UNRWA: Intet humanitært over Israels “humanitære by”
Der er intet humanitært over den israelske forsvarsminister Israel Katz’s planer om at deportere samtlige af Gazas 2,1 million indbyggere til det, han kalder en “humanitær by” – en afspærret zone i det vestligste Gaza, som er helt omringet af israelsk militær.
Mandag gav forsvarsministeren militæret ordre til at gøre klar til opførelsen af den såkaldte humanitære by oven på ruinerne af det ødelagte Rafah.
I første omgang skal 600.000 palæstinensere tvangsflyttes til den “humanitære by” på kanten af Sinaiørkenen.
De fordrevne skal sikkerhedstjekkes af israelsk militær, inden de bliver tvunget ind i byen. Herefter må de ikke forlade byen.
FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) fordømmer i skarpe vendinger den Israels plan.
– Der er intet humanitært ved at flytte befolkningen i Gaza til et område, der er nøje kontrolleret af de israelske styrker, betyder reelt, at Gaza – tidligere kendt som verdens største åbne fængsel – nu bliver det mest indelukkede og mest overbefolkede åbne fængsel i verden, fortæller talskvinde for UNRWA, Tamara al-Rifai til Al-Jazeera.
Hun uddyber:
– Al bevægelse ind og ud af området vil fuldstændig blive kontrolleret af Israel. Det er der intet humanitært over.
Hendes kollega, Philippe Lazzarini, lederen af UNRWA advarer mod Israels plan.
“Det vil reelt skabe enorme koncentrationslejre ved grænsen til Egypten for palæstinensere, der gennem generationer er blevet fordrevet igen og igen” skriver han i et opslag på X med overskriften “En ny Nakba?” – med henvisning til den etniske udrensning i Palæstina i 1948, hvor hundredtusinder af palæstinensere blev tvangsfordrevet fra deres hjemland.
Lazzarini opfordrer det internationale samfund til ikke at forholde sig “… tavst og medskyldig over for en tvangsforflyttelse i så stor skala”.
USA indfører sanktioner mod Albanese
Onsdag indførte USA’s udenrigsminister Marco Rubio sanktioner mod FN’s særlige efterforsker for de palæstinensiske områder, Francesca Albanese.
“Albanese har samarbejdet direkte med Den Internationale Straffedomstol (ICC) i bestræbelserne på at efterforske, arrestere, tilbageholde eller retsforfølge statsborgere fra USA eller Israel uden samtykke fra disse to lande. Hverken USA eller Israel er part i Rom-statutten (det juridiske fundament for den Internationale Straffedomstol, red.), hvilket gør denne handling til en grov krænkelse af begge landes suverænitet”, skriver USA’s udenrigsminister blandt andet i en pressemeddelelse.
Rubio’s sanktioner vækker vrede hos blandt andre Amnesty Internationals generalsekretær Agnès Callamard:
– Det er et skamløst angreb på de grundlæggende principper for international retfærdighed. Særlige rapportører udnævnes ikke for at behage regeringer eller for at være populære, men for at opfylde deres mandat. Francesca Albaneses mandat er at være fortaler for menneskerettigheder og international lov, hvilket er afgørende på et tidspunkt, hvor selve palæstinensernes overlevelse i den besatte Gazastribe er på spil, siger Amnesty Internationals generalsekretær Agnès Callamard.
Hun uddyber:
– Sanktionerne kommer få dage efter, at hun offentliggjorde en ny rapport, der beskriver, hvordan virksomheder har tjent på Israels ulovlige besættelse, dets brutale apartheidsystem og det igangværende folkemord i Gaza.
– I stedet for at angribe den særlige rapportør og yderligere underminere den regelbaserede orden, bør den amerikanske regering fokusere på at sætte en stopper for sin ubetingede støtte til Israel, som muliggør total straffrihed for sine forbrydelser i de besatte palæstinensiske områder.
Israelske soldater: Militæroperation er ulovlig
Tre israelske reservesoldater kræver at Israels Højesteret kender den seneste israelske militæroffensiv “Operation Gideon Chariots” i Gaza i strid med international lov, fordi den sigter mod tvangsforflyttelse og udvisning af befolkningen i Gazastriben.
Ifølge den israelske avis Haaretz har højesteretsdommer Khaled Kabub opfordret den israelske hær til at udarbejde et svar til sagsøgerne i håb om at slippe for at skulle tage stilling til sagen.
Ifølge soldaterne er den tvungne og permanente fordrivelse af palæstinensere i Gaza – som den israelske regering offentligt har deklareret som et af krigens mål – er en ulovlig militær handling og en direkte overtrædelse af international lov.
I et brev sendt til soldaterne afviser den israelske stabschefs kontoranklagerne, og hævder at militæret “… opererer bredt i hele Gazastriben mod terrormål gennem beskydning og angreb på landjorden”.
Desuden sker tvangsforflutningen af de civile for at “… reducere risikoen for civile”.
Meningsmåling: Israel er gået for vidt – drop aftale
Ifølge en meningsmåling som Epinion har foretaget for DR svarer 57 procent af danskerne, at Israels krig i Gaza er “for vidtgående”.
Den samme meningsmåling viser, at halvdelen af danskerne mener, at Israels folkedrab i Gaza bør have økonomiske konsekvenser.
49 procent svarer, at den økonomiske samarbejdsaftale som EU har indgået med Israel skal suspenderes, mens 22 procent svarer nej.
EU-landene har siden 2000 haft en samarbejdsaftale med Israel om gradvis liberalisering af samhandlen samt tættere politisk samarbejde, som medfører økonomiske fordele for Israel.
Kneecap kommer til Danmark
Den 3. og 4. september kommer den irske rapgruppe Kneecap til Danmark for at spille to koncerter i Store Vega, København.
Billetsalget til de to koncerter starter i morgen klokken 10.00.
Et af medlemmerne af Kneecap er blevet sigtet for at støtte en terrororganisation efter angiveligt at have holdt et flag for den libanesiske modstandsgruppe Hizbollah op under en koncert i London.
Han afviser alle anklagerne.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.