Vanskelig balancegang
Den 3. juni 2023 gennemførte flådefartøjer fra USA og Canada en fælles militærøvelse i Det Sydkinesiske Hav. Et kinesisk krigsskib (LY 132) overhalede den amerikanske missildestroyer (USS Chung-Hoon) og sejlede tværs over dens bane. U.S. Indo-Pacific Command udsendte en erklæring om, at det kinesiske skib “udførte manøvrer på en uforsvarlig måde.”
Talsmanden fra Kinas udenrigsministerium, Wang Wenbin, svarede, at USA “provokerede først, og Kina svarede igen”, og at “det kinesiske militærs handlinger er fuldstændig berettigede, lovlige, sikre og professionelle.”
Indtil nu er der ikke meget, der tyder på – og slet ikke i Singapore på trods af Austins joviale attitude – at USA respekterer Kinas suverænitet. Sproget fra Washington bliver mere og mere skarpt, selv når det foregiver at være sødt.
Denne hændelse er en af mange i disse farvande, hvor USA gennemfører det, de kalder Freedom of Navigation (FON)-øvelser. Disse FON-aktioner er legitimeret af artikel 87(1)(a) i FN’s havretskonvention fra 1982. Kina har underskrevet konventionen, men USA har nægtet at ratificere den. Amerikanske krigsskibe bruger FON-argumentet uden juridiske rettigheder eller tilladelse fra FN’s Sikkerhedsråd. USA’s Freedom of Navigation Program blev oprettet i 1979, før konventionen og adskilt fra den.
Få timer efter dette sammenstød i Det Sydkinesiske Hav talte USA’s forsvarsminister Lloyd Austin ved Shangri-La Dialogen i Singapore. Shangri-La Dialogen, som har fundet sted hvert år på Shangri-La Hotel siden 2002, samler militærchefer fra hele Asien med gæster fra lande som USA.
På et pressemøde blev Austin spurgt om den seneste hændelse. Han opfordrede Kinas regering til “at begrænse den slags adfærd, for jeg tror, der kan ske ulykker, som kan få tingene til at komme ud af kontrol.” At hændelsen fandt sted, fordi en amerikansk og canadisk militærøvelse fandt sted tæt på kinesisk territorialfarvand, fremkaldte ingen kommentarer fra Austin. Han understregede USA’s rolle i at sikre, at ethvert land kan “sejle på havene og flyve i luften i det internationale rum.”
Austins laden, som om han var uskyldig, blev udfordret af hans kinesiske modpart, forsvarsminister Li Shangfu. “Hvorfor skete alle disse hændelser i områder nær Kina,” spurgte Li, “og ikke i områder nær andre lande?”
“Den bedste måde at forhindre dette på er, at militære fartøjer og fly ikke kommer tæt på vores farvande og luftrum… Pas på jeres eget territorialfarvand og luftrum, så vil der ikke være nogen problemer.” Li afviser, at den amerikanske flåde og det amerikanske luftvåben blot gennemfører FON-øvelser. “De er her ikke for at sejle uskyldigt,” sagde han. “De er her for at provokere.”
Stram nettet
Når Austin ikke talte med pressen, havde han travlt i Singapore med at styrke USA’s militære alliancer, hvis formål er at stramme nettet omkring Kina. Han holdt to vigtige møder, det første et trilateralt møde mellem USA, Japan og Australien, og det andet et møde med deres modpart fra Filippinerne. Efter det trilaterale møde udsendte ministrene en skarp erklæring, der brugte ord (“destabiliserende” og “tvang”), som hævede temperaturen mod Kina.
Ved at inddrage Filippinerne i denne dialog opildnede USA til et nyt militært samarbejde mellem Canberra, Manila og Tokyo. Det bygger på den japansk-filippinske militæraftale, der blev underskrevet i Tokyo i februar 2023, og som indebærer, at Japan lover Filippinerne penge, og at Filippinerne tillader det japanske militær at gennemføre øvelser på dets øer og i dets farvande. Det bygger også på den australsk-japanske militæraftale, der blev underskrevet i oktober 2022, og som – selvom den ikke nævner Kina – fokuserer på det “frie og åbne Indo-Stillehav”, en amerikansk militær frase, der ofte bruges i forbindelse med FON-øvelserne i og nær kinesisk farvand.
I løbet af de sidste to årtier har USA opbygget en række militære alliancer mod Kina. Den tidligste af disse alliancer er Quad, som blev oprettet i 2008 og genoplivet efter fornyet interesse fra Indien i november 2017. De fire magter i Quad er Australien, Indien, Japan og USA.
I 2018 omdøbte USA’s militær sin Pacific Command (oprettet i 1947) til Indo-Pacific Command og udviklede en Indo-Pacific Strategy, hvis hovedfokus var på Kina. En af grundene til at omdøbe processen var at trække Indien ind i den struktur, som USA er ved at opbygge, og understrege spændingerne mellem Indien og Kina omkring den faktiske kontrollinje.
Dokumentet viser, hvordan USA har forsøgt at opflamme alle konflikter i regionen – nogle små, andre store – og fremstille sig selv som forsvarer af alle asiatiske magter mod “naboernes mobning”. At finde løsninger på disse uenigheder er ikke på dagsordenen. Indo-Pacific-strategien lægger vægt på, at USA skal tvinge Kina til at underordne sig en ny global alliance mod sig.
Gensidig respekt
Under pressemødet i Singapore foreslog Austin, at den kinesiske regering “også burde være interesseret i navigationsfrihed, for uden det, mener jeg, ville det påvirke dem.” Kina er en stor handelsmagt, sagde han, og “hvis der ikke er nogen love, hvis der ikke er nogen regler, vil tingene også bryde sammen for dem meget hurtigt.”
Kinas forsvarsminister Li gjorde det meget klart, at hans regering var åben for en dialog med USA, og han var også bekymret for “sammenbruddet” i kommunikationen mellem stormagterne. Li fremsatte dog en vigtig forudsætning for dialogen.
“Gensidig respekt,” sagde han, “bør være grundlaget for vores kommunikation.” Indtil nu er der ikke meget, der tyder på – og slet ikke i Singapore på trods af Austins joviale attitude – at USA respekterer Kinas suverænitet. Sproget fra Washington bliver mere og mere skarpt, selv når det foregiver at være sødt.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet flere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Irak, Libyen, Afghanistan og the Fragility of U.S. Power.
Oversættelse, billede, trompet, manchet og fremhævet citat udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
