Den 58-årige kommunist Ofer Cassif, der sidder i det israelske parlament Knesset, mener, at fascistiske og direkte nynazistiske kræfter er på spil i den israelske regering.
I flere uger har hundredtusinder af israelere demonstreret mod regeringen, der angriber retssystemet med det formål at gennemtvinge en fuldstændig og 100 procent effektiv apartheidstat, fremgår det af en samtale med Ofer Cassif.
Jeg bliver helt syg om hjertet ved at høre USA og EU fordømme og udtrykke forsigtig kritik af den israelske regering, uden at der sker noget.
Ofer Cassif, parlamentariker for Hadash
– Dette er et fuldtonet fascistisk regime, et diktatur, der er ved at tage form for at gennemføre et kup. Første skridt er at ændre retssystemet, siger Ofer Cassif via WhatsApp til Arbejderen.
– Finansministeren Bezalel Smotrich er decideret nynazist. Han vil annektere den palæstinensiske Vestbred fuldstændigt og gennemføre total apartheid, deportere palæstinensere og dræbe flest muligt af dem inden, fortsætter han.
Udpeger nynazisme
Ofer Cassif blev i 2015 valgt som en af fire mandater fra den venstreorienterede, sekulære koalition Hadash. I Hadash indgår Israels Kommunistiske Parti, som Ofer Cassif allerede tilsluttede sig som ung.
Han advarer i dag mod Israels nuværende regering.
– Den er på alle måder ekstrem, siger han og tilføjer, at “nynazismen står lige rundt om hjørnet”.
Selv om den tyske nazisme dræbte millioner af jøder, mener han ikke, at ideologien er geografisk betinget. I dag kan man godt være nazist, selv om man er jøde og israeler, fastslår Ofer Cassif, der selv er født ind i en jødisk familie i Israel.
Ifølge Ofer Cassif er Israels finansminister Bezael Smotrich, der leder partiet Religiøst Zionistparti, blandt de jødiske israelere, der kan klassificeres som deciderede nynazister.
Vil udslette landsby
I sidste uge kom Bezael Smotrich med kontroversielle udtalelser om den palæstinensiske landsby Hawara, der er hjem for omkring 7000 indbyggere på Vestbredden, oplyser det amerikanske nyhedsmedie NBC News.
– Landsbyen Hawara skal udslettes, sagde den israelske finansminister og tilføjede: “Staten Israel er nødt til at gøre det”.
Hawara blev den 26. februar angrebet af et ukendt antal israelske bosættere, der afbrændte omkring 100 biler og 35 huse.
– Ministre fejrede direkte volden i Hawara i forrige uge. Regeringen er fascistisk med flere fraktioner af nynazistisk observans, siger Ofer Cassif uden at tøve.
Selv var Ofer Cassif den første soldat i Israels historie til at nægte at aftjene sin værnepligt på Vestbredden i 1987, fordi han ikke ville skyde palæstinensere.
Vil henrette palæstinensere
I sidste uge vedtog et flertal under førstebehandlingen i Knesset at godkende et lovforslag om, at såkaldte “terrorister” anklaget for drab på israelere kan dømmes til henrettelse via hængning eller sprøjte.
Det var minister for intern sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, der havde stillet forslaget med opbakning fra premierminister Benjamin Netanyahu. Ben-Gvir blev i 2007 af en israelsk domstol dømt for at tilskynde til racisme og for støtte til en jødisk terrororganisation.
Itamar Ben-Gvirs lovforslag krydser “en klar rød linje som led i Israels glidning mod total fascisme”, udtalte Hadash-Ta’al, politisk liste i Israel, ifølge nonprofitorganisationen Palestine Chronicle.
“I dag er det palæstinenserne, i morgen vil det være demonstranterne på gaderne. Ben-Gvir vil være hurtig på aftrækkeren, når det gælder om at afgøre, hvem der er terrorist”, fortsatte Hadash-Ta’al.
Angreb på retssystemet
Dét, der især har fået hundredtusinder af israelere ud i protestdemonstrationer siden januar, er, at den nye regering og det store flertal i det israelske parlament Knesset vil indføre love, der angriber selve kernen i retssystemet.
Blandt andet har regeringen planer om at give Israels parlament mulighed for at overtrumfe afgørelser fra landets højesteret og give premierminster Netanyahu større kontrol med nomineringer til institutionen.
Den 4. marts var over 250.000 demonstranter på gaden 90 steder i Israel, især imod angrebene på retssystemet fra regeringens side. I hovedstaden Tel Aviv var alene 160.000 på gaden.
Ofer Cassif har en ph.d. i politisk filosofi ved London School of Economics og er ved siden af arbejdet i Knesset lektor i statsvidenskab ved Tel Aviv University og Sapir Academic College. Han beretter om demonstrationerne, der er blevet mødt med politivold:
– Politiets voldelige opførsel har fået flere på gaden og motiveret dem, især i Tel Aviv, beretter Ofer Cassif, der tilføjer, at mange israelere den 4. marts tog til Hawara for at vise solidaritet med palæstinenserne i den delvist nedbrændte landsby.
– Demonstranterne blev mødt med chokgranater og vandkanoner, men det ansporer os til at intensivere modstanden mod den fascistiske regering og de rabiate bosættere, fortsætter han.
Apartheidstat
Ofer Cassif er velkendt af politiet og militæret i Israel. Som student ved Hebrew University i Jerusalem smed han to poser blod på gulvet i forhallen og erklærede i 1980’erne, at “der er ingen forskel mellem jødisk og arabisk blod”.
I dag fortsætter han kampen imod zionismen i apartheidstaten Israel. Ved valget i 2019 kaldte han Benjamin Netanyahu for en “ærkemorder”.
Cassif fik direkte forbud mod at stille op til parlamentsvalget på grund af sine “provokerende erklæringer”, men dommen fra den centrale valgkommission blev få uger efter omstødt af højesteret.
– Demonstranterne i dag vender sig imod, at de sidste rester af retssystemet er under kraftigt angreb – den udførende del af retssystemet, der kan lægge hindringer i vejen for en 100 procent apartheidstat, siger Ofer Cassif og tilføjer, at Israel i forvejen er en diskriminerende apartheidstat med to sæt love – en for jøder og en for arabere.
– Fascisterne vil fjerne den sidste forhindring for deres planer om at deportere palæstinensere, etnisk udrense dem og dræbe tusinder, siger Ofer Cassif.
“Ikke mit flag”
Ofer Cassif har været taler ved flere demonstrationer mod regeringen i de seneste uger. Han beretter, at protestbevægelsen er meget forskelligartet. Den omfatter selv tidligere generaler og officerer fra det israelske militær, men også eks-ministre.
– De fleste bekender sig nok til centrum-venstre-zionismen. De er vældig chokerede over angrebene på retssystemet. Men vi kommunister er med i protestbevægelsen, selv om jeg personligt har det svært med at deltage i demonstrationer under det blå-hvide israelske flag, der ikke er mit flag. Vi arbejder seriøst og må gå på kompromis, siger Ofer Cassif.
Selvom det ærgrer Ofer Cassif, at arabiske borgere i staten Israel ikke har deltaget i nævneværdig grad i demonstrationerne, så har han fuld forståelse for, hvorfor de arabiske indbyggere i høj grad er blevet væk.
– Det skyldes helt sikkert, at de føler sig fremmedgjorte af ledere for visse dele af protestbevægelsen, som for eksempel Yair Lapid fra det centrum-zionistiske parti Yesh Atid. Han har nægtet at anerkende arabiske talere ved demonstrationerne og nægtet at lade demonstranter medbringe palæstinensiske flag, beretter Ofer Cassif.
Araberne udgør 20 procent af indbyggerne i Israel. 80 procent af de arabiske vælgere stemte ved parlamentsvalget i 2015 på enten Hadash eller et af de andre tre arabiske partier – Balad, Ta’al og United Arab List.
“Jeg får kvalme”
I dag lægger Ofer Cassif heller ikke fingrene imellem, når talen falder på den nuværende regering, og hvad der bør gøres for at stoppe den.
– Vi har behov for støtte fra det internationale samfund. Vi har ikke en chance alene, selv om vi er parate til at betale prisen. De såkaldte supermagter i verden må træde til. Uden dem og jer vil intet ske, siger Ofer Cassif.
Han mener dog, at vi er langt forbi “ordenes magt”.
– Der skal handling til. Jeg bliver helt syg om hjertet ved at høre USA og EU fordømme og udtrykke forsigtig kritik af den israelske regering, uden at der sker noget, uden at de gør noget. De taler om respekt for menneskerettigheder og forsvar for demokrati, alt imens de zionistiske krigsforbrydelser fortsætter. Og USA nedlægger veto mod resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd. Jeg får kvalme, kritiserer Ofer Cassif.
– Besættelsen må stoppe. Den har stået på i 55 år. Men du kan ikke kontrollere et helt folk i så lang tid uden at få modstand, fortsætter han.
Snigende folkedrab
Ofer Cassif mener, at det zionistiske styre i Israel er i gang med et “snigende folkedrab” mod palæstinenserne.
– Drop alle påstande om, at palæstinenserne vil udslette Israel. Og lad så venligst være med at udnytte det forfærdelige holocaust som en undskyldning for at gennemføre racisme mod palæstinenserne, siger Ofer Cassif.
De seneste uger har det israelske militær intensiveret sine angreb mod palæstinensiske områder, hvor væbnede palæstinensiske modstandsgrupper har forsvaret sig imod besættelsesmagtens styrker.
Hvordan er det at være parlamentariker i en racistisk og kolonial apartheidstat?
– Det er svært. Vi, der er imod besættelsen, modtager hele tiden trusler. Det betyder, at jeg må bekymre mig om min sikkerhed. Dagligt får jeg mails, sms’er eller beskeder på WhatsApp, der truer mig med døden, fortæller Ofer Cassif og citerer en af disse dødstrusler: “Må du omkomme i flammerne fra Hawara”.
Men det er ikke kun på WhatsApp, at den israelske venstrefløjsparlamentariker bliver udsat for faretruende adfærd.
– Jeg er blevet fjernet fra Knessets talerstol af parlamentsmedlemmer. Det var lige før, det kom til håndgemæng med Likud-medlemmer, siger Ofer Cassif.
– Vi bliver ved. Selv om det kommer til at koste os. Nu kan vi blot håbe på international støtte fra jer og resten af det internationale samfund, slutter han.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.