Læserbrev
Fra 2000 til 2006 arbejdede jeg for FN i tre lande, som grænser op til Guineabugten i Centralafrika.
Med undtagelse af Sao Tome og Principé afhænger de nationale økonomier af indtægter fra store olie- og gasreserver. Gabon har været i denne kategori i årtier, hvorimod opdagelserne i Ækvatorialguinea først fandt sted i midten af 1990’erne.
Under mit repræsentantskab for FN’s børnefond UNICEF gik det for alvor op for mig, at USA’s og dets transnationale virksomheders interesser vejer tungere end UNICEF’s mission, som sigter mod at forbedre levevilkårene for børn og deres familier.
- Kristian Laubjerg er medlem af Kommunistisk Parti og har arbejdet med udviklingsproblematikker i Udenrigsministeriets Danida over en ti-årig periode, hvorefter han arbejdede hos UNICEF i 18 år.
- Han bor p.t. med sin familie i Senegal.
Da Ækvatorialguineas præsident i november 2004 underskrev en aftale med UNICEF, gjorde han det ud fra en overbevisning om, at dette partnerskab ville bidrage til at forbedre hans lands image og velfærden for landets børn og unge. Aftalen sigtede mod at udvikle menneskelige ressourcer og institutionel kapacitet til sikring af børns og unges udvikling. Projektet skulle alene finansieres af hans regering uden eksterne donationer.
Præsidenten var fuldstændig uforberedt på et konkurrerende projekt, lanceret syv måneder senere, og udarbejdet af det amerikanske selskab Business for Social Responsibility på foranledning af det amerikanske udenrigsministerium, State Department. Det amerikanske udenrigsministeriums initiativ fungerer som et ”godt” eksempel på et projekt, der påtvinges et suverænt land mod dets vilje.
USA’s og dets transnationale virksomheders interesser vejer tungere end UNICEF’s mission, som sigter mod at forbedre levevilkårene for børn og deres familier.
Da præsidenten bad om mit råd, var han naturligvis uvidende om at have udløst en proces, som i sidste instans førte til min afskedigelse fra FN. I stedet for at stå i spidsen for et projekt til forbedring af levevilkårene for landets børn og deres familier i Ækvatorialguinea, blev præsident Obiang Nguema et modvilligt instrument for det amerikanske udenrigsministerium og ExxonMobil. De begivenheder, som jeg her præsenterer læserne for, skabte ikke alene en ubehagelig turbulens i mit professionelle og personlige liv, men i en større sammenhæng bidrog det til at krænke et lands suverænitet.
Mit brev havnede i Washington og ikke i Malabo
”Dit navn gik hele vejen til toppen af Det Hvide Hus.”
Det var sådan, USA’s Chargée d’Affaires hilste mig, da jeg mødte hende i slutningen af 2005, et par måneder efter at et brev med min underskrift, adresseret til udenrigsministeren i Ækvatorialguinea, var blevet opsnappet af agenter for USA’s efterretningstjeneste CIA. Mit brev havnede i Washington og ikke i Malabo, Ækvatorialguineas hovedstad.
Den tidligere amerikanske landbrugsminister, Ann Veneman, var netop blevet udpeget til posten som administrerende direktør for UNICEF i begyndelsen af 2005 efter anbefaling af præsident George W. Bush. Ann Veneman var en af tre høge, strategisk placeret i spidsen for internationale organisationer, som blev anset for at være vigtige for USA’s globale interesser. Ann Veneman var ivrig efter at bevise overfor præsident Bush, at han havde truffet den rigtige beslutning, da han indstillede hende til UNICEF’s chefstol.
Så da Bush i juni 2005 telefonisk kontaktede hende med en henstilling om at få bedre styr på UNICEF’s landekontor i Ækvatorialguinea, var der ingen tvivl hos Ann Veneman om, hvilke interesser hun skulle give prioritet.
