Boganmeldelse
Kampen for miljøretfærdighed i Afrika er kompleks og bred. Den er en fortsættelse af kampen for kontinentets frigørelse og for socio-økologisk transformation. Det er en kendsgerning, at miljøet er vores liv: Jorden, floderne og luften er ikke livløse enheder. Vi er rodfæstede og forankrede i vores miljø. Vores rødder stikker ned i vores miljø, og det er der, vores næring kommer fra.
Vi ser ikke Jorden og dens gavmilde gaver som ting, der skal udnyttes, omdannes, forbruges eller spildes. Forståelsen af Jorden som en levende enhed og ikke en død ting advarer om, at rovdrift, der forstyrrer hendes regenerative kræfter, er grusomme handlinger eller økomord.
Kolonialisme
Vi skal huske på, at kolonialismen blev bygget på retten til at undertrykke, udslette eller mindske de koloniseredes ret til livet og retten til uhindret kulturel udfoldelse. De koloniserede blev i særdeleshed dehumaniseret og forvandlet til zombier, der arbejdede til fordel for kolonimagterne.
Siden mennesket har lært at skyde uden at misse, har det lært at flyve uden at sætte sig.
Chinua Achebe, romanforfatter
Økologisk plyndring var tilladt, så længe det gavnede kolonisatorerne. Denne etos har bestået og manifesterer sig i forskellige former. Kolonimagternes store tyveri blev set som iværksætteri. Folkemord blev overset som simpel erobring. Slaveri blev set som handel. Udvinding og eksport af ressourcer skulle forfølges ubarmhjertigt, da ethvert element, der ikke blev udnyttet, blev betragtet som spild.
Det, der kunne spildes uden samvittighedskvaler, var liv. Så de fleste ting måtte dø. Civilisatorerne var leverandører af død. Døden for individer. Økosystemernes død.
Derfor spørger folk stadig i dag: Hvad skulle vi gøre med råolien eller den fossile gas i vores jord, hvis vi ikke udnyttede dem? Med andre ord, hvordan kan vi afskaffe fattigdom, hvis vi ikke ødelægger vores miljø og tager alt, hvad det kan tvinges til at give?
Vi tolererer skovrydning og ureguleret industrifiskeri, og vi har et reguleringssystem for biosikkerhed, der fremmer indførelsen af unødvendige genetisk modificerede organismer (GMO’er), og dermed bringer vi vores biodiversitet i fare og kompromitterer vores miljø og fødevaresystemer.
Plyndring præsenteres som uundgåelig og ønsket under dække af udenlandske investeringer. Politiske ledere i plyndrede regioner tilbyder, at det skal være nemt at drive forretning, skattefrihed, forskellige lempelige regler og andre neokoloniale forvaltningspolitikker.
På afgrundens rand
Udnyttelse og forbrug uden ansvar har drevet Afrika, ja hele verden, ud på afgrundens rand. Den nuværende dødscivilisation søger at investere i ødelæggelse gennem krigsførelse samt udvinding og eksport af ressourcer i stedet for at opbygge modstandsdygtighed og tilpasse sig de miljømæssige forandringer, der er resultatet af virksomheders og imperiers fejltagelser.
Vi befinder os i en tid, hvor nedladenhed er kendetegnende for multilateralisme. Den kollektive indsats, der er nødvendig for at tackle den globale opvarmning, er blevet reduceret til sølle “nationalt bestemte bidrag”, der i sidste ende ikke gør nogen forskel. I stedet for at anerkende og betale en klar klimagæld, bruger vi energi på at forhandle et tabs- og skadesregime, der skal pakkes ind som en humanitær gestus. Hvem forhandler om, hvad der tilbydes som velgørenhed?
I dag står Afrika over for adskillige økologiske udfordringer. De er alle et resultat af handlinger fra aktører, der har set kontinentet som en offerzone. Mens verden er nået til den konklusion, at det haster med at komme væk fra afhængigheden af fossile brændstoffer, ser vi massive investeringer i udvinding af olieressourcer på kontinentet.
