For to uger siden indledte Israel en ny fase i dets angreb. Over to dage detonerede staten mange tusinde elektroniske personsøgere, walkie-talkies og enkelte mobiltelefoner i Libanon. Over 3000 tilfældige mennesker blev lemlæstede og mere end 20 dræbt.
USA giver Israel sin fulde, fulde, fulde støtte.
Linda Thomas-Greenfield, USA’s repræsentant, FN’s Sikkerhedsråd
I dagene efter indledte Israel massive luftangreb mod Libanon. Alt fra landsbyer i syd til hovedstaden Beirut og den palæstinensiske flygtningelejr Ein al-Hilweh er bombet. Dødstallet er sammenlagt over 2000, ifølge Al Jazeera.
Onsdag denne uge gik de første israelske kamptropper over grænsen i det sydlige Libanon. Den libanesiske hær erklærede onsdag, at Israel gik ind i de to landsbyer Khirbet Yaroun og Odaisseh, 400 meter fra grænsen, inden de trak sig tilbage. Israel trak sig tilbage efter at have mistet otte soldater og et antal kampvogne, skriver britiske BBC.
Over en million libanesere er på flugt mod de nordligere egne fra det sydlige Libanon. Men libanesere flygter overalt i landet. Ifølge FN er over 100.000 libanesere den sidste uge flygtet ind i Syrien.
Missilangreb fra Iran
Natten før Israels delvise invasion i Libanon angreb Iran flere israelske militære anlæg med et stort antal ballistiske missiler, mellem 180 og 200 i alt. Angrebet er Irans svar på en række israelske angreb gennem de sidste måneder.
Først myrder israelske agenter den palæstinensiske chefforhandler Ismael Haniyeh, mens han er på diplomatisk besøg i Tehran.
Dernæst myrder Israel Hassan Nasrallah, mangeårig generalsekretær for den libanesiske bevægelse Hizbollah, i hans hovedkvarter i Beirut. Den iranske general Abbas Nilfoushan blev dræbt i samme angreb.
I april bombede Israel det iranske konsulat i Damaskus i Syrien og dræbte den højtstående general Mohammad Reza Zahedi.
Iran rettede angiveligt de mange missiler mod den israelske efterretningstjeneste Mossads hovedkvarter samt to militære luftbaser, der huser de israelske F-35-kampfly. Der er ingen officielle tal om skader, men israelske meldinger om, at de skød langt hovedparten af de iranske missiler ned, står i skarp kontrast til de sociale medier, hvor opslag på opslag viser nedslagene.
USA står last og brast med Israel
Den israelske premierminister Netaynahu hastede hjem fra Generalforsamlingen i FN for at iværksætte angrebene i Libanon. Den israelske udenrigsminister Israel Katz erklærede generalsekretæren i FN, António Guterres, for “persona non grata” via et opslag på X med begrundelse om, at Guterres ikke fordømmer Irans missilangreb ensidigt nok.
Det fik en række medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd til at give António Guterres deres opbakning. 14 medlemmer udtrykte hver især deres tillid. Undtagen den amerikanske repræsentant.
– USA giver Israel sin fulde, fulde, fulde støtte, lød det fra USA’s repræsentant i Sikkerhedsrådet, Linda Thomas-Greenfield, onsdag aften, skriver mediet Middle East Monitor.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.