Under normale omstændigheder ville en administrerende direktør for en FN-organisation have anmodet det relevante personale om at få flere oplysninger om sagen, specielt da hun jo stadigvæk var ny hos UNICEF. Desuden havde hun slet ingen erfaringer udenfor USA og kunne næppe placere Ækvatorialguinea på Afrikakortet. I øvrigt var hun uvidende om, at UNICEF netop havde modtaget det Ækvatoriale Ridderkors – en fortjenstorden – overrakt af Gabons præsident for det arbejde, der var blevet udført under min ledelse i de tre lande, som grænser op til Guineabugten.
Læs også
Det gyldne håndtryk
Jeg var forundret og følte mig ydmyget, da den organisation, som jeg havde anvendt størsteparten af min professionelle karriere på, besluttede sig for at give mig ”det gyldne håndtryk” uden nogen begrundelse. Jeg indvilgede i ikke at anfægte denne beslutning til gengæld for en rimelig erstatning. Mit krav blev straks accepteret.
Dette gjorde mig blot endnu mere mistænksom med hensyn til, hvad der var UNICEF’s egentlige motiver for denne beslutning. Derfor anmodede jeg FN’s Ombudsmand om at undersøge sagen med henblik på at opdage eventuelle fejl, som jeg kunne drages til ansvar for som leder af kontoret. Jeg erfarede, at ombudsmanden, Mr. Lee, efter en gennemgang af revisionsrapporter og anden relevant dokumentation ikke kunne finde professionelle begrundelser for min afskedigelse. Mr. Lee var af den opfattelse, at kun politiske grunde kunne have motiveret en sådan beslutning.
Jeg var fast besluttet på at foretage mine egne undersøgelser baseret på detaljerede noter taget over en toårig periode (2004-2006), mens disse afgørende begivenheder fandt sted. Fordi jeg formelt havde givet mit løfte om ikke at bestride min afskedigelse, har jeg ventet indtil nu (2021, red.) med at offentliggøre resultaterne af mine undersøgelser.
UNICEF’s store prestige
UNICEF har siden oprettelsen i 1946 været en af USA’s favoritter blandt FN’s institutioner. Dens eksekutivsekretær har altid været amerikansk statsborger, udpeget af den amerikanske præsident.
UNICEF’s forberedelser for landeprogrammer er højt respekterede og eftertragtede for deres pålidelighed, hvad angår analyser af menneskelige og økonomiske ressourcer. Derfor indgår de i USA’s datamaterialer omkring lande rundt omkring i verden. Herved kommer UNICEF’s landeanalyser til at udgøre vigtige bidrag, når et lands potentielle værdi for amerikanske investeringer skal gøres op.
UNICEF’s situationsrapporter leverer således vigtige input til landerapporter udarbejdet af USA’s udenrigsministerium, CIA og afdelinger af de institutioner, som har den nationale sikkerhed som arbejdsområde. En arbejdsstyrke på en kvart million ansatte analyserer data indsamlet fra tusindvis af kilder med henblik på at udarbejde et så omfattende billede som muligt af potentielle trusler mod USA’s nationale sikkerhed – men også for at indhente gyldig information om gennemførligheden af transnationale selskabers investeringer. De pågældende institutioner er samlet under USA’s departement for sikkerhed (Homeland Security) og anvender alle mulige former for dataindsamling, for eksempel hacking af computere og aflytning af suveræne landes teleservices og postforsendelser.
Det var præcis, hvad der fandt sted i maj 2005, da den amerikanske præsident blev informeret om indholdet af et fortroligt brev, som jeg havde adresseret til Ækvatorialguineas udenrigsminister, pastor Micha Ondo Bile.
Vigtigheden af opsnappet brev
Det var først i marts 2006, at den amerikanske Chargée d’Affaire i Malabo, Sarah Morrison, betroede mig, at mit brev til ministeren var havnet i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus i Washington.
Jeg har altid anset det for en høflig tradition at takke en minister for en audiens, som var blevet mig tildelt. Samtidig refererede jeg som regel til nøglepunkter i de emner, som var blevet drøftet på mødet. På den samme dag, hvor jeg mødtes med Ækvatorialguineas udenrigsminister, Ondo Bile, var jeg også i audiens hos vicepremierministeren og ministeren for præsidentens kontor. De ønskede alle at høre min reaktion på ønsket fra USA’s udenrigsministerium, State Department, om at etablere en social udviklingsfond, som skulle finansiere implementering af aktiviteter i den sociale sektor.
State Department-projektet blev præsenteret for regeringen syv måneder efter, at præsidenten havde forpligtet sin regering til at samarbejde med UNICEF om et projekt med en helt anderledes organisationsstruktur og implementeringsstrategi, end den der var indbygget i State Department-forslaget. De tre ministre udtrykte med én stemme, at de var forpligtet til partnerskabet med UNICEF, især fordi det ville bevare regeringen i førersædet for projektet, assisteret af neutrale internationale rådgivere – i stedet for bilaterale rådgivere fra USA.
De syntes overbeviste om, at det ville være bedre for landets image at arbejde med en international organisation frem for en bilateral.
Da State Departments forslag om en social udviklingsfond blev bragt op af udenrigsministeren, udtrykte han i utvetydige vendinger sin bekymring. Det State Department-sponsorerede projekt ville efter hans opfattelse primært være til glæde for olieselskaberne, idet de herved ville blive associeret med sociale udviklingsaktiviteter, som delvist ville blive implementeret med deres bidrag til Udviklingsfonden.
Jeg udtrykte også selv bekymring over UNICEF’s deltagelse i State Department-projektet, da det helt tydeligt var et initiativ, der primært sigtede mod at tjene olieselskabernes interesser. Det ville være i konflikt med UNICEF’s mission og etiske normer, hvis UNICEF på den ene side afviste partnerskab med en virksomhed, fordi den ikke levede op til UNICEF’s regelsæt, for derefter at foretage en kovending ved at samarbejde med samme virksomhed under et andet projekts paraply.
Denne konflikt var afspejlet i mit brev til Ækvatorialguineas udenrigsminister, som imidlertid aldrig fik det læst. I stedet for blev det læst af præsident George W. Bush.
Ækvatorialguinea: ”Centralafrikas Kuwait”
Ingen havde tillagt landene i Guineabugten særlig stor betydning – og da slet ikke Ækvatorialguinea – før fundet af olieforekomster. Beretninger fra landet var altid meget negative.
De internationale medier rapporterede mest om en ”diktatorisk og korrupt” præsident, som berigede sig af olieindtægterne til glæde for sig selv og sin familie. Desuden blev det rapporteret, at tortur af oppositionsmedlemmer blev praktiseret i fængslerne. I den forstand deler Ækvatorialguinea skæbne med de fleste afrikanske lande, som normalt kun møder lidt empati og forståelse fra vestlige iagttagere.
Denne holdning vendte imidlertid, da nogle af Afrikas største olie- og gasreserver blev opdaget i Ækvatorialguinea. Landet blev nu kendt som ”Centralafrikas Kuwait”. George W. Bush og hans vicepræsident, Dick Cheney, var begge kommet til Det Hvide Hus med stærke personlige engagementer i oliesektoren. Amerikanerne ønskede ikke at lægge alle æggene i den saudiske kurv. Mellemøsten havde givet amerikanerne mange overraskelser og bekymringer. Adgang til afrikansk olie var et varmt emne i neokonservative kredse.
Menneskerettighedskrænkelser i Ækvatorialguinea bekymrede Clinton-administrationen og fik ham til at bryde de diplomatiske forbindelser med Ækvatorialguinea. Men de generede ikke Bush-administrationen. I 2003 åbnede USA et kontor i Malabo, og i 2006, da den amerikanske ambassade blev genåbnet, omtalte den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice præsident Obiang Nguema som sin gode ven.
Præsident Nguemas drøm
Efterhånden som rigdomme fra olieressourcerne begyndte at strømme ind, voksede præsidentens uro. Snart var hans land den tredjestørste olieproducent i Afrika efter Nigeria og Angola. Han mente, at hans land fortjente mere respekt i det mindste fra det land, som primært profiterede fra landets olie- og gasressourcer. Han var overbevist om, at et partnerskab med en respektabel international institution som UNICEF ville være med til at ændre landets negative image.
Jeg havde samtaler med præsident Obiang Nguema om, hvordan ressourcerne fra olie bedst kunne investeres til gavn for befolkningen. Ækvatorialguineas landskab var allerede under hurtige forandringer. Hele landskabet lignede en stor byggeplads. Familier i Gabon med bopæl tæt på grænsen til Ækvatorialguinea krydsede ofte over til nabolandet, fordi dets apoteker havde større og bedre udbud af medicin til billigere penge.
Nu ønskede præsident Nguema at give den sociale udvikling et ekstra kraftigt skub til fordel for den fattige families trivsel og velfærd. Derfor henvendte han sig til Carol Bellamy, UNICEF’s administrerende direktør, med et meget personligt brev, der indikerede regeringens parathed til at finansiere hele UNICEF’s nuværende og fremtidige landeprogrammer. Carol Bellamy reagerede meget positivt på præsident Nguemas forslag.
På den baggrund gik mit kontor i gang med at udarbejde et flerårigt projekt, som sigtede mod at udvikle en modellandsby i hver af landets provinser. Baseret på disse modellandsbyer var det hensigten at overføre erfaringerne fra dem til hele landet i løbet af et årti med nationalt personale som ansvarlige.
Det aftalememorandum, der blev underskrevet mellem UNICEF og Ækvatorialguineas regering, var det første af sin art i noget land syd for Sahara. Faktisk ville gennemførelsen af aftalen have givet Ækvatorialguinea samme status som en række mellemøstlige lande, hvad angår betingelserne for et partnerskab med en FN-institution.
Briggs Bank-skandalen giver tilbageslag
Planerne for et stort projekt baseret på Børnerettighedskonventionen udført i partnerskab med UNICEF hjalp ikke meget til at forbedre USA’s billede af præsident Obiang Nguema og Ækvatorialguinea. En undersøgelse foretaget af et underudvalg i Senatet stjal nemlig al opmærksomheden.
Undersøgelsen konkluderede, at ExxonMobil havde foretaget tvivlsomme overførsler til bankkonti med præsidentens navn. The New York Times skrev:
”ExxonMobil indgik en ordning om deling af overskud med Obiangs regering for at sikre sig borerettighederne i landet”.
Dette bidrog til at tegne et skammeligt billede af både ExxonMobil og USA i de amerikanske og internationale medier.
I betragtning af den skrøbelige struktur i Ækvatorialguineas administration havde præsidenten i 2003 erklæret, at han følte sig nødsaget til at tage fuld kontrol over statskassen for at forhindre embedsmænd i at blive fristet til at engagere sig i korrupte praksisser. I udlandet blev dette tolket som en måde for præsidenten, hvorpå han kunne misbruge offentlige midler. Imidlertid er navnet på en konto og de underskrifter, der kræves for at hæve fra denne konto, ikke i sig selv bevis for misbrug af offentlige ressourcer.
Selvom det lå uden for rækkevidden af Senatsundersøgelsen at bevise, at præsident Obiang Nguema havde misbrugt midler fra konti i Briggs Bank i Washington, afholdt det ikke rapportskribenterne og medierne fra at anvende et ordforråd med meget negative konnotationer for præsidenten.
ExxonMobils manglende sociale ansvar
Senatsrapporten kastede dårligt lys på ExxonMobil, som allerede havde et ekstremt elendigt image i offentligheden.
I 1989 var selskabet årsag til det største olieudslip nogensinde set i menneskehedens historie ud for Alaskas kyst. Det er også velkendt, at ExxonMobil finansierede forskere, der var villige til at benægte klimaopvarmning. Med andre ord: ExxonMobil var forbundet med kapitalismens værst tænkelige værdier. Selskabet tog ingen hensyn til de sociale og samfundsmæssige virkninger af dets udbyttende aktiviteter rundt omkring på kloden. Det fremstod som et selskab, som uden moralske skrupler altid var klar til hvad som helst, så længe det gav dollars i kassen.
Som den største multinationale virksomhed i USA giver ExxonMobiles image automatisk resonans i hele USA. Udenrigsministeriet havde derfor en naturlig interesse i at hjælpe ExxonMobil med at forbedre sit image, lige så meget som USA ønskede let adgang til Ækvatorialguineas olie- og gasressourcer.
Da offentligheden erfarede, at UNICEF og regeringen havde indgået en aftale, kunne ExxonMobil og det amerikanske udenrigsministerium ikke hurtigt nok finde sammen om at udvikle en plan, som skulle fremme et mere positivt billede af ExxonMobil.
State Department og ExxonMobil fornemmede imidlertid, at UNICEF kom i vejen for udviklingen af en bedre profil for ExxonMobil. Mr. Seale, præsidenten for ExxonMobil i Malabo, var dagligt i kontakt med sit hovedkvarter i Houston, hvorfra ExxonMobils administrerende direktør, Raymond Lee, holdt et vågent øje med oliefelterne i Guineabugten. Han noterede sig personligt alle oplysninger modtaget fra Mr. Seale.
Fra det opsnappede UNICEF-brev blev han bekræftet i de negative holdninger, som regeringens højtstående embedsmænd havde til olieselskaberne. Raymond Lee og Mr. Seale var enige om, at tingene ikke ville blive bedre, før UNICEF-repræsentanten blev fjernet. Under en af sine oversøiske rejser med sin gamle ven Dick Cheney, USA’s vicepræsident, benyttede Raymond Lee lejligheden til at orientere ham om situationen i Ækvatorialguinea.
Raymond Lee og Dick Cheney
Raymond Lee er kendt som initiativtager til en hel benægtelsesindustri om klimaændringer. Lee, som i dag er i begyndelsen af 80’erne, har vist, at penge og rigdom køber indflydelse. I mange år var han medlem af det politisk indflydelsesrige udenrigsråd Foreign Council. Ifølge Greenpeace bidrog ExxonMobil med betydelige beløb til det Republikanske partis valgkamp, da George W. Bush var præsidentkandidat i år 2000. Lee var også på et tidspunkt vicepræsident for en af de mest konservative tænketanke, American Enterprise Institute.
Raymond Lee havde i årtier været en nær ven med den amerikanske vicepræsident. Cheney havde trods alt tætte forbindelser til olieindustrien fra sin tid som leder af Halliburton. Under en af de internationale rejser, som de foretog sammen, fortalte Raymond Lee Cheney om problemerne i Ækvatorialguinea og om de problemer, der var afsløret i Senatsrapporten omkring transaktionerne i Riggs Bank. For dem var UNICEF-repræsentanten et vildt og uforudsigeligt kort. De blev enige om en strategi, der ville styrke ExxonMobils image og samtidig fremme amerikanske interesser generelt.
”Man modsiger ikke amerikanerne”
Strategien – udviklet i luften i Air Force Two – havde til formål at styrke USA’s indflydelse i Ækvatorialguinea på en måde, der ville bidrage til at give olieselskaberne og især ExxonMobil et nyt image.
Et af de første skridt var at bremse og i bedste fald eliminere aftalen mellem UNICEF og regeringen i Ækvatorialguinea. For at opnå dette måtte UNICEF’s landerepræsentant fjernes, således at regeringen ikke modtog rådgivning i modstrid med amerikanske interesser. Den mest effektive måde at få UNICEF’s repræsentant af vejen var at få præsident George W. Bush til at ringe til sin tidligere landbrugsminister, Ann Veneman. Som tidligere medlem af Bushs National Energy Policy Development-gruppe kendte hun de vigtigste aktører i oliebranchen godt.
Efter Bush-opkaldet til UNICEF’s chef modtog jeg et opkald fra direktøren for HR-afdelingen i UNICEF. Han underrettede mig om, at mit navn var fjernet fra listen over landerepræsentanter, som står for forfremmelse til nye poster. Hermed var jeg blevet gjort opmærksom på, at nedtællingen for min UNICEF-karriere var begyndt.
Det næste trin i Lee/Cheney-strategien var at igangsætte og opmuntre enhver form for misinformation, herunder en smædekampagne, som ville skabe forvirring med hensyn til årsagen for min afskedigelse. Man var nok ikke uvidende om, at jeg var kommet til UNICEF på anbefaling fra det danske udenrigsministerium.
Den amerikanske præsidents opkald til UNICEF’s tidligere direktør blev fulgt op af pres på UNICEF i New York fra institutioner, der i USA mobiliserer finansielle midler til projekter rundt omkring i UNICEF’s samarbejdslande. Næppe var der opnået enighed om strategien for min elimination, før en række olieselskaber, der opererer i Guineabugten, kommunikerede til den amerikanske nationalkomité for UNICEF med klager over min adfærd. Nationalkomiteen var bekymret for, at negative kommentarer om højtstående UNICEF-medarbejdere ville skade det fremtidige partnerskab med erhvervslivet og dermed dens muligheder amerikansk støtte til UNICEF’s arbejde.
Samtidig (juni 2005) indkaldte det amerikanske udenrigsministerium UNICEF til et møde i den amerikanske FN-mission for at bede om en redegørelse for dens operationer i Ækvatorialguinea. Det amerikanske udenrigsministerium var repræsenteret ved en særlig rådgiver for viceministeren, ledsaget af en rådgiver fra USA’s permanente mission i FN. På mødet fokuserede de to amerikanske repræsentanter på det berygtede brev, der blev opsnappet af USA’s agenter i Malabo. Efter at have læst brevet højt for mine UNICEF-kolleger understregede udenrigsministeriets særlige rådgiver, Christoffer Camponovo, at dette var et bevis for min rådgivning om ikke at indgå partnerskaber med olieselskaber.
Helt konkret refererede mit brev til den komplekse situation, der eksisterede omkring godkendelse af finansiel støtte fra olieselskaber til UNICEF-projekter. Den slags bidrag skulle ifølge UNICEF’s regler først igennem en proces i hovedkontoret før accept af en finansiel støtte.
Efter at have mobiliseret UNICEF’s hovedkvarter i New York blev næste skridt at mobilisere UNICEF’s regionaldirektør, som var direkte tilsynsførende med mit arbejde i Ækvatorialguinea. Regionaldirektøren, den italienske statsborger Dr. Gianni Murzi, førte tilsyn med mere end 20 lande i Vest- og Centralafrika. Han ringede til mig for at få min forklaring på meldinger, han allerede havde modtaget fra sin chef i New York og vel nok også direkte fra den amerikanske ambassade. Jeg mindede ham om, at jeg arbejdede under en stående instruks om, at når landechefer stod over for konfliktfyldte aktiviteter, så burde de altid rejse spørgsmålet om, hvilken aktivitet der bedst tjener barnets tarv. Gælder det også i dette tilfælde, spurgte jeg. Hans svar var: ”Man modsiger ikke amerikanerne.”
Business for Social Responsibility aktiveres
For at skabe et gunstigt miljø for fortsat udnyttelse af olie- og gasreserverne skulle der nu udvikles ”en sociale udviklingsfond”. Det blev nu State Departments opgave at identificere en virksomhed, som kunne forberede projektet for en sådan fond. Valget faldt på Business for Social Responsibility med hovedkontor i Californien.
Business for Social Responsibility begyndte som en lille organisation, der var ivrig efter at hjælpe virksomheder med at skabe et socialt accepteret offentligt image, som kunne overbevise offentligheden om, at der arbejdes for nærsamfundets velfærd og ikke for en lille snæver udenlandsk elite.
Den vigtigste læresætning af mine erfaringer er: Man modsiger ikke amerikanerne.
I løbet af et årti voksede Business for Social Responsibility til en multinational virksomhed med medlemsorganisationer fra mere end 250 transnationale virksomheder, som alle var opsatte efter at sikre, at offentligheden associerede deres kendingsmærke (brand) med høje sociale og globalt accepterede værdier. Business for Social Responsibility har i dag som mission ”at arbejde sammen med erhvervslivet for at skabe en retfærdig og bæredygtig verden”.
Virksomheden bader i amerikanske præsidenters opmærksomhed. På dens første årsmøde i 1993 var den amerikanske præsident Bill Clinton gæstetaler.
Business for Social Responsibility havde den rigtige profil og tilgang til at modvirke UNICEF-initiativet til fordel for et initiativ, der ville give ExxonMobil og amerikanske interesser en høj social profil. Den endelige rapport, Social Development Fund i Ækvatorialguinea, blev publiceret i maj 2005, syv måneder efter underskrivelsen af ”protokollen” mellem UNICEF og præsidentembedet i Ækvatorialguinea.
Selvom Business for Social Responsibility-forslaget blev udarbejdet efter underskrivelsen af aftalen med UNICEF, og selv om protokollen havde fået masser af omtale i de internationale medier, henviser Business for Social Responsibility slet ikke til UNICEF’s aftale med regeringen i sit projektforslag. Normalt ville et forslag af denne art, der foregiver at følge akademiske normer, have omfattet en gennemgang af andre sociale projekter, specielt for at understrege at Business for Social Responsibility-projektet ville være bedre for landet.
Ifølge UNICEF’s notater fra mødet på den amerikanske mission i New York gjorde Mr. Camponovo store anstrengelser for at overbevise mine UNICEF-kolleger om, at projektet udarbejdet af Business for Social Responsibility intet havde at gøre med olie- og gasselskaber og heller ikke med USA’s strategiske interesser. Projektforslaget for den sociale udviklingsfond nævner dog muligheden for, at fondens midler kan ”suppleres med ressourcer uden for budgettet”, og ”ekstern støtte vil blive indbygget i driften af både fonden selv og individuelle projekter”. Derudover vil der være to-tre højt profilerede eksterne bestyrelsesmedlemmer, som bør være ansvarlige for at ”indhente uafhængige bidrag fra interesserede i Ækvatorialguinea efter behov”.
Projektet åbnede op for muligheden for en bilateral ekstern teknisk rådgiver for Socialfondssekretariatet, som skulle have adgang til alle involverede ministerier.
Både det amerikanske udenrigsministerium og Business for Social Responsibility var helt bevidste om modstanden i Ækvatorialguinea mod deres forslag. De var også bevidste om, at forslaget var udarbejdet og fremlagt for regeringen på en grotesk måde. Alligevel forsøgte begge at legitimere projektet ved at tilbyde den afgående administrerende direktør for UNICEF, Carol Bellamy, en stilling som næstformand i Business for Social Responsibility med særligt ansvar for aktiviteter i Ækvatorialguinea. Hun betroede mig under sin afskedsreception i Senegals hovedstad Dakar, at hun havde afvist tilbuddet, da hun erfarede, at præsidenten Nguema var imod initiativet.
* * *
Raymond Lee fra ExxonMobil anskueliggjorde over for verden, at finansiel magt kan købe politisk indflydelse til skade for det internationale samfunds velfærd ved effektivt at blokere eller bremse arbejdet i de internationale institutioner, således som det skete med UNICEF-projektet planlagt med præsident Nguema i Ækvatorialguinea. Den vigtigste læresætning af mine erfaringer, specielt for dem, som ønsker at forblive i en velbetalt FN-stilling, er at huske rådet fra min regionaldirektør, Dr. Murzi: Man modsiger ikke amerikanerne.
Denne artikel udkom på engelsk i netmagasinet MEER 20. februar 2021: www.meer.com/en. Der kan artiklen læses i fuld længde og med kildeangivelser og noter. Kristian Laubjerg har selv oversat artiklen til dansk, men redaktionen af Magasinet Arbejderen har forkortet den. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nummer 4, oktober 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