Og vi må sige, at disse investeringer kommer med tilhørende infrastruktur til eksport af disse ressourcer ud af kontinentet i et groft kolonialt mønster. Blot 1 procent af arbejdsstyrken i udvindingssektoren i Afrika er afrikanere. Blot 5 procent af investeringerne i sektoren sker i Afrika. Mere end 85 procent af kontinentets infrastruktur for fossil gas er til eksportformål.
Skiftet til vedvarende energi bringer de samme gamle udfordringer til Afrika. Udvinding af kritiske mineraler til vedvarende energi sker uden forudgående konsultation med og samtykke fra vores folk.
Kontinentets miljø bliver nedbrudt, ligesom det er sket med udvindingen af olie, gas, guld, diamanter, nikkel, kobolt og andre faste mineraler. Rækken af solpaneler og vindmøller kan meget vel også blive markører for gerningssteder, hvis der ikke tages forholdsregler nu.
Er vi imod vedvarende energi? Nej, de er den bedste vej til at afhjælpe energiunderskuddet på kontinentet. Men det bør ske gennem diskrete, selvstændige og socialiserede ejerskabsordninger.
Modstand intensiveres
Mens verden ved, at vi skal genopbygge vores biodiversitet, ser vi et skub i retning af mere skovrydning i Afrika og monokulturelt landbrug, hvilket alt sammen er imod både vores og verdens interesser. Land grabbing er et ømtåleligt emne, som ikke er forsvundet med de kommende innovationer.
Som Chinua Achebe skriver om fuglen Eneke i sin klassiske bog Things Fall Apart fra 1958: “Siden mennesket har lært at skyde uden at misse, har det lært at flyve uden at sætte sig.”
Indtil de, der plyndrer vores miljø, stopper deres destruktive handlinger, vil vi intensivere vores modstand og aldrig give efter for deres planer. Vi skal ikke bare bryde kolonialismens åg, men punktere det koloniale greb. Vores bog, Politics of Turbulent Waters, er et af værktøjerne til at nå disse mål.
Alle afrikanske nationer bør:
1. Forpligte sig til at udgive en årlig miljøtilstandsrapport for at beskrive tilstanden i deres territorier.
2. Stoppe destruktiv udvinding, uanset kapitalens tiltrækningskraft.
3. Kræve klimagæld for århundreders økologisk udnyttelse og beskadigelse.
4. Kræve afhjælpning, genoprettelse af alle ødelagte territorier og betale erstatning til direkte ofre eller deres arvinger.
5. Støtte og fremme fødevaresuverænitet, blandt andet ved at indføre agroøkologi.
6. Anvende og fremme afrikanske kulturelle værktøjer og filosofier til en holistisk håndtering af økologiske udfordringer og til helbredelse og velvære for vores folk og samfund.
7. Fremme og levere vedvarende energi på en demokratiseret måde.
8. Anerkende vores ret til vand, behandle det som et offentligt gode, samt stoppe og omstøde dets privatisering.
9. Anerkende Moder Jords rettigheder og kodificere økomord som en forbrydelse på linje med folkedrab, krigsforbrydelser og andre usædvanlige forbrydelser.
10. Sikre, at alle afrikanere nyder retten til at leve i et sikkert og tilfredsstillende miljø, der er egnet til deres udvikling, som det er indskrevet i det Afrikanske Charter om Folk og Menneskerettigheder.
Om artiklen:
Denne artikel er produceret af Earth | Food | Life, et projekt under Independent Media Institute. Denne artikel er en redigeret version af en tale, som forfatteren holdt på HOMEF‘s 10-års jubilæumskonference med temaet “Fremme af miljøretfærdighed i Afrika”, der blev afholdt i juni 2023 i Abuja, Nigeria.
Nnimmo Bassey er direktør for den økologiske tænketank Stiftelsen Moder Jords Sundhed (HOMEF) og medlem af styregruppen for Oilwatch International.
Oversættelse, billede, manchet, trompet, fremhævet citat, mellemoverskrifter og afsnitsopdeling udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
