USA skulle ikke have været så ivrige efter at gældsætte sig til Kina, og så skulle de holde op med at tale, som om det forholdt sig lige omvendt!
Allerede i dag ser det ud til, at USA’s præsident Joe Biden følger en del af rådene fra en indflydelsesrig konservativ tænketank om at optrappe konflikten med Kina mærkbart.
Den 28. januar i år udkom rapporten “The Longer Telegram”, forfattet af en anonym tidligere højtstående embedsmand i USA’s regeringsadministration og udgivet af den amerikanske tænketank Atlantic Council.
Rapportskriveren opfordrer USA til vise ekstra muskler overfor Kina.
I april sendte Joe Biden to flådegrupper på militære øvelser til Det Sydkinesiske Hav, blandt andet hangarskibet Theodore Roosevelt sammen med andre skibe. Kina har svaret igen med tilsvarende militærøvelser.
Joe Biden forbereder sig på en hensynsløs aggressiv kurs mod Kina.
Finian Cunningham, analytiker
“The Longer Telegram” anbefaler, at USA “bruger sin styrke i det militære apparat” overfor mulige kinesiske handlinger i området, der ifølge rapporten overtræder en række af USA’s nationale interesser.
Det gælder blandt andet ethvert nuklear, kemisk eller biologisk angreb af Kina mod USA eller dets allierede – eller af Nordkorea. Et angreb mod Taiwan, heriblandt en økonomisk blokade. Et angreb mod japanske styrker og enhver større aktion i Det Sydkinesiske Hav for at militarisere øer eller forhindre USA’s og dets allierede i at operere i området.
Strategisk konkurrence mod Kina
I sin onlinetale ved München-sikkerhedskonferencens opstart den 19. februar lagde Biden sig op ad adskillige punkter i The Long Telegram. Dengang sagde Biden ifølge TV-stationen CNBC.
– Vi må forberede os på en langsigtet strategisk konkurrence med Kina. Vi må presse den kinesiske regerings misbrug og tvang tilbage, da den undergraver grundlaget for hele det internationale økonomiske system.
München-konferencen er en årlig begivenhed med debatter om sikkerhed og militær ud fra et NATO-perspektiv.
I løbet af 2020 antydede Joe Biden under præsidentvalgkampen, at hele hans handels-, industri- og udenrigspolitik ville fokusere på at “konkurrere med Kina” og “håndtere autoritære regeringer, forsvare demokrati og tackle korruption”.
Læs også
I rapporten “The Long Telegram” foreslår rapportskriveren, at USA bør forsvare dollarens rolle som en global reservevaluta og “kontrollere teknologi og kommunikation”.
Alaska-mødet
USA’s udenrigsminister Antony Blinken mødtes den 18. marts med en gruppe højtstående kinesiske embedsmænd i Anchorage, Alaska. Her sagde han, at Kinas handlinger “truer den regelbaserede verdensorden, der opretholder global stabilitet.”
Kina afviste Blinkens anklager og betegnede dem som “nedladende indblanding i Kinas interne anliggender”.
Blinkens karakteristik flugter Trump-administrationens nationale sikkerhedsstrategi fra 2017, som stemplede Kina som en eksistentiel trussel mod en USA-ledt ”fri og åben” verdensorden.
Åbner for samarbejde
Samtidig forsøger Biden tilsyneladende at fastholde et vist samarbejde med Kina og inviterer blandt andet Kina med til sit globale klimatopmøde.
Men intet tyder på, at Biden samtidig vil skrotte Trump-administrationens globale kampagne for at skade kinesiske techgiganter som Huawei og TikTok, mener journalist og forfatter Alan MacLeod i en artikel i den USA-baserede nyhedsportal MintPress News.
Det ser heller ikke ud til, at Biden vil mindske den aggressive tone, vendt mod Rusland. Her opfordrer The Longer Telegram ellers til, at USA skaber et bedre forhold til Rusland for at sætte en kile ind mellem Kina og Rusland.
I marts kaldte Joe Biden den russiske præsident Vladimir Putin “en morder”.
Biden mod Kina
Ifølge den irske geostrategiske analytiker og journalist Finian Cunningham har The Longer Telegram “Team Bidens fingeraftryk overalt på sig – hvilket indikerer, at Biden forbereder sig på en hensynsløs aggressiv kurs mod Kina”.
Finian Cunningham mener, at den anonyme rapportskriver med stor sandsynlighed er en person, der ligger politisk tæt på præsident Joe Biden eller enddog er en del af hans administration, fremgår det af en artikel online fra tænketanken The Strategic Culture Foundation i USA.
Atlantic Council, der har udgivet rapporten The Longer Telegram, har altid været i tæt kontakt med Det Hvide Hus, og det varsler fortsat kold krig mod Kina, hvis Biden-administrationen følger rapportens anvisninger, mener Cunningham.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.