I Kina findes der ingen oppositionspartier. Men Kinas politiske partisystem er ikke et system med etpartistyre. Det er heller ikke et system, hvor flere partier kæmper om magten og regerer på skift. Det er et flerpartisamarbejdssystem, hvor KKP udøver statsmagten. Ud over KKP er der otte andre politiske partier. De andre partier deltager fuldt ud i forvaltningen af statens anliggender under ledelse af KKP.”
De otte partier, der findes ud over KKP, har deres rod i den kinesiske befrielseskamp og er oprindelig dannet med udgangspunkt i det nationale borgerskab, byernes småborgerskab og patriotiske enkeltpersoner. De hedder i engelsk oversættelse: Revolutionary Committee of the Chinese Kuomintang, China Democratic League, China Democratic National Construction Association, China Association for Promoting Democracy, China Peasants and Workers’ Democratic Party, China Zhi Gong Dang, Jiu San Society og Taiwan Democratic Self-Government League.
Systemet med flerpartisamarbejde og politisk høring – den patriotiske front – er på centralt plan formaliseret i et politisk rådgivningsorgan. Denne forsamling består af repræsentanter for de ni partier og derudover af demokrater uden for partierne, forskellige folkelige organisationer, repræsentanter for alle 56 etniske grupper, landsmænd fra Taiwan, Hong Kong og Macao, tidligere udlandskinesere der er vendt hjem og en række enkeltpersoner fra forskellige samfundslag (5). Det politiske rådgivningsorgan omtales som et “specialiseret organ for socialistisk rådgivende demokrati”.
Ud over dette landsdækkende forum findes der 170 rådgivningsfora. Og KKP’s lokalkomiteer gennemfører “på alle niveauer konsultationer med tilsvarende lokale organisationer fra de andre partier om vigtige lokale spørgsmål”.
Ud over den patriotiske enhedsfront findes et udbygget system for regionalt etnisk selvstyre, der bygger på autonomi under statens enhedsledelse.
Eksperimenter med deltagerdemokrati og indflydelse
Det er et erklæret mål at opsuge befolkningens ønsker og skabe kanaler for, at de når frem. Men det er også et erklæret mål faktisk at opfylde de ønsker:
“Demokrati begynder med, at folkets ønsker kommer fuldt ud til udtryk. Men hvis folk kun kan give udtryk for deres ønsker, men ikke har mulighed for at opfylde dem, er der ikke tale om et ægte demokrati.”
Det er en problemstilling, som kendes rigtig godt fra Danmark, hvor der findes et omfattende høringssystem på både kommunalt, regionalt og statsligt plan – men hvor det er som at slå i en dyne faktisk at få ændret væsentligt ved det, der udsendes i høring.
Kina eksperimenterer med forskellige former og kanaler, for at folk kan fremføre deres krav og blive hørt: Hotlines til offentlige tjenester, online-opslagstavler, chat-fora. En enkelt af disse platforme – en national online-platform for offentlige tjenester – har siden sin oprettelse for 15 år siden behandlet op mod 2,6 millioner forslag og klagesager.
Kontrol med magten
“Magt er et tveægget sværd,” erkender kineserne. Og det er naturligvis ikke nemt på tusindvis af kilometers afstand her i Danmark at skabe en sikker fornemmelse for, hvorledes den kinesiske demokratimodel fungerer i praksis.
Kineserne selv er faktisk ret ydmyge:
“Hvorvidt en demokratisk model fungerer, skal afprøves i praksis og vurderes af befolkningen. Om Kinas demokratiske model er en succes, bør bedømmes af befolkningen,” hedder det i dokumentet “Kina et demokrati der fungerer”.
Magten kan kun bidrage til demokratiet og være til gavn for befolkningen, hvis den udøves under effektive begrænsninger og kontrol. Hvis den ikke kontrolleres, er der altid risiko for, at den løber ud af kontrol og saboterer demokratiet.
Af den grund er “magtudøvelsen blevet underlagt stadig mere kontrol og overvågning”. Det dækker især over, at kampen mod bureaukrati er sat i centrum. Og der skrides til stadighed benhårdt ind mod en korruption, der hårdnakket bliver ved og ved med at vise sig.
Samtidig er der i de seneste år taget skridt til at styrke, hvad vi ville kalde almindelige retsstatslige principper: Myndighederne skal have lovhjemmel for at kunne agere.
Der er blevet indført afgrænsede embedsperioder for embedsmænd til lederstillinger. Der er indført regler for højtstående embedsmænds indkomst og rettigheder for at forhindre udviklingen af en privilegeret elite. For at nævne eksempler.
Hele spørgsmålet om at styrke retsstaten og bekæmpe bureaukrati og korruption var et vigtigt element på KKP’s netop afholdte 20. kongres. Og der er ingen tvivl om, at der er meget stor folkelig opslutning om denne politik.
I det hele taget viser officielle kinesiske undersøgelser, at befolkningens tilfredshed med regeringen i mange år har ligget over 90 procent. Det tages som et bevis på “demokratiets effektivitet og vitalitet i Kina”.
Uafhængige undersøgelser peger i samme retning:
Det amerikanske Harvard Ash Center for Democratic Governance and Innovation har gennemført et årelangt og dybtgående studie i Kina. Det viser, at 95,5 procent er “relativt tilfredse” eller “meget tilfredse” med centralregeringen. Til gengæld lader tilfredsheden med de alleryderste organer på bydelsniveau noget tilbage: Her er kun 11,3 procent “meget tilfredse”.
Begge tal er fra 2016, men samme tendens bekræftes i en undersøgelse fra 2020 af pr-firmaet Edelman.
Det betyder naturligvis ikke, at der er enighed og konsensus over hele linjen. Kina er et klassesamfund, som i sin egen selvforståelse befinder sig i den første fase af socialismen. Det er på den baggrund og på baggrund af landets historie, kultur, traditioner og ideologiske fundament, at dets demokratimodel skal bedømmes.
Kilder:
1) dr.dk/drtv/se/naturens-tidsalder_344570
2. Hvor intet andet er anført i artiklen, stammer citater fra dette dokument: news.cn/english/2021-12/04/c_1310351231.htm
3. Ordet kongres benyttes i Kina som samlebetegnelse for folkevalgte forsamlinger, valgte organer på forskellige niveauer.
4. thenextrecession.files.wordpress.com/2021/06/wid-working-paper-2019-10-china-elites.pdf
5. Se mere her: china.org.cn/english/27750.htm
6. ash.harvard.edu/publications/understanding–ccp-resilience-surveying-chinese-public-opinion-through-time
global.chinadaily.com.cn/a/202201/22/WS61eb4086a310cdd39bc828ea.html
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér