Iran “må ikke have atomvåben”, OK, men hvem siger det? Det spørgsmål er enkelt at besvare: USA, der minsandten giver sig selv lov til at have det, de forbyder andre at have, nemlig atomvåben. Tilmed placeret i hænderne på en totalt skrupelløs og på alle måder uberegnelig og dermed farlig politiker: Donald tRump!
Brud på hidtil gældende orden, normer og moral er blevet den nye orden for den vestlige imperialisme. Det er jungleloven, der gælder. Det forsøges ikke en gang undskyldt eller kamufleret, heller ikke af den danske regering og politikerne i Folketinget.
Det har vi set i Gaza. Og nu fik vi lige et lynkursus igennem Israels og USA’s uprovokerede angreb på Iran. Den danske regering tog ikke afstand fra Israels ulovlige krig mod Iran og heller ikke mod USA’s Top Gun-lignende bombardement af Irans atomfaciliteter.
Medierne er blevet mikrofonholdere for den vestlige propaganda.
På folkemødet på Bornholm dagen efter Israels uprovokerede angreb på Iran opfordrede statsministeren begge parter til ikke at eskalere, i stedet for at fordømme angrebet som i strid med folkeretten. Udenrigsministeren var heller ikke i stand til at udpege aggressoren men udtaler, at den militære optrapning i Mellemøsten med gentagne angreb på både Iran og Israel er “dybt bekymrende”.
Statsminister Mette Frederiksen erklærer sig enig med NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, der valgte at sende en overstrømmende tak til Donald Trump for at have bombet Iran. Imens udtaler udenrigsminister Lars Løkke pragmatisk til DR:
– Vi kan ikke gøre andet end at notere [det amerikanske bombeangreb, red.]. Når det så er sket, må vi også håbe, at det har haft en effekt.
Ingen af dem mener at være i stand til at afgøre, hvorvidt Israel og USA har begået brud på FN’s charter. Det kan vel ikke være vanskeligt at tage stilling til, om Irans nationale suverænitet er overskredet med Israels og USA’s aggressive militære handlinger.
I stedet forklarer de, at Iran ikke må have atomvåben, skønt der ikke foreligger beviser på, at Iran var i nærheden af at udvikle en atombombe. Det er at blande æbler og pærer.
Hvor er vagthunden?
Vi er nu nået så langt, at en dansk regering, som sidder i FN’s sikkerhedsråd, ikke vil tage afstand fra uprovokerede krigshandlinger i henhold til FN’s charter.
Og heller ikke til den statsterrorisme, som Israel planlagde og udførte i Iran med drab på videnskabsfolk og politiske og militære ledere i deres hjem, så hele familier blev dræbt. Danske politikere er papegøjer fra Amerika.
De danske medier har med enkelte undtagelser ikke stillet de åbenlyse kritiske spørgsmål. Medierne er blevet mikrofonholdere for den vestlige propaganda. Vagthunden findes stort set ikke mere.
Under hele forløbet har de konstant interviewet herboende eksiliranere, som helt åbenlyst var glade for, at Israel bombede i Teheran. Man skal ikke tage fejl af, at mange af dem ønsker shahen tilbage.
Den konservative Roya Moore udtrykker nu sin skuffelse, og begræder, at kollaboratørerne med Israel nu forfølges i Iran. Hun forklarer i DR1, at det er svært, at få øje på oppositionen, som føler sig svigtet af Israel.
Ligeledes har medierne fokuseret på spørgsmålet om Irans atombombe. De sædvanlige såkaldte eksperter bliver dagligt interviewet om, hvorvidt Iran har atombomben, og om det lykkedes USA at springe atomfaciliteterne stykker. Men ikke om det er lovligt at smide gigantiske bomber på andre landes atomanlæg. Eller at det ikke er ulovligt at have atomanlæg til civile formål.
Det Internationale Atomenergiagentur
Der er ingen tvivl om, at Iran har atomfaciliteter, som beriger uran. Det er ethvert lands suveræne ret at basere sin energi på atomkraft. Og det er helt indiskutabelt, at ingen fremmed magt har retten til at bombe andre landes atomfaciliteter. Iran har endda været medlem af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), som har haft adgang til faciliteterne.
IAEA er FN’s organ for fredelig udnyttelse af kerneenergi. Det begyndte at overvåge Irans atomfaciliteter i forbindelse med indgåelsen af den internationale atomaftale i 2015 mellem Iran og P5+1 (de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd plus Tyskland) samt Den Europæiske Union.
– 13. juni 2025: Israel lancerer et overraskelsesangreb mod Iran, hvor militær- og atomanlæg bliver ramt. Israel myrder også fremtrædende iranske militærledere, atomforskere og politikere. Den israelske efterretningstjeneste Mossad saboterer iranske luftforsvarssystemer og missilinfrastruktur. Israelske angreb fortsætter og rammer alt fra hospitaler til boligkomplekser med hundredvis af civile tab til følge.
– 13. juni: Iran svarer igen ved at affyre missiler mod israelske militæranlæg. Ansar Allah, også kendt som “houthierne”, affyrer også missiler mod Israel fra Yemen. Iranske modangreb fortsætter og rammer også civile mål som et hospital i Israel. Israel har indført censur mod mediers rapportering om tab og skader forårsaget af iranske angreb.
– 22. juni: USA går ind i krigen på Israels side og bomber tre iranske atomanlæg herunder Uranberigelsesanlægget Fordow, der ifølge USA’s præsident Donald Trump blev “totalt udslettet”. Iran fortæller dog, at Fordow ikke fik alvorlige skader. Ansar Allah i Yemen anser USA’s angreb for at være en krigserklæring og fastslår, at våbenhvilen mellem USA og Ansar Allah hermed er afsluttet.
– 23. juni: Iran svarer igen på USA’s angreb ved at affyre missiler mod en USA-base i Qatar. Ifølge Donald Trump havde Iran forinden advaret USA om, at Iran ville angribe basen, som derved var blevet evakueret, og ingen personer kom til skade.
– 23 juni: Donald Trump melder ud, at der er indgået en våbenhvile mellem Israel og Iran.
– 24. juni: Seyed Abbas Araghchi, Irans udenrigsminister, benægter, at Iran er gået med til en våbenhvile. Han tilføjer dog, at hvis Israel stopper sine angreb senest klokken fire natten til 24. juni, så vil Iran også stoppe med at svare igen. Senere meddeler Iran, at det nu er gået med til våbenhvile.
– 24. juni: Israel anklager Iran for at bryde våbenhvilen ved at angribe Israel, mens Iran meddeler, at dets seneste angreb blev gennemført før våbenhvilen trådte i kraft. Israel bomber Iran efter indgået våbenhvile, hvilket får en vred Donald Trump til at kræve, at Israel stopper sine krigshandlinger.
– 24. juni: Israels premierminister Benjamin Netanyahu snakker i telefon med Donald Trump og melder herefter ud, at israelske angreb mod Iran vil stoppe. I Iran bliver våbenhvilen fejret som en historisk sejr og som et tegn på, at en ny æra er begyndt.
* Opdateres løbende *
Trump trak USA ud af aftalen, kendt som Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), da han mente den skulle strammes op. I de forhandlinger, der fandt sted op til Israels angreb krævede USA, at Iran totalt skulle forbydes at berige uran. Det var totalt urealistisk, da Iran ikke ville være i stand til at producere sin energiforsyning.
På trods af Israels påstande de sidste 30 år, om, at Iran i løbet af ganske kort tid havde produceret atombomben, er der aldrig fundet nogen beviser på det. Heller ikke af inspektørerne fra IAEA.
Israels og USA’s aggression mod Irans atomprogram var en åbenlys overtrædelse af FN-pagten, IAEA-pagten, FN-resolutioner og IAEA’s resolutioner, som understreger, at angreb på fredelige atomanlæg aldrig bør finde sted.
IAEA er dybt kompromitteret i lande udenfor Vesten. Med vestlige stemmer fik de gennemført en resolution, der antydede, at Iran stod over for at producere atombomben. Dagen efter bombede Israel Iran.
Derudover er der stærke mistanker om, at overvågningsprogrammet Mosaic, som er tilknyttet det amerikanske softwarefirma Palantir, havde leveret efterretninger til Israel og USA, blandt andet oplysninger om de iranske atomforskere. Derfor kunne de rammes præcist i deres hjem af israelske droner.
Iran har indtil videre udelukket IAEA-inspektionerne. Og resten af det globale syd tænker nøje over, hvorvidt de skal deltage i IAEA.
Ikke gået ubemærket hen
Denne lynlektion i imperialistisk aggression bygget på løgn og propaganda er ikke gået ubemærket hen i det globale syd. Den udvikling, der allerede var i gang, er nu accelereret. Opbakningen til Iran har været massiv. Og få vil fremover stole på USA og resten af vesten. De har set, at mens man forhandler forberedes barbarisk krig.
I USA er der en heftig debat mellem de forskellige fløje. Trump-administrationen hævder, at Irans atomprogram er totalt udslettet, og at Iran i flere år fremover ikke kan lave en atombombe. Men de neokonservative kræfter, der ønsker, at krigen skal fortsætte, hævder, at det slet ikke er tilfældet. Israel siger ligeledes, at missionen ikke er lykkedes endnu.
Jeg har ingen som helst viden om, hvad USA’s bombetogt har forårsaget. Det tror jeg kun dem, der har adgang til bjerget kan sige noget om. Men jeg kan godt politisk forholde mig til diskussionen. For hvis atomprogrammet er totalt udslettet, er der ifølge den vestlige logik ikke grund til yderligere krig med Iran, men hvis det ikke er, må Israel og USA fortsætte krigen.
Der er stadig mange krigshøge, der ønsker regimeskifte i Iran, så det igen bliver en støtte for vestlige interesser. Man skal ikke glemme, at Iran er en del af BRIKS, som er en direkte udfordring for den vestlige verden.
Den sidste krigshandling har vi endnu ikke set. Det rumler allerede.
FN har spillet fallit
Daglige massemyrderier af palæstinensere i Gaza, udsultning, bombning af hospitaler, udlevering af nødhjælp som et redskab til fordrivelse, ulovlige bosættelser på Vestbredden, bombning af civile og atomanlæg i Iran er blevet ”det normale”. Ingen stopper det. Israel kan opføre sig som de vil, med militær og økonomisk opbakning fra USA.
Og EU og hovedparten af Europas lande, herunder Danmark, gør intet. Under mottoet “Israel har ret til at forsvare sig selv” er de medskyldige.
I år er det 80-året for underskrivelsen af FN-pagten. Vi kan konstatere, at FN har vist sig som fuldstændigt unyttigt. FN i sin nuværende form har overlevet sig selv.
FN er skabt af Vesten efter Anden Verdenskrig, hvor de daværende fem supermagter fik vetoret i FN’s sikkerhedsråd. Det er skabt til at forsvare Vestens interesser. Derfor ser vi også, at vores egen regering kun mener, at FN’s charter er gældende, når det drejer sig om lande uden for den vestlige interessesfære.
Den vestlige imperialisme angriber alt og alle for at hindre dem i at tabe deres flere hundrede-årige dominans og udplyndring af verden samt udbytningen af arbejderklassen i egne lande.
Det er svært at følge med, og for mange er det nærmest angstprovokerende at tænde for nyhederne om morgenen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.