Da lederen af USA’s parlament, formand for Repræsentanternes Hus Mike Johnson den 4. august besøgte en af de ulovlige israelske bosættelser på den besatte Vestbred, blev han præsenteret for israelske planer om helt at besætte og annektere området, skriver flere israelske medier.
Netmediet Yaffa News Network viser et foto fra avisen Israel Hayom, hvor Israels premierminister Netanyahu præsenterer et kort. Ifølge Yaffa viser kortet, hvordan den besatte Vestbred helt skal annekteres af den israelske stat.
Medierne beretter også, at flere israelske generaler er imod en besættelse, og at militærfolk er bekymrede for deres sikkerhed.
Allerede i 2021 havde Israel planer om at opføre 3000 huse i bosættelser ud fra Østjerusalem i det såkaldte E1-område. Disse bosættelser vil effektivt splitte et fremtidigt palæstinensisk selvstyre i to dele. Israel har taget planerne frem igen, hvilket mødte fordømmelse af blandt andre det danske udenrigsministerium i en fælles erklæring med 31 andre lande den 21. juli. Internationale jurister frygter, at Vestbredden bliver “gazaficeret” med direkte vold og ødelæggelse i stor skala, fremgår det af DR.
Mike Johnson tog til den ulovlige besættelse med det formål at få ændret sprogbruget. Israel kalder det besatte område for Judæa og Samaria, og Mike Johnson vil nu propagandere for, at USA officielt bruger de samme betegnelser, netop for at sløre den folkeretsstridige besættelse.
Mike Johnson er den højest rangerede politiker fra USA, der laver et officielt besøg på den besatte Vestbred.
Hele Gaza skal besættes
Israel har samtidigt planer om en egentlig besættelse af Gaza. Den Internationale Straffedomstol erklærede sidste år, at Gaza de facto har været besat, siden Israel indførte den ulovlige blokade af enklaven tilbage i 2007. Men nu er de israelske planer tilsyneladende en reel militær besættelse.
Onsdag den 6. august havde Netanyahu et møde med sit Sikkerhedsråd, der består af udvalgte ministre, samt folk fra efterretningstjenesterne. Her lagde de sidste hånd på en plan, som senere skal fremlægges for regeringen, beretter nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge israelske og internationale medier vil Netanyahu fremlægge sit ønske om en militær besættelse af Gaza for den israelske regering snarest. Men medierne beretter også, at flere israelske generaler er imod en besættelse, og at militærfolk er bekymrede for deres sikkerhed.
Israel lider fortsat tab i deres krigshandlinger og folkemord i Gaza. Det officielle tabstal for juli måned er 18 dræbte israelske soldater. Samtidigt er der meldinger om, at Israel har mistet halvdelen af deres samlede antal kampvogne af typen Merkava i Gaza i løbet af de snart to år, der er gået siden invasionen i oktober 2023. Ingen af tallene er bekræftede af uafhængige kilder.
Mere end 60.000 palæstinensere er blevet dræbt af Israel, i hvad FN-organer og en række internationale humanitære organisationer kalder et folkemord. Israel blokerer fortsat for nødhjælp, og en halv million palæstinensere er truet af akut sultedød som resultat af blokaden.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